Den er vanskelig at iagttage med det blotte øje. Den er svær at pege på og måle. Alligevel kan den fornemmes. Næsten øjeblikkeligt. Vi mærker, når vi træder ind i den og ud af den, eller når den bliver en anden. Den slår stemningen an og kan give os en følelse af behag eller ubehag. Atmosfæren. Den er omkring os, overalt, og samtidig intet sted specifikt.
Man behøver ikke øjne for at registrere, at man er på et hospital. Heller ikke ører. Man kan naturligvis se og høre hospitalet, men man kan også lugte det. Hospitalets atmosfære taler til alle sanser, og sanseindtrykkene kompletterer hinanden, når de danner grobund for humør og mavefornemmelse.
I mit ph.d.-projekt undersøger jeg, hvordan atmosfæren på hospitalet erfares. Atmosfæren kan og skal ikke nødvendigvis forstås og forklares. Snarere kan den sanseligt fornemmes, og i den forstand får projektet æstetisk karakter.
Æstetik kommer af græsk (aisthetike) og betyder oprindeligt sansning. I min måde at referere til æstetikbegrebet på, kommer det derfor ikke til at handle om, hvad der er særligt skønt og smukt, derimod handler æstetikken i denne sammenhæng om vores sansebaserede engagement i verden.
Et hospitalsophold kan gøre stort indtryk. Mindet om det første besøg sidder, selv efter mange år, printet i hukommelsen – og i kroppen. Hospitalsminder er tilsyneladende så slagkraftige, at de kan give såvel myrekryb, koldsved og sug i maven.
Synet af lange gange og plejepersonale i kitler; lyden af gummitræsko mod linoleumsgulve og sagte stemmer; lugten af desinfektion, sprit, kloramin blandet med ostemad, kaffe, rød saft og fæcalposer – det hele i ét bidrager til, hvordan vi trives, hvilket også er grunden til den stigende interesse, der har rejst sig for patientens oplevelse og oplevelseskvalitetens helende effekt.
I et forsøg på at fornemme flere hidtil forbigåede dimensioner af det oplevede hospital retter jeg opmærksomhed imod, hvordan steder, rum, kroppe, kropsfunktioner, instrumenter og genstande sanses og påvirker os stemningsmæssigt.
Hospitalslugten får en væsentlig tyngde i projektet. Det gør den på trods af, at der i dag er bred enighed om, at mennesker er multisensoriske væsner, som benytter sig af flere sanser samtidig.
I forskningssammenhænge har der dog eksisteret en vis skævvridning, når det kommer til, hvordan menneskers sanselige liv er blevet håndteret. Interessen for visuelle og senest også for auditive fænomener er stor, mens lugt, smag og berøring har fået en mere lemfældig behandling.
Menneskelugt har været et af de største tabuer siden middelalderen, og det har sat sine spor i forskningen, som stort set er blevet ’lugtfri’. I det aktuelle projekt tager jeg udfordringen op. Jeg argumenterer for, at et multisensorisk perspektiv fordrer en midlertidig ’olfaktocentrisme’, således at lugtens aktualitet sikres og bliver dagsordenssættende på linje med de øvrige sanser.
Æstetik og sanselighed udgør fænomener, som er vigtige at forholde sig til musealt. Også på et medicinsk museum, som det, hvorved jeg er så privilegeret at være tilknyttet, står emnet centralt.
Æstetikken er vigtig, fordi, det for de fleste museer handler om at give besøgende de rigeste og mest fyldige oplevelser af udstillede genstande som muligt. Ambitionen er ikke blot at formidle en faglig og historisk viden om udstillede genstande, men den består også i at skabe rum for sanseligt fornemmede udstillingsgenstande og miljøer – in casu medicinske miljøer.
Dette indlæg er en redigeret version af Anette Stenslunds tekst på Medicinsk Mueseions egen blog - læg det originale indlæg her: http://www.museionblog.dk/hospitalets-atmosf%C3%A6re-pa-museum/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar