onsdag den 27. april 2011

Grundlaget for vore unge kollegers speciallægeuddannelse skal være i orden!

Det ser endelig ud til, at der er kommet gang i debatten vedr. Klinisk Basisuddannelse (KBU).

Yngre Læger har meldt klart ud nu, at ade ønsker en revision af KBU – og sikre, at yngre læger får ensartede, gode vilkår som afsæt for en speciallægeuddannelse. Det er svært at være uenig i denne udmelding…

Men hvorfor er det gået, som det er gået? KBU-reformen er jo ikke ret gammel – og er det ikke for tidligt at dømme den?

Hvis vi sammenligner KBU-reformen med en anden uddannelsesreform, træder KBU tydeligere i relief:

  • Speciallægereformen fra 2004 var resultat af et meget grundigt forarbejde med involvering af specialerne, pædagogisk ekspertise, Sundhedsstyrelsen, amterne og andre stakeholders. Der var nedsat en kommission; det grundige forarbejde varede i adskillige år, og der var taget stilling til en implementeringsstrategi med blandt andet brug af en nyoprettet figur: den postgraduate kliniske lektor. Reformarbejdet var iværksat på baggrund af konstaterede problemer med den daværende speciallægeuddannelse.
  • KBU-reformen var politisk bestemt! Den daværende statsminister havde meldt ud, at der skulle produceres speciallæger hurtigere, og da man lige have reformeret selve speciallægeuddannelsen, faldt øjnene på de 18 måneders turnus. Politisk ønskede man derfor at afkorte turnus. En aftale blev indgået i stor hast mellem den daværende sundhedsminister (han har jo i dag en ministerpost med højere charge i den nuværende regering…) og Yngre Lægers daværende formand. Min ærede praksiskollega Jørgen Lassen har offentligt kaldt aftalen en ”lokumsaftale”, men jeg har dog ikke belæg for at påstå, at aftalen blev indgået på en sådan lokalitet – og så fik vi 4-års reglen med i ”købet”! Efterfølgende blev der pyntet lidt på den ved, at man fortsat sikrede,  at mindst 80 % af de unge læger fortsat skulle have et almen praksis forløb. Et yderligere figenblad for at dække over det politiske i beslutningen blev tilføjet: en hurtigt arbejdende arbejdsgruppe blev nedsat for at udarbejde en ny målbeskrivelse for KBU. Arbejdsgruppen tog sig dog den frihed fortsat at anbefale 18 mdr. til at opnå disse kompetencer – og nogle i gruppen talte om 24 mdr. måske havde været bedre.
Vi har gennem tiderne hentet meget uddannelsesinspiration fra det store udland – specielt UK. Det gjorde vi så ikke denne gang… 

Nej,  briterne havde i øvrigt i forbindelse med deres reform af ”turnus” været i Danmark, og med baggrund i vores erfaring med 6 måneders almen praksis i turnus kunne jeg fortælle professor Steve Field om vores erfaringer. Steve Field var hovedmanden bag deres reform, der endte med en udvidelse fra 12 til 24 måneders ”turnus” (”foundation years”) med almen praksis som en ny mulighed i UK.

Jeg vil ikke skyde fra hoften her og nu og anbefale 24 måneders turnus – men jeg synes, erfaringerne vi hører fra de unge læger, stemmer overens med erfaringerne hos os uddannelseskoordinatorer i almen praksis vedrørende KBU, og vi hører de samme toner fra gode sygehuskolleger.

De publicerede undersøgelser taler samme sprog: KBU fungerer under de nuværende vilkår ikke godt nok.

Derfor må der ske ændringer – om det så skal være 12, 18 el. 24 måneder.

Vi skal sikre, at alle læger får et basalt men solidt fundament at arbejde på i det danske sundhedsvæsen. Det samme fundament skal danne basis for valg af og gennemførelse af en speciallægeuddannelse.

Jeg mener, at der ikke kan herske tvivl om, at intern medicin og almen medicin er to af de helt essentielle elementer i en revideret KBU!

Og jeg er enige med YL i, at der må være et stort potentiale i en velfungerende FAM-afdeling med adgang til speciallæge supervision.

YL spørger i deres forslag, om almen praksis kan løfte uddannelsesopgaven, hvis alle KBU-læger (igen) skal 6 måneder i almen praksis. Det har vi jo gjort indtil for ganske nylig – og svaret er helt klart: det kan, skal og vil vi meget gerne i almen praksis! 

At alle læger har arbejdet i minimum 6 måneder i almen praksis, er en fantastisk facilitator for det fremtidige sammenhængende og samarbejdende sundhedsvæsen, som vi vil alle går ind for. Jeg gør i hvert fald.


tirsdag den 26. april 2011

Patienten, den uønskede kartoffel

Når talen blandt medicinstuderende falder på vor kommende, autovundne medmenneskelighed. Når den over pausekaffen står på intersamaritansk skulderklappen og snak om patienterne, der bare venter på at blive reddet på den anden side af seks års røv gange bog. Ja, så bliver der nærmest helt næstekærligt i korridorerne. 
 
”Jeg vil gøre noget for andre” luftes jævnligt, og synes det lidt for forblommet at sige det højt, så tænker de fleste medicinere det bare. Det er jo et ikke uvæsentligt, sjældent humanistisk gode ved vores fag. Ikke mindst for nystartede studerende er det heri, at hele prestigen i lægefaget ikke særligt udmygt befinder sig. Men der lurer noget lunkent.

Den faktiske første patientkontakt? Det kan medicinstuderende sagtens ”vente med lidt endnu”. Forbavsende mange trækker mødet med ’giraffen’, det hele handler om, til det bliver absolut nødvendigt. 

For de fleste syddanske medicinstuderende bliver den første reelle samtale med en patient således under det ubetydelige todages klinikophold, der netop i disse dage på mit 3. semester klemmer sig ind.

Dog desværre ufortjent uønsket af de studerende, da det sker få uger før en massiv fysiologieksamen. Men altså over et år efter studiestart.

Herefter bliver alt, de studerende ser til virkelige patienter de næste knap to år, kun de tavse casefotos, der momentant krydrer forelæsernes slideshows – før det første sæt af tre gange fire ugers klinikophold entrerer sidste del af 6. semester.

Men hvad med sygeplejevikariater? En del medicinstuderende får selvfølgelig uvurderlig førstehåndserfaring denne vej. De oplever patientkommunikationens udfordringer, dybt kriseramte syge og påbegynder selv at lære det fine samspil mellem behandler og patient, der tegner en dygtig læge.

Skuer man ud over en årgang af medicinere, er det dog de færreste, der reelt får nogle timer på kontoen i selskab med patienter.

FADL vurderer nemlig, at kun hver femte studerende tager sygeplejevikarkurset i løbet af deres første studieår. Og selvom dette tal stiger lidt for tiden, så ændrer det ikke på, at der sidder hundredvis af på papiret aktive, uddannede FADL-vagter på deres flade (eller står i butik) i en tid, hvor FADL Odense ofte kæmper med adskillige udækkede vagtbestillinger – i perioder op mod ti i døgnet. Og særligt bemærkelsesværdigt har flere af mine medstuderende ikke haft en eneste ærlig første vagt, siden de tog kurset for et år siden.

Når man på Sundhedsvidenskabeligt Fakultet har valgt at lægge den studerendes første patientmøde over et år inde i studiet, kan det være fordi, man ikke ønsker at gøre patienterne utrygge ved at sende uvidende studerende, der intet fysiologi aner, ud at observere i vælten. Denne holdning er også udbredt blandt studerende.

Men FADL gør det da! Og 40-dages SPV-kursus har for mit vedkommende ikke fortjent den overraskende respekt og tillid, som jeg oplever patienterne viser os derude. Ingen skrækindjagede, overlægepåkaldende patienter dér.

Desuden møder til sammenligning både sygeplejerske- og bioanalytikerstuderende deres patienter allerede en måned efter studiestart (3-dages klinik) og derefter i hele tre uger på 3. semester!

Når man som jeg har oplevet den øgede studiemotivation og åbenlyse værdi i 250 timers FADL-vagter og deraf lærerige patientmøder, så ærgrer det, at så mange medicinstuderende må vente over et år – eller i værste fald tre år – før de finder ud af, om lægefagets absolutte omdrejningsakse overhovedet er noget for dem. Det kan koste dyrt at gemme denne varme kartoffel patienten så længe. 

Jeg gruer lidt for de kommunikative nederlag, der venter for både mine fremtidige nyuddannede kolleger og deres patienter, nu hvor sager om uinformeret samtykke og paternalismens rester tager hver anden avisforside, og patienterne kun bliver mere og mere sundt kritiske over for mumleren for fodenden uden den fjerneste patienttæft. Vi kan jo ikke alle blive retsmedicinere og rotteforskere. Den stærkt forsinkede første flig af indsigt i patientens verden synes uklogt overset.

Til fakultetets beskedne forsvar har de netop besluttet at flytte todages-klinikopholdet frem. Men det sker udelukkende på grund af klager over det omtalte arbejdspres på 3. semester og ’badeferien’ på starten af 2. semester. 
 
Der er således stadig god grund til at tage en diskussion om, hvorfor klinisk patienterfaring fortsat jongleres skoldhed mellem fakultetet og de studerendes hænder. Begge kunne jo til en start vedkende sig kartoflens tilstedeværelse i lægefaget.

mandag den 18. april 2011

Få mest ud af dit forældrekøb

Jeres barn skal til at studere og mangler et sted at bo, eller måske har I allerede købt en lejlighed, som I udlejer til jeres barn. Uanset jeres situation, så er der mange penge at hente ved at vælge den rigtige skatteordning til jeres forældrekøb.

I har to gode muligheder på skatteområdet, når det gælder forældrekøb, nemlig virksomhedsskatteordningen og kapitalafkastordningen. De fleste vælger dog virksomhedsskatteordningen uden at få undersøgt, om det nu også er mest udbytterigt for dem.   

      Virksomhedsskatteordningen:
Skatteordningen er ofte fordelagtig, hvis størstedelen af købesummen er finansieret af lån, og I betaler en høj marginalskat. Her kan underskuddet på lejligheden nemlig fratrækkes den personlige indkomst, så I får gavn af renteudgifterne.

      Kapitalafkastordningen:
Her er der ikke samme krav til regnskab og skat, men der beregnes et kapitalafkast på pt. 4 % af lejlighedens kontantværdi, som fratrækkes den personlige indkomst, så I får et væsentligt fradrag.

Hvilken skatteordning kan bedst betale sig?
De fleste vælger som sagt virksomhedsskatteordningen, selvom den er relativt kompliceret i forhold til skat og regnskaber, så der som regel er brug for en revisors assistance. Her kan I se, hvad der bedst kan betale sig for jer:

Valg mellem virksomhedsskatte- og kapitalafkastordningen

Overskud efter renter > 0
Overskud efter renter < 0

Beregnet kapitalafkast tæt på faktiske renteudgifter
Beregnet kapitalafkast langt fra faktiske renteudgifter
Beregnet kapitalafkast tæt på faktiske renteudgifter
Beregnet kapitalafkast langt fra faktiske renteudgifter
Virksomhedsskatteordningen



Vælg
Kapitalafkastordningen
vælg
Vælg
Vælg


Vælg derfor kapitalafkastordningen, hvis det beregnede kapitalafkast ligger tæt på de faktiske renteudgifter, eller hvis der er et overskud efter betaling af renteudgifter. Så sparer I også revisoren. 

Vælg derimod virksomhedsskatteordningen, hvis der er underskud på lejligheden efter betaling af renteudgifter, og hvis det beregnede kapitalafkast ligger langt fra de faktiske renteudgifter.

Køb af lejlighed til 1.600.000 kr.:
Et forældrepar ønsker at købe en lejlighed til deres datter til en kontantpris på 1.600.000 kr. De finansierer den ved hjælp af et afdragsfrit og fastforrentet 5 % lån.

I virksomhedsskatteordningen ændres værdien af rentefradraget fra ca. 33 % eller kr. 24.000 til ca. 56 % eller kr. kr. 40.320. Altså en fordel på 16.320 kr.

Hvis de i stedet bruger kapitalafkastordningen, beregnes et kapitalafkast på 4 % af kontantværdien, eller 64.000 kr., som fratrækkes den personlige indkomst med en værdi på ca. 56 % eller 35.850 kr. og tillægges kapitalindkomsten med en værdi på ca. 33 % eller 21.120 kr. Altså en fordel på 14.730 kr.   

Fordelen ved virksomhedsskatteordningen er altså i dette eksempel størst. Til gengæld er ordningen mere besværlig og kræver ofte hjælp af en revisor. Disse omkostninger skal der naturligvis også tages højde for.

fredag den 15. april 2011

Velkommen på forsiden

Læger kommer oftere og oftere på Ekstra Bladets forside. En plads, der ellers længe har været reserveret til politikere, mistænkte mordere og kendisser med eller uden alkoholpåvirkning.

Hvorfor ender lægerne i det selskab, og hvad gør man den dag, man selv har en journalist i røret?

Jeg indrømmer det med det samme (mens jeg dukker nakken). Jeg er selv journalist. Jeg har interviewet mange læger til avisen. De fleste har været tilfredse med resultatet – men jeg har også nogle gange – samme dag som avisen var landet i postkassen – haft en læge i røret eller på mailen, fordi han eller hun syntes, at historien havde fået en helt forkert vinkling eller efter deres mening ikke var dækkende nok.

Hidtil har journalisterne oftest interviewet læger som eksperter og brugt deres udtalelser til at fremlægge ny viden på et bestemt område. Og det kan være svært nok for en læge at se sin omhyggelige forklaring af øjensygdommen AMD reduceret til en overskrift om, at flere ældre bliver blinde.

Men i den seneste tid har det været endnu sværere at være læge i medierne, for nu optræder lægerne ikke længere som eksperter til at kommentere på en bestemt sag. Nej, lægerne er blevet selve historien, som det for nylig skete, da lægerne på Herlev Hospital måtte forklare, hvorfor nogle patienter ikke skulle forsøges genoplivet.

Andre læger har oplevet på tv at blive krydsforhørt og mistænkeliggjort, fordi de har valgt en livsforlængende behandling til kræftpatienter frem for en anden, som måske var bedre.

Medierne har i et stykke tid været udskældt for, at dækningen bliver mere og mere personlig, og det er også det, lægerne oplever.  Liv og død giver gode historier, og i en tid hvor patienterne får større og større indsigt i deres egen sygdom og behandling, og hvor nogle får en anden holdning, end den lægen har, opstår der konflikter – og netop konflikter er mediernes levebrød. 

Journalisten skal være objektiv, og den letteste måde at være det på, er at give udtryk for to modsatrettede holdninger. Sundhedshistorier har groft sagt været skåret over den samme læst: En konflikt, f.eks. manglende kapacitet på landets sygehuse.

Patienter flyttes rundt mellem de københavnske sygehuse, fordi der ikke er plads nok. En patient fortæller, hvor hæsligt det er og giver dermed historien det personlige islæt, som kræves.  En ansvarlig politiker stilles til regnskab.

Lægen på afdelingen fungerer som ekspert og fortæller om de konsekvenser, flytningerne har for patienterne i et større perspektiv.

I sagen fra Herlev (som jeg i øvrigt synes, lægerne klarede rigtig godt) var lægerne parter i sagen, der havde truffet en beslutning, som de måtte forklare. Det er en rolle, som læger i stigende grad må vænne sig til.

Men hvad stiller man så op, når man som læge har en journalist i røret?

Finder ud af:

  • Hvilken journalist der ringer, og hvilken type historie han eller hun arbejder på. Der er stor forskel på, om det er en nyhedshistorie til Ekstra Bladet, eller om det er en baggrundsartikel til Berlingske Søndag.
  • Hvad vedkommende vil bruge dig til – skal du være ekspert, eller er du part i sagen?
  • Hvem deltager ellers i historien? Tænk over, om det er en person, der deler dine holdninger eller står i modsætning til dem?

Lad være med bare at svare. Spørg ind til historien – bed om at få lov at ringe tilbage, og forbered så de to-tre hovedbudskaber, du selv vil have frem. Journalisten er jo ikke nødvendigvis på færten af den rigtige historie.

Bed om at få artiklen eller i det mindste dine citater, og den sammenhæng de optræder i, til godkendelse. 

Og husk så, at journalisten bruger dig til at få lavet sin historie, men du kan også bruge journalisten til at få dine historier frem.


Held og lykke.

tirsdag den 12. april 2011

Indtryk fra Amsterdam: vi står midt i tre revolutioner

Jeg er netop kommet hjem fra at have deltaget i 16th  International Forum on Quality and Safety in Health Care i Amsterdam - http://internationalforum.bmj.com.

Meget internationalt møde. 2.800 delegater fra mere end 100 forskellige lande.

Franskmænd så jeg få af. De skræmmes væk af konferencens sprog, som er engelsk, og angelsakserne incl. amerikanere var i klart flertal.

Flere snese delegater fra Danmark, alle regioner og Danske Regioner var der.

Der var ikke ret mange skandinaviske præsentationer. Om det skyldes, at vi ikke har budskaber at formidle eller en anglofil bias, kan jeg ikke afgøre. Så vidt jeg kunne konstatere, er vi ikke bagud i forhold til England og Holland, tværtimod, men måske er vi bare mere tilbageholdende med at stille op med foredrag, der er tunge på retorik, tynde på data.

Her er hovedbudskabet, jeg fik med hjem – ufatteligt flot formidlet af Jim Easton, som er national chef for det britiske sundhedsvæsens afdeling for effektivisering og kvalitetsforbedring:

Sundhedsvæsenet i alle vestlige lande står i en dybt kritisk situation på grund af den samtidige optræden af tre revolutioner:

  • Omkostningernes himmelflugt, som sammen med finansielle stramninger, gør den nuværende situation lodret ”unsustainable” overalt i OECD-landene.
  • Kvalitetsrevolutionen, dvs den stigende opmærksomhed på, at sundhedsvæsenets ydelser ikke er fejlfri, og at det noble formål at redde liv og førlighed ofte er ledsaget af ufuldkommenheder, der koster patienterne liv og førlighed.
  • Den teknologiske revolution, som tillader os at gøre mere og mere, med stadig mere sofistikerede procedurer, og mangedobling af kompleksiteten af det, vi laver. Sundhedsvæsenet er den sidste større branche, hvor den arbejds- og ressourcebesparende del af den teknologiske revolution er i sin spæde begyndelse. Foreløbig bliver alting bare mere og mere komplekst og dyrere og dyrere.
 Jim Easton har sat sig for IKKE at være den leder, der lukker og slukker for noget, vi i Vesteuropa er stolte af: den lige adgang for alle til et offentligt og effektivt sundhedsvæsen. 

Det var ikke en videnskabelig kongres af den type, jeg rejste til da jeg var aktiv klinisk forsker. Det var et holdningsskabende, ideudvekslende forum, præget af imponerende retoriske præstationer.

Hvis der var resultater af den omtalte indsats, blev de præsenteret i form af tidsserier med en pil svarende til starten på det lykkebringende initiativ og derefter et fald i død og lemlæstelse; liggetid eller en overskudsskabelse på vej mod himlen.

Det er vel i orden på et område, der ikke har nogen veletableret videnskabelig tradition, men der jo også noget at tage fat i for folk, der tilstræber en videnskabelig vinkel på foretagendet.

PS: Mine komplette noter fra konferencen kan rekvireres på johannes.gaub@regionsyddanmark.dk

fredag den 8. april 2011

Får vi aldrig fred?

Dette er sikkert tænkt og sagt mange steder i sundhedsvæsenet, når der endnu en gang bliver stillet krav om besparelser og effektiviseringer.

De tilbagevendende krav om at gøre mere for de samme penge, eller det samme for mindre sætter hospitaler og hospitalsafdelinger under pres. Pres kan være sundt, fordi det kan stimulere til udvikling og innovation. Og set over en længere årrække, så er der jo realiseret en fantastisk udvikling, bl.a. drevet af nye arbejdsformer og ikke mindst ny medicinsk teknologi.

Men presset kan også være frustrerende, hvis der ikke er en oplevelse af indflydelse og handlerum. Skal man ramme den positive vinkel på dette, så er det vigtigt, at kravet om besparelserne og deres udmøntning ikke er akut – eller subakut for den sags skyld. Det skal altså helst ske planlagt og styret over en længere tidshorisont.

Skal man det, så bliver man, som jeg ser det, nødt til at sætte udvikling og innovation mere i system. Man skal tænke længere frem. Længere end det er muligt inden for rammerne af den sædvanlige budgetproces. Og så skal man finde de nye veje til at realisere de næste års behov for råderum og plads til omstilling.

Dette kan flytte fokus væk fra bredt fordelte grønthøsterbesparelser. I stedet kan intelligente og dokumenterede effektiviseringstiltag træde i forgrunden. Og som verden ser ud lige nu, hvor det faste abonnement på vækst i budgetterne er opsagt, mens abonnementet på nye behandlinger er gentegnet, så vil kravet om effektivisering fortsat være en præmis.

Så nej, fred bliver der nok aldrig. Og det er nok heller ikke ønskværdigt!

onsdag den 6. april 2011

Forskningsformidling via sociale webmedier forenkler ikke budskabet — tværtimod

I mine øjne er idéen om, at formidling nødvendigvis indebærer simplificering, forkert.

 

Der findes godt nok stadigvæk et simplifikationsproblem i forbindelse med forskningsformidling igennem traditionelle trykte og især elektroniske massemedier.


Men fremvæksten af sociale webmedier er ved at ændre medielandskabet radikalt. Som en af ansøgerne til en webkommunikationsstilling, vi lige har besat på Medicinsk Museion, sagde: ”der er jo ingen mellem 20 og 35, som læser aviser mere, alle er på webben og især på den sociale web”.

Det var lidt bombastisk udtrykt. Men det er ikke helt forkert. Og én af konsekvenserne af denne forskydning er, mener jeg, at forudsætningerne for hele problemstillingen om den påståede simplificering i forskningsformidling falder væk.

Fordi det ikke bare er unge oprørere i den arabiske verden, som skaber historie ved hjælp af sociale webmedier. Forskere bruger også sociale webmedier i deres daglige forskningskommunikation. Og de gør det altså i hurtigt stigende omfang.

Det er måske ikke en så stor procentdel af forskerverdenen, som bidrager til artikler på Wikipedia. Men det er alligevel så mange, der gør det, at der findes artikler inden for stort set alle slags forskningsområder, ikke mindst inden for naturvidenskabelige, medicinske og tekniske fag. Og vel at mærke, Wikipedia-artiklerne bliver hele tiden løbende opdateret.

Der findes også mange tusinder af forskerblogs, fra helt nørdede fysik- og kemiblogs til brede og populære blogs som blander videnskabelige og politiske diskussioner. Her er en af mine favoriter – kemikeren Derek Lowe, som blogger om drug-discovery, og som tit får flere hundrede kommentarer på hver post: http://pipeline.corante.com.

For ikke at tale om alle de yngre forskere, som er på Facebook. Vel at mærke ikke bare for at skrive om deres privatliv, men også for at føre intellektuelle diskussioner, give hinanden tips om litteratur, konferencer og seminarer. 

Det samme gælder Twitter, som i stigende omfang bruges som en kommentarbaggrund til videnskabelige konferencer og workshops og som, ligesom alle andre sociale webmedier, kan læses af alle og enhver.

Konsekvensen af denne her eksplosion i brugen af sociale webmedier er altså, at flere og flere forskere er ved at indse, at man ganske udmærket kan tale om sin forskning med ikke-forskere uden at skulle inddrage massemedier, journalister eller talkshow-værter. Og det medfører også, at grænsen mellem peer-to-peer-kommunikation og offentlig formidling er ved at opløses.

Min pointe er, at dette får konsekvenser for tesen om, at forskningsformidling indebærer en nødvendig simplificering. Den tese gælder altså kun den begrænsede del af det samlede medieunivers, som udgøres af traditionelle massemedier.

Med mulig undtagelse af Twitter (i hvert fald hvis man kun ser den enkelte 140 karakterer lange tweet), så danner de sociale webmedier et mangedimensionelt offentligt rum, som ikke bare tillader, men endda opmuntrer til diskussion.

Den sociale web – ikke mindst takket være hyperlinkfunktionen – åbner muligheder for en forskningskommunikation, som slet ikke er underlagt det imperativ om simplificering, som traditionelle massemedier er.

Forskningskommunikation på den sociale web fungerer altså ikke som en forsimplingstragt som i massemedier eller på traditionelle webportaler – men som en kommunikationsgenerator, hvor man godt nok kan forenkle tingene, men hvor man – fordi der er så mange aktive aktører involveret – i næste øjeblik kan komplicere diskussionen yderligere og indføre flere og flere mellemregninger.

Så tesen om forskningsformidling som forsimpling holder efter min bedste overbevisning simpelt hen ikke. Det er en forsimplet tese. 

(Dette indlæg er en redigeret version af et blogindlæg, Thomas Söderqvist har skrevet på Medicinsk Museions blog: http://www.museionblog.dk/forskningsformidling-via-sociale-webmedier-forenkler-ikke-budskabet-tv%C3%A6rtimod).

fredag den 1. april 2011

Den centraliserede ledelses langsommelighed

Den er gal med ledelsen på de danske universiteter.
 
Københavns Universitet er sat under administration ligesom både rektor og bestyrelse ligner universitære ringvrag uden reel mulighed for comeback. 
 
Århus universitet er i gang med den største omstrukturering i universitetets historie, en omstrukturering som kritiseres for at være tilfældig, karakteriseret ved management-nysprog, vidtløftigheder og totalt ukendskab til de uddannelser, som universitetet udbyder (som hævdet af professor Jørgen Grønnegaard i Politiken 1/1 2010).
 
På min egen arbejdsplads, CBS, er rektor netop blevet fyret efter massiv medieomtale af en ulovlig fusion (samt efter længere tids stadigt voksende intern kritik af ledelsesstilen). I skrivende stund venter vi på, at den bestyrelsesformand, som opfandt og støttede den fyrede rektor, erkender, at han ikke er den rette til at stå i spidsen for genoprettelsen af CBS’ omdømme. 
 
Universitetsloven er problemet
I universitære kredse er der stigende bevidsthed om, at de aktuelle problemer hænger sammen med Universitetsloven fra 2003.
 
Her blev systemet med valgte institutledere og rektorer erstattet med en simpel, top-down ledelsestruktur: en selvsupplerende bestyrelse i toppen (med et flertal af udefra kommende medlemmer), en bestyrelse som ansætter rektor, som igen ansætter resten af direktionen samt institutledere.
 
I stedet for et system af ledere, der er valgt nedefra, har vi fået et system, hvor lederne udpeges ovenfra og derfor snarere skal lytte til de overordnede end til medarbejderne.
 
Den øverste ledelse, bestyrelsen, er på CBS endvidere karakteriseret ved, at flertallet i bestyrelsen ikke ved noget om det, som er CBS’ opgave: forskning og uddannelse.
 
I den private virksomhed står bestyrelsen typisk til ansvar overfor aktionærerne – på universiteterne er den øverste ledelse selvsupplerende og står ikke til ansvar for nogen. Så resultatet er en ledelse, som ikke ved noget om det, den er sat i spidsen for, som ikke står til ansvar for nogen og som ikke behøver lytte til andre end sig selv.
 
Centralisering
Universitetsloven er udtryk for den tendens til centralisering af beslutningsstrukturer, som man ser mange steder i den offentlige sektor i disse år – også i sundhedsvæsenet. De aktuelle ledelsesproblemer på universiteterne viser nogle af centraliseringens bagsider. 
 
Forestillingen er, at entydige ledelsesstrukturer med en energisk og beslutningskraftig ledelse kan give tempo og dynamik i skabelsen af stadigt mere effektive organisationer. 
 
Sådan kan det også se ud fra toppen, som oplever at være i centrum for utallige projekter og beslutninger. Men realiteten er, at centralisering risikerer at sænke tempoet i organisationen, fordi færre personer skal træffe flere beslutninger. Initiativer, kontakter, koordineringer, projekter som tidligere  blev varetaget af mange – skal med centraliseringerne varetages af få personer med begrænset kapacitet.
 
Organisationernes kapacitet for informationshåndtering og beslutninger bliver mindre jo mere centraliseret den er.
 
Tempoet for ledelsen går op, idet den får mere og mere at se til. Men tempoet for organisationen som helhed går ned, når de mere decentrale niveauer gives mindre plads til initiativer, udvikling og beslutninger. 
 
Forsimplede strukturer
Sammen med centraliseringen ser man også en tendens til at organisationernes strukturer forsimples.
 
En centraliseret ledelse har forsmag for en simpel, overskuelig, kontrollerbar organisation. Men det er en forsimpling som risikerer at være i strid med opgavernes faktiske forviklethed (om end McKinseys konsulenter hævder det modsatte).
 
Så hvad der fra toppen kan ligne forenklinger, fremstår længere nede i organisationen som opløsning af de strukturer, som muliggør håndteringen af sammensatte og komplekse opgaver.
 
Lyttende ledelse
Ja, det er i hvert fald noget af det, vi har set på CBS under den nyligt fyrede rektor. Det kan se anderledes ud i sundhedsvæsenet, men nogle af tendenserne er givetvis parallelle.
 
Når centralisering er ineffektiv i mange situationer hænger det også sammen med, at centraliserede strukturer er uegnede til at mobilisere medarbejdernes energier.
 
Det er en gængs indsigt i nyere organisationsteori, at det er vigtigt for ledere at lytte – til mellemledere, til medarbejdere, til patienter, studenter eller hvad det kan være. Som leder må man være med til at skabe fortolkninger, som giver retning og mobiliserer relevante aktører. Det kræver, at lederne lytter til de relevante aktører, så ledelsesprojekterne tilnærmes aktørernes fortolkninger – fordi det er en forudsætning for at få mobiliseret aktørerne. 
 
Kampen går i medierne  
I universiteternes nuværende ledelsesstruktur er der ingen institutionelle mekanismer, som tvinger topledelsen til at lytte til andre end sig selv. En af konsekvenserne er, at kampen mod tunghøre ledelser i stigende grad flyttes ud af universiteterne – ud i medierne, som mobilisereres af frustrerede medarbejdere, som ikke oplever at vinde gehør internt i institutionerne.
 
Det skader universiteternes omdømme (men kan selvfølgelig i perioder aflaste sundhedsvæsenet som leverandør af skandalehistorier) og beklages af ledelserne, som mister mere og mere troværdighed. 
 
Decentral ledelse = effektivitet
Moralen er, at ledelsesstrukturer med en topledelse, som ikke står til ansvar for nogen, risikerer at give uansvarlig ledelse – og at centraliserede og simple ledelsesstrukturer i komplekse organisationer giver ineffektivitet.
 
Læren er, at magtdeling, styrkelse af decentrale niveauer og strukturer, som tvinger ledelsen til at lytte til andre end sig selv, i det lange løb kan vise sig ikke at være en hindring for effektivitet, men en forudsætning.