fredag den 28. oktober 2011

Så brug dog introstillingerne rigtigt!

I den danske speciallægeuddannelse har introstillingen en central plads mellem den kliniske basisuddannelse og hoveduddannelsen. Vi har det ikke som i mange andre lande, hvor man går direkte fra basisuddannelse til hoveduddannelse, - og det skal vi på mange måder være glade for, - men så skal vi altså også bruge introstillingerne rigtigt!

Det ligger næsten i navnet, at det er i introstillingen, man bliver introduceret til det enkelte speciale. At man ikke allerede fra starten er i gang med den fulde hoveduddannelse, giver den fordel, at uddannelseslægen kan mærke efter på egen krop, om specialet passer til vedkommende.


Og det er altså rigtig smart, så man ikke med det samme er bundet i et speciale, man troede var det rigtige, men som i løbet af få måneder måske viste sig at være helt forkert. I andre lande har unge læger særdeles svært ved at skifte speciale, når de først er gået i gang med en speciallægeuddannelse - og i den sammenhæng er vi i Danmark foran på point netop på grund af vores introstillinger.

Så opgaven for introlægen er altså at finde ud af, om det aktuelle speciale er det rigtige speciale for ham eller hende. Til gengæld er det så også altafgørende, at en eventuel tvivl tages seriøst på dette tidspunkt - og om nødvendigt at man tager sig tid til at afprøve et andet speciale i en anden introstilling, før man søger hoveduddannelse.


Og hvis man bliver klar over, at man absolut er på gale veje, gælder det om hurtigst muligt at komme videre til en introstilling i et andet speciale, som så forhåbentligt kan vise sig at være det rigtige.

Opgaven for de uddannelsesgivende afdelinger og praksis er ikke mindre. Det er nemlig også meningen, at man fra specialets side i løbet af introstillingen tager stilling til introlægens egnethed i specialet.


Dette skal forstås helt bogstaveligt. Hvis man ikke mener, at introlægen har potentiale til at kunne blive en god øjenlæge, almen mediciner eller kirurg, er det i introstillingen man som uddannelsesansvarlig skal sige fra!

Hele finten er jo, at man skal undgå de menneskelige (og ressourcemæssige) omkostninger der ligger i, at man kan gå adskillige år i en uddannelsesstilling i et givet speciale, for så med kort tid tilbage pludselig få at vide, at man altså ikke har potentiale til at komme længere ad den vej.

Det er IKKE en venlig hjælp at vinke de forkerte læger videre gennem introstillingen - det er til gengæld en venlig hjælp tidligt at hjælpe lægen til et mere hensigtsmæssigt specialevalg i de få tilfælde, hvor det er nødvendigt.  

I nogle specialer er det af uransagelige årsager muligt, at den samme læge kan ansættes to gange i en introstilling - altså at man fra en afdelings side vælger at ansætte en ansøger, der allerede har en godkendt introstilling, i en introstilling.

Det giver jo ingen mening! Antallet af introstillinger er på landsplan afstemt i forhold til antal hoveduddannelsesstillinger. Og at besætte en uddannelsesstilling med en læge, der allerede har fået godkendt den pågældende uddannelsesdel, giver jo mindre plads til de øvrige yngre læger, der også gerne vil den vej.

Ligeså er det uredeligt at prioritere læger fra på baggrund af den sammensætning, de måtte have haft af deres basisuddannelse. Rygterne går om besværlighederne for de yngre læger med at skaffe sig en intern medicinsk introstilling, hvis de ikke har haft intern medicin i KBU.


Det er jo ikke i orden, for så har de stakkels mennesker, der måske fik Sundhedsstyrelsens dårligste lodtrækningsnummer, jo ikke en ærlig chance!
 

Jeg forstår godt, at den enkelte afdeling kan have produktionsmæssige interesser i at vælge en læge, der mestrer dele af specialet i forvejen, men det er jo ikke det, der er meningen med uddannelsesstillinger – og da slet ikke introstillinger. Og det er ikke fair overfor de yngre læger som gruppe!

Lad os i fællesskab sørge for, at vi får maksimal nytte ud af det rigtig gode uddannelseselement, som introstillingen i den danske speciallægeuddannelse er!



torsdag den 27. oktober 2011

Ældre tvinges i bleer på plejehjem

Til plejehjemsbeboere, som er mere eller mindre inkontinente, bevilges der bleer af kommunen med rund hånd. Er det noget, beboerne ønsker selv? Nej. Det, de vil, er at få hjælp til at komme på toilettet, når trangen melder sig.

Får de så hjælp til det? Nej, kun hvis trangen melder sig lige præcis på et af de tidspunkter i løbet af dagen, hvor personalet har sat tid af til at hjælpe beboerne på toilettet. Et lille lynklip fra en helt dagligdags situation på landets plejehjem, hvor bleerne er bevilget med rund hånd:

Hr. Jensen: ”jeg skal på toilettet!” Personalet: ”Vi har travlt, og du har jo ble på. Vi kommer om tre kvarter – kl. 11 – ligesom vi plejer. Prøv at holde ud og brug bare bleen. Vi skifter dig jo snart”.

Har man først udstyret et gammelt menneske med ble, så kører det bare. Så kommer hun først på toilettet på det skemalagte tidspunkt - hvis hun er heldig. Ofte trækkes disse skift, fordi personalet ved, at bleen er der som en sikkerhed. Men det er meget ubehageligt for beboerne. Ofte får de blærebetændelse af at gå rundt med våd ble.

Det er hamrende uværdigt for de gamle mennesker, og det er unødvendigt. Beboerne skal hjælpes på toilettet, når de har brug for det. Basta. De skal kun gå med ble, hvis det er nødvendigt, og de ikke kan trænes til at undvære det. Basta.

En ikke uvæsentlig faktor i dette billede er kommunernes trængte økonomiske situation. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig bøvlet og besværet, hvis beboerne ikke har ble på, og personalet ikke har den nødvendige tid til at hjælpe dem på toilettet, når beboerne har brug for det.

Det er vigtigt og helt nødvendigt at løse dette problem. Hvorfor? Fordi du bliver en baby inde i dit eget hoved, når du går med ble og især, hvis du har brugt den efter sit formål. Det er med til at gøre dig svag og ikke på niveau med dine omgivelser.

I Ældre Sagen har vi netop fået resultater fra et stort Fremtidsstudie. Vi har spurgt 4086 mennesker i alderen 50-84 år, og kun fire procent ønsker at komme på plejehjem, når de bliver gamle.

Mon ikke dette bleregime er en væsentlig del af forklaringen? Skal vi ikke se at få det løst? Det kan lade sig gøre! F.eks. vil der snart komme kloge bleer på markedet. Plejepersonalet får via en chip i den ældres ble en lydløs besked på telefonen eller computeren om, at der er behov for at skifte bleen. Det vil kunne forebygge liggesår og blærebetændelse. Genialt ikke!

mandag den 24. oktober 2011

Det behøver ikke være Aftenshowet eller BT

I mit seneste blogindlæg efterlyste jeg, at læger reagerer, når medierne beskæftiger sig med emner inden for jeres område.

Det indlæg har jeg faktisk fået reaktioner på - se kommentarerne under indlægget. Tak til Anders Peter Skovsen og Abir Al-kalemji, fordi I giver jeres mening til kende.

@ Anders Peter Skovsen. Jeg synes bestemt ikke, at du skal stille dig op i hylekoret eller udstille din harme. Jeg synes i øvrigt, at det var ok, at Caspian blev opereret, så det var ikke harmdirrende indlæg, jeg var ude efter fra jer læger, men jeres synspunkter i sagen i det hele taget, f.eks. som Abir Al-kalemji har udtrykt sine tanker. Det synspunkt kunne da i øvrigt ligeså godt have stået under artiklerne om Caspian-sagen i Dagens Medicin og have været et indlæg i debatten.

Og jo, som tidligere journalist og nuværende kommunikationsrådgiver, hvor jeg bl.a. rådgiver læger om, hvordan de skal forholde sig til journalister, er jeg helt enig med dig i, at det også kan koste noget at stille op ift. sensationslystne medier, der vil tage historien et skridt videre. Og det skal man selvfølgelig tænke over, også som læge, inden man stiller op. Læs i øvrigt gode råd om mediekontakt i mit tidligere blogindlæg her: http://ugeskriftet.blogspot.com/2011/04/velkommen-pa-forsiden.html


Men jeg synes faktisk ikke du har ret i, at I ikke skal give mere udtryk for jeres mening – heller ikke i sager som den om Caspian – for selv om det er en enkeltsag, er den da også principiel. Og det behøver jo ikke være i Aftenshowet eller i BT, I giver jeres kommentarer. 


Jeg synes altså, at det er mærkeligt, at der er 1.500 kommentarer på artiklen om Caspians brystoperation på Politiken og ikke en eneste under de samme artikler på Dagens Medicin, som jo er et medie til bl.a. jer læger og jeres kolleger i sundhedsvæsnet. Og det er ganske let at kommentere der. Men det er måske fordi, I anser det som en enkeltsag?

Det glæder mig da i øvrigt, at I vi er enige om, at det vil være godt med flere indlæg fra lægerne i den sundhedsfaglige debat til at gøre os andre klogere. Tak fordi I skriver på www.laegerudenfilter.dk og på den måde giver os andre indsigt i jeres hverdag, erfaringer og holdninger. Her er i øvrigt et godt eksempel på at bruge medierne til at sætte en dagsorden og give sin mening til kende fra en af jeres kolleger: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1417490/sundhed--med-og-uden-sund-fornuft/


Politikeres mavefornemmelse og deres konsekvenser III

I mine første to indlæg skrev jeg om danske politikeres mavefornemmelse for tal.
 

At der også kan være tale om forkerte og fatale, globale mavefornemmelser fik vi bevis for med introduktionen af brugerbetaling i udviklingslandene i 80’erne.
 

Verdensbankens økonomiske politik spillede en central rolle, da den sammen med UNICEF og WHO og en række afrikanske lande i starten af 80’erne etablerede Bamako initiativet med henblik på at indføre brugerbetaling (User fees for health).
 

Allerede fra midt i 90’erne var der studier, der viste, at brugerbetalingen gik ud over de fattigste, kvinder og børn, og det er nu beregnet, at indførelsen af brugerbetaling i 20 afrikanske lande har kostet ca. 230.000 børn under fem år livet om året (Child mortality and user fees).
 

Alligevel er det først i 2008, at WHO lavmælt opfordrer de afrikanske lavindkomstlande til at ”satse mindre” på brugerbetaling fremover (World Health Report 2008).
 

Verdensbankens politik betød endvidere, at hospitalssektoren i mere end to årtier blev udsultet på bekostning af en voldsom investering i primær sundhedstjeneste, der dog ikke medførte en reduktion i børnedødeligheden.
 

Børnedødeligheden ser nu ud til at falde på verdensplan, men fordi WHO og andre store aktører på området stoler mere på deres mavefornemmelser og modefænomener end videnskab, så ved vi ikke, hvorfor dødeligheden falder.
 

Det må vi så lade op til mavefornemmelsen at forstå, for logisk er det ikke. Og de næste årtiers strategier for global sundhed er allerede i støbeskeen (Beyond Millenium development goals).

torsdag den 20. oktober 2011

Fejl, flop og fiasko

De første bind i ”Den danske ledelseskanon” er netop blevet udgivet af Gyldendal. I den anledning skrev en af forfatterne, Mikael R. Lindholm, at det måske er ”en god idé at se på, hvad vi kan lære af dem, der er lykkedes” (Politiken 2. oktober 2011).

Lindholm hævder videre, at de kanoniserede virksomhedsbedrifter ”repræsenterer en række tydelige og tilsyneladende eviggyldige fællestræk, hvilket kan hjælpe os tættere på en forståelse af, hvad god ledelse er – også i dag og i morgen.”.

Forestillingen om de ”eviggyldige fællestræk”, som får lederen til at lykkes og giver virksomheden succes er udbredt. Desværre tegner det dog til, at jagten på generelle succes-opskrifter har det med selv at mislykkes.
Måske vi – når det kommer til organisering og ledelse – faktisk kan lære mere af fejltagelser end af succeser. Det er temaet for denne og næstfølgende blogs.

Det mig bekendt største forsøg på at lokalisere universelle, organisatoriske succes-opskrifter er det såkaldte PIMS-projekt (Profit Impact of Market Strategy). PIMS blev startet af General Electric i 1960’erne, blev siden overtaget af Harvard Business School og drives i dag af Strategic Planning Institute i Cambridge.

Det er en database med over 3.000 virksomhedsenheder, hvor man måler forholdet mellem, hvad virksomhederne gør ud fra forskellige parametre, og så deres resultater. Målet har været at finde de universelle, målbare succes-strategier.

På baggrund af den store mængde data er man nået frem til den trivielle indsigt, at hvis en virksomhed kan sælge produkter med en relativt bedre kvalitet til en relativt lavere pris end konkurrenterne – så klarer den sig bedre (man kan selv læse mere på http://pimsonline.com).

Efter over 40 års forskning og studier af et kæmpe datamateriale er denne og beslægtede, indlysende banaliteter det nærmeste, PIMS er på at kunne formulere nogle ”eviggyldige fællestræk”.

At jagten på den gyldne og tidløse succesopskrift fejler, betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kan lære noget af andres succeser.

Men et af problemerne ved at lære af de andres succeser er, at vi ikke ved, om vi kan stole på, at der reelt er tale om succeser. Af forståelige grunde er ledere og organisationer fokuseret på at fremstå som succesfulde og effektive. De er mindre interesserede i at fremvise deres fejltagelser og mislykkede projekter.

De færreste ledere er interesseret i at blive forbundet med fejl, flop og fiaskoer.

Som det hedder hos Rochefoucauld: for at få succes i verden gør vi alt, hvad vi kan, for at se succesfulde ud.

Ledere ved godt, at succestvangen betyder, at andres synlige succeser meget vel kan have usynlige omkostninger. Da Erik Juhl i forbindelse med kvalitetsreformen i 2007 red land og rige rundt som statsministerens personlige gesandt for at indsamle succeser, var tanken netop, at så kan alle lære af disse succeser.

Efterfølgende undrede Juhl sig over ’the knowing doing gap’. Når vi nu ved, hvad der er en succes, hvorfor gør alle det så ikke på samme måde? – er logikken.

Men det er en logik, som glemmer at tage højde for, at ledere godt ved, at succeserne har det med at blive betonet i forhold til de medfølgende (utilsigtede) omkostninger eller bagsider.

Når jeg nu selv begraver mine fejltagelser og stolt fremviser mine succeser – så gør de andre det nok også. Og så er det ikke sikkert, at det, der fremstår som en succes, i virkeligheden vil være så fedt at lære af – det kunne være en del af forklaringen på ’the knowing doing gap’.

Formodentlig kan man lære mere af organisatoriske fejltagelser end af succeser. En af grundene er, at succesopskrifterne i form af ’best practice’ hives ud af den sammenhæng, de fungerer i.

Organisatoriske strategier virker forskelligt i forskellige sammenhænge på grund af organisationernes forskelligheder og forskellige situationer.

Man kan trække en parallel til erfaringerne bag ’individuel medicin’ – samme behandling virker forskelligt på forskellige individer. Hvad der fungerer godt ét sted, behøver således ikke at fungere godt et andet sted.

Hvis man i stedet starter med at lære af hinandens fejltagelser, så er der anderledes rum for at reflektere og udvikle løsninger, der passer til den specifikke kontekst, til den specifikke afdeling med det specifikke personale og den specifikke historie.

Vil man lære af de andres fejl, så slipper man ikke for at tænke selv; så må man selv udvikle løsninger, der passer i den konkrete situation.

Måske det er på tide, at vi begynder at registrere sundhedsvæsenets ’utilsigtede organisatoriske hændelser’? Når nu man går ud fra, at sundhedsvæsenet kan lære af sine sundhedsfaglige fejl, hvorfor skulle det så ikke også kunne lære af sine organisatoriske fejl?

Jeg er sikker på, at fremtidige årsrapporter fra DDFFF (Dansk database for fejl, flop og fiaskoer) ville blive læst med stor interesse i sundhedsvæsenet.

onsdag den 19. oktober 2011

Politikeres mavefornemmelse og deres konsekvenser II

I mit første indlæg her på bloggen kom jeg med en række eksempler på, at danske politikere tilsyneladende lader deres politik diktere af mavefornemmelser.  Det  påvirker også os forskere og andre eksperter.

Desværre kan mavefornemmelser ikke huske – der er intet rationelt over mavefornemmelser.

Det måtte tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg sande, da hun først udtalte ”Jamen, nu skal vi jo huske, at der trods alt også skal være plads til mennesker i systemet” (Om sygedagpenge-personsag, 26.4.2010, DR Tv-avisen kl. 18.40). Mens hun senere sagde: ”Jamen loven blev lavet for at beskytte borgeren mod systemet” (Om kontanthjælp til sygemeldte, DR Kontant, d. 15.2.11 kl. 21.48). 

Det lyder jo som lejlighedsargumenter og hjemmelogik fra mavefornemmelsesregionen, fordi kernen i sagen er for kompliceret.

Vincent Hendricks (filosofiprofessor, tidligere RUC) kan måske hjælpe hende med at forstå, hvordan hun kan have så modstridende fornemmelser på én gang: ”….måske fordi informationsstrømmen er så stor, at vi intellektuelt er blevet halvdovne. Vi gider ikke blive klogere…..”?, som han har sagt.

Og hvis vi som forskere forlanger, at politikerne bliver klogere og mindre intellektuelt dovne, er svaret, at vi ikke skal have mere ekspertitis (Ekspertitis kan kureres) i den offentlige debat.

Professorer har skjulte dagsordner og argumenterer med følelser (!), mener politikerne, og som en politiker skrev i flere enslydende læserbreve og indlæg: ”…..  hvis man kun kan få en ph.d.-studerende til at sige det, man ønsker, omdøbes vedkommende blot til ekspert!” (Eksperter er et demokratisk problem).

Nu skal man så oven i købet, udover at skulle melde sig ind i et parti for at få lov til at diskutere med politikerne, også være mere end PhD for at kunne anvendes som ekspert i den offentlige politiske debat. 

Det er godt nok en hård loge at blive optaget i.

Resultatet blev, at eksperterne indførte radiotavshed i en sådan grad, at politikerne begyndte at kede sig med deres mavefornemmelser, og videnskabsministeren måtte offentligt bede forskerne om, pleaseplease, at sige noget igen (Forskere bland Jer).

Det minder om den senegalesiske forfatter Aminata Sow Fall’s historie om tiggerstrejken (La grève des battu), hvor bureaukraterne i en fiktiv vestafrikansk stat mener, at de mange tiggere i hovedstaden skræmmer turisterne væk, hvorfor tiggerne deporteres ud af byen.

Imidlertid giver det de resterende beboere i byen et problem, fordi det er vigtigt for egen lykke og liv efter døden, at man løbende har mulighed for at give penge til de fattige. Stærke krav fra bureaukraterne, som ser deres lykke svinde uden tiggerne, gør, at byens borgmester må trygle tiggerne om at vende tilbage.

Ord og taler hjælper ikke, så det ender med at byens borgmester, stærkt ydmyget, må give efter for tiggernes krav: de kræver, og bliver hentet, i store limousiner og får en stor middag som betaling for at vende tilbage til byen. 

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg aldrig bliver hentet i en limousine til en tre rettes menu med en politiker.


tirsdag den 18. oktober 2011

Hvad mener I?

”Læge fjerner bryster på 15-årig pige”. Historien om 15-årige Caspian, der føler sig som en mand født i en kvindekrop og derfor har fået bortopereret sine bryster på et privathospital, er en rigtig god historie og fyldte derfor også alle medierne i weekenden.
 
Især var det en god historie, fordi Caspian selv stod frem og fortalte om sine følelser – og også blev fotograferet i den helt rigtige forside- og magasinstil. 

Og bedre blev historien af, at så mange mente, at det var helt forkert af lægen på privathospitalet at fjerne Caspians bryster. Sundhedspolitiske ordførere, et medlem af Etisk Råd og formanden for privathospitalerne brugte ord som ’rystende’, ’dybt uetisk’ og ’uansvarligt’ om, at lægen havde fulgt Caspians ønske og fjernet brysterne. 

Det offentlige system havde selv skudt beslutningen til hjørne ved at henvise til, at man skal være minimum 18 år, inden man kan opstarte en behandling til evt. ændring af sit køn.

Lægen selv var citeret for at sige: ”Jeg kan godt forstå kritikken, for man kan ikke umiddelbart lave indgrebet om. Jeg har også været bevidst om, at det var et minefelt, jeg bevægede mig ind på, men jeg følte mig overbevist af forældrene og patienten om, at det var rigtigt. Det var derfor, jeg foretog indgrebet. Jeg er sikker på, at patienten er blevet mere lykkelig efter operationen.” 

Læser kræver privathospital lukket 

Flere end 1.500 danskere har skrevet deres holdning til sagen på www.politiken.dk, hvor man med et enkelt klik kan vise, om man bifalder eller kritiserer fjernelsen af Caspians bryster eller ikke ved, hvad man synes om det. Og sindene er så sandelig kommet i kog. En læser mener, at privathospitalet skal lukkes, mens en anden mener, at Caspian havde lidt længe nok og at det derfor var godt lægen valgte at hjælpe.

Men hvad mener I læger? Kollegerne? Det slog mig, at når denne type sager kommer op, så er der rigtig mange til at kommentere på dem – men det er ikke kollegerne, der står først.

Ja, jeg ved godt, at formanden for privathospitalerne og overlægen på Rigshospitalet er kolleger – men de er jo også parter i denne sag. Den ene skal tænke på en hel branches renommé og den anden står for det offentliges linje. Men hvorfor er der ikke andre almindelige kolleger, der har noget på hjerte, som de synes skal frem? Ikke en eneste kommentar fra læger, er der under artiklerne endnu. 

Og det samme gælder jo i andre sager, som vækker debat i offentligheden f.eks. den om lægen, der brugte sit kontor og sin arbejdstid på et offentligt sygehus til at behandle patienter i sin private praksis eller den om lægen på Humlegaarden, som tilbyder alternativ behandling af kræft, hvorefter patienterne bliver samlet op af det offentlige system.

Hvorfor er der ikke nogen kommentarer fra jer læger under disse artikler eller nogen læserbreve eller blogs fra læger om disse sager? Og hvorfor er I ikke citerede i flere artikler?

Synes I ikke, at I kan kontakte journalisterne selv med jeres holdninger? Det kan I sagtens – det gør politikerne hele tiden, fordi de ved, at der bliver fulgt op på de store historier med artikler med diskussioner mellem forskellige parter.
Eller er der en uskreven regel blandt jer læger om, at man ikke diskuterer disse sager offentligt eller hvad? For I er jo gode til at kæmpe patienternes sag i medierne med både kommentarer og læserbreve for både barnløse og kræftpatienter, når der er lovændringer eller budgetforhandlinger på vej. 

Men hvad mener I om de andre sager? I har vel ligeså mange meninger som os andre? Og faktisk vil jeres mening – fordi I er fagfolk og kolleger – gøre os andre lidt klogere.

mandag den 17. oktober 2011

Politikeres mavefornemmelser og deres konsekvenser

”Vi vil ikke have manipulerede tal”, sagde en talsmand for et støtteparti til den tidligere regering, da vedkommende blev præsenteret for en dansk opgørelse over selvvurderet helbred og livskvalitet efter køn, alder, socioøkonomisk status og etnicitet.

Uforvarende kom talsmanden dermed til at afsløre en politisk hemmelighed, et trick næsten, hvormed politikere både kan tage beslutninger og sove godt om natten. 

Jeg arbejder til dagligt med etniske minoritetspatienter, og her er der næsten altid brug for tolk. Men det er der tilsyneladende også i kommunikationen mellem politikere, der kommer fra Mars, og forskere, der kommer fra Venus.

I sagen om insulinpumper til børn gav en folketingspolitiker os et endnu tydeligere indblik i politiske beslutningers anatomi, da hun med et slag med hånden fejede al videnskab af bordet med bemærkningen om, at hun troede ikke på forskerne, for hun havde selv flere familiemedlemmer med diabetes.

I foråret kom en forsker fra Københavns Universitet til at krydre en vurdering af konsekvenserne af en ny lov om grænsekontrol med et par af sine egne følelser og fik smag for politikeres lynjustits fra lederen af regeringens støtteparti: ”hvis du vil diskutere politik, må du melde dig ind i et parti ellers må du holde mund”.

Inden forskeren nåede at få vejret, slog universitetets selvjustits dog til og sendte hende på en kronisk mediepause.

Desværre nåede forskeren ikke at opfordre lederen af regeringens støtteparti til at melde sig ud af politik og ind på universitetet hvis hun ville diskutere politisk videnskab.

Og sådan er vilkårene for den bizarre og ulige kamp mellem forskere og politikere.

Det tager to minutter og ingen viden at nedlægge regionerne, men det tager 10 år og 117 rapporter at få godkendt en paracetamol pille med en ny farve.

Der oprettes supersygehuse og klyngedannelser, samtidig med at man støtter bitte små privathospitaler og nedlægger klynger på andre sygehuse.

Det tog få uger, og et flertal med den samme mavefornemmelse at vedtage den hårrejsende tolkelov (Tolkelovens præmisser) i 2004, efter pres fra Dansk Folkeparti, men det er ikke lykkedes på de syv år siden da at gøre politikerne klart, hvor veldokumenteret det er, at sprogbarrierer er livsfarlige for patienter. 

Politikernes mavefornemmelse sagde dem, at så havde ”de” (flygtninge/indvandrere) syv år til at lære dansk, inden loven trådte i kraft. Og loven var en symbolsk lov, der skulle vise dem, at regeringen mente integration når de sagde integration (Bertel Haarder læserbrev i Information: Konsekvens i integration).

Ingen af de patienter, som loven var møntet på, kendte imidlertid loven, og de var typisk krigstraumatiserede, kroniske syge mennesker, der aldrig har gået i skole.

Pludselig var der midt i valgkampen en cheflæge fra Århus der offentligt sagde, at tolkeloven var for dyr for sygehusene, og så fik Venstres retspolitiske ordfører en akut mavefornemmelse og mente, at tolkeloven skulle afskaffes (DR Nyheder14.9.2011). 

Måske ligger den basale anatomi for politiske beslutninger i mavefornemmelsen. Det er bare så umanerligt svært for en naturvidenskabeligt funderet forsker at se den for sig, mavefornemmelsen, og endnu sværere er det at tale rationelt med den – i hvert fald ikke uden tolk.

Og her kommer Vincent Hendricks, filosof (tidligere RUC) ind. Han har nemlig sat sig for at se akademisk på mavefornemmelser: ”Jeg siger ikke, at der er noget galt med følelser, men det er bare ikke særlig frugtbart at referere til følelser i en rationel diskurs”.

Han nævner i et interview det tænkte eksempel, at Anders Fogh Rasmussen sagde: ”Min mavefornemmelse siger mig, at vi skal gå i krig med Irak”, og at det næppe ville være et tilstrækkeligt argument i Natos hovedkvarter.

I artiklen Kan man stole på sin mavefornemmelse siger han ligefrem: ”For mig er det en falliterklæring, når man hører folk henvise til deres mavefornemmelse. Det er intellektuel dovenskab. Kan du virkelig ikke gøre det bedre end din mavefornemmelse?”.

På arabisk sprog er der to ord for hjerte: ét ord for det fysisk-anatomiske hjerte og et andet ord for det romantiske-følelsesmæssige hjerte. Måske det var en ide at overveje en lignende opdeling af mavefornemmelser baseret på hvor den første fornemmelse kommer fra?: mavefornemmelse fra hjernen, mavefornemmelse fra hjertekulen, mavefornemmelse fra det sure mavesår, mavefornemmelse fra spædbarnet eller mavefornemmelse fra underlivet?

onsdag den 12. oktober 2011

Man kan kun blive lidt bange for den nye regering

Ja, så fik vi en ny regering. Nogle er på forhånd glade, andre er imod, men jeg vil slet ikke tage stilling på baggrund af partifarverne. Den sidste uges tid har dog givet mig grund til at blive bange for, hvad der kommer til at ske.

Den nye regering er allerede blevet berømt for at have brudt en masse af de løfter, som blev givet i valgkampen. Sjældent har en ny regering brudt så mange valgløfter og skuffet så mange vælgere på så kort tid. Det må nærmest være en rekord. Det handler om alt muligt forskelligt såsom gennemførelse af tilbagetrækningsreformen og dagpengereformen, millionærskat indføres alligevel ikke, og topskatten sænkes. Og vores unge håbefulde nye sundhedsminister har dårligt nok fået udleveret nøglen til sit kontor, før hun meddeler at løftet om maksimalt 30 minutters ventetid på skadestuerne ikke kan indfries.

Der kan være mange rigtig gode grunde til, at alle disse valgløfter ikke kan indfries, men det kan ikke undgås, at man mister tillid til denne regering, allerede før den er kommet ordentligt i gang. Og det er altså virkelig ærgerligt! Hvordan kommer det så til at gå, når vores sundhedsminister lover, at psykiatrien skal prioriteres? Er det bare tomme ord? Og hvad med de økonomiske forhold for forskningen og vores universiteter? Bliver det pludselig ændret med et pennestrøg og et ”hovsa – vi havde vist regnet forkert”? Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men jeg føler mig på usikker grund.

Klima quiz

Vi møder ikke sjældent bemærkninger som: ”Nu gider vi ikke høre mere om klima”, eller ”Vi er klima-mætte”, eller ”Nej, nu får jeg klima-kvalme”.
Der har jo rigtignok – dog med noget svingende intensitet - været talt om global opvarmning, også i Danmark. Det er utvivlsomt også rigtigt, at man skal finde en balance mellem på den ene side at skræmme folk med dommedagsprofetier og på den anden side ikke negligere den utvivlsomt største udfordring, vores generation står overfor.
En indikator for, om vi er blevet informeret for meget eller forkert kunne jo være en test af, om de basale kendsgerninger vedrørende global opvarmning og dens konsekvenser er forstået og accepteret. Vi kan starte med at konstatere, at et stort flertal af amerikanere slet ikke tror der er nogen global opvarmning, og at en stor del af de, som gør, ikke mener, den er menneskeskabt.
Det ser knapt så sort ud i Danmark, men jeg møder ofte mennesker, som mangler en selv helt elementær viden om drivhusgasser, global temperatur og vandstand. Man kan spørge, om det er rimeligt at kræve, at vi alle skal vide noget om klima. Hertil er vel blot at sige, at hvis ikke vi har nogle basale begreber på plads, vil det være svært at motivere befolkningen for større ændringer i vores levevis.
Så lad mig provokere med tre multiple choice opgaver som en lille test på din viden:
Spørgsmål 1.
Gennem adskillige hundrede tusinder år har jorden undergået cykliske skift mellem istider og varmeperioder. CO2 koncentrationen i atmosfæren har fulgt disse ændringer tæt, således at varmeperioder har været præget af koncentrationer på omkring 280 parts per million (ppm) og istiderne af niveauer på omkring 180 ppm. Gennem seneste 100 år er CO2 koncentrationen under nuværende varmeperiode imidlertid øget til 385 ppm.
Hvis denne koncentration kunne fastholdes på nuværende niveau, hvad ville så kendetegne den sandsynlige ligevægtstilstand mellem dette CO2-niveau, den globale middeltemperatur og den globale vandstand, når en ny ligevægt i løbet af århundreder har haft tid til at indstille sig?
a)      En vandstand 0,5 m over nuværende niveau
b)      En vandstand 1 m over nuværende niveau
c)      En vandstand 3 m over nuværende niveau
d)      En vandstand 10 m over nuværende niveau
e)      En vandstand 20 m over nuværende niveau




Spørgsmål 2
For omkring 40 millioner år siden havde vi sidst en verden uden permanent is ved polerne. Dengang var vandstanden omkring 85 m over nuværende niveau.
Hvor meget varmere var der i gennemsnit på kloden dengang i forhold til i dag?
a)      5 grader varmere end i dag
b)      8 grader varmere end i dag
c)      12 grader varmere end i dag
d)      15 grader varmere end i dag
e)      20 grader varmere end i dag

Spørgsmål 3
En dansker udleder i størrelsesordenen 10 ton CO2 pr. år. Vi skal i Europa ned på at udlede mellem 1 og 2 ton CO2 pr. person pr. år inden år 2050, hvis vi skal undgå en global opvarmning på mere end 2 grader. Et af følgende fem udsagn er forkert. Hvilket?
a)      En person som flyver København-Bankok t/r udleder alene ved denne tur mere end 1 ton CO2.
b)      En kineser udleder i gennemsnit omkring 4 ton CO2 pr. år. I denne kvote er indregnet den produktion, der går til eksport til fx dansk forbrug.
c)      Et måltid kød indebærer typisk en CO2 produktion, der er 10 gange højere end et måltid uden kød.
d)      Jo mere varme der tilføres atmosfæren, jo mindre ekstremt vejr må vi forvente.
e)      En omlægning af vores samfund fra teknologier baseret på fossil energi til grønne teknologier, som vil reducere vores udledning af drivhusgasser med 90%, vil koste omkring 2% af vores bruttonationalprodukt de næste 40 år.

God weekend.
De korrekte svar findes på nedenfor:




Korrekte svar:
Spørgsmål 1: e)
Spørgsmål 2: a)
Spørgsmål 3: d)

mandag den 10. oktober 2011

Hvad er bedst – fast eller variabel rente?

Mange betragter rentevalget på lånet i boligen som et slags væddemål – men det er det ikke. Det kan derimod være den største og vigtigste beslutning i din privatøkonomi i lang tid. Netop nu er renten faldet til et niveau, hvor der kan være mulighed for at gøre store gevinster - hvis du kender dine muligheder.
 

Både den variable og den faste rente er historisk lave. Vælger du et 20-30-årigt obligationslån med fast rente på 4 %, får du – udover sikkerhed for en lav rente i mange år – muligheden for at få en gevinst ved konvertering af dit lån. Obligationslån giver dig nemlig ret til at indfri lånet til dagskurs med skattefri gevinster til følge. Hvordan kan det lade sig gøre?
 

Hvis renten i samfundet i fremtiden stiger fra det nuværende lave niveau, så falder kursen på de obligationer, dit lån er udstedt på basis af. Så kan du altså formindske din restgæld ved at omlægge/indfri lånet. Det er ikke mange steder i din økonomi, du kan skaffe skattefri gevinster af en sådan størrelse.
 

Boligejere, der optog et 4 % lån i 2005, kunne omlægge lånet tre år senere og reducere deres restgæld med godt og vel 250.000 kr. for hver million, de havde lånt. Det skyldtes netop, at renten var steget meget i mellemtiden. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det går sådan igen, men det kan være rart at have muligheden for at få udbytte af sådan en udvikling i sin økonomi.
 

Dog skal man i regnestykket huske på, at der vil være omkostninger til omlægninger, samt en periode, hvor ens ydelse er højere (hvis lånet omlægges og ikke indfris), såfremt det er fast rente, man omlægger til. Disse omkostninger skal naturligvis fratrækkes gevinsten.
 

Den variable rente er som sagt også på et historisk lavpunkt. Du kan som boligejer i dag optage et rentetilpasningslån med en rente på omkring 1,3 %. Men når lånet skal rentetilpasses, så ved du ikke hvilken rente det bliver tilpasset til. Der er nemlig ingen naturlov, der hindrer renten i at stige endog meget, og mere end det er godt for din privatøkonomi.
 

Det kan dog være svært at vælge en fast rente, der er 3 %-point højere – eller sagt omvendt – det kan være meget fristende at låne en million afdragsfrit til mindre end 1000 kr. om måneden efter skat.
 

I 2005 var renten på rentetilpasningslån med årlig tilpasning ca. 2 %, men tre år senere var den steget til over 6 %, og nu hedder den altså ca. 1,3 %. De fleste kan tåle en rente på 1,3 %, men når man vælger variabelt forrentede lån, skal man altså også kunne tåle, at renten periodevis er høj.
 

Hvad der på længere sigt er bedst for dig, afhænger helt af din økonomi. Hvis du er meget følsom over for rentestigninger, kan du nedbringe risikoen i din økonomi ved at omlægge dit lån til et 4 % lån, med ovennævnte mulighed for konverteringsgevinst. Er du ikke rentefølsom, så vil det i de fleste tilfælde være bedst med variabel rente. Set over tid skal den variable rente være lavere end den faste rente, fordi der er større risiko i at tage en variabel rente.
 

Kan du godt tåle, at renten varierer meget, så vil et variabelt forrentet lån historisk set altså være det billigste. Benyttes den p.t. meget lave rente oven i købet til at afdrage gælden hurtigere reduceres risikoen og renteudgifterne samtidigt.
 

Du kan også vælge at kombinere lånetyperne, hvis du gerne vil have lidt af hvert. Lige nu står alle døre åbne, men de kan være lukket om lidt igen!
 

Husk i øvrigt på, at du indtil udgangen af oktober kan opsige dit eksisterende fast-rente obligationslån til indfrielse ved udgangen af året. Efter oktober kan du først indfri med samme lave omkostninger igen i marts!

onsdag den 5. oktober 2011

Inspiration til kvalitet

"Husk at fejre den daglige rutine, det er her, der er styr på omkostningerne, og kvaliten bliver leveret"

Nogenlunde sådan udtrykker Jim Easton det. Jeg var så heldig at overvære et foredrag med Jim Easton forleden på Aalborg Sygehus. Jim Easton er direktør for det engelske sundhedsvæsens udviklingsprojekt QIPP, som har til opgave i løbet af få år at frigøre ressourcer for 20 mia. pund samtidig med en markant kvalitetsforbedring på sundhedsområdet. Ressourcerne skal komme den voksende ældrebefolkning og de flere syge til gode.

Jim Easton understreger, at omkostningsudviklingen ikke kan fortsætte, samfundet har ikke råd til at give flere midler til sundhedsvæsenet. I USA er krisen allerede en realitet, her koster sundhedsvæsenet over 15% af BNP, andre steder ligger niveauet omkring 10%, og omkostningerne stiger. Vi dræber vores kære sundhedsvæsen, appellerede han til tilhørerne. Derfor skal der ske forandringer.

Alt det nye skal finansieres inden for en fastlagt ramme, som ikke udvides. Derfor skal nyt kobles til forandringer, der frigør ressourcer, vi allerede har. Og vi skal blive bedre til at gennemføre de nødvendige forandringer.

Jim Easton har erfaret, at forbedringsarbejdet kan forbedres, og i foredraget gennemgik han nogle vigtige pointer:


Der skal vælges en forbedringsmetode (kan f.eks. være lean), men flere metoder kan føre til målet.

  • Fortæl om målet, metoden og meld ud igen og igen
  • Søg evidens og udfør en analyse før valg af handling
  • Indret systemer, så det er lettere at gøre det rigtige
  • Det er vigtigt at måle og følge op med data
  • Hold ledere og fagfolk ansvarlige for at gennemføre nødvendige forandringer
  • Og så er det vigtigt at udvikle sine ledere, så de er i stand til at levere resultater

Nogle af de forandringer, der skal til, er samtidig omkostningseffektive forbedringer:

  • Find og fjern spild
  • Undgå patientskader
  • Undgå infektioner
  • Undgå antibiotikaresistens
  • Standardiser udstyr og forbrugsartikler
  • Udnyt teknologi
  • Støt innovation
  • Opsøg de afdelinger, der allerede har gode resultater, og lær af dem.


Jim Eastons foredrag gav mig noget at tænke over, jeg håber, dette koncentrat kan vække interessen hos andre.

tirsdag den 4. oktober 2011

Efter valget: forebyggelse kommer i højsædet? Ja, tak! Men vi studerende er skam i gang

Jeg så i en opgørelse fra Lægeforeningen (offentliggjort før valget i 24timer), at knap 60% af lægeforeningens adspurgte medlemmer ville stemme rødt mod blot 36% af stemmerne ved sidste valg.

Som stud.med. gav det mig bestemt et signal om, hvilken retning, jeg skulle stemme i, hvis jeg ønskede et bedre sundhedsvæsen set med fagkyndige øjne – altså mine kommende. Det er tankevækkende, at stemmefordelingen indenfor en enkelt faggruppe har kunnet ændre sig så ekstremt på kun fire år.

Valget er nu overstået, og den nye regering har i de seneste timer taget form. Vi får en ung, kvindelig SF’er som minister for sundhedsområdet, men det er ikke det hele. Astrid Krag får ifølge Politiken.dk titlen ”Minister for sundhed og forebyggelse”.


Dét er en drejning, som vækker opsigt i mine øjne. Ministeriet bliver først og fremmest delt fra Indenrigsministeriet og bliver forhåbentligt deraf mere selvstændigt. Men derudover kommer ’forebyggelse’ op, som en topprioriteret opgave og ikke længere blot en kategori under hovedtitlen ’sundhed’.
 

Som optakt og idévækker til ministerens nye arbejdsopgaver startede 3/10 2011 - i går - et nyt projekt under IMCC (International Medical CooperationCommittee), som er en frivillig, sundhedsorienteret studenterorganisation.

Projektet (foreløbigt kaldet Sund8000) har til mål at øge fokus på forebyggelse og public health i Aarhus og omegn ved at sætte sundhedsinitiativerne helt frem i hovedet på befolkningen og gøre dem jordnære og letfordøjelige.

Gruppen vil bl.a. arbejde på dette via et stort arrangement i Aarhus en velvalgt dag.

Det mest interessante ved dette helt nye initiativ er, at det ikke er en politisk beslutning men et frivilligt studenterinitiativ, samt at det ikke blot er et par tilfældige lægestuderende; til første møde i går mødte 16 lægestuderende, 10 folkesundhedsvidenskabsstuderende, en statskundskabsstuderende, tre studerende fra Handelshøjskolen, en økonomistuderende, fire idrætsstuderende, en journaliststuderende og tre medievidenskabsstuderende op.

Der er altså en bred, frivillig og studenterdrevet følelse i Aarhus om at fremme sundhed og øge forebyggelse. Og tværfagligt samarbejde er en hjørnesten i organisationsstyring og kompetenceudvikling.
 

Vi vil med spænding følge Astrid Krag i hendes nye virke.

Dansk sundheds it er overhovedet ikke dårlig

Når jeg læser det seneste indlæg – De kan i Sverige, Norge og USA -  får jeg et indtryk af, at Danmark ligger langt bagefter alle andre lande, når det gælder sundheds-it. Jeg får også et indtryk af, at vi i Danmark modarbejder hinanden og ikke vælger de løsninger, der fungerer godt i naboregionen eller i nabolandet. Det er, i mine øjne, langt fra korrekt.   

Jeg er chef for det forpligtende samarbejde om sundheds-it, som de fem danske regioner har indgået for lidt mere end et år siden. Samarbejdet kaldes Regionernes Sundheds-it (RSI). Mit job er at sørge for, at vi fem regioner arbejder tæt sammen om at give læger, sygeplejersker og andet personale bedre it-understøttelse af arbejdsgange, så vi kan servicere patienterne bedre og mere effektivt. 

Ser RSI på, om velfungerende systemer i en region kan bruges i øvrige regioner? Ja, det gør vi bestemt. Ser RSI på, om velfungerende systemer i andre lande kan bruges på dansk jord?  Ja, det gør vi bestemt også. Men det er ikke helt så enkelt.

Hvis en region fx vil gerne vil købe en velfungerende løsning, som de har set i en anden region, så er der nogle udbudsregler, der skal følges. Som offentlig myndighed kan du ikke købe et it-system uden at gå i udbud, hvis værdien af udbuddet overstiger 1,5 mio. kroner. I et udbud må du heller ikke skrive, at du gerne vil købe ”den-der-løsning-som-de-har-på-Randers Sygehus”, for så følger du ikke udbudsreglerne, og så får du en klage på halsen fra de udbydere, der ikke leverer ”løsningen-som–de-har-på-Randers-Sygehus”. 

Selv om vi ikke har samme systemer på tværs af Danmark, så deler vi faktisk data på tværs af sektorer og på tværs af regionerne. I Danmark sendes der meddelelser mellem hospital og praktiserende læge, fx henvisninger, epikriser, og mellem hospital og kommune, fx indlæggelsesmeddelelser. Og på tværs af hospitaler og regioner kan man se hinandens notater.

Jeg tror desværre ikke, at vi har været dygtige nok til at sprede det gode budskab om denne mulighed. Der er i hvert fald meget få læger, der fx bruger ”e-journal”, som læger har adgang til via arbejdspladsens EPJ eller via www.sundhed.dk. Vi er også ved at indføre det Fælles MedicinKort, som giver læger i både primær og sekundær sektor adgang til opdaterede medicinoplysninger.

I RSI kigger vi selvfølgelig på andre lande for inspiration til endnu bedre sundheds-it. I den forbindelse vil jeg fremhæve den seneste udmelding fra det britiske sundhedsministerium.

Igennem de seneste år har National Health Service (NHS) forsøgt at opbygge en national elektronisk patientjournal, dog uden held. Derfor har den britiske sundhedsminister nu besluttet at skrotte projektet og lade de decentrale myndigheder overtage styringen. 

Raketteknologi? Nej, måske ikke, men det er tilsyneladende ikke ”a walk in the park” i det britiske. Og det er det heller ikke i Danmark. Hvis der var et quick-fix, så havde vi selvfølgelig valgt den løsning. Det kan synes ubegribeligt, men der er rigtig mange detaljer i en sådan beslutning og løsning, som ikke er ’bare-lige’.

Vi kigger også længere mod vest for at blive inspireret. Da jeg selv besøgte Kaiser Permanente (KP) og Veterans Affairs (VA) i år, spurgte jeg naturligvis ind til, hvordan de deler data på tværs af hospitaler og regioner. Skuffet blev jeg, da de fortalte mig, at de ikke er i stand til at dele data på tværs af regioner. Med andre ord: På trods af, at KP har samme leverandør af EPJ og samme EPJ-system, er det ikke ensbetydende med sikkerhed for at dele data.

Ligger Danmark dårligt til i forhold til andre lande? En uafhængig amerikansk tænketank, The InformationTechnology and Innovation Foundation (ITIF), konkluderer, at Danmark, Finland og Sverige ligger foran USA og de fleste andre lande i brugen af sundheds-it. 

Betyder det, at de danske regioner og RSI kan læne sig tilbage? Nej, arbejdet med at lave it-løsninger, der fungerer godt indenfor regionen og på tværs af regionerne, er hverken færdigt, overstået eller ned-prioriteret. Der er mange knaster, der skal løses endnu, som fx ”single sign-on”, så man med ét log-on får adgang til de væsentligste systemer. Det kan man allerede i nogle regioner, og man skal senest kunne det i alle regioner ultimo 2013. 

Summa summarum: Regionerne og RSI er godt på vej, og vi arbejder benhårdt på, at vi med synlige resultater kan bevise, at der er fokus på at understøtte det vigtige arbejde, som læger og andet klinisk personale udfører hver dag. Hvis vi går hånd i hånd på dette felt, er jeg sikker på, at resultaterne bliver endnu bedre.

Hvis I vil vide mere om de konkrete projekter, så gå ind på www.regioner.dk/rsi . Her er en oversigt over igangværende projekter og mål for regionernes samarbejde om sundheds-it.