tirsdag den 24. maj 2011

En dag i klinik

Vækkeuret på mobilen spiller en blid og alt for velkendt melodi i det fjerne. Med sit snigende crescendo spiser den sig hensynsløst ind i min drøm og kaster mig tilbage i den seng, hvor jeg seks en halv time tidligere havde indgået en djævelsk aftale med min mobil.

Med lemmerne sømmet fast til madrassen og med en dyne af bly må jeg sande min skæbne. Klokken er kvart i syv og jeg skal i klinik.

En 40 minutter lang cykeltur langs med motorvejen, som byder på forhindringer i form af sure deltagere fra Tour De France, sure gæs og en stigende surhedsgrad i blodet, ender dog vellykket foran Herlev Hospital. 

Traditionen tro når jeg med nød og næppe at få en kittel på, før morgenkonferencen begynder, og jeg lister mig strategisk hen til stolen nærmest kaffekanden. 

Det er efterhånden min fjerde uge på neurologisk afdeling her på 10. semester, og ligesom de andre dage slutter morgenkonferencen af med, at alle os seks studerende får at vide, hvilken læge vi skal gå rundt med. 

I dag står den for mit vedkommende på klinikjournal, som betyder, at jeg optager journal på en patient og derefter fremlægger den til undervisningen senere på dagen.

Klinikopholdene svinger meget i kvalitet i løbet af studiet og afhænger meget af afdelingen, man er på. Taler man med de læger, der blev færdige for omkring 10 år siden, må man nok sige at der er sket en positiv udvikling i klinikopholdene for studerende, og på Neurologisk på Herlev kan det ikke være meget bedre.

Før jeg begynder på journalen, sikrer jeg mig, at kitlen er sufficient udrustet med: reflekshammer, stemmegaffel, pencillygte, vatpinde, træspatler, stetoskop, 6 forskellige login koder, neurologisk journal koncept, medicinsk lommekompendium, notesblok, id- kort og sidst men ikke mindst den højt elskede logbog.

Bogen, eller skal vi kalde den evangeliet, der beskriver alt det væsentlige en studerende skal have udført i løbet af klinikperioden, for hvis IKKE... Sker der absolut ingenting. 
 
Med den noget tunge kittel smutter jeg først ned til ambulatoriet, hvor der går rygter om at dagen byder på op til flere lumbalpunkturer, hvilket jeg afgjort må prøve.

Efter at have observeret lægen en enkel gang lykkes det mig at tage en lumbalpunktur på den efterfølgende patient uden nævneværdige problemer. En erfaring rigere, men hvad der vigtigere er, en underskrift i logbogen rigere.

Jeg skynder mig videre for at nå at optage journalen oppe på sengeafdelingen, hvilket leder mig forbi hukommelsesklinikken. Denne klinik er på Herlev Hospital ironisk nok placeret et meget underligt sted, mellem pavillonerne og hovedbygningen, hvor jeg altid farer vild og dermed bliver yderligere 15 min forsinket. 

Det lykkes mig til sidst at få optaget journalen på min patient og når også at skrive den ind på computeren, før det er tid til frokostpausen. 

Her har Herlev Hospital en personalekantine af rimelig høj standard sammenlignet med de andre hospitaler i Region Hovedstaden. Dog bliver ens moral ofte sat på en prøve, da der foran buffeten står et skilt med det max antal stykker kød eller fisk, man må tage.

Alle ved, at det er nemt at gemme et ekstra stykke under salaten eller kartoflerne, og at det er forholdsvis sjældent, man bliver opdaget af kassedamerne. Jeg kan lige indskyde her, at én af kassedamerne, ca. 1,57 mørkebrunt pagehår, har decideret røntgensyn, hvilket man lige bør være opmærksom på, når man vælger, hvilken af de to kasser, man vil betale i!

Tør man ikke tage chancen (hvilket er fuldt forståeligt), eller har man moralske skrupler, kan man også vælge en af de færdigpakkede salater til samme pris, men regn ikke med at blive mæt.

Det ender med at jeg tager ét stykke lakselasagne efter reglerne, da jeg rent mentalt ikke er i stødet til at spille cool efter denne lidt stressede formiddag.

Klinikdagen ender på fin vis med, at jeg fremlægger journalen og får lidt feedback fra vores underviser. Endnu en underskrift i evangeliet.

Til sidst får vi lidt undervisning i diverse typer af hjerneblødninger, hvilket man passende kan tygge lidt på, mens man cykler hjem uden hjelm efter en spændende og lærerig dag i klinik.
  


    


mandag den 23. maj 2011

Tjenestemand: Sådan påvirker overenskomstforhandlingerne din økonomi

Som tjenestemand får du ingen nye lønstigninger men mulighed for et engangsbeløb, hvis du bliver længere på arbejdsmarkedet. Hvordan bruger du pengene bedst muligt? 

Ingen stigning i tjenestemandspensionen  
Overenskomstforhandlingerne for tjenestemænd er netop overstået, og et af resultaterne er, at der ikke sker regulering af tjenestemandspensionen i 2011, fordi lønudviklingen i staten er løbet fra det private arbejdsmarked. 

Hvis du er tjenestemand på pension, vil du derfor opleve en reallønsnedgang i 2011, som dog skal ses i lyset af de stigninger, der blev givet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor tjenestemænd fik generelle lønstigninger på 8,17 %. Fra 2012 er der dog igen plads til lønstigninger.

Arbejd længere og få et engangsbeløb  
Som tjenestemand bliver du nu belønnet for at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. I den ny overenskomst hæves det såkaldte førtidspensionsfradrag (fradrag for pensionering før 65/67 år), og fra 2019 opnår du ret til et engangsbeløb, hvis du arbejder ud over 37 års pensionsalder. 

Engangsbeløbet udgør 15 pct. pr. ekstra år af den pensionsgivende løn på det skalatrin, som din pension bliver beregnet af med de satser, der gælder på pensioneringstidspunktet.

Få mest muligt ud af engangsbeløbet
En ekstra økonomisk gevinst kan man altid bruge, men det kan godt betale sig at bruge tid på at finde ud af, hvordan du får mest muligt ud af pengene, så de ikke hurtigt forsvinder i forbrug. 

Hvordan du skal bruge pengene, afhænger naturligvis af din økonomiske situation. Det er min erfaring, at man kan forhøje sit rådighedsbeløb betydeligt, hvis man jævnligt giver sig selv et økonomitjek.

Dermed får du økonomisk overblik og mulighed for at finde ud af, hvad der er bedst for din økonomi. Benyt samtidig økonomitjekket til at få styr på, hvor dit engangsbeløb gør mest gavn, fx som nedbringelse af gæld, indbetaling til pension, investeringer eller opsparing.    

tirsdag den 17. maj 2011

Hvad er et menneske?


Krop skal der til, sagde H.C. Andersen og krop bliver der forsket i - mere end nogensinde, bl.a. fordi hele verden er bekymret over de store ældregenerationer, som er på vej. 

Aldring – og ikke mindst sund aldring - er blevet et hot forskningsfelt. I Danmark har vi fået vores eget forskningscenter, Center for Sund Aldring.


Vi har en kronologisk alder, som løber derudad, uafvendeligt - som et tog på vej udover sletten. Det kan vi ikke gøre noget ved.

Det, vi kan gøre noget ved, er vores biologiske og psykologiske alder: Hvordan vi tænker om os selv og verden, hvordan vi takler livet, og hvordan vi lever.

Om vi lever efter KRAM: Spiser en fornuftig kost, lader være med at ryge, har et fornuftigt forhold til alkohol, og om vi dyrker motion. Gør vi det, lever vi i gennemsnit 14 år længere – og vel at mærke 14 år uden alvorlige sygdomme og med en bedre livskvalitet.

Aldring er et spørgsmål om slid – endnu i hvert fald. Der kommer skader på vores system samtidig med, at de biologiske mekanismer, som skal reparere skaderne, bliver mindre effektive.

Til sidst kan de ikke mere. Det, vi kan gøre, er at forsøge at undgå rust i systemet på grund af manglende brug.

Er alderdom en sygdom, der kan helbredes?

Den engelske forsker Aubrey de Grey lover os lange liv – langt over 100 år med høj kvalitet.

De Greys ønske om generelt at løfte helbredskurven, deler jeg. Tænk hvis det bliver en realitet fuldkomment at ”undgå slid på systemet”, det ville være drømmescenariet.
Men vi er inde at røre ved eksistensens kerne, og en krop, der er sund, må følges af en psyke, der er sund, hvis der skal være mening i det. 
Spørgsmålet er, om mennesket psykologisk kan rumme at leve så længe, som de Grey åbner op for, i forhold til at have oplevet alt og egentlig føle sig ”mættet af livet”.
Vigtigt er lykkefølelsen, og om den kan bevares. Det er her, min tvivl kommer ind!
Hvis vi har oplevet alt – sorg, glæde, tristhed, glimt af lykke – alt sammen mange gange, kan vores psyke så bære at blive ved?
Jeg så engang en fremragende opera ”Sagen Macropolous” om en kvinde, der ved hjælp af en særlig livseleksir, var blevet 300 år. Hun havde oplevet alt. Hun var blevet kynisk. Fejende flot var hun, men indvendig en tragedie.
Stykket endte med, at hun sad i sin underkjole foran scenetæppet og græd. Fortvivlet, fordi hendes sunde, skønne krop var blevet et tomt hylster. Hun kunne ikke finde meningen med livet længere. Ikke rumme denne ulidelige gentagelse af lyse og mørke begivenheder.
Hun manglede dopamin-suset – oplevelsen af noget uventet. Lige netop det, som skaber den sjældne lykkefølelse. Dén følelse kunne hun ikke længere finde.
 Hun havde mistet sin menneskelighed og var ikke længere lykkelig. Er det dét, vi ønsker?









mandag den 16. maj 2011

Døde data


Man behøver ikke at være særligt it-kyndig for at kunne se det sørgelige i, at det ikke er muligt at trække data ud af vores forskellige systemer.

Hvis det f.eks. var muligt at trække populationsdata ud af vores medicineringssystemer, ville det f.eks. være muligt at se, hvor mange børn, der er på lykkepiller.

Eller da der var rejst mistanke om, at der var problemer med COX2 hæmmerne, ville man kunne se, om der var en sammenhæng mellem COX2 hæmmere og hjerteproblemer ved at kombinere medicineringsdata og data fra Landspatientregistret.

Jeg ved ikke, om det er politisk eller administrativt bestemt, men i Region Hovedstaden er det ikke muligt at trække populationsdata ud af laboratoriesystemet (Labka), medicineringssystemet (EPM) og stort set alle andre systemer, som vi benytter os af i den kliniske hverdag.


Det ville ellers have været en forskningsmæssig “næsten gratis” guldgrube.

I Region Sjælland var jeg med til at implementere deres operationsbooking (Opus), hvor knivtid, opvågningstid osv. blev registreret, men det var umuligt at trække data ud af systemet. Jeg har ganske simpelt aldrig set data blive brugt til noget !

På patientniveau kunne jeg godt tænke mig, at der var en knap i vores medicineringssystem, som fortæller, hvilke præparater der giver øget blødningstendens, når jeg skriver en patient op til operation. Jeg har naturligvis en liste med over 100 præparater, som jeg bare kan tjekke efter, men det ville nok være hurtigere og mere sikkert med en “knap”.

Eller hvad med en knap, som viser hvilke præparater patienten får, der kan være skadelige for nyrerne ved nedsat nyrefunktion? Det kan vi ikke med de værktøjer, som vi har til rådighed, men mulighederne er store.

Jeg har på interesse- og forskningsbasis arbejdet med sundheds-it i mere end 20 år og har i den forbindelse haft store humørsvingninger!

Men jeg er sikker på, at det ikke bliver bedre, før der er flere klinikere, som får reel indflydelse på de værktøjer, vi skal bruge. Og med klinikere mener jeg definitionen fra Den Store Danske: læger, der især beskæftiger sig med kliniske undersøgelser.






tirsdag den 10. maj 2011

Det nye medicinstudie: Mød forsøgsdyret

Jeg kunne have valgt mange andre ord: Prøvekanin, eller for den sags skyld: Medicinstuderende på første årgang på Aalborg Universitet, men i dette forum virker forsøgsdyr som en god betegnelse.
 
For som studerende på den første årgang af et nyoprettet studie er man, uanset hvor glat alt ellers glider, testperson.

1. september 2010 gik min tur til Gammeltorv i centrum af Aalborg.

Her mødes alle de nye ruslinge traditionen tro på studiestartsdagen og spiser morgenmad, inden de bevæger sig ad hver sin uddannelsessti.

Uden en tutor til at guide sig kan man let fare vild i et sådant gedemarked, og det var da også noget nær det, jeg gjorde, da jeg som ny i universitetsregi og eksilkøbenhavner midt i Aalborg banede mig vej mellem mange hundrede studerende og deres morgenbrød.

At være ”en af de nye” kan både være en stor fordel og noget af en ulempe.

Jeg er selv en af de første dimittender fra den nye gymnasiereform, og ved, hvordan vi jævnligt måtte tage os til hovederne grundet forvirring og manglende information.

Heldigvis er de første årgange ikke altid en forvirrende suppedas, som man helst er fri for. Dette er den nye gren af medicinerfamilien i Aalborg et ganske glimrende eksempel på.

Så snart jeg havde fundet det rigtige bord - godt kamufleret af et stort skilt for vores søsteruddannelse (Medicin med industriel specialisering) - var resten af dagen en velfungerende indslusning til de næste mange år af vores liv.

Vi har været så heldige at kunne følges med førnævnte søsteruddannelse gennem vores bachelor, så vi i stedet for at være en lille gruppe, der skal forsøge sig frem, har flere årgange at hente vejledning og inspiration fra.

Siden jeg startede på uddannelsen, har jeg hørt mange stille spørgsmålstegn ved Aalborg Universitets egnethed til en så traditionsrig og anset uddannelse, som lægeuddannelsen betragtes som.

Kan Aalborg Universitet med sin rundkredspædagogiske 70’er tilgang administrere at køre de studerende gennem det nødvendige pensum og give dem en så solid ballast, at de i deres fremtidige virke som læger er på lige fod med resten af landets nyuddannede stetoskop-førere?

Hvorfor skal medicinstudiet til Aalborg? Er der ikke rigeligt med muligheder i landet i forvejen?
Også mange aalborgensere har stillet spørgsmålstegn ved mit valg om at flytte fra min barndomsby København til Nordjylland for at studere.

Men jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at oprette studiet på Danmarks nordligste universitet, og selv fortryder jeg på ingen måde at have taget turen ”den forkerte vej over bæltet”, som så mange efterhånden har sagt.

Beklagelser er der i hvert fald ikke anledning til.

Fra starten har Aalborg Universitet lagt et stort arbejde i at give os de bedste kompetencer og den grundigste viden om de emner, vi står over for i hverdagen. Med sit casebaserede gruppearbejde og tidlige patientkontakt griber Aalborg Universitet et gammelt solidt studie an på en hel ny og herligt forfriskende måde.

Med studiegrupper og fælles projektskrivning lærer vi fra en start af at samarbejde med folk med alle slags baggrunde og tilgangsvinkler.

Som et lille lægeteam arbejder vi os frem til en diagnose med alt, hvad den indeholder af objektive undersøgelser og baggrundsviden.

Der er tænkt over detaljerne, og lyse, åbne bygninger i atriestil er sammen med det lækre nye medicinerhus på Vendsyssel Sygehus i Hjørring rammerne om en moderne lægeuddannelse, hvor patienten aldrig bliver ”den uønskede kartoffel” (http://ugeskriftet.blogspot.com/2011/04/patienten-den-unskede-kartoffel.html)

Tænk!: Bare to måneder inde i studiet var hele årgangen - med søsteruddannelse - ude på sygehuset for at stifte bekendtskab med fremtidige kollegaer, en mulig arbejdsplads, men vigtigst af alt, det, det hele handler om: Patienterne.

Det er alligevel et godt stykke over 100 mennesker, der får helt unikke erfaringer fra studiestart.

Hvordan prøver du at kommunikere, hvis patienten insisterer på at tale vendelbomål?

Hvordan spørger du ind til en patients brug af nydelsesmidler uden at træde vedkommende over tæerne?

Hvordan tyder man en journal med alle dens forkortelser og evige gentagelser?

Disse og mange andre underfundige spørgsmål får vi svar på allerede i løbet af vores første semester. Patienten går fra at være et udefineret begreb med en diagnose til at være et menneske, der har brug for din viden og erfaring.

Det er en stor gave at være studerende på den første årgang.

Først og fremmest kan vi skabe vore egne traditioner uden at behøve at skulle starte fra scratch. Lynhurtigt får vi en ide om, hvad livet efter de tonstunge bøger og tilhørende eksamener indeholder.

På Aalborg universitet er man ikke i tvivl om, hvordan en patient ser ud. Jeg er glad for at kunne være forsøgsdyr i et så velfungerende eksperiment.

torsdag den 5. maj 2011

Godt vi blev klogere...

"Disse Stikpiller garanteres at indeholde ÆGTE RADIUM – i nøjagtig den Mængde, som giver den mest velgørende Effekt”.
 
Annoncørerne bag ”Vita Radium-stikpillen” lovede ikke for lidt, da de i 1931 markedsførte det nyeste inden for den tids alternative medicin.

Man indsætter én i rectum hver aften. Fra den opløste stikpille optager tyktarmen det velgørende radium, og ”i løbet af få minutter optages det i blodstrømmen og gennemtrænger hele kroppen. Alt væv, hvert organ i kroppen bombarderes med dets helsebringende, elektriske atomer”, og kroppen reagerer som et batteri, der genoplades, lover producenten.

”Og husk: Radium, der optages i systemet, bliver der i måneder og fortsætter sin kurative, genopbyggende virkning. Derfor er virkningen IKKE bare midlertidig”.

Og så er radium-stikpillen garanteret uskadelig og helt sikker.



Kvaksalvere har altid holdt trit med videnskaben. Men den alternative forkærlighed for at pynte sig med lånte, videnskabelige fjer, nåede livsfarlige højder med opdagelsen af røntgen- og radiumstråling. 

Wilhelm Röntgens og ægteparret Curies opdagelser faldt sammen med den ’vitalisme’ og dyrkelse af friluftsliv og solens livgivende stråler, som vandt frem i slutningen af 1800-tallet i kølvandet på bakteriologiens, hygiejnens og lægevidenskabens triumfer.

Videnskaben var Gud. Læger og hygiejnikere priste solens livgivende stråler. Pierre og Marie Curie havde vist, at radiumstråling kunne dræbe kræftceller. Med Röntgens X-stråler kunne læger for første gang se det indre af den levende krop. Og Niels Finsen helbredte faktisk uhyggelige og håbløse hudsygdomme med sit kulbuelys.

Ergo var stråling godt.



Videnskaben gav kvaksalverne medvind. Stråling var et populært mirakelmiddel, der fjernede urenheder og genskabte kroppens evne til at helbrede sig selv. Den gav livskraft og vitalitet.

Radium-pudder og -cremer kunne give huden en ”sund glød”, og man falbød radium-tæpper og radium-vedhæng til at bære mod gigt og vand med radium og thorium, som man kunne indtage mod alskens dårligdomme og for at styrke helbredet.

Man kunne købe en Radiendocrinator – en guldæske med 250 mikrocurie radium (en kraftig mængde). Den kunne man tage med i seng for at fyre op under sine kirtler. Og producenten betroede de mandlige købere, at de kunne anbringe radiumladningen i underbukserne ”under scrotum om natten”.

Var man heldig, havde man fået et produkt, som ikke indeholdt radioaktivt materiale. Det førte til den absurde situation, at producenterne annoncerede med, at deres kunder var garanteret den fulde stråledosis, og fupmagere, der solgte de harmløse produkter, blev straffet med lukning af myndighederne.



En martsmorgen i 1932 døde industrimagnaten Eben M. Byers på et hospital i New York. I halvandet år havde han lidt af et uforklarligt syndrom; hans skelet eroderedes, og knogler begyndte at splintre og knække. Tænderne faldt ud, og der var huller i kraniet.

Ved hans død kunne hans venner dårligt genkende den kraftigt byggede, tidligere elitesportsmand og dameven i det udtærede, vansirede lig, hvor det meste af underkæben manglede. ”Radiumvandet virkede fint – indtil han tabte kæben”, lød den kyniske overskrift i Wall Street Journal.

Byers havde i nogle år indtaget store mængder af patentmidlet ”Radithor”, som i avisannoncer lovede, at ”i denne lille flaske findes den største terapeutiske kraft, menneskeheden har kendt – radioaktivitet”. Byers indtog på relativt kort tid 1400 af de små flasker, men i stedet for den lovede helsebringende og sexstimulerende virkning påførte han sig selv en massiv radiumforgiftning.

Eben M. Byers er begravet i Pittsburgh, Pennsylvania, i en blyforet kiste.
Byers’ dødsfald er angiveligt det eneste, som har en dokumenteret sammenhæng med indtagelse af radiumholdig kvaksalvermedicin, som hurtigt gik af mode. Dødsfaldet var også med til at gøde jorden for at styrke forbundsregeringens sundhedsmyndigheder.



Indtil Byers’ uhyggelige død havde der været en lovlig handel med radium-badesalt, radium-mundskyllevand og hudcremer, chokoladebarer, sæbe, ørepropper og præventionsmidler med radium. Interessen for selvbestråling ebbede dog hurtigt ud – undtagen i Tyskland, hvor man mellem 1940 og 1945 kunne børste tænder i Doramad ”Radioaktive Zahncreme”.

Kvaksalvere var ikke de eneste, eller bare de første, der satte skub i den livsfarlige radium-dille. Der var Pierre og Marie Curie selv, som længe troede fuldt og fast på de helbedsfremmende virkninger af radium-strålingen, og læger som dr. C. Davis, der omkring 1910 i American Journal of Clinical Medicine skrev: ”Radioaktivitet forebygger vanvid, fremkalder ædle følelser, udsætter alderdommen og sikrer et dejligt, ungdommeligt og muntert liv…”

Heldigvis er videnskaben i dag langt mere tilregnelig og sikker…




Læs mere:

Scientific American, August 1993: ”The Great Radium Scandal”.

JAMA 1990: Radithor and the era of mild radium therapy

http://www.faqs.org/abstracts/Health/Radithor-and-the-era-of-mild-radium-therapy-Low-level-radioactive-wastes.html

 

Drik Radithor!

tirsdag den 3. maj 2011

Klimavidenskab ligner epidemiologi

Få professionelle vil i dag stille spørgsmålstegn ved, om rygning øger risikoen for lungecancer.

Dette desuagtet, at vi ikke er i stand til på forhånd at udpege de personer, som vil udvikle lungecancer ved rygning.

Det skyldes om bekendt, at også lungecancer er en multifaktoriel sygdom, hvor såvel genetisk konstitution som andre ekspositioner spiller ind.

Når det handler om klimavidenskab, bliver forskerne ofte bebrejdet, at de ikke kan forudsige vejret mere end få dage frem, og at man derfor må sætte spørgsmålstegn ved, om de overhovedet kan forudsige noget om klimaet årtier frem. 

Men vilkårene for forskning i klima ligner på mange måder vilkårene for epidemiologisk forskning.

Klimamodellerne kan således godt og ret præcist udregne, hvad konsekvenserne af menneskers fortsatte udledning af drivhusgasser vil være for den globale opvarmning og for fremtidens vandstand, selv om sidstnævnte er vanskelig at tidsfæste præcist endnu.

Man kan også godtgøre, at der bliver mere ekstremt vejr i form af voldsom nedbør, orkaner, cykloner, og tørke.

Disse beregninger bliver ikke mindre troværdige af, at samme forskere ikke præcist kan forudsige hvor og hvornår den enkelte cyklon vil opstå, ligesom man sjældent kan tilskrive en bestemt cyklon til klimaændringerne, men kun kan operere med en bestemt andel.

Men det svarer jo igen meget godt til situationen med lungecancer. Vi kan ret præcist udregne hvor stor en andel af tilfældene af lungekræft, som kan tilskrives rygning, og derfor også hvor mange tilfælde, man kunne forebygge, hvis alle holdt op med at ryge. Vi kan derimod sjældent med sikkerhed godtgøre, at en given patients lungekræft skydes hendes rygning.

Mange betragter klimaet som så komplekst, at det i praksis ikke er muligt at etablere troværdige modeller for det.

Men det er en misforståelse. Selv om vi langt fra har fuldt indblik i menneskets mange biokemiske processer, kan vi alligevel godt etablere modeller, som ret præcist beskriver, hvilke konsekvenser eksposition for en bestemt faktor betyder for en bestemt sygdom, selv om mange hundrede andre faktorer også spiller ind, hvoraf nogle utvivlsomt endnu ikke kendes.

Vi må derfor holde op med at stille spørgsmålstegn ved troværdigheden af klimamodellerne, blot fordi de ikke kan forudsige vejret på en bestemt lokalisation til et bestemt tidspunkt, men i stedet lytte til forstandige forskeres modelberegninger.

Ikke forstået sådan, at man nu en gang for alle har færdigudviklet disse modeller – de forfines selvfølgelig løbende, helt på linje med de stadig mere komplekse multivariate modeller, vi opererer med inden for epidemiologien.