Farma, fundraising og FINO – fint?

Der er et klassisk dilemma mellem en læges interesser i medicinalindustrien og lægens interesser i det bedste for sin patient. Man har simpelthen været bange for kapitalens lange, klamme arm, og hvilke konsekvenser den kunne have for patienterne. I de forgangne år er der tilsvarende strammet kraftigt op i reglerne om, hvad læger må modtage fra og gøre for medicinalindustrien.

Jeg er ikke læge. Jeg er medicinstuderende. Er det så anderledes for mig?

I frivillige studenterorganisationer som International Medical Cooperation Committee (IMCC) og tilsvarende fra andre I-lande har man typisk valgt at holde en skarp afstand til medicinalindustrien og dens midler med argumenterne om, at vi skal bevare vores integritet og kunne træffe objektive beslutninger. Ligeledes har medicinalindustrien tidligere haft grimme sager på sig – også noget at tage afstand fra.

Men har jeg integritet, og skal jeg træffe objektive beslutninger som stud.med.? Nej, tænker jeg umiddelbart. Ergo er farma og fundraising i kombination vel ikke et problem. Ikke desto mindre må jeg give min medstuderende og gode ven, David Gryesten Jensen, ret: ”Reklame virker – det er et ubestrideligt faktum”. Et banner med et logo kan altså have indflydelse på mig nu, hvorfor det bliver et problem, når jeg en dag står med min lægeautorisation.

Selv samme David var blandt de ansvarshavende for fundraising-området, da IMCC i august 2011 var vært for den største medicinske studenterkongres nogensinde i Danmark. Også for David blev fundraising en uforudset stor udfordring, bl.a. pga. finanskrisen. Men her var farma-funding absolut forbudt: havde vi rejst penge fra medicinalindustrien, ville vi ikke engang have fået lov til at afholde konferencen. Er det fair? Eller kunne man erkende, at medicinalindustrien også er en samspiller og ikke kun en fjende?

Problemet har netop været aktuelt her i norden, hvor vi ellers ofte kan forholde os med lidt mere mådehold, end man typisk møder fra andre I-lande. IMCC’s samarbejde med de 5 nordiske lande, The Federation of International Nordic medical students' Organisations(FINO), er et formidabelt forum af ligesindede: medicinstuderende og deres organisationer med samme indstillinger, arbejdsmoral, dilemmaer, problemstillinger og målsætning.

Derfor er disse møder meget udbytterige, modsat samarbejde med eksotiske kulturer, som gerne møder op 1-3 timer efter det tidspunkt, mødet var sat til, og samtidig med helt andre problemer på dagsordenen.

Finland skulle her i november 2011 afholde det årlige FINO-møde men har ikke kunnet finde pengene til det og har måtte udskyde mødet. Muligheden for farma-penge blev stemt ned, før den dårligt var foreslået.

Studenterforeningerne ville altså hellere sige nej til et lille indskud fra en medicinalvirksomhed, end de ville afholde et motiverende og fremadrettet møde. Det er en prioritering. 

Men det er jo samtidigt vigtigt at være principfast– for integritetens og patienternes skyld. Kommentarer er velkomne; hvor går grænsen for studerende?