torsdag den 24. oktober 2013

Læger, kvalitet og patientsikkerhed

Når man bevæger sig rundt til møder, seminarer, workshops, fora, kongresser etc. om kva­litet i sundhedsvæsenet og patientsikkerhed — og dem holdes der mange af (tro mig) — er det påfaldende, så relativt få læger, der findes blandt deltagerne og i de bagvedliggende miljøer. Typisk under 10%
 

De fleste agerende er sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale med mellemlange uddannelser, heraf mange med en akademisk overbygning i form af en masteruddannelse af en eller anden art, og også flere med en ph.d. i baggagen.
 

Der optræder også en del mennesker uden sundhedsfaglig baggrund, som enten har deres daglige virke i forskel­lige politiske og administrative strata og enklaver i sundhedsvæsenet, eller som arbejder sammen med sundhedsfaglige i ”the busy quality and safety industry” — en betegnelse Michael Buist og Sarah Middleton anvendte i et nyligt essay i British Medical Journal (BMJ) i en lidt syrlig karakteristik af den aktivitet, som i de seneste årtier er blomstret op i og omkring sundhedsvæ­senet.
 

Men tilbage til de få læger, hvoraf en stor del i øvrigt ikke er folk fra den kliniske frontlinje i sundhedsvæsenet, dvs. fra den skarpe ende øverst i systemet, men folk som jeg selv: Læger der arbejder i den omtalte industri og/eller har mange år på bagen forskellige andre steder nede i den stumpe ende af sundhedsvæsenet.
  • Hvorfor er der så relativt få læger i kvalitets- og patientsikkerhedsmiljøerne?
  • Hvilke konsekvenser kan det have for udviklingen i miljøerne?
 Det er nogle af de spørgsmål, jeg vil forsøge at give svar på i mine blogs. Dels inspireret af diskussioner, der jævnligt udfolder sig i kaffe- og frokostpauserne blandt de deltagende læger til møder etc. om kvalitet og sikkerhed (hvor vi som regel alle kan stå eller sidde samlet omkring et lille bord), og dels inspireret af flittig læsning af faglittera­turen inden for området.
 

Et lille hint til det første spørgsmål: Havde Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen en vigtig pointe, da han i en leder i Ugeskrift for Læger i juni 2013 skrev:
 

»De utallige og ofte ukoordinerede kvalitetsinitiativer, som præger sund­hedsvæsenet i dag, efterlader et flimret billede på nethinden, og manglen på sammenhæng betyder desværre også, at alt for få læger er engageret i kvalitetsudvikling«.
 

Måske…!

7 kommentarer:

  1. Kære Ulrik

    Spændende projekt.

    Et simpelt svar på dit første spørgsmål kunne være, at der er gået for meget New Public Management (NPM) i kvalitetsudviklingen. NPM fylder overordentlig meget og har nærmest gjort kvalitetsudvikling til værende synonymt med NPM-retorikkens tilsyneladende mantra: kontrol, registrering og ensartethed.

    Det mener jeg er trist og sørgeligt, al den stund at kvalitet er så meget mere. Men NPM-folket har langt hen ad vejen nærmest taget patent på betydningen af kvalitet. Ve dén, der ikke synes, at ensartethed og kontrol er gode kvalitetsmarkører.

    Måske er der en del læger der mener, at det er urimeligt meget op af bakke at kæmpe imod NPM-strømmen, der med politikere og embedsmænd tromler alle grene af vores kliniske arbejde. Det er tæt på sisyfosarbejde, at kæmpe for kontinuitet, tryghed, venlighed, individuelle behandlingsforløb og respekt for individet.

    Mvh Line Soot

    SvarSlet
  2. Måske har de klinisk arbejdende læger travlt med at se patienter og synes at deres arbejdskvalitet udvikles bedst ved den undren, nysgerrighed og videnopsøgning som affødes af den daglige kliniske praksis. At være læge er jo netop en profession og ikke et flowchart-styret mellemteknikerjob. Til alle de skemaer og blanketter som kommer ud af mellemteknikernes og DJØFernes mødeaktivitet har jeg en dertil indrettet makulator skråt bagved min stol i frokoststuen.

    SvarSlet
  3. Der mangler en "Like-knap" både her på bloggen og på PLO-Debatten!

    SvarSlet
  4. Kære Anonym,

    Sundhedsvæsenets kerneydelser leveres --- i sagens natur --- i den kliniske frontlinje, hvor patienterne møder systemet og dets kompetente personale. Og det er naturligvis også dér ”at kvalitet og patientsikkerhed foregår”, så at sige. Ingen tvivl om det [hvilket også vil fremgå af de kommende indlæg i min blog].

    Men er forestillingen om at kvalitetsudvikling (forbedring) bedst affødes af den daglige kliniske praksis ikke lidt naiv? Jeg kender mange historiske eksempler på at klinisk praksis er kørt langt ud i sumpen, fordi der manglede gode, galvaniserede overblik over hvad der er godt (eller skidt) at foretage sig, fx udtrykt i form at evidensbaserede kliniske anbefalinger og retningslinjer. Eller i medicinske teknologivurderinger.

    Jeg kan tydeligt se (og næsten høre…) din makulator for mig. Og forstår også, delvist, hvorfor du føler trang til at bruge den flittigt. Men pas på at der ikke automatisk ryger informationer og viden i maskinen, som det måske kunne være smart at læse først.

    De venligste hilsner,
    Ulrik

    P.S.: Hvorfor står makulatoren i frokoststuen?

    SvarSlet
  5. Hej Ulrik
    For mig er dine observationer helt korrekte, har selv tænkt hvorfor?
    Om det administrative apparat nu er blevet for stort (tungt) og med for stor indflydelse af sygeplejen vides ikke, eller gør det? Men det er vel ingen undskyldning for at komme igang. Ingen tvivl, kvalitetsudvikling bør have afsæt i den lægelige verden.
    Min opfattelse er, at der bør være at nyt fokus på det operationelle plan, gerne med en humoristisk vinkel og med afsæt i parametre udvalgt af os læger, en bred gruppe læger med klinisk hverdag. Det vil formentlig kræve en engageret indsats på gulvet, for at få tingene ændret. Desuden en tilgang, som er hurtig og nem at gå til. Men i alle fald godt med dialog, her, om forholdet. MVH Inger Fog

    SvarSlet
  6. Kære Ulrik.

    Vi er mange læger, der deltager i lange seje træk med kvalitetsarbejde i den kliniske hverdag. Et arbejde, som vi sandelig tager meget alvorligt, men som der ikke allokeres lægetid til.
    I mit speciale(gynækologi/obstetrik) er der er række tiltag.
    Jeg vil her omtale enkelte af dem for at beskrive, hvad der sker:

    Det landsdækkende projekt ”Sikre fødsler ” er ret tidskrævende. Vores team består af 3 jordemødre, en jordemoderleder og en overlæge. Jordemødrene er delvist frikøbt til opgaven, jordemoderlederen arbejder ikke klinisk - og lægen skal selv finde tid.

    Vi afholder perinatal audit, hvor alle problematiske fødselsforløb gennemgås. Lægen får ikke fri fra det kliniske arbejde for at løse opgaven. Men der er ansat en kvalitetsjordemoder, der har tid.

    Så er der den danske kvalitetsmodel: Vi skal registrere og dokumentere mere og mere. Vi gennemfører f.eks journalaudits med jævne mellemrum. Kvalitetssygeplejersken, der ikke arbejder klinisk er tovholder i arbejdet. Lægerne tager tid fra patientbehandlingen. Der er ikke sat lægetid af til indrapportering til de forskellige databaser, det ordner vi i vagterne og bliver kritiseret af hospitalsledelsen, når vi er bagud.

    Vi deltager i arbejdsgrupper om kliniske retningslinier, der helt givet kommer patienterne til gode. Regionerne vil ikke betale, det skal tages fra driften. Det kan være svært at rekruttere læger til arbejdet.

    Vi registrerer utilsigtede hændelser og afholder i alvorlige tilfælde kerneårsagsanalyser. En kerneårsagsanalyse er en omfattende proces, der kan vare 2-3 timer og involvere mellem 8-10 personer, udarbejdelse af rapport mv, der gerne skulle ende med at forbedre behandlingskvaliteten. Derfor tænker man sig godt om, inden man anmelder… der går jo nemt ½ arbejdsdag.

    En mindre afdeling i mit speciale har stort set ligeså mange ikke direkte patientrelaterede opgaver som en stor afdeling - men meget færre fastansatte læger at fordele opgaverne på. Samtidig er vi på regionshospitalerne meget produktionspressede – og når vi i perioder ikke kan få besat alle faste stillinger, ja så har du svaret på, hvorfor lige netop de klinisk arbejdende læger glimrer ved deres fravær i diverse fora.
    Vi læger har simpelthen sovet i timen mht frikøb, nye stillingsbeskrivelser osv. i forhold til de andre personalegrupper. Vi må selv råbe op og stille krav til vores arbejdsgivere. Kvalitetsudvikling kører af sporet, hvis lægerne ikke involveres mere – og vi vil jo gerne.






    SvarSlet
  7. Kære Inger og Susanne [og undskyld at jeg svarer jer begge to på en gang, men tingene hænger sammen],

    Mange tak for jeres respons! Det er indlysende at kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser vil få et gevaldigt løft hvis lægestanden rykker helt ind på midtbanen og bidrager til at definere hvad der er godt og skidt. Og at vi får råderum til dette vigtige arbejde i dagligdagen, som Susanne klart pointerer: Der bliver sgu' trukket for mange veksler på vores akademiske og lægefaglige traditioner for altid at ville give den skalle (eller 10) udenfor al normal arbejdstid.
    /Ulrik

    SvarSlet