mandag den 23. maj 2011

Tjenestemand: Sådan påvirker overenskomstforhandlingerne din økonomi

Som tjenestemand får du ingen nye lønstigninger men mulighed for et engangsbeløb, hvis du bliver længere på arbejdsmarkedet. Hvordan bruger du pengene bedst muligt? 

Ingen stigning i tjenestemandspensionen  
Overenskomstforhandlingerne for tjenestemænd er netop overstået, og et af resultaterne er, at der ikke sker regulering af tjenestemandspensionen i 2011, fordi lønudviklingen i staten er løbet fra det private arbejdsmarked. 

Hvis du er tjenestemand på pension, vil du derfor opleve en reallønsnedgang i 2011, som dog skal ses i lyset af de stigninger, der blev givet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor tjenestemænd fik generelle lønstigninger på 8,17 %. Fra 2012 er der dog igen plads til lønstigninger.

Arbejd længere og få et engangsbeløb  
Som tjenestemand bliver du nu belønnet for at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. I den ny overenskomst hæves det såkaldte førtidspensionsfradrag (fradrag for pensionering før 65/67 år), og fra 2019 opnår du ret til et engangsbeløb, hvis du arbejder ud over 37 års pensionsalder. 

Engangsbeløbet udgør 15 pct. pr. ekstra år af den pensionsgivende løn på det skalatrin, som din pension bliver beregnet af med de satser, der gælder på pensioneringstidspunktet.

Få mest muligt ud af engangsbeløbet
En ekstra økonomisk gevinst kan man altid bruge, men det kan godt betale sig at bruge tid på at finde ud af, hvordan du får mest muligt ud af pengene, så de ikke hurtigt forsvinder i forbrug. 

Hvordan du skal bruge pengene, afhænger naturligvis af din økonomiske situation. Det er min erfaring, at man kan forhøje sit rådighedsbeløb betydeligt, hvis man jævnligt giver sig selv et økonomitjek.

Dermed får du økonomisk overblik og mulighed for at finde ud af, hvad der er bedst for din økonomi. Benyt samtidig økonomitjekket til at få styr på, hvor dit engangsbeløb gør mest gavn, fx som nedbringelse af gæld, indbetaling til pension, investeringer eller opsparing.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar