fredag den 24. juni 2011

Sådan bør et patientmedicineringsmodul se ud!


Som læge er man altid fristet til at stille ideale krav til sine værktøjer.

I vores sidste blog anmeldte vi programmet EPM fra Acure, der i version 2 anvendes på bl.a. Gentofte Hospital.

Nu ser vi på, hvordan det ideelle patientmedicineringsmodul efter vores opfattelse skulle være skruet sammen. 

Formålet med et patientmedicineringsmodul er at gøre den samlede lægemiddelbehandling sikrere og lettere og helst også hurtigere for såvel læger som plejepersonale.

Det drejer sig om ordination, journalisering og registrering af ordinationerne, sikring af korrekt dispensering og administration, og endelig om løbende tidstro opdatering, så ingen på et givet tidspunkt er i tvivl om, hvad der er ordineret, dosis­justeret, seponeret eller administreret.

Systemet skal være let at forstå og intuitivt at anvende. Ellers kan fx mang­lende oplæring i systemet generere fejl på grund af forkert brug af systemet. Gode eksempler på intuitive systemer er søgemaskinen Google og i-Phone.

Systemet må ligeledes ikke interferere med dagligdagen, således at det vanskeliggør de beslutningsprocesser, som lægen står i, når der skal opdateres på medicinen: hvad får patienten p.t. (både på aktuelle afdeling og på andre afdelinger eller via egen læge), hvor længe har det været givet (fx antibiotika), hvad har for nylig været givet, men er nu seponeret osv.?

For plejepersonalets vedkommende skal dispensering og administration af medicinen passe ind i afdelingens vante arbejdsgange, således at systemet fx ikke forhindrer, at et præparat kan være givet 10 minutter i hel, selvom systemet angiver tidspunktet til at være klokken hel.

Indtastning af oplysninger skal være lettet mest muligt, fx så man valgfrit kan indtaste eller søge i de enkelte felter.

Brugervenlighed
Programmet skal som nævnt være nemt og intuitivt at bruge. Ideelt set bør alle programmer som man bruger i det daglige - laboratorieprøver, røntgenbilleder, book­ing program, journalprogram (EPJ) m.m. - være integreret med hinanden, så det er muligt at gå fx. direkte fra patientens laboratoriesvar og over i medicinering.

Det mest ideelle ville være, hvis det hele var indeholdt i ét program. Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil det være formålstjenligt med en fælles, overskuelig brugergrænseflade, der gerne overholder kendte standarder, som brugerne er fortrolige med fra standardprogrammer som tekstbehandling, hjemmesider m.m.

Oversigtsbilledet med medicinen bør kunne sorteres systematisk så fx smertestillende, hjertemedicin og fx antibiotika står sammen.

Beslutningsunderstøttelse
Det forventes, at programmet kan håndtere allergi uden problemer, også hvis det drejer sig om kombinationspræparater (fx. Kodimagnyl som indeholder Acetylsalicylsyre, Codein og Magnesiumoxid).

Det må ikke være muligt at ordinere dødelige doser.

Der bør være integration med blodprøvesvar og diagnoser, så dosis fx nedsættes i forbindelse med nedsat nyrefunktion. Det bør også være muligt at se effekten af behandlingen grafisk, så det er muligt at se infektionstal, blodtryk/puls i forhold til den givne medcindosering.

Det bør være nemt at udpege/finde præparater, som patienten får i forbindelse med kendte problemstillinger som fx. operation. Her vil det være hensigts­mæsigt, hvis man kan udpege præparater, som giver øget blødningstendens (Plavix, Acetylsalicylsyre m.m.)

Integration (med øvrige systemer)
Ideelt skal et medicineringsmodul kunne fungere fuldt integreret med øvrige systemer, journalmodul, rekvisitionsmodul, laboratoriemodul, kommunikation med praksissystemer, patientadministrative systemer osv.

Det skal ikke være nødvendigt at logge særskilt ind på medicinmodulet, ligesom det ikke skal være nødvendigt særskilt at identificere en given patient, som allerede er slået op i systemet, fx i journalmodulet. Ved indlæggelse og udskrivning vil en automatisering af valg af "korrekt" sy­nonympræparat (dvs. det billigste) fra hhv. sygehusapotek og almindeligt apotek være hensigtsmæssig.
  
Tilgængelighed og driftssikkerhed
Et af hovedformålene med et medicinmodul er, at man kun skal have medicineringsoplysninger stående netop ét sted, så der ikke kan opstå uoverensstemmelser mellem konkurrerende optegnelser.

For at dette kan lade sig gøre, skal systemet kunne tackle alle slags medicin og systemet skal være tilgængeligt alle steder, hvor det skal benyttes, dvs. alle steder hvor der foretages ordinationer (inklusive ændringer/se­po­ne­ring), dispensering og administration.

Det skal samtidig være så nemt at anvende, at brugerne fx ikke fristes til at omgå systemet i bestemte situationer, fx pga. tidspres. Det er ligeledes en nødvendighed, at systemet er meget driftsikkert, og at der som minimum findes fungerende nødprocedurer, som umiddelbart kan anvendes, når systemet pludselig ikke er tilgængeligt.

Patientsikkerhed
Det skal være let at gøre det rigtigt, og det skal være svært at gøre det forkert.

EPM skal sikre, at den rette patient får:

  • den rigtige medicin
  • på det rigtige tidspunkt
  • i den rigtige dosis
  • på den rigtige måde
  • med den rigtige information.

EPM bør endvidere være forsynet med relevant beslutningsstøtte i form af databaser (fx interaktionsdatabasen) med advarsler begrundet i patientsikkerhed.

onsdag den 22. juni 2011

Er der mere DRG-kage til mig?

Hvad har kage nu med styringen af sundhedsvæsenet at gøre?

Pointen er, at der udfoldes store anstrengelser fra enhederne i væsenet for, at de kan få deres retmæssige del af kagen. I øvrigt en kage som ikke bliver større pga. anstrengelserne.

Disse bestræbelser er rigtig gode, når de afspejler reelle bestræbelser på at øge produktionen og effektiviteten gennem ændret arbejdstilrettelæggelse og justeringer af behandlingens indhold

Og knap så gode hvis det sker ved at være ekstra god til det med kodningen og en anelse selektiv i forhold til patienterne.

Grundtanken i DRG-systemet er at kategorisere al aktivitet i rimeligt ressourcehomogene grupper, så man kan måle og veje, hvor meget de enkelte sygehuse får fra hånden. En helt åbenlyst fornuftig ambition, når man vil forsøge at følge og styre udviklingen i produktiviteten – og føre ressourcerne derhen, hvor man får mest for pengene.

Men virker det i praksis?

Dertil kan man vel svare både ja og nej. Ja, fordi systemet jo bliver brugt og er omdrejningspunktet for den overordnede styring. Nej, fordi det trods opdelingen i 6-700 DRG-grupper stadig er svært at sammenligne produktionen på det ene sygehus med det andet.

Dels fordi der er plads til forskelle i patienttyngde indenfor den enkelte DRG-gruppe. Dels fordi opgørelsespraksis på de enkelte hospitaler varierer en hel del. Endelig er der jo spørgsmålet om kvalitetsforskelle.

Yderst relevant og et emne der aktuelt debatteres i DRG-kredse. Men skal det også bages ind i kagen, så bliver DRG-systemet i hvert fald ikke enklere.

Så hvad skal man egentlige mene om dette? Som økonom har jeg svært ved ikke at synes, at der skal være et ”system”, der kan understøtte, at man kan måle, veje og sammenligne.

Men når man efter en hel del års stor indsats stadig må konstatere, at der er et godt stykke vej tilbage, inden man med rimelig sikkerhed kan sammenligne prisen på ensartede ydelser mellem A og B, så må man jo også overveje, om det er den helt rigtige opskrift.

Om ikke andet, så kan man konstatere, at målesystemer virker, nogen gange ”bedre” end man kunne ønske sig!

fredag den 17. juni 2011

Variation i klinisk praksis – det bør vi bruge til noget!

Læger i primærsektoren, læger i sekundærsektoren – vi kender det alle: når vi begynder at analysere på vores kliniske praksis findes der store variationer på rigtigt mange områder (de fleste?). Ofte er variationerne endog meget store – og variationerne lader sig ikke sådan lige umiddelbart forklare.
 
Lad mig blot nævne få eksempler, så alle ved hvad jeg tænker på:
  
  • et klassisk eksempel fra den internationale litteratur var frekvensen af tonsillectomi hos børn - fra dansk side har man tidligere fundet, at antallet af ilagte øredræn i børneører ikke klart korrelerer til antallet af børn i et givet område – men måske nærmere til antallet af ørelæger?
  • vi kender også alle tidligere tiders store variation i antallet af hysterctomier
  • og de mere nylige variationsopgørelser over sectio-frekvenser

Vi praktiserende læger skal bestemt heller ikke kaste med sten i denne sammenhæng: når man analyserer vores kliniske praksis ses variationer i diagnoser, i henvisninger og i medicinordinationer, som altså ikke sådan lige kan forklares ud fra forskelle i patientpopulation el. lign.

Jeg tror der vil komme tiltagende fokus på analyse af disse variationsopgørelser – det ser vi allerede i flere af de lande vi normalt sammenligner os med. For nylig beskrev British Medical Journal de initiativer, der er i gang i såvel USA, UK og Holland.

I England har den store fond ”The King’s Fund” for ganske nyligt offentliggjort en større rapport om almen praksis (”Improving the quality of care in general practice”, King’s Fund, 2011) og her er hovedtemaet den meget store variation i almen praksis.

Fokus er på variationerne i den målte kliniske kvalitet. Man kommer med et klart budskab til de praktiserende læger (i England forstås…): …højere kvalitet i almen praksis vil først opstå, når de praktiserende læger og deres teams formår at kigge ud over egne kliniklokalers mure og er med til at skabe de sammenhængende patientforløb på tværs af sektorgrænser… og man fortsætter: “If general practice is to focus on improving quality it must be able to demonstrate that it is doing things differently and better. It is no longer acceptable for professionals simply to claim there is no way of assessing what they do and that they should be trusted with the task.”

Som patient, må jeg undre mig over meget store variationer i lægers kliniske praksis (”har jeg nu valgt den rigtige læge?”). Administratorerne i vort sundhedsvæsen har bestemt fokus på området (”det kan vel ikke være lige rigtigt?” – en variation på faktor 5?). Politikerne, der bevilger pengene til væsenet, vil naturligt nok også afkræve os en forklaring nu og da…

Jeg kender godt argumenter som: ”det er jo ikke sikkert, at gennemsnittet er det rigtige” og ”variation er en kvalitet i sig selv” og mange flere.

Men jeg synes vi som professionelle skal tage variationerne op som en faglig udfordring i stedet for at gå i forsvars-mode:

  • vi (og vores kvalitetskolleger og forskerkolleger) skal analysere og offentliggøre disse variationer
  • variationerne bør ofte give anledning til ”faglig forundring” blandt os klinikere
  • der kan meget ofte tages læring ud af disse variationer
  • og ret ofte vil der givetvis også være anledning til at vi (i hvert fald nogle af os…) ændrer vores klinisk praksis

Som professionelle bør vi selv tage førerskabet i disse processer – ellers er jeg sikker på, at andre nok skal ”hjælpe” os!



onsdag den 15. juni 2011

Stjerner – eller ikke – til it systemerne

It udvalget i Lægeforeningen Hovedstaden har sat sig for at anmelde forskelligesundheds-it programmer i stil med de anmeldelser, man ellers kan læse i diverse it tidsskrifter, og vi lægger ud med det første, nemlig det Elektroniske Patientmedicineringsmodul (EPM), som benyttes i Region Hovedstaden 

Systemet er Acures EPM3, og vi har vurderet det ud fra følgende specifikke aspekter: Brugervenlighed, beslutningsunderstøttelse, integration (med øvrige systemer), tilgængelighed og driftssikkerhed og patientsikkerhed.

Systemet får disse points på en skala fra 1-5:





Samlet får systemet kun 1,5 stjerne, og helt overordnet synes vi, at personalet tillægger systemet større sikkerhed, end det fortjener. Dermed risiker de/vi at slække ubevidst på tidligere sikkerhedsrutiner omkring medicinhåndtering.

Brugervenlighed
Programmet er ikke integreret med andre systemer. Det er fx ikke muligt at kopiere et CPR-nummer fra røntgenprogram over i EPM3 med henblik på opslag af patientens medicinering.

Medicinoversigten kan sorteres efter, hvornår der sidst er foretaget en ændring, men ikke hvornår præparatet oprindeligt er ordineret, så det er muligt at se, hvor længe et givet præparat har været anvendt.

Det er ikke muligt at sortere efter ATC-koder eller indholdsstoffer, således at man kan få et overblik over fx. antibiotika eller smertestillende medicin.

Fanebladene med historik og seponeret medicin er svære at bruge. Det er muligt at sortere medicinen efter navn, hvilket kan give et vist overblik, men heller ikke her er det muligt at sortere efter ATC-koder eller indholdsstoffer. Således vil Zinacef og Cefuroxim stå forskellige steder i oversigten, selv om det er de samme indholdsstoffer, men blot forskellige handelsnavne.

Medicineringstidspunkter kan kun rettes af læger, så hvis en afdeling uddeler medicin kl. 8, 16 og 24, skal der bruges tid på at rette tidspunkterne, hvis man har nogle andre tidspunkter på den pågældende afdeling, hvilket burde kunne foretages af en sygeplejerske.

Når der skal udskrives fra programmet, skal man efter 3 museklik vælge et printernummer (ud fra et ikke-sigende navn - fx. printer på afd. 4) Det er ikke muligt ud fra bruger-ID eller PC-ID at vælge en fortrukken printer.

Beslutningsunderstøttelse
Der er enkelte beslutningsunderstøttende funktioner indbygget i EPM3:

Hvis man vælger et præparat, som ikke er på rekommandationslisten, skal det begrundes. Det er ikke muligt at vælge ind­holdsstof fx. paracetamol, hvilket ville gøre, at man slap for at tage stilling til, om der skal anvendes Panodil eller Pinex.

Det er muligt at vælge et præparat, som patienten er allergisk over for. Hvis allergifeltet / CAVE ikke er udfyldt, vil der komme en advarsel om, at feltet ikke er udfyldt, men det er stadig muligt at medicinere, selv om allergifeltet står som uoplyst. Det er ligeledes yderst problematisk, at man ikke får advarsler i for­bindelse med kombinationspræparater som fx. Kodimagnyl, hvis patienten er allergisk over for et af indholdsstofferne

Interaktionsdelen fungerer fint i den udstrækning, der findes data, hvilket ligger uden for selve programmet.

EPM3 er udstyret med et grafisk modul, hvor man kan samstille blodtryk, blodprøver m.m. med den givne medicin, hvilket er en yderst nyttig funktion. Dog skal alle blodprøvesvar, blodtryk, puls mm. indtastes manuelt; det kan ikke importeres fra laboratoriesystemet. Endvidere bliver modulet ubrugeligt af en såkaldt forløbsvælger, som medfører, at medicineringen kun vises for den aktuelle indlæggelse og ikke for indlæggelser eller ambulante forløb på andre afdelinger.

I tilfælde af udgåede præparater må man nærmest tale om beslutningsblokering, da det ikke er muligt at godkende patientens øvrige medicin, før der er taget stilling til præparatet, som er udgået. Da det ej heller er muligt at slå præparatet op i det elektroniske lægemiddelkatalog, er det endnu vanskeligere. I mange tilfælde det kun handelsnavnet, som er udgået og ikke præparatet som sådan.

Det er ikke muligt at udsortere præparater som fx. giver øget blødningstendens.

Integration (med øvrige systemer)
Der er heller ikke integration, så ordinationer i journalmodul automatisk overføres til EPM3. Og når der skal skrives epikriser, kan man ikke kopiere medicinlisten fra EPM3 til epikrisen, men må manuelt genindtaste disse data.

Der er ikke integration på patientniveau (CPR-nummer), så der er ekstra arbejde med at slå hver ny patient op i medicinmodulet, samtidig med at dette medfører forøget risiko for at vælge forkert patient (dvs at man sidder med journal og laboratorietal på én patent, men er i gang med at ordinere medicin til en anden patient).

Tilgængelighed og driftssikkerhed
I prakisis har EPM3 vist sig uhensigtsmæssigt fx i forbindelse med anæstesier, hvorfor medicineringen i disse tilfælde føres på særskilte skemaer. Dette kan være en nødvendighed, men er med til at påvirke de sikkerhedsmæssige fordele, som skulle opnås med systemet.

Den fysiske tilgængelighed er naturligvis ikke programspecifik men i høj grad afhængig af, hvilket udstyr der er tilgængeligt hvor. EPM3 kan derfor ikke entydigt vurderes på denne parameter.

Log-on tager i størrelsesordenen et minut hver gang. Har man rådighed over den samme skærm med mange patienter, betyder log-on tiden ikke specielt meget, men bevæger man sig fra skærm til skærm, eller deler man skærm med andre gennem dagen, kan det blive nødvendigt med mange log-on og log-off i løbet af dagen.

Systemet er os bekendt temmelig driftsikkert. Der kendes dog et større nedbrud af EPM tilbage i efteråret 2008, hvor adskillige hospitaler var berørt i ca 14 dage i træk. Der fandtes dog nøje planlagte nødprocedurer og papirgange, som i den pågældende periode blev anvendt uden de store problemer.

Patientsikkerhed
Det er et overordnet og ikke EPM-spe­ci­fikt problem, at interaktionsdatabasen ikke er fuldstændig for alle præparater på det danske marked.

Man kan komme til at ordinere medicin til en anden patient end tilsigtet. Alle indlagte patienter er listet i venstre margen af EPM, og det er meget nemt at vælge en forkert patient.

Det er muligt at ordinere præparater i fuldstændigt ufysiologiske og livsfarlige doser, uden at der er indbygget sikkerhedsgrænser eller alarmgrænser i systemet.

Hertil kommer et overordnet problem: Personalet tillægger EPM større sikkerhed, end systemet i denne sammenhæng fortjener og slækker dermed ubevidst på tidligere sikkerhedsrutiner omkring medicinhåndtering.


 Såvidt Acures EPM3 – i næste indlæg beskriver vi, hvordan et ordentligt EPM modul skal se ud.

torsdag den 9. juni 2011

Grønspættebogen risikerer at skræmme unge forskere

Dette er så første gang jeg ”blogger”. Egentlig er det at blogge noget underligt noget. Når man er vant til at skrive videnskabelige artikler, ledere osv., skal man lige vende sig til den mere ligefremme form i en blog. Det er meningen, at jeg skal skrive om forskning, og det gør jeg selvfølgelig med glæde.

Grønspættebogen for nye forskere er lige udkommet, og den giver i høj grad stof til eftertanke. Den er udgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Lægemiddelstyrelsen og den Centrale Videnskabsetiske Komité, og kan downloades gratis på ministeriets hjemmeside.

Titlen er ”Kom godt i gang med klinisk forskning – vejledning om forberedelse og godkendelse af kliniske forøg”, så målgruppen må nødvendigvis være den helt unge forsker, som skal i gang med sit første forsøg.

Hvis man læser hæftet med disse briller på, synes jeg dog, at man rammer ved siden af.

Bevares, der er ikke deciderede fejl i materialet, men det er en skræmmende oplevelse at læse om alle de regler, man skal overholde, anmeldelser, tidsfrister osv. Det ville have været bedre, hvis man havde betonet nytten af samarbejde med andre forskere og ikke mindst med en god vejleder, som vil kunne tage noget af stressfølelsen væk, inden man overhovedet er kommet i gang med at forske.

Af konkrete ting, som jeg har studset over, kan nævnes, at man anbefaler litteratursøgning i forberedelsen (selvfølgelig), men at dette ”kan være i PubMed, EMBRASE eller Cochrane”. Udover stavefejlen bør der ikke stå ”eller”.

Det er ikke nok kun at søge i Cochrane eller EMBASE, så man bør nok hellere anbefale PubMed med eventuel supplement i de andre baser.

Vejledningen er dog generelt rigtig god og omfatter de fleste forsøgstyper. F.eks. er det godt at få defineret, hvilke forsøg med medicinsk udstyr, som skal anmeldes, og hvad der forstås ved et biomedicinsk forskningsprojekt (dvs. hvad skal anmeldes til etisk komité). Det undrer mig dog lidt, at såkaldte ”behandlingsforsøg” ikke skal anmeldes til etisk komité?

Der er et enkelt punkt, som fremtræder uklart, og det er vedrørende anmeldelse af projekter, hvor man anvender oplysninger fra patienternes journaler. Sådanne projekter skal måske anmeldes til Sundhedsstyrelsen, men det fremgår ikke helt tydeligt.

Der foretages utallige retrospektive opgørelser i Danmark, hvor man netop blot gennemgår patienternes journaler for at vurdere en behandlingseffekt, og de anmeldes mig bekendt stort set aldrig til Sundhedsstyrelsen. Er det så en fejl?

Man anbefaler at inddrage en statistiker i planlægningsfasen. Dette er nok at skyde over målet. De fleste projekters statistiske problemstillinger kan ubesværet klares med hjælp fra vejlederen, bortset selvfølgelig fra store og komplicerede forsøg med diverse multivariate analyser m.v. 

Vedr. anmeldelse til etisk komité virker det ret gammeldags, at materialet skal indsendes på papir. Og så på dansk! Der foregår mange projekter her i landet, hvor den oprindelige protokol er på engelsk, og det er både omkostningstungt, og kan endog være meningsforstyrrende, at alt materiale skal oversættes til dansk. Her må etikerne altså oppe sig og indføre elektronisk indsendelse af protokollerne, og at man kan anvende engelsk på lige fod med dansk. I det hele taget trænger arbejdsformen i de etiske komitéer til et serviceeftersyn, men dette må blive et emne til en senere blog.

Jeg var på vej til møde i den såkaldte ”Vancouver-gruppe” (www.icmje.org), da jeg skrev denne blog. Jeg sad faktisk i lufthavnen og ventede på mit fly. Ugeskriftet er i meget fint selskab i denne klub, som består af redaktørerne fra alle de store generelle medicinske tidsskrifter som f.eks. New England Journal of Medicine, JAMA, Lancet, BMJ m.fl.

Vi er i øjeblikket 14 i alt, og måske udvides gruppen næste år med endnu et medlem – denne gang fra Afrika. Sidste år kom Chile og Kina med, så nu dækker vi snart hele kloden.

Vi mødes en gang om året, og man skiftes til at være vært for mødet. Denne gang er det Canadian Medical Association Journal, som er værter, så mødet holdes i Ottawa i Canada. Næste gang skriver jeg således om nyt fra Vancouver-gruppen.

onsdag den 8. juni 2011

Donorglæde: Ka’ det genbruges, så ska’ det!

Kropslugt. Til hverdag en tabubelagt naturlighed. I den halvårlige dissektionsuge på studiet – et gennemsprittet, tankevækkende vidne om opofrelse og donation af det aller dyrebareste, vores kroppe. Og hvem havde troet, at så mange medicinstuderende allerede har testamenteret deres legeme til videnskaben?

Under fredagens mave-tarmdemonstration kunne den forsamlede kødrand af medicinstuderende, krumbøjet over de fascinerende rødorange og gråblege nuancer af vores komplekse anatomi, passende atter skænke en tanke til universiteternes donationsordninger.

Ordninger, der for tiden får cirka 800 nye tilmeldinger årligt og som her i Odense sørger for uvurderlig indsigt og hands-on for de studerende på otte menneskekroppe per semester.

Det er ingen hemmelighed, at medicinstuderende altid har bifaldet donation af blod, organer og kroppe. Og historisk nærmest stået på spring for at blive stukket, mediccineret eller mobiliseret på mærkværdige måder for en skilling og i forskningens navn.

Sundhedsvæsenet og -uddannelserne bugner forståeligt nok af fortalere for at lade vores levende væv og senere jordiske rester gøre maksimal gavn for andre – så mangt en familiefest er endt i insisterende hvervning og gruppeblodtapninger. 

”Men hvor mange af mine medstuderende er faktisk donorer?”, tænkte jeg med min gummihandskebetrukne hånd plantet dybt i bursa omentalis.

Nogle dage senere fik jeg 108 medicinere på 3. semester til at udfylde et sirligt spørgeskema om emnet. Gennemsnitsalderen er 21,6 år og kvinderne er i flertal. Med alle tænkelige forbehold – her er resultaterne:

39 pct. af de medicinstuderende er bloddonorer (til sammenligning lader 4 pct. af hele befolkningen sig tappe). 12 pct. er tilmeldt knoglemarvsregisteret (under to promille er det på landsplan) og 51 pct. af fremtidens læger har tilkendegivet organdonation (mod 11 pct. på landsplan). 

61 pct. har tilsluttet sig mindst én donorordning eller har allerede doneret noget af sig selv. Fem af de 108 deltagere har doneret væv til forskning. Ingen er sæd- eller ægdonorer (der er vist også kun 400 på landsplan).

Blandt de studerende, der ikke er bloddonorer, har mindst 34 pct. en medicinsk begrundelse, mens 16 pct. indrømmer at lide af nåleskræk – hvilket svarer til, at mindst hver tiende af alle medicinstuderende er angst for selve tapningen. 60 pct. af dem, der ikke donerer blod, vil dog gerne gøre det.

Og nu til svaret på det indledende retoriske spørgsmål: Det mest overraskende må være, at hver femte af mine medstuderende (18,5 pct.) har tilmeldt sig en legemedonationsordning. 20 studerende er altså helt klar og 16 yderligere vil gerne, men har endnu ikke tilmeldt sig. Mens 31 afviser at ville donere deres krop.

Lad tallene stå til inspiration for lægestanden. Måske I kan bekræfte, om dette fremstår uændret siden jeres studietid eller om medicinstuderende i dag går et skridt længere i løftet om at være til ”medmenneskers gavn”. Behovet er som bekendt ikke til debat.

Der skal årligt hverves 25.000 nye bloddonorer. 1400 nye medicinstuderende hvert år bør blot én gang have mulighed for at arbejde med et rigtigt præparat. I 2009 mistede 63 danskere livet, mens de forgæves ventede på et donororgan. Riget fattes donorer. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der har gjort udslaget for de studerende i forhold til beslutningen om donation. Er motivationen allerede grundlagt hos dem, der kommer ind på medicinstudiet, eller fører indsigten i lægevidenskab og sundhedsvæsen til stor donationslyst? 

Det er min overbevisning, at det i al beskedenhed handler om viden og oplysning – ”gør det ondt?,” spurgte for eksempel en af mine medstuderende, der overvejer at blive bloddonor.

Er det tilfældet, at simpel indsigt i kroppen og mødet med de mange syge mennesker, der har brug for livreddende poser med blod, knoglemarv eller erstatningsorganer får flere til at beslutte at donere – ja, så skriger det da på mere folkeoplysning! Hvis de medicinstuderende ligger inde med nøglen til at skaffe flere donorer, så bør den viden ikke stå uudnyttet hen. Det har vi ikke råd til.

Om end oplyst, føler jeg mig selv endnu ikke helt tryg ved legemedonation. Og min sæd, fik de altså kun fornøjelsen af dengang på Riget efter sessionen. Men jeg er bloddonor på tapning nr. 20 og knoglemarvs- og organregistreret. Ville jeg være et dårligt forbillede for mine fremtidige patienter, hvis ikke?

Jeg tilslutter mig altså de medicinstuderendes store tilfredsstillelse ved at donere sig til medmennesker og forskning i nød. Eller som en meddonor udtrykte det på sit spørgeskema:
Ka’ det genbruges – så ska’ det!

tirsdag den 7. juni 2011

Få mest muligt ud af din pensionsopsparing – skær omkostningerne væk

Investerer du dine pensionspenge i en investeringsforening? Så betaler du op til 3 % i administrationsomkostninger, hvilket umiddelbart ikke lyder af meget. Men når du engang skal bruge pengene, så vil omkostningerne have ædt en stor del af din opsparing.

Du kan derfor tabe tæt på en halv million kroner på din pension over et helt arbejdsliv, hvis du betaler blot 1 % for meget i omkostninger. 

De høje omkostninger skyldes, at de fleste danske investeringsforeninger og fonde er aktivt forvaltede. Det betyder, at de har porteføljemanagere ansat, som forsøger at gøre det bedre end markedet – og det kommer du som investor til at betale ekstra for. 

Sådan undgår du høje omkostninger 

Investering i ETF’ere (Exchange Traded Funds) er en god mulighed, hvis man leder efter en billig og overskuelig måde at investere pensionsopsparingen i aktier, råvarer og obligationer på.

Årsagen er, at en ETF typisk investerer i et helt indeks, hvilket giver lavere omkostninger og mindre risiko, fordi man så at sige investerer i ”hele markedet”.

Investeringsforeninger, der investerer aktivt i aktier, kan have administrationsomkostninger på op til 3 %, mens en passivt forvaltet ETF typisk har omkostninger på 0,5 % eller mindre.

Aktivt forvaltede investeringsforeninger med udenlandske obligationer har typisk omkostninger på 1-2 % mens tilsvarende ETF’ere ligger med omkostninger på ned til 0,2 %.

En sådan forskel i omkostninger bliver til store summer over tid!

Det er dog vigtigt, at få rådgivning, inden man investerer i ETF’ere, så der sikres et optimalt valg af fond afhængig af opsparingsformål, risikoprofil, tidshorisont m.v.

Populært med lave omkostninger 

På verdensplan er ETF’ere meget populære, og antallet stiger løbende, men pga. de danske skatteregler kan det kun betale sig at investere i ETF’ere for pensionsmidler eller opsparing i holdingselskab. Dermed har du en god mulighed for at skære i omkostningerne til din pensionsordning. 

Grafen viser, at du kan tabe tæt på en halv million kroner på din pension over et arbejdsliv ved blot 1 % højere omkostninger:



mandag den 6. juni 2011

Hospitalets atmosfære på museum

Den er vanskelig at iagttage med det blotte øje. Den er svær at pege på og måle. Alligevel kan den fornemmes. Næsten øjeblikkeligt. Vi mærker, når vi træder ind i den og ud af den, eller når den bliver en anden. Den slår stemningen an og kan give os en følelse af behag eller ubehag. Atmosfæren. Den er omkring os, overalt, og samtidig intet sted specifikt.

Man behøver ikke øjne for at registrere, at man er på et hospital. Heller ikke ører. Man kan naturligvis se og høre hospitalet, men man kan også lugte det. Hospitalets atmosfære taler til alle sanser, og sanseindtrykkene kompletterer hinanden, når de danner grobund for humør og mavefornemmelse.

I mit ph.d.-projekt undersøger jeg, hvordan atmosfæren på hospitalet erfares. Atmosfæren kan og skal ikke nødvendigvis forstås og forklares. Snarere kan den sanseligt fornemmes, og i den forstand får projektet æstetisk karakter.

Æstetik kommer af græsk (aisthetike) og betyder oprindeligt sansning. I min måde at referere til æstetikbegrebet på, kommer det derfor ikke til at handle om, hvad der er særligt skønt og smukt, derimod handler æstetikken i denne sammenhæng om vores sansebaserede engagement i verden.








Et hospitalsophold kan gøre stort indtryk. Mindet om det første besøg sidder, selv efter mange år, printet i hukommelsen – og i kroppen. Hospitalsminder er tilsyneladende så slagkraftige, at de kan give såvel myrekryb, koldsved og sug i maven. 

Synet af lange gange og plejepersonale i kitler; lyden af gummitræsko mod linoleumsgulve og sagte stemmer; lugten af desinfektion, sprit, kloramin blandet med ostemad, kaffe, rød saft og fæcalposer – det hele i ét bidrager til, hvordan vi trives, hvilket også er grunden til den stigende interesse, der har rejst sig for patientens oplevelse og oplevelseskvalitetens helende effekt.






I et forsøg på at fornemme flere hidtil forbigåede dimensioner af det oplevede hospital retter jeg opmærksomhed imod, hvordan steder, rum, kroppe, kropsfunktioner, instrumenter og genstande sanses og påvirker os stemningsmæssigt.


Hospitalslugten får en væsentlig tyngde i projektet. Det gør den på trods af, at der i dag er bred enighed om, at mennesker er multisensoriske væsner, som benytter sig af flere sanser samtidig. 

I forskningssammenhænge har der dog eksisteret en vis skævvridning, når det kommer til, hvordan menneskers sanselige liv er blevet håndteret. Interessen for visuelle og senest også for auditive fænomener er stor, mens lugt, smag og berøring har fået en mere lemfældig behandling.





Menneskelugt har været et af de største tabuer siden middelalderen, og det har sat sine spor i forskningen, som stort set er blevet ’lugtfri’. I det aktuelle projekt tager jeg udfordringen op. Jeg argumenterer for, at et multisensorisk perspektiv fordrer en midlertidig ’olfaktocentrisme’, således at lugtens aktualitet sikres og bliver dagsordenssættende på linje med de øvrige sanser.


 
Æstetik og sanselighed udgør fænomener, som er vigtige at forholde sig til musealt. Også på et medicinsk museum, som det, hvorved jeg er så privilegeret at være tilknyttet, står emnet centralt.

Æstetikken er vigtig, fordi, det for de fleste museer handler om at give besøgende de rigeste og mest fyldige oplevelser af udstillede genstande som muligt. Ambitionen er ikke blot at formidle en faglig og historisk viden om udstillede genstande, men den består også i at skabe rum for sanseligt fornemmede udstillingsgenstande og miljøer – in casu medicinske miljøer.


Dette indlæg er en redigeret version af Anette Stenslunds tekst på Medicinsk Mueseions egen blog - læg det originale indlæg her: http://www.museionblog.dk/hospitalets-atmosf%C3%A6re-pa-museum/