tirsdag den 30. april 2013

DRG 2.0

Fra mange sider - også Lægeforeningens - er der bred enighed om, at kvalitet skal indrages i fremtidens afregningssystem. Vi ved til eksempel, at der i 2011 skete næsten 100.000 utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet.


DRG afregning er udelukkende afregning af kvantitet, der betales for en bestemt kombination af operations- og diagnosekoder, alder m.m. Universitetshospitalerne får eksempelvis det samme i afregning som på rent elektive afdelinger, der højst tager ASA gruppe 2 patienter (nemme patienter). Det er kun højtspecialiserede behandlinger, som afregnes på en anden måde.

OECD udkom med en rapport i 2010 (Paris et. al), hvor Danmark er et af de få lande, der ikke har kvalitetsafregning, hverken i primær- eller sekundærsektoren. I andre lande kan man påvise, at det giver et kvalitetsløft med en økonomisk gulerod.

Det meste kvalitetsdata er umiddelbart tilgængeligt som fx NIP data, patienttilfredshed, reoperations-, infektionsrate m.m. Decubitus, DVT, udskrivelse til eget hjem m.m.

Men er det retfærdigt at sammenligne forskellige demografiske sammensætninger ? Jeg synes ikke, det er retfærdigt at sammenligne patientgrundlaget i København NV med fx Vejle.  
Det behøver ikke at være noget problem, hvis man på samme måde som i golf bliver sin egen kontrol. Det kan lade sig gøre, hvis min afdelings kvalitetsdata er bedre end sidste år - så bør det belønnes.
På den måde vil der også blive taget højde for forskellige demografiske og sociale faktorer, hvis vi er vores egne kontroller.

I det værst tænkelige senarie kan man forestille sig, at man ikke ønsker at behandle de sygeste patienter, da det kan give dårlige kvalitetstal. Men jeg tror ikke på, at det bliver et problem, da det så allerede burde være det med det afregningssystem, som vi har i dag.

Jeg tror på, at det er på samme måde inden for sundhedsvæsenet som de fleste andre steder: hvis tingene bliver lavet rigtigt fra starten, vil det samlet set både være bedre og billigere. Man kan sige: “hvis du tror kvalitetsbehandling er dyr, så prøv fejlbehandling”.

torsdag den 25. april 2013

Velkommen på forsiden 2 - Lægerne og medicinalindustriens penge

Den kommer på forsiden af Ekstra Bladet en af de første dage i januar næste år. Hitlisten over de læger der tjener mest på at samarbejde med industrien – hvad enten det drejer sig om kliniske studier eller om deltagelse i advisory boards

Det bliver desværre konsekvensen af det nye regelsæt for samarbejde mellem læger og industri, som en arbejdsgruppe under sundhedsministeriet er kommet frem til. En anden konsekvens er desværre, at det vil betyde mindre samarbejde til skade for patienterne. For af frygt for at ende højt eller lige frem øverst på listen og få sit portrætfoto forstørret op på spisesedlen sammen med overskriften: ”Her er Danmarks grådigste læger”, vil mange læger betakke sig for at samarbejde med industrien.

Læger kan man ikke stole på
Bortset fra erhvervsmedierne har de øvrige medier og journalister for længst valgt position, når det gælder samarbejdet mellem læger og industri: Lægerne bliver påvirket af de penge, de modtager til deres forskning eller for deres arbejde i Advisory Boards – og den antagelse støttes fuldt ud af sundhedsministeren, som mener, at læger der ejer aktier i Novo Nordisk formentlig oftere vil udskrive Novo Nordisks produkter end andre producenters. Derfor må læger ikke længere investere deres pensionspenge i medicinalaktier. Vi lader den lige stå et øjeblik!

Man kan lige som jeg synes, at det er en vildt overdrevet restriktion og udtryk for en fantastisk ringe tillid til de læger, der har aflagt lægeløfte om at give os patienter den bedste behandling – men det er desværre sådan den politiske stemning og virkelighed nu er. Hvordan forholder man sig så til det som læge?

At skære ned på samarbejdet med industrien synes jeg er en dårlig løsning. Så vejen frem er FULDSTÆNDIG ÅBENHED. Når alt er åbent og gennemsigtigt og italesat, går det odiøse af det – og så er det ikke nogen historie i medierne.

Sjuskeri fra journalisternes side giver lægerne skurkerollen
I de forløbne uger kom flere læger igen i medierne for deres udtalelser om, at også danske drenge bør få HPV-vaccinen. De selvsamme medier har i månedsvis brugt de selvsamme læger til at skabe overskrifter om de konsekvenser det kan få, hvis danske drenge ikke vaccineres. Dengang med lægerne i ekspertrollen. I de seneste artikler har lægerne haft skurkerollen. For lægerne har ikke fortalt journalisterne, at de har samarbejdet med virksomheden bag HPV vaccinen – og fået penge for det.  Og det er en god historie, selv om det ikke havde været det, hvis journalisterne havde gjort deres arbejde ordentligt og selv tjekket tilknytningslisten på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Fremover vil journalisterne endda kunne se, hvor meget den enkelte læge har tjent på arbejde fra enkelte virksomheder. Derfor vil antallet af den type historier forhåbentlig blive færre. Men læren af de seneste artikler er, at lægerne fremover må gardere sig mod sjuskeri fra journalisternes side og selv oplyse i første interview, hvilken samarbejdsrelation vedkommende har haft med firmaer inden for det område, han eller hun udtaler sig om.  Fuldstændig som man oplyser habilitet ifm. publicering af artikler, taler på kongresser etc.

Og må jeg så opfordre til, at man i de samme interviews fortæller, hvor vigtigt samarbejdet er for patienterne – for uden samarbejde – ingen ny viden, behandling og medicin – og så har journalisterne heller ikke længere nogle positive historier at skrive.

onsdag den 24. april 2013

Data bør publiceres hurtigst muligt


Indimellem dukker der debat op i de videnskabelige tidsskrifter omkring forsinkelse hos forfatteren til at få publiceret data fra kliniske undersøgelser. Problemet ligger dog ikke kun hos forfatterne. Tidsskrifterne bærer undertiden en del af ansvaret for meget sen publikation af forskningsresultater. Alle aktive forskere har prøvet at vente helt op til 1 til 2 år fra indsendelse af et manuskript til det publiceres i tidsskriftet, og undertiden endog længere tid end dette. Dette er ikke acceptabelt hverken for forfatterne eller for det samlede forskningssamfund, hvor hurtig kommunikation af vigtige forskningsresultater er essentiel for at undgå unødige projekter og for at give patienterne den bedste behandling så hurtigt som muligt.

De fleste tidsskrifter arbejder for at gøre processerne så kortvarende som muligt i selve den redaktionelle proces fra indsendelse af manuskriptet til accept af dette. Man presser derfor bedømmerne så meget det kan lade sig gøre, og de fleste tidsskrifter har endvidere forsøgt at optimere processerne så meget som muligt i de øvrige faser af den redaktionelle proces. Det er dog langt fra godt nok, og der er så afgjort plads til forbedring.

Der har været tanker fremme om, at måske bruge professionelle bedømmere, dvs. betale bedømmerne for deres indsats, hvorved man kan presse dem yderligere tidsmæssigt. Dette kan bestemt være en vej frem, men vil generere nogle omkostninger som selvfølgelig skal dækkes. Nogle tidsskrifter bruger en smart metode, hvor man straks efter artiklen er antaget offentliggør den som en ”provisional pdf file”. Dvs. at artiklen bliver faktisk publiceret officielt på dette tidspunkt, men det er kun i form af e word-fil konverteret til pdf-format. Artiklen er derfor ikke sat op efter tidsskriftets normale grafik, og der er ikke læst korrektur m.v. Dette gøres sidenhen, hvorefter artiklens endelige layout først offentliggøres efter nogle måneder. Resultaterne er dog offentliggjorte betydeligt tidligere med denne metode. Andre tidsskrifter (ligesom Ugeskrift for Læger) anvender en metode, hvor man publicerer pdf-filerne af artiklerne som ”først på nettet”, dvs. før de har fået volumen og sidetal. '

I Ugeskrift for Læger vil vi gerne publicere artikler så hurtigt som overhovedet muligt, og en brugbar metode kunne f.eks. være at lægge dem ud, straks de er antaget til publikation. Hvis man anvender volume, issue og sidetal, er dette desværre ikke en mulighed, da man så herefter ikke kan sammensætte de forskellige numre, når artiklerne har været gennem sprogbehandling, korrektur, grafisk opsætning m.v. Den eneste løsning på problemet vil være at give artiklerne numre i stedet for issue og sidetal – nøjagtig som vi gør i Danish Medical Journal. Denne model vil muliggøre, at vi publicerer artiklerne betydelig hurtigere end i dag. Vi arbejder på en sådan løsning, men det kræver bl.a. en andet IT opsætning for vores artikelsystem. Vi håber at være på plads med en sådan løsning senere i 2013.

torsdag den 18. april 2013

Medicin og medier er en farlig cocktail, der alvorligt påvirker din dømmekraft



Lighed i sundhed kræver bla., at kommende patienter og andre borgere er veluddannede og velinformerede om sundhed, forebyggelse og helbred, så de kan handle og ændre adfærd på et informeret grundlag. Den proces, der fører til, at patienter danner sig et overblik og en mening, er derfor interessant og vigtig.

Misinformation om sundhed har samfundsmæssige og personlige omkostninger. Hvis flertallet har en fejlagtig, faktuelt forkert opfattelse af sundhed, så kan denne information danne grundlag for politiske og samfundsmæssige beslutninger, der går imod samfundets overordnede behov. Samme gælder for det enkelte menneske, der baseret på hvad det tror er korrekt sundhedsviden, kommer til at tage beslutninger på egne, familiens og børnenes vegne, som kan have alvorlige konsekvenser (Misinformation and its Correction: Continued Influence and Successful Debiasing).

Mennesker kan godt lide eksperter, og jo mere ekspert, man er, og jo længere ekspertens information (How ExpertHow Expert Advice Influences Decision Making) er fra den viden, man havde i forvejen, jo større glæde er der ved at følge den.


I en artikel I New England Journal of Medicine fra 1998 gør en videnskabsjournalist status over en 28 årig karriere i faget med at oversætte videnskab til hverdagssprog. Han refererer en undersøgelse af den amerikanske befolknings brug af medier som kilde til sundhedsinformation, hvor 75 % lægger stor eller meget stor vægt på sundhedsnyheder i medier, og 58 % svarede, at de havde lavet om på deres sundhedsadfærd alene på baggrund af noget, de havde læst i en avis eller hørt om på TV.

Det placerer et meget stort ansvar på de journalister, der skal formidle forskningsresultater. Og det lægger et lige så stort ansvar på skuldrene af de forskere, der (sammen med sygehusets eller universitetets pressefolk) skriver abstracts, pressemeddelelser og videnskabelige briefs til de offentlige medier.

Men tilsammen har forskere og videnskabsjournalister, lige som politikeres spindoktorer og medierne, skabt en bizar symbiotisk afhængighed, som er problematisk. Særligt når det gælder de individuelle sundhedsråd, er der eksempler på, at kombinationen af journalistens manglende skepsis og videnskabsmandens behov for medieomtale har ført til en bekvemmelig skærpelse af konklusioner og forbavsende store fremskridt eller foruroligende tydelige sundhedsråd.

For eksempel kan forskergrupper med meget præliminære resultater sammen med sygehusets medieafdeling og en række TV stationer, der strategisk misfortolker en pressemeddelelse, få skabt meget falske forhåbninger om en revolutionerende behandling af Alzheimers sygdom, som slet ikke har rod i den faktiske videnskabelige artikel.

En af de hyppigste fejl, journalister og politikere begår, er blindt at tro, at statistik på gruppeniveau  siger noget som helst om det enkelte menneske, og omvendt at det enkelte menneske siger noget om folkesundheden. Der er også hyppigt problemer med at kende forskel på en relativ og en absolut forskel i risiko.

Og det er svært at få trukket en nyhed tilbage, når først den er kørt som en stor nyhed, som det var tilfældet med et Cochrane review om interaktiv sundhedskommunikation til kronikere, der viste sig at være videnskabeligt særdeles utilstrækkeligt og måtte trækkes tilbage.

Senere påviste et videnskabeligt studie, at medierne undlod at kommentere, at artiklen, og dermed den lidt for medievenlige konklusion, blev trukket tilbage.

Journalisterne var ikke i stand til at gennemskue, at studiet var underlødigt, og de ignorerede senere, at de burde indrømme det overfor deres læsere. 

I artiklen Survival of the wrongest  påvises det af en erfaren videnskabsjournalist, hvordan sundhedsjournalister ignorerer de grundliggende faldgruber i videnskab og dermed serverer upålidelig sundhedsinformation.

Og selv de største og mest ressourcestærke aviser med et troværdigt brand tager fejl. New York Times er hoppet i flere gange. Et eksempel var deres nyhed om, at fysisk træning kan medføre større modtagelighed for misbrug. Det var en nyhed, som avisens journalister decideret ”misforstod” et par detaljer i, fordi artiklens budskab, sådan som de forstod den videnskabelige konklusion, havde et enormt nyhedspotentiale: alle læsere, der ikke går i fitnesscenter ville få et meget passende alibi.

Forskerne bag undersøgelsen fik ikke korrigeret, at journalisterne havde misforstået undersøgelsen, så hurtigt som de skulle have gjort, og andre forskere, der påpegede fejlen, havde mere end svært ved at få korrigeret tolkningen.

New York Times misforstod på samme måde, og med samme slet skjulte baggrund også et studie, der ifølge journalisterne skulle have vist, at det i virkeligheden er umuligt at tabe sig. Tolkningen, som journalisterne fremførte i avisen, holdt slet ikke videnskabeligt, men igen var det svært for forskerne bag undersøgelsen at få korrigeret avisens fejlagtige referat, og vinklingen passede nok også en del af avisens læsere.

Den politiske analytiker Brendan Nyhan har forsket i, hvordan sundhedsinformation spredes og bruges, og hvor let den kan manipuleres:  "Journalistik og sundhedskampagner har den holdning, at jo mere information, jo bedre, og hvis bare vi lægger det hele ud til offentligheden, så vil de rigtige facts overleve. Desværre er det ikke sådan. Hvis der var tydelige omkostninger for ens omdømme ved, helt eller halvt bevidst, at sende forkert eller skadelig sundhedsinformation i omløb, så kan det være, der var mindre forkert information i omløb. Læs mere på If a fact dies in the forest who will believe it?

Journalister og politikere har et forspring i forhold til videnskabsfolk og andre fagfolk: de kan uden omkostninger og uden skyggen af evidens sige. hvad de vil, når de vil, og på deres eget faktagrundlag: Fakta er død efter længere tids sygdom.

En læge må ikke skabe unødig sygdomsangst, står der i loven. Men fakta er måske snarere, at det meste af den unødige sygdomsangst, der skabes, opstår som følge af journalisters og politikeres vilkårlige og populistiske brug af forskning og viden.
 
Misinformation om sundhed har samfundsmæssige omkostninger. Da velrenommerede kenyanske læger i starten af HIV epidemien i Afrika i de tidlige 80ere, hver for sig, og med klar hjælp fra alle landets medier, proklamerede at de havde the cure for HIV, så påvirkede det direkte og omgående unges holdning til ubeskyttet sex: nu var kondom ikke længere nødvendigt, og hyppigheden af usikker sex steg voldsomt:


Lægen, der opfandt Kemron, var ikke hvem som helst: han var direktør på Kenya Medical Research Center, og overskriften på den første pressemeddelelse lød: ”A Miracle Drug Against AIDS''. Hans nye pille fik gratis turboreklame, da Kenyas præsident Daniel Arap Moi til verdensmediernes glæde udtalte, at 50 kenyanske HIV patienter  nu var blevet helbredt af Kemron.

At internationale forskere var meget skeptiske, blev affejet med, at de bare var skeptiske vesteuropæere, der var misundelige – en holdning som de internationale medier ikke var utilbøjelige til at læne sig op ad: tænk hvis Afrika kom med HIV behandlingen over dem alle.

Senere forsøgte afro-amerikanske og religiøse amerikanske ledere at genoplive ideen om, at behandlingen for HIV skulle være Kemron, men det lykkedes heller ikke denne konstellation at bevise effekten af Kemron. Læs mere på: The angry politics of Kemron .

Til sidst måtte både WHO og nationale HIV programmer sende et klart signal: Kemron duer ikke . Senere forsøgte en anden kenyansk læge at sælge Pearl Omega, i starten med stor fortjeneste, men kun kort, for derefter var det med mindre held . I Nigeria var der i 2013 rygter om et wonder drug mod HIV kaldet Deconcoction, hvor der (også) er mere spin, politik og religion involveret i laboratoriet end videnskab og fakta. 


Og nu viser det sig, at det er selveste dekanen på det lægelige fakultet på Benin University i Nigeria,  der opfandt denne urtekur kaldet DXL – Deconcuction X-Liquid - men han trak først sine udtalelser tilbage, efter at alle HIV programmer og kolleger offentligt havde taget afstand fra muligheden.

Heldigvis er der folk, der har en videnskabelig tilgang til, hvordan misinformation kan stoppes både på det individuelle plan og i forhold til offentlig misinformation. Og virker det ikke, er her en hvermands guide til at vaccinere sig selv mod misinformation: Your Guide on How to Immunize Yourself Against Misinformation in 2013.

Der er også hjælp til politikere og journalister til f.eks. at forstå nye, måske lovende, fund i cancerforskning: Promoting Healthy Skepticism in the News: Helping Journalists Get It Right.

Der er ingen, der har gavn i længden af, at videnskabelige fund overdrives, forsimples, misforståes eller misbruges – hverken offentligheden eller videnskabsfolkene bag fundene. 

I næste blog Er lægevidenskaben død eller lugter den bare mærkeligt?, tages der fat i lægers videnskabelige spin.

onsdag den 17. april 2013

”Mind your own business”

Amerikanerne er ikke parate til sammenhængende sundhedsløsninger. De vil hellere have frit valg fra alle hylder end et billigere og mere effektivt sundhedssystem.

Pyt med at omkring 20 pct. af befolkningen ikke har en sundhedsforsikring. Pyt med at sundhedsvæsenet koster en tredjedel mere end sammenlignelige lande – og pyt med at befolkningen alligevel ikke er sundere. Problemet skal i hvert fald ikke løses, hvis det betyder, at nogen skal blande sig i, hvilken læge ”jeg” går til og og hvilke undersøgelser, jeg synes er relevante. Det skal jeg nok selv bestemme.

Nogenlunde sådan lyder argumentet for, at amerikanerne kun tøvende sætter foden til speederen for at løse deres problemer med sundhedsvæsenet.

Konkurrence spærrer for effektivitet
Men en ting er befolkningen. Noget andet er forsikringsselskaberne, som jo skal tjene penge og i teorien bedst gør det ved at være omkostningsbevidste og effektive. Hvordan kan det være, de finder sig i, at udgifterne til sundhed bare stiger og stiger, uden at deres kunder bliver sundere?


Det har jeg længe spekuleret på, og til et selskab lørdag aften fik jeg chancen for et svar. En af de andre gæster var en kvinde, der arbejder med at sælge forsikringer for et af de største sundheds-forsikringsselskaber her i North Carolina.
 

"Vi er i konstant hård konkurrence med de andre forsikringsselskaber", sagde hun og forklarede, at hvis hendes selskab stiller krav til deres kunder om eksempelvis at bruge en bestemt gruppe læger og klinikker, så ville kunderne bare gå til et andet selskab, der ikke stillede den slags krav.

Det tyggede jeg så lidt på, og undrede mig over, at den hårde konkurrence tilsyneladende drev priserne i vejret i stedet for at tvinge dem i bund.

Hun forklarede, at de selvfølgelig forsøgte sig med forskellige løsninger som ”medical homes”, med udvalgte læger og klinikker. Men at der ikke var meget salg i det.

Det er mentaliteten
”Jamen”, protesterede jeg. ”De gør det da i eksempelvis Californien, hvor forsikringsselskabet Kaiser Permanente har stor succes.”
 

"Jo", erkendte hun. "Men det er jo Californien. Der er mentaliteten meget anderledes end her. Her vil folk ikke finde sig i at få at vide, hvad de skal".

Og så var det, jeg kom til at tænke på en nylig artikel fra New York Times. Artiklen beskrev en masse initiativer i staten Oregon, der går ud på at sammentænke forebyggelse og behandling og se mere samlet på de ydelser, borgerne får.

Også i den artikel pegede eksperterne på den amerikanske mentalitet som en barriere i forhold til at udbrede erfaringerne – denne gang fra Oregon til resten af USA.

”Det er måske lige lidt for interventionistisk, den slags koordineret indsats, de arbejder på i Oregon i forhold til dele af USA, hvor folk forventes at passe sig selv”, citerede avisen professor i sundhedsledelse, Mark V. Pauly fra Wharton School of Business ved University of Pennsylvania for at sige, med tilføjelsen: ”We don’t know whether Americans are ready for cooordinated care. But Oregon keeps trying. God bless them”.

Behov for en bedre forklaring
Men selv om det lyder tilforladeligt at skylde på folkesjælen, så lyder det også lidt som de undskyldninger, jeg har hørt for Afrikas elendigheder: ”De er bare ikke parat”. ”De er ikke modne til fred eller demokrati”. Men er det ikke bare en undskyldning for at acceptere tingenes dårligdom?

Det kan godt være, at amerikanerne grundlæggende er meget individualistisk orienterede. Men mit indtryk er, at de også er meget pragmatiske. Og mon de er mindre ”amerikanske” i Oregon eller Californien? Og er de andre amerikanere virkelig mindre modtagelige for en god forklaring, hvis den kan betyde mere sundhed for pengene?

Fakta

· Læs artikel fra New York Times http://www.nytimes.com/2013/04/13/us/oregon-experiments-with-localized-medicaid.html?pagewanted=all&_r=0



· Læs rapport fra The Commonwealth Fund: Explaining High Healthcare Spending in the United States, fra maj 2012, der sammenligner sundhedsudgifter fra en række industrialiserede lande: http://witeworld.files.wordpress.com/2013/04/health_care_cost_compared_us_other.pdf




(Klik for større version).


o Læs ”directors cut” af indlægget på Mette Breinholdts blog: W(h)iteworld



o Følg Mette Breinholdt på Twitter @Mettebreinholdt

tirsdag den 16. april 2013

Professor Morten Sodemanns kritik er både usaglig, uvidenskabelig og upassende



På sin blog i Ugeskrift for Læger retter professor i Global Sundhed og Indvandrermedicin Morten Sodemann (SDU/OUH) tirsdag 9. april et angreb mod CEPOS’ - og i særdeleshed undertegnedes – generelle faglighed.

Hans udgangspunkt for denne kritik er hverken de videnskabelige analyser, jeg og CEPOS over årene har sendt til tidsskrifter eller præsenteret på universitets­konferencer. Ej heller forholder han sig til de regnefejl, jeg i årenes løb har fundet hos centrale aktører, herunder Rigsrevisionen. Nej, ud fra en kort meningsmåling om brugerbetaling vælger han at drage den generaliserede konklusion, at alt mit og CEPOS’ arbejde er ’junk-evidens’ og ’discount lommevidenskab’. 
 
Sodemanns stærkt følelsesladede kritik er dog både usaglig og uvidenskabelig. Og hans forsøg på at miskreditere mig ved at fremhæve irrelevante kendsgerninger (herunder min alder, som han i øvrigt havde regnet forkert) er yderst upassende for en mand, der ser sig selv som faglighedens vogter. Men det til side. Nedenfor vil jeg forholde mig til de gram af faglig kritik, der med god vilje kan vrides ud af hans blog. 

Sidste år fik jeg et anerkendt analysebureau til i 1000 repræsentative telefoninterviews at stille danskere følgende spørgsmål: “Tænk på sidste gang du var hos din praktiserende læge. Kunne besøget være klaret med et telefonopkald eller en e-mail?”. 16 pct. af danskerne svarede ’ja’.

Dette svar forsøgte jeg i et notat at gøre håndgribeligt ved følgende hypotetiske formulering: HVIS 16 pct. af den danske befolkning fremadrettet valgte at rette telefonisk eller elektronisk henvendelse til lægen i stedet for et besøg, ville det UMIDDELBART reducere omkostningerne med OP TIL 320 mio. kr.

Jeg nævnte desuden, at man kunne øge tilskyndelsen til telefonisk og elektronisk kontakt ved at indføre brugerbetaling på lægekonsultationer.

Men dette notat har tilsyneladende fået Sodemann op i det røde felt. Han kalder målingen for en ’snusket opinionsundersøgelse’ og fremhæver, at “15 % i vandkantsdanmark har ikke mobil dækning” og at “20 % i Region Syddanmark har ikke internet”. Hertil har jeg tre kommentarer:

For det første er Sodemanns indvendinger fuldstændigt forfejlede ift. mit analyse­spørgsmål. Målet var helt enkelt at undersøge, hvor mange der mener, at deres sidste konsultation kunne være klaret telefonisk eller elektronisk. Intet mere, intet mindre.

Og selv hvis man accepterer den position, Sodemann forsøger at tillægge mig, så er indvendingen stadig forfejlet. For de respondenter, der mener, at de kunne have klaret konsultationen telefonisk eller elektronisk, har sandsynligvis adgang til telefon eller internet.

For det andet er det direkte pinligt, så mange gange professor Sodemann i den relativt korte blog fejlciterer egne kilder. Hverken de ‘20 % uden internet’ eller de ‘15 pct. uden mobildækning i vandkantsdanmark’ kan genfindes.

I min efterfølgende mailkorrespondance medgiver Sodemann fx, at hans kilde kun viser, at ’16 pct. i hele Danmark ikke er tilfredse med deres dækning’. Men dette kan også dække over, at respondenterne ikke kan streame film i HD-kvalitet over mobilt bredbånd

Ifølge Erhvervsstyrelsen er den samlede udendørs mobiltaledækning i Danmark mere end 99,98 pct.

For det tredje er det interessant at bemærke, at Sodemann flere gange ganske ublu underbygger egne påstande med henvisning til opinionsundersøgelser. Det er tilsyneladende en acceptabel metode, når han selv anvender den. Fx bygger Sodemann et af sine kritikpunkter på en udenlandsk undersøgelse, der er baseret på 47 respondenter.

Et demokratisk og oplyst samfund baseres i min optik på en offentlig debat, hvor det bedste argument vinder. Vi har ret til at være uenige og ret til forskellige opfattelser. Vi bør ikke lade verdens Sode-mænd fortælle os, at det kun er professorer i indvandrermedicin, der må udtale sig om brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Der er brug for en informeret og vidensbaseret offentlig debat om brugerbetaling, og den tager jeg gerne. Men debatten skal være sober og saglig.




torsdag den 11. april 2013

Hvad gør du med din kapitalpension?



Der er kommet en ny form for pension - alderspension, som fremover skal erstatte kapitalpensionen. Læs her, hvad dine muligheder er i den forbindelse:

Overgangsordning

Som en særlig overgangsordning har du resten af 2013 muligheden for at spare 2,7 % af depotet i afgift (minus omkostninger), hvis du omlægger din kapitalpension til den nye aldersopsparing.

Ved omlægningen betaler du 37,3 % i afgift i 2013, og dit depot bliver dermed tilsvarende mindre. Til gengæld er der ingen afgift senere, når du hæver pengene. Men er det mon en fordel for dig?

Afkast

Det er en udbredt misforståelse, at aldersopsparingen giver et lavere afkast af din opsparing, men det er ikke rigtigt. Det virker umiddelbart logisk, at det må være bedre at forrente det fulde beløb frem for et beløb, der er 37,3 % mindre, efter afgiften er trukket. Men sådan er det ikke.

Afgiften skal nemlig betales i sidste ende alligevel. Da afgiften afregnes som en procentdel af depotet, har det ingen betydning, om den afregnes ved indbetaling eller ved udbetaling.

Et regneeksempel

At afkastet på de to ordninger er det samme kan vises ved to regneeksempler:

Eksempel 1

Du beholder din kapitalpension på 100.000 kr. og undlader at modtage gaven på 2,7 %. Om 10 år, når du skal på pension, har du så forrentet din pension med 100 %. Du har altså 200.000 kr., som du skal betale 40 % afgift af – der er altså kr. 120.000 tilbage efter skat.

Eksempel 2

Du har kr. 60.000 i en aldersopsparing, hvilket svarer til beløbet i eksempel 1 efter afgiften på 40 %. Om 10 år har du forrentet din pension med 100 %, fordi du købte de samme værdipapirer som i eksempel 1. Du har altså 120.000 – nøjagtig det samme beløb som i det første eksempel.

Det er altså ikke størrelsen af beløbet, der forrentes, men afkastet, som betyder noget. Det er gaven fra staten på de 2,7 %, som gør, at du er bedre tjent med, at omlægge kapitalpensionen.

Skal du omlægge til aldersopsparing?

Der er kun 3 tilfælde hvor det ikke kan betale sig
  • hvis du er garanteret en høj grundlagsrente, som forsvinder ved omlægningen (i pensionsselskaber)
  • hvis du senere vil overføre din kapitalpension til en ratepension eller livrente (typisk hvis din ægtefælle har store pensioner og du har små pensioner)
  • hvis du får omkostninger ved omlægningen, som er større end fortjenesten (ved små depoter)

Tre gode råd om kapitalpension

Du bør derfor fokusere på at forbedre afkast eller sænke omkostninger i din pensionsordning. Når du omlægger din kapitalpension, hvilket de fleste bør gøre i 2013, så husk lige at undersøge, hvilket selskab der giver det bedste afkast.

Hvis en kapitalpension var bedre end andre pensionsformer for dig i 2012, så er aldersopsparingen med stor sandsynlighed også bedre i 2013. Du skal derfor ikke ændre dine fremtidige indbetalinger fra kapitalpension til ratepensioner eller livrenter.

Mange pensionsselskaber ændrer automatisk dine indbetalinger uden at tage hensyn til, hvad der er bedst i din situation. Her er det vigtigt, at du siger fra, da hverken ratepension eller livrente kan erstatte en kapitalpension.

Der er med andre ord reelt kun en erstatning for kapitalpensionen, og den hedder aldersopsparing.

tirsdag den 9. april 2013

CEPOS er sundhedsskadelig



I bloggen Nekrolog: Fakta er død efter længere tids sygdom blev videnskabelige fakta erklæret døde, fordi der alligevel ikke er nogen, der tager dem alvorligt længere.

I det tomrum, der er opstået efter fakta forsvandt fra medierne og politik, har nye håndværkere, der kan fernisere politik med junk-evidens, fået sig en legeplads.

De private tænketanke med politisk-økonomisk bagland har potentialet til en særligt berusende og farverig faktacocktail med deres blanding af discount lommevidenskab og fortællingsetablering tilsat et drys ekspertstøv.

Under dække af uafhængighed, troværdige chefkonsulenter og et stærkt ”faktuelt” brand har de etableret en motorvejstilkørsel direkte til TV-aviserne, nyhedsbureauer og alle større aviser, uden at der stilles faglige spørgsmål til deres dagsorden. Tænketanke har etableret en ret til at have deres egne data og deres egen mening.

CEPOS har én dagsorden i forhold til sundhedsvæsenet, og det er ikke sundhed men derimod brugerbetaling. CEPOS havde i november 2012 en videnskabelig fortælling, der røg direkte i samtlige medier: hver sjette lægebesøg kunne være klaret med en telefonsamtale eller e-mail, mente 1000 patienter, der havde svaret på et kort telefon interview.

Analysen springer alle kliniske mellemregninger over og konkluderer, at vi kunne spare samfundet 320 mio kr årligt. Men tænketankens analyse og tal er ikke tilgængelige på CEPOS hjemmesiden, derimod er der en kort notits, der er enslydende med pressemeddelelsen.

Der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved hverken baggrund, tal eller analyse, mens journalister og politikere æder konklusionen og fortolkningen uden at kny. De videnskabelige spørgsmål hober sig op: Der er ingen undersøgelser, der påviser, at det er lægeligt forsvarligt eller patientmæssigt acceptabelt at erstatte hver sjette samtale med en e-mail.

Hvem har e-mail? (20 % i Region Syddanmark har ikke internet, Danmarks Statistik: Danskernes brug af internet), hvem har telefon? (15 % i vandkants Danmark har ikke mobil dækning, Teleindustriens undersøgelse af mobildækning), hvem kan komme igennem til lægen?, (Hvorfor er huller i mobildækning underrapporteret?) Hvem bestemmer om telefon eller email var godt nok til en konsultation?

Hvis lægens konsultationer skal foregå pr e-mail, så bliver taksten for konsultation pr e-mail øget ved næste overenskomst.

CEPOS folkene har skabt deres egen virkelighed, deres egne data og deres egne konklusioner, og ingen stiller spørgsmål til deres troværdighed eller dagsorden.

Flere undersøgelser har vist, at patienter oplever, at lægers telefonrådgivning er af dårligere kvalitet end direkte personlig samtale, og at de i praksis er mindre tilbøjelige til at følge lægens råd givet ved en telefonkonsultation.

Set med lægeøjne er CEPOS folkene livsfarlige både i deres omgang med tal og fakta og i de budskaber, de sælger med deres analyser – de har tiltusket sig en ufortjent videnskabelig troværdig i det offentlige rum baseret på en solid økonomi, snuskede opinionsundersøgelser og uerfarne chefkonsulenter på 28 år uden videnskabelig eller sundhedsfaglig indsigt.

Og dét er et demokratisk problem med sundhedsmæssige komplikationer. Med CEPOS og politikernes manglende respekt for fakta og faglighed har de skabt et miljø i den offentlige debat, der er præget af "Survival of the Wrongest". Mere om det i næste blog.

onsdag den 3. april 2013

Intet nyt fra mandefronten?



Har mænd en overgangsalder? Eller er det kun os kvinder, der uden nogen som helst tvivl holder op med at menstruere, får hedeture og svingende humør i nogle år på grund af faldende kønshormoner - typisk i 50årsalderen?

At mange mænd får sværere ved at opnå rejsning efter de 60 er kortlagt, og der er udviklet gode lægemidler, som klarer den sag, hvis lysten til sex er der. De bliver brugt, og det er godt.

Men en hel del mænd mister lysten til sex, får topmave, bliver trætte og triste og viger udenom sex med deres partner. Overmandes af præstationsangst og lukker deres seksualitet inde i et rum, hvortil kun de har nøglen.

Ingen af os - hverken mænd eller kvinder - kan løbe fra faldet i kønshormonerne. Men, mens kvindernes overgangsalder er belyst og beskrevet og italesat af dem selv, deres læger og mænd, især når de bliver sure, er der meget lidt hverken i det offentlige eller private rum, der handler om faldet i mænds kønshormoner. Hvad det betyder ikke bare for sexlyst og ulyst, humør og livslyst, evnen til at komme sig efter sygdom, ja det hele faktisk.

Hvorfor er det ikke bedre belyst? Nogle få progressive mænd træner bækkenbund i Helle Gotved Instituttet for at styrke potensen. Det er fint, men stadigvæk er det kun den lille frække Frederik, som er i fokus.

Jeg har læst nogle artikler  i Politiken og Netdoktor i 2010, hvor Tom Skyhøj Olsen, overlæge på Frederiksberg Hospital og dr. med, fortalte om en undersøgelse, han selv og ektor ph.d. Klaus Kaa Andersen, DTU, havde lavet af af overlevelses efter hjerneblodpropper og hjerneblødninger hos godt 40.000 danske mænd og kvinder.

Før de 50 var mændene bedst til at overleve. Efter de 50 var det omvendt. Tom Skyhøj Olsen foldede budskabet ud i begge artikler: mændene går fra at være det biologisk stærke køn til det svage køn. Det er en ny opdagelse. Begge forskere mente, at det gradvise fald i niveauet af det mandlige kønshormon, testosteron, spiller en rolle. Testosteron har blandt andet indflydelse på helingsprocesser i organismen og i dens håndtering af fysisk stress.

Helse Nyt omtalte i 2004 en artikel fra Health News samme år, som kom til lignende resultater. Dens konklusion var, at vi ikke skal acceptere tegn og symptomer på andro-pause som en uundgåelig konsekvens af aldringsprocessen. Ved hjælp af bio-identiske hormoner og præcise måleteknikker kan man nu give hormonbehandling til mænd.

Jeg synes det lyder som en fin idé for mænd, deres kvinder og læger at tage de to forskeres undersøgelse til sig og bruge den i behandlingen af mænd efter 50, som er påvirket af andropausen. Kan der gøres noget for at både hr. Hansen og hans kone bliver i godt humør og får lyst til hinanden igen? Især fordi det har betydning for meget mere end sexlivet.