Vi læger skydes jævnligt i skoene, at vi holder sammen som ærtehalm og holder hånden over hinanden – og betegnelser som ”det hvide broderskab” hæftes også på os. Det handler altså bl.a. om, at læger angiveligt ikke altid er villige til at påpege, når kolleger ikke lever op til en forventelig høj, faglig standard.
Er der noget om snakken? Og er det i det hele taget vores pligt som læger individuelt og som profession at påpege/”angive” kolleger, der leverer en klart for lav faglig standard?
Har vi ikke myndighederne til at tage sig af disse forhold? – her tænkes på embedslæger og Sundhedsstyrelse – og klagesystemet, når der sker mulige egentlige fejl.
Det tror jeg faktisk, mange af os læger mener – eller: måske kan vi godt se en forpligtigelse – men handler vi efter det?
Mange læger kender begrebet ”onkeltesten”: hvis man som læge er i tvivl om, hvad man skal tilråde en konkret patient i en bestemt situation, kan man applicere onkeltesten: ”ville jeg byde min egen onkel/ægtefælle/barn denne behandling?”
Eller i relation til mit emne: ”ville jeg lade denne kollega behandle min egen onkel/ægtefælle/barn?”.
Hvis svaret på onkeltesten er, at man absolut ikke vil tilråde (eller måske endog fraråde) en behandling hos en konkret kollega, så bør næste spørgsmål måske være: giver dette anledning til en overvejelse, om man som læge bør rette henvendelse til rette myndighed vedrørende denne kollega??
Jeg synes, flere aspekter er i spil – men først og fremmest må vi tænke på patientsikkerheden - dette bør altid være første prioritet! Jeg synes også, vi som læger handler i beskyttelsen af vores egen profession.
Man kan også anskue det ud fra dette perspektiv: good apple approach eller bad apple approach?
Skal vi bruge mange kræfter på at finde det ene dårlige æble i kurven? Eller skal vi bruge de fleste kræfter på at gøre alle de flotte æbler i kurven endnu flottere og mere skinnende ved hjælp af uddannelse og kvalitetsudvikling?
Her kunne skrives mange, mange linjer om hvorfor vi skal satse på uddannelse og kvalitetsudvikling – og jeg er 100 % enig i dette.
Mit spørgsmål er blot: har vi som profession ikke også et ansvar for at påpege, at der nu og da er skurvede æbler i kurven? Eller kan vi overlade denne opgave til relevante myndigheder? Som jeg skrev før: patientsikkerheden bør have allerhøjeste prioritet for os alle.
Grunden til at jeg rejser disse spørgsmål netop nu, er to papirer jeg har set i de sidste par uger:
1. I UK har General Medical Council (som vel svarer nogenlunde til vores Sundhedsstyrelse) netop udgivet en større redegørelse om uddannelse og praksis. I det lange skriv http://www.gmc-uk.org/State_of_medicine_Final_web.pdf_44213427.pdf er ovenstående problemstilling også behandlet. Du kan evt. skimme side 99-100, hvor det bl.a. hedder:
“There is general acceptance now that health professionals can and must be the guardians of patient safety. Anyone who wants a high quality healthcare system cannot accept a culture in which doctors fail to, or feel unable to, raise concerns. Neither should we accept a culture in which professionals who do raise concerns are ignored or penalised.”
2. I et statusarbejde vedr. vores speciallægeuddannelser fandt jeg følgende beskrivelse af en profession – in casu lægeprofessionen:
…der indgås en social kontrakt mellem professionen og samfundet, der sikrer samfundet ydelsen mod, at professionen bevarer sit monopol, sin autonomi og sin selvregulering. Heri ligger tillid til at professionen sikrer, at alle medlemmer af professionen lever op til værdier, normer, standarder og etisk kodeks. Medlemmer af en profession har således forpligtelser overfor såvel dem, de servicerer (patienter, klienter, andre afdelinger), som samfundet og overfor selve professionen…”
Lever vi læger i Danmark op til de principper, som disse to referencer henviser til? Gør vi det som individuelle læger? – og gør vi det som profession og som organisation(er)?
Jeg er ikke helt sikker – og jeg er ikke helt sikker på, at vi har fundet de rigtige metoder til, at vi sammen kan sikre såvel patientsikkerheden som professionen?
Hvad mener du?
det er lidt trist, at skulle tage stilling til dette, for der kan komme grimme ting ind i "stikkeriet". Personlig negative følelser og måske også intolerance for at dække over egen usikerhed kan også være drivkraften, for det holger Danske mod findes ikke. Man tager ikke telefonen mailen eller opsøger den pågældende vel man stikker. For år tilbage tog jeg en kollega i kraven pga for meget alkohol indtag. (Han drak mere end jeg gør/gjorde) VI har et kanongodt kammeratskab i dag, men det krævede nok en overtalelse selv at tage initiativet. Den direkte kontakt kræver mod, det gør stikkeri ikke. Jeg mangler også en forklaring på hvornår er man kvalificeret til at kritisere kolleger? google bare mig, så kan du se jeg også sidder i saksen, men også at der eksisterer inkompetance i fuld flour
SvarSlet