tirsdag den 22. november 2011

Fravær i nærvær

Medicinsk Museion har et midlertidigt stop for udlån af museumsgenstande og andre materialer på grund af følgerne af vandskaden den 2. juli, men det et stadig muligt at se eksempler fra museets samlinger udenfor vores egne udstillinger.


En fint forarbejdet fodprotese til et barn kan ses i udstillingen Phantom LimbsDesignmuseum Danmark, der netop er åbnet. Fodprotesen har en kunstig fod med støtte og er fremstillet til et barn, der fik amputeret det nederste af benet.

Protesen fortæller ikke blot om tidligere tiders behandling af en alvorlig tilstand for et barn, men er et smukt vidnesbyrd om en teknologisk udvikling og håndværk af højeste kvalitet.

Foden er lavet i træ, fint formet og efterbehandlet, og med bevægelig forfod og ankel. Støttedelen går op ad benet for at give god vedhæftning og er fremstillet af metal, fint formet og med bevægelig ledfunktion ved knæet. Der er tale om en fornem og delikat museumsgenstand med mange kvaliteter.



Foto: VISUAL VVORK by METTE MÆRSK (WWW.METTEMAERSK.DK)


Udstillingen er udviklet af de prisbelønnede arkitekter Robert Adam Benedict Clement og Daniel Sebastion Dreyer Dornonville de la Cour – for nemheds skyld også kendt som benandsebastian.

Fantom Limbs henviser til den legemsdel der er mistet efter en amputation, og de smerter der kan føles i denne fantomlem. I Phantom Limbs har benandsebastian sat fodprotesen ind i en montre, der er fremstillet med forlæg i Kåre Klints originale montre til det daværende Kunstindustrimuseum.

Fodprotesen og montren kan ses som udtryk for traditionelt dansk kunsthåndværk, der supplerer hinanden på fornemste vis, men spørgsmålet er, om de ikke kan mere end det. Montren er ikke en ramme for protesen men et selvstændigt værk, der måske overtager det sanselige indtryk.

Med sin tilstedeværelse viser fodprotesen et fravær. Den fortæller ikke en traditionel historie om sygdom og behandling, men får den funktion at understøtte montren, og i kraft af sin egen kvalitet at skabe et nyt samlet værk.

Det er en udfordring at se en så fornem museumsgenstand optræde i en helt ny sammenhæng og opleve de nye sanseindtryk, dette møde skaber.

(Denne blog er en redigeret version af Ion Meyers indlæg på Medicinsk Museions egen blog - se originalen her).

fredag den 18. november 2011

Er det farligere at være kvinde end at være soldat?

Krig er sundhedsskadeligt, livsfarligt og kan medføre fysiske og psykiske handicap.

Krig kan medføre kroniske helbredsproblemer dels metabolisk syndrom som følge af neuroendokrine forandringer - (PTSD patienter har 2,2 gang højere risiko for hjerte infarkt eller en risiko svarende til at 30 pakkeår) - og dels som følge af det netop opdagede bomb blast syndrome (Nature), der medfører kroniske hjerneskader som følge af tryk og lydbølger fra f.eks. granater.

De fleste vil nok mene, at det at være soldat må være et af verdens farligste jobs, alene fordi risikoen for at dø i krig er høj.
 
Men der er noget, der kan tyde på, at et hyppigt, men mindre sensationspræget og meget lidt iøjnefaldende job kan være langt farligere. Faktisk er det et job, som halvdelen af jordens befolkning bestrider: at være kvinde og mor.

Allerede i de første leveår har piger i lavindkomstlande en særlig risiko, fordi effekten af børnevacciner og vitaminer kan have særligt alvorlige konsekvenser for piger i forhold til drenge. De må også kæmpe mod risikoen for at blive meget unge mødre, f.eks. fordi de går i skole om aftenen, da de skal hjælpe moderen med husarbejde om dagen.

Senere i livet må de kæmpe med den overdødelighed, der alene skyldes, at de ikke har gået så meget i skole som drengene: piger stopper dobbelt så hyppigt efter 6.klasse sammenlignet med drengene.

På verdensplan er graviditet den hyppigste dødsårsag for piger mellem 15 og 19 år. 90 % af teenage graviditeter sker i lavindkomstlande, hvor ¾ af pigerne ikke har adgang til svangerskabsforbyggende midler. Gravide teenagere under 15 år har en fem gange højere risiko for at dø under fødslen, og unge mødre har en dobbelt så stor risiko for at dø under fødslen sammenlignet med ældre kvinder UNFPA rapport.

Over halvdelen af mødredødeligheden i Vestafrika ligger i aldersgruppen 15-19 årige.  Mødre mellem 15 og 19 år har en 75 % højere risiko for at få hiv-infektion end deres jævnaldrene ikke-gravide teenagere. Faktisk ville fri adgang til svangerskabsforebyggelse kunne reducere mødredødeligheden med knap 40 %. Resten af deres fertile alder må de slås med en fortsat astronomisk mødredødelighed trods et fokus på problemet i over 11 år gennem Millenium Development Goals.

I de fleste lavindkomstlande er abort ikke en mulighed enten af religiøse eller juridiske grunde, og hvis det udføres, er det ofte med varige skader på de reproduktive organer, enten fordi behandlingskvaliteten er lav, eller fordi det udføres af ikke-sundhedsuddannede.  I realiteten så er graviditet og fødsel i udviklingslande en kronisk sygdom med høj dødelighed set over den reproduktive levetid på grund af blødninger med kronisk anæmi, uterusruptur, kroniske underlivsinfektioner, fistler, urininkontinens, dårligt udførte rekonstruktioner og sectio (a condition of shame)udført af uerfarne kirurger under mangelfulde forhold.
En fuldstændigt overset og godt skjult risiko for gravide kvinder i lavindkomstlande er, at graviditetsrelaterede dødsfald meget hyppigt sker som følge af vold (drab og selvmord) under graviditeten – og risikoen rangerer på højde med død som følge af graviditetshypertension (The hidden face of maternal mortality). 

Lever man i et krigsområde, er det nye målrettede våben massevoldtægter (weapons of war: rape) ofte med graviditet og varige underlivsskader til følge og dermed risiko for en vanskelig fødsel og død. Kvinder i krigsområder er hyppigere enker med svage sociale netværk og dermed højere risiko for ikke at få støtte ved eventuel sygdom. De første til at forlade krigsområder er derudover mænd i 25-40 års alderen efterladende kvinderne i en udsat og skrøbelig situation med ansvar for børnene uden økonomisk eller socialt netværk (The women left behind).

I forbindelse med de rapidt stigende fødevarepriser har man i en række afrikanske lande set en stigende prevalens af hiv-infektion blandt enlige mødre, fordi der samtidig er blevet indført skolegebyrer (Food insecurity is a risk factor for hiv). Hvis man er alene om 5-6 børn uden uddannelse i et afrikansk land er der ofte kun en vare tilbage at sælge, hvis der skal være råd til skolepenge, tøj og samtidig mad. Afrikanske kvinder med hiv er ofte længere om at søge hjælp, bl.a. fordi det er mere stigmatiserende for kvinder at have hiv-infektion, samtidig med at de meget ofte udstødes af familien.

Med den udsigt er kvindens risikovurdering, at det er bedst at vente, til det ikke kan skjules, men dermed er det også et stadie af hiv-infektionen, hvor dødeligheden er 14 gange højere end tidligere stadier. I flere syd- og østafrikanske lande anses sex med en jomfru for at beskytte mod hiv, men ender med at blive en hiv-risiko for pigen.

Kvindelig omskæring (No good only harm) er også med til at øge risikoen for mødredødsfald. I andre lande er mutilering gennem f.eks. udtørring af de kvindelige kønsorganer en praksis, der anvendes for øget mandlig stimulans, men denne praksis øger risikoen for hiv infektion og andre seksuelt overførte sygdomme (Herbs and hiv).

De seneste år har vold mellem partnere med døden til følge (gender based sexual violence) fået mere og mere fokus på grund af sit omfang, og ikke overraskende er det også her kvinder, der må bære dødeligheden, som nok altid har været der men skjult i statistikkerne og ignoreret af politikerne. Og overlever kvinderne voldtægten, kan honour killings i stedet være konsekvensen (Care Canada rapport). 

Seneste skud på stammen er, hvad der med en helt fantastisk dobbelttydighed, kaldes correctional rape (Africas latest horror), hvor lesbiske kvinder i lavindkomstlande massevoldtages med en høj dødelighed til følge i en art kollektiv selvjustits, der sanktioneres åbenlyst af såvel politi som lovgivende instanser, idet ingen officielt er blevet retsforfulgt og dømt for sådanne forbrydelser endnu.

Så ja, for hovedparten af verdens kvinder, èr det farligere bare at være sig selv end at være soldat.

tirsdag den 15. november 2011

Sult, hungersnød, tørke, ekstreme vejrsituationer, oversvømmelser - og krig?

Klimaforandringer er over os, og ifølge en kommissionsrapport fra University College London og det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet fra 2009, vil klimaforandringer derudover påvirke vores sundhed både direkte og indirekte. 

Ændrede sygdomsmønstre for en række infektions- og vektorbårne sygdomme, mangel på vand og fødevarer, naturkatastrofer, populationsvækst og  ikke mindst migration for blot at nævne nogle få, vil få konsekvenser for global sundhed.

Sult, hungersnød, tørke, ekstreme vejrsituationer, oversvømmelser bliver i dagens verden relativt ofte belyst i medierne, men har du overvejet, hvordan disse potentielt kan medføre konflikter – ikke kun lokalt, men også globalt?

Den 17. Oktober var 300 delegerede fra hele verden samlet i British Medical Associations hus på Tavistock Square i London for at debattere klimaforandringer fra en noget anderledes vinkel. Nemlig, hvordan klima vil påvirke sikkerheden globalt.

Dagen stod på præsentationer og paneldebatter, og repræsentationen i debatten var imponerende. Førende professorer inden for global sundhed præsenterede klimaforandringers sundhedskonsekvenser og de økonomiske fordele for sundhed ved at skære ned på CO2-forbruget; WHO præsenterede sin klimastrategi og den assisterende forsvarsminister fra United Kingdom præsenterede sikkerheds implikationerne af klimaforandringer. Og hvad er så disse?

Flere lavtliggende østater er allerede truet, og fremtiden tyder på, at befolkningerne der vil være nødsaget til at forlade deres land. Eksempler herpå er Bangladesh, Maldiverne og Tuvalu, der allerede nu er påvirket i høj grad.

I 2008 begyndte Maldivernes præsident Mohammed Nasheed at ”shoppe” efter land til sine indbyggere på både Sri Lanka, og i Australien og Indien. 

En indbyggerstørrelse på lidt under 400.000 spredt over Maldivernes 1200 øer er til at overkomme at flytte på, men hvad med de knap 160 millioner, der lever i Bangladesh? Hvor skal de hen, hvis landet bliver ubeboeligt? Og vil lande, der selv kæmper med andre konsekvenser af klimaforandringer tage imod dem med åbne arme?

Den 11. Juli erklærede FN for første gang i næsten 30 år hungersnød på Afrikas Horn. Tusinder er omkommet; flere hundrede tusinder er fordrevet fra deres hjem og bor nu i refugee camps dybt afhængige af den internationale nødhjælp.

Sult og tørst udløser desperation i et menneske, og moral kan gradbøjes, når det gælder om at give dine børn og nærmeste bare en smule vådt eller tørt, og der har været adskillige eksempler på konflikter i området siden Juli måned.

Alle var enige om, at emnet bør adresseres med en lynende hast, og et statement blev underskrevet: http://climatechange.bmj.com/statement, der opfordrer til at tage affære i den nærmeste fremtid. 

Statementet er på nuværende tidspunkt underskrevet af en række universiteter, medicinske tidsskrifter og NGO’er heriblandt af Editor in Chief fra British Medical Journal, Editor in Chief fra the Lancet, Chairman af the British Medical Association, Præsidenten fra International Federation of Medical Students Associations mfl.

Editor in Chief af British Medical Journal – Dr. Fiona Goodlee er utrolig glad for unge studerende, og som hun siger ”vores naivitet og manglende kynisme gør os interessante, og giver os en mulighed for at skabe forandring”.

Jeg havde en lang diskussion med hende efterfølgende om implementeringen, og det er stadig ikke fuldt ud klart, hvad fremtiden skal bringe. Jeg har selv tænkt utrolig meget over det, og hvordan alle lande ligeledes bør overveje denne konsekvens af klimaforandringer, men har stadig ingen fuldstændig løsning.

(Læs også artikler om klima og sundhed på ugeskriftet.dk: Klimaet udfordrer folkesundheden (kræver log-in) og Klima og sundhed).


fredag den 11. november 2011

Virtualisering vinder frem, vil lægerne tage bolden?

For en uges tid siden afholdt Danske Regioner og RSI (Regionernes Sundheds-IT) en konference om regionernes fælles strategier for telemedicin og it-understøttet patient empowerment.

Her kunne vi få at vide, hvad der forventes gennemført i den nærmeste tid: Telemedicinsk opkobling mellem ambulance og akutmodtagelse, udbredt brug af videokonferencer, telemedicinske løsninger til de store kroniske patientgrupper og i psykiatrien.

På lidt længere sigt desuden udveksling af data og billedmateriale præhospitalt-hospitalt samt online ekspertvurdering og telemedicinsk overvågning af patienter, der ligger på andre afdelinger eller i hjemmet. Mange innovative projekter er desuden undervejs.

Udviklingen vil kunne gå stærkt, fordi de tekniske muligheder allerede forefindes og blot skal ibrugtages bredt i sundhedsvæsenet.


Derfor var der i konferencen indlagt en bredt sammensat paneldebat, hvor muligheder og udfordringer blev kommenteret fra flere sider.

Her nævnte Lars Riber fra Lægeforeningen, at lægerne gerne vil bruge telemedicin og ønskede udviklingstempoet sat i vejret. Samtidig beklagede han, at hospitalernes it-systemer er for langsomme.

En direktør fra Kommunernes Landsforening fremhævede samfundsnytteaspekter og mindede om, at "sektornytte" ikke altid er samfundsnyttigt. Målet skal være "det sømløse system" hvor patienten oplever sammenhæng, service og god kvalitet.  

Interessant var det at høre fra en patientrepræsentant "Vi er vant til højteknologi - er slet ikke teknologiforskrækkede".

Og her faldt Peder Jest (lægefaglig vicedirektør, Odense Universitetshospital) ind med sit slogan "Borgeren er den mest oversete ressource i sundhedsvæsenet" - Det skal handle om virtualisering, lad os se på mulighederne i stedet for altid at lade os bremse af administrative regler og krav. 

Flere fandt dog grund til at understrege behovet for en gennemarbejdning af DRG-systemet (værdisætningen af ydelser på hospitalsområdet) og fremsatte i den forbindelse krav om, at der etableres økonomiske incitamenter, der kan spille sammen med en øget brug af telemedicinske løsninger overalt.
 

Som led i konferencen blev flere workshops gennemført. Jeg fik mulighed for at deltage i en workshop om patient empowerment, hvilket jeg på forhånd havde glædet mig til.

Patient empowerment er nemlig en målsætning, som mange nævner uden at gøre sig klart, hvor grænseoverskridende det bliver at støtte og implementere.

Empowered bliver patienten, når han/hun kan selv, gør selv. Har mulighed for, har systemer til. Er instrueret og oplært til, ved alt om. Forstår, tages med på råd og deltager aktivt i.

Under workshoppen blev vi enige om, at patienterne skal have adgang til beslutningsprocessen i hele deres patientforløb, have den fornødne viden og have rådighed over systemsupport. Vi skal altså gå fra ord til handling!

Deltagelse i konferencen om telemedicin gav mig anledning til at tænke over, hvordan det er med den paternalistiske indstilling, som vi i høj grad som læger er præget af og udlever i mødet med patienterne.


Kan vi håndtere den vågne, vidende patient, der gerne tager de afgørende beslutninger? Og vil vi gøre det til vores sag at give patienterne tilstrækkelig indsigt og beslutningsmagt? Trives vi i virkeligheden meget godt med informations- asymmetrien og den akademiske distance til den syge medborger?


tirsdag den 8. november 2011

I øvrigt mener jeg......

De fleste kender Cato den ældres (234 f.Kr.-149 f.Kr.) citat: "I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges". Jeg har det på samme måde i forbindelse med valg af sundheds it systemer.

Her bør der være flere klinikere med i beslutningsprocessen om, hvilke it systemer, der skal vælges.

Med kliniker mener jeg, som det fremgår af Den Store Danske: "læge, der især beskæftiger sig med kliniske undersøgelser".

Læger er de eneste, som er uddannet til at stille diagnoser og beslutte behandlinger ud fra en syntese af oplysninger fra laboratoriesystemet, medicinske data, skanninger osv. Hvorfor det er svært at forstå, at det primært er administratorer og it teknikere, som bestemmer, hvilke systemer vi skal bruge.

Jeg har f.eks. svært ved at forstille mig, at det ikke primært er bankuddannede, som har været med til at designe og vælge de driftsikre banksystemer, som vi alle kender fra bankverdenen.

Måske skal det hele bare privatiseres. Det er selvfølgelig ironisk ment, men der mangler incitamenter for it virksomhederne til at levere optimale løsninger til de offentlige sygehuse.

De praktiserende læger har i mange år haft bedre systemer end vi har inden for hospitalssektoren. Der findes omkring otte forskellige systemer til praksissektoren, som kæmper om at lave bedre systemer end de andre. Den praktiserende læge har et økonomisk incitament til at skifte system, hvis et andet system er bedre eller mere effektivt.

Sådan er det mildt sagt ikke på hospitalerne. I Region Hovedstaden er man ved at implementere et system, som hedder ESA - det står for "Effektiv System Adgang". Det er så effektivt, at jeg hele dagen i dag har måttet køre på nødprocedurer.

Det effektive består i (når det virker), at man kun skal logge på ESA, så gemmer dét system adgangskoderne til alle de andre forskellige systemer. Men under alle omstændigheder skal jeg stadig taste det samme CPR-nummer ind i booking programmet, laboratoriesystemet, medicineringssystemet osv.

Når jeg skal beslutte, hvilket antibiotika, en patient skal have, skal jeg bruge infektionsparametre fra laboratoriesystemet, antibiotika fra medicineringssystemet samt eventuelle operationer fra bookingprogrammet.

I dag skal jeg hoppe rundt i tre forskellige systemer, hvor jeg ikke engang kan få en grafisk visning.

Det er muligt, at de systemer, som kan det hele, er dyre, men er det i anskaffelsesomkostninger eller er det i behandlingsomkostninger ?

Så i øvrigt mener jeg, at der skal klinikere med til at beslutte, hvilke it systemer, vi skal bruge i sundhedsvæsenet.


fredag den 4. november 2011

Farma, fundraising og FINO – fint?

Der er et klassisk dilemma mellem en læges interesser i medicinalindustrien og lægens interesser i det bedste for sin patient. Man har simpelthen været bange for kapitalens lange, klamme arm, og hvilke konsekvenser den kunne have for patienterne. I de forgangne år er der tilsvarende strammet kraftigt op i reglerne om, hvad læger må modtage fra og gøre for medicinalindustrien.

Jeg er ikke læge. Jeg er medicinstuderende. Er det så anderledes for mig?

I frivillige studenterorganisationer som International Medical Cooperation Committee (IMCC) og tilsvarende fra andre I-lande har man typisk valgt at holde en skarp afstand til medicinalindustrien og dens midler med argumenterne om, at vi skal bevare vores integritet og kunne træffe objektive beslutninger. Ligeledes har medicinalindustrien tidligere haft grimme sager på sig – også noget at tage afstand fra.

Men har jeg integritet, og skal jeg træffe objektive beslutninger som stud.med.? Nej, tænker jeg umiddelbart. Ergo er farma og fundraising i kombination vel ikke et problem. Ikke desto mindre må jeg give min medstuderende og gode ven, David Gryesten Jensen, ret: ”Reklame virker – det er et ubestrideligt faktum”. Et banner med et logo kan altså have indflydelse på mig nu, hvorfor det bliver et problem, når jeg en dag står med min lægeautorisation.

Selv samme David var blandt de ansvarshavende for fundraising-området, da IMCC i august 2011 var vært for den største medicinske studenterkongres nogensinde i Danmark. Også for David blev fundraising en uforudset stor udfordring, bl.a. pga. finanskrisen. Men her var farma-funding absolut forbudt: havde vi rejst penge fra medicinalindustrien, ville vi ikke engang have fået lov til at afholde konferencen. Er det fair? Eller kunne man erkende, at medicinalindustrien også er en samspiller og ikke kun en fjende?


Problemet har netop været aktuelt her i norden, hvor vi ellers ofte kan forholde os med lidt mere mådehold, end man typisk møder fra andre I-lande. IMCC’s samarbejde med de 5 nordiske lande, The Federation of International Nordic medical students' Organisations(FINO), er et formidabelt forum af ligesindede: medicinstuderende og deres organisationer med samme indstillinger, arbejdsmoral, dilemmaer, problemstillinger og målsætning.

Derfor er disse møder meget udbytterige, modsat samarbejde med eksotiske kulturer, som gerne møder op 1-3 timer efter det tidspunkt, mødet var sat til, og samtidig med helt andre problemer på dagsordenen.

Finland skulle her i november 2011 afholde det årlige FINO-møde men har ikke kunnet finde pengene til det og har måtte udskyde mødet. Muligheden for farma-penge blev stemt ned, før den dårligt var foreslået.

Studenterforeningerne ville altså hellere sige nej til et lille indskud fra en medicinalvirksomhed, end de ville afholde et motiverende og fremadrettet møde. Det er en prioritering. 

Men det er jo samtidigt vigtigt at være principfast– for integritetens og patienternes skyld. Kommentarer er velkomne; hvor går grænsen for studerende?

torsdag den 3. november 2011

”Onkeltesten” siger nej, hvad gør vi/du?

Dette blogindlæg rejser flere spørgsmål, end det giver svar – så nu er du advaret.

Vi læger skydes jævnligt i skoene, at vi holder sammen som ærtehalm og holder hånden over hinanden – og betegnelser som ”det hvide broderskab” hæftes også på os. Det handler altså bl.a. om, at læger angiveligt ikke altid er villige til at påpege, når kolleger ikke lever op til en forventelig høj, faglig standard.

Er der noget om snakken? Og er det i det hele taget vores pligt som læger individuelt og som profession at påpege/”angive” kolleger, der leverer en klart for lav faglig standard?


Har vi ikke myndighederne til at tage sig af disse forhold? – her tænkes på embedslæger og Sundhedsstyrelse – og klagesystemet, når der sker mulige egentlige fejl.

Det tror jeg faktisk, mange af os læger mener – eller: måske kan vi godt se en forpligtigelse – men handler vi efter det?

Mange læger kender begrebet ”onkeltesten”: hvis man som læge er i tvivl om, hvad man skal tilråde en konkret patient i en bestemt situation, kan man applicere onkeltesten: ”ville jeg byde min egen onkel/ægtefælle/barn denne behandling?”


Eller i relation til mit emne: ”ville jeg lade denne kollega behandle min egen onkel/ægtefælle/barn?”.

Hvis svaret på onkeltesten er, at man absolut ikke vil tilråde (eller måske endog fraråde) en behandling hos en konkret kollega, så bør næste spørgsmål måske være: giver dette anledning til en overvejelse, om man som læge bør rette henvendelse til rette myndighed vedrørende denne kollega??

Jeg synes, flere aspekter er i spil – men først og fremmest må vi tænke på patientsikkerheden - dette bør altid være første prioritet! Jeg synes også, vi som læger handler i beskyttelsen af vores egen profession.
 

Man kan også anskue det ud fra dette perspektiv: good apple approach eller bad apple approach?

Skal vi bruge mange kræfter på at finde det ene dårlige æble i kurven? Eller skal vi bruge de fleste kræfter på at gøre alle de flotte æbler i kurven endnu flottere og mere skinnende ved hjælp af uddannelse og kvalitetsudvikling?

Her kunne skrives mange, mange linjer om hvorfor vi skal satse på uddannelse og kvalitetsudvikling – og jeg er 100 % enig i dette.


Mit spørgsmål er blot: har vi som profession ikke også et ansvar for at påpege, at der nu og da er skurvede æbler i kurven? Eller kan vi overlade denne opgave til relevante myndigheder? Som jeg skrev før: patientsikkerheden bør have allerhøjeste prioritet for os alle.

Grunden til at jeg rejser disse spørgsmål netop nu, er to papirer jeg har set i de sidste par uger:


1. I UK har General Medical Council (som vel svarer nogenlunde til vores Sundhedsstyrelse) netop udgivet en større redegørelse om uddannelse og praksis. I det lange skriv
http://www.gmc-uk.org/State_of_medicine_Final_web.pdf_44213427.pdf er ovenstående problemstilling også behandlet. Du kan evt. skimme side 99-100, hvor det bl.a. hedder:

“There is general acceptance now that health professionals can and must be the guardians of patient safety. Anyone who wants a high quality healthcare system cannot accept a culture in which doctors fail to, or feel unable to, raise concerns. Neither should we accept a culture in which professionals who do raise concerns are ignored or penalised.”

2. I et statusarbejde vedr. vores speciallægeuddannelser fandt jeg følgende beskrivelse af en profession – in casu lægeprofessionen:


…der indgås en social kontrakt mellem professionen og samfundet, der sikrer samfundet ydelsen mod, at professionen bevarer sit monopol, sin autonomi og sin selvregulering. Heri ligger tillid til at professionen sikrer, at alle medlemmer af professionen lever op til værdier, normer, standarder og etisk kodeks. Medlemmer af en profession har således forpligtelser overfor såvel dem, de servicerer (patienter, klienter, andre afdelinger), som samfundet og overfor selve professionen…”

Lever vi læger i Danmark op til de principper, som disse to referencer henviser til? Gør vi det som individuelle læger? – og gør vi det som profession og som organisation(er)?


Jeg er ikke helt sikker – og jeg er ikke helt sikker på, at vi har fundet de rigtige metoder til, at vi sammen kan sikre såvel patientsikkerheden som professionen?


Hvad mener du?


tirsdag den 1. november 2011

Sparer du rigtigt op til pensionen?

Det kan være svært at overskue, hvor meget man skal spare op til pensionen. Det kan for mange virker det lidt abstrakt, og der er mange usikkerheder og spørgsmål, der melder sig.

Vi ved fra flere undersøgelser, at mange danskere ikke holder øje med deres pension. Det kan da også være et stort arbejde at skabe sig det overblik over sin økonomi, der gør det muligt at regne på, hvordan den kan forventes at udvikle sig over tid.


Men det er en god forretning for praktisk taget alle at gøre det. For lægerne må det være relevant for rigtig mange, for gennemsnitsalderen blandt Lægeforeningens medlemmer er 54 år for mænd og 45 år for kvinder. Og det er ikke usædvanligt, at det først er i den alder, at man begynder at tage spørgsmålet alvorligt.


Finanshuset i Fredensborg har udviklet et redskab, der kan gøre det nemmere. Vi har udarbejdet en beregner, hvor du kan teste, hvor meget du skal spare op om året for at have nok, når du går på pension.


Der er nogle spørgsmål, du må tage stilling til, før du foretager beregningen:


  • Hvornår skal jeg gå på pension, og over hvor lang en periode skal den udbetales?
  • Hvor mange penge bruger jeg nu?
  • Hvor stor er min formue egentlig?
  • Hvor mange penge skal jeg have til forbrug og bolig?

Selv om en beregner selvfølgelig ikke kan give dig det helt præcise billede, så er det et vink med en vognstang, om du gør noget helt forkert opsparingsmæssigt.
 

Du finder beregneren her http://www.finanshus.dk/Beregn-dit-opsparingsbehov-til-pension 

Hvis du når frem til, at du ikke indbetaler det rigtige til pensionen, må du foretage nogle ændringer. Det kan være i forhold til, hvor meget du skal bruge, når du går på pension. Eller det kan være i forhold til, hvor meget du sparer op, og hvor meget du indbetaler til pension om måneden.  

Hvad der bedst kan betale sig er individuelt, så man kan ikke opstille tommelfingerregler her.

Det er ikke nødvendigvis den bedste løsning at indbetale mere til pension. Mange gange er det bedste måske ikke at lave en pensionsopsparing, men i stedet at få nedbragt sin gæld ved for eksempel at betale mere af på boliglånet. Er du i tvivl, så bør du kontakte en uvildig rådgiver.


Og så er det ikke mindst vigtigt, at de penge, du indbetaler, bliver forvaltet rigtigt, da der sagtens kan være en forskel på 30 til 50 pct. imellem den bedste og den dårligste pensionsordning, afhængigt af om man har fået de laveste omkostninger og det højeste afkast.