onsdag den 30. marts 2011

Blå recept mod ensomhed?

Helt ærligt, så kan det godt give et gys i én, når man tager bestik af de realiteter, vi stort set alle sammen løber ind i, når vi bliver gamle. Ikke på en gang, men lidt efter lidt. Børnene er flyttet. Jobbet - der giver stimulation, anerkendelse og struktur på tiden - er forbi.

Én af os - som regel kvinden – er blevet alene. Benene svigter, ryggen knager og vinteren føles lang, som et ondt år – hvert år. Mange lever længere, end de overhovedet har mod, lyst og kræfter til. Især, fordi de mangler et menneske, der giver dem omsorg, lytter til dem, giver dem knus og klap. Ofte er det tabet af en ægtefælle, der river gulvtæppet væk. For nogle bliver sindet så mørkt, at de tager deres eget liv.

Vores hjerne er meget social
Vi ved fra ny forskning fra USA, Canada og Sverige, at mangel på sociale kontakter er ligeså skadeligt for helbredet som at ryge 15 cigaretter om dagen. Føler man sig ensom og alene, vokser stress og bekymringer. Det kan være med til at starte en ensomhedsspiral. Den siger med klare udsagn præcis, hvad der sker, hvis der ikke bliver sat noget i gang:

  • Isoleret, ensom - trækker sig tilbage
  • Oplever angst og utryghed – sætter tre låse på døren
  • Kan ikke styre disse følelser, som forstærkes, når man ikke har nogen at tale med
  • Viger tilbage for at gå ud, fordi man tror, man ikke kan klare det

Ny sundhedsprofil
Den ny Sundhedsprofil 2010 viser, at 65.000 mennesker over 65 år føler sig ensomme. De har ikke nogen at dele deres oplevelser med. Ikke nogen, der siger ”Har du sovet godt i nat. Vil du med ud en tur i haven?”.

Den viser også, at det især er ældre over 75 år, der føler stress og angst. Mange sygner hen og holder op med at røre sig. Mange trøstespiser og spiser i det hele taget usundt. Nogle ryger og drikker for meget. Risikoen for fx hjertekarsygdomme, knoglesygdomme og sukkersyge øges.

Blå recept til sociale netværk
Som praktiserende læge udsteder I gule recepter til medicin og grønne til motion. Hvorfor ikke indføre blå recepter til sociale netværk?

Skriv fx: Du skal tage kontakt til Ældre Sagen, Røde Kors eller Samvirkende Menighedsplejer. Her kan du få dig en besøgsven eller en en pc-ven. Komme med i en fortællecafé, en madklub, en læseklub,  en kortklub mm. Tag en tur i kommunens sundhedshus. Meld dig til et livsmestringskursus, en sorggruppe (som de fx har i Århus i Ældre Sagen).

Som læger har I alverdens autoritet, især i forhold til den ældre generation. Brug den autoritet til at give de gamle et kærligt spark bagi, når de kommer til jer og typisk klager over forskellige fysiske problemer. Måske handler det først og fremmest om at få dem ud af ensomhedens forbandelse.

Får de en ven, en snakkemakker, så nedsættes stress og bekymringer og de holder demensen på afstand. De passer også bedre på sig selv på alle måder.

Venskabspleje er stærk medicin, og en besøgsven kan lyse mere op end sommersolen.



fredag den 25. marts 2011

Hvad laver en medicinstuderende egentlig?

På mit kollegium bor der 15 personer - alle universitetsstuderende heraf 6 medicinstuderende.

Gennem 4 års kollegieerfaring har jeg opnået den erkendelse, at medicinere arbejder meget. Selvom ikke alle angriber sagen med samme teknik og døgnrytme, er der en klar tendens. 

Ofte kæmper man med en lidende mediciner eller til nød en scient om at få det gode bad ved 7-tiden om morgenen. De øvrige beboere ses kun undtagelsesvist på denne tid af dagen. 

Hvis man selv en sjælden gang oplever køkkenet op på formiddagen, er de første man møder udsovede, kaffedrikkende og avislæsende ikke-medicinere. Konklusionen er: medicinstuderende arbejder hårdt og længe.

Men hvad er det egentlig, de laver? Når dagen er omme, kan det være svært at sætte en finger på, hvad der præcis er kommet ud af den. Jo – de fik da læst 40 sider i en bog, men hvad betyder det?

Nemt står medicinstuderende tilbage med følelsen af, at det eneste produkt, der er skabt over en lang årrække, er en hjerne fuld af viden, som udenforstående ikke kan se eller vurdere kvaliteten af, og som slet ikke kan måles, vejes eller sættes i blå ringbind på et kontor.

Mange andre universitetsstuderende producerer noget i løbet af deres studietid. I stor stil bliver opgaver og projekter printet, afleveret og bedømt. Mens det hele slutter af med det sagnomspundne Speciale.

Medicinere har ikke noget speciale, eller det vil sige: det har vi, men det er et ganske lille et af slagsen, der ikke står mål med de kraftpræstationer, vores kolleger på andre fakulteter yder. 

Hvordan kan det så alligevel være, at det altid er medicineren, der når at høre Radioavisen kl. 7?

Medicin er og har længe været et studie med prestige - både for den enkelte studerende, men også for universitetet og samfundet.

Netop derfor hører man ikke i pressen, at de medicinstuderende får for lidt undervisning, de får nemlig så rigelig: 26 timer om ugen pt. på eksempelvis 11. semester i Aarhus.

Den tid, de ikke kan fylde ud med timer, fyldes i stedet op med læsning i tunge og dyre bøger. Stadig dog uden, at det blå ringbind bliver fyldt op.

Måske er det derfor, vi engagerer os i så meget under studiet. Der findes snart sagt ikke det felt, der ikke er lavet en studenterforening om. IMCC for den rejselystne, SATS for dem med hang til drama og Holistiske Medicinere for dem, der ikke har nok i biokemi og blodprøver.

Der bliver holdt møder, kurser og spist kage i en uendelighed. Det er hyggeligt, lærerigt og frem for alt gøres der noget for andre end kun en selv.

Medicinere sprudler af liv, alle steder de kommer. De har lyst og energi og det på trods af pres fra tunge anatomibøger. Det fortsætter også langt ud i lægelivet. Ofte ses læger på politiske poster og som formænd i foreninger. Hvorfor?

Fordi de simpelthen ikke kan lade være. At networke og forene sig er noget af det medicineren er bedst til. Det er Fredagsbaren, som altid er stopfyldt, et klart eksempel på.

Skål og god weekend!





tirsdag den 22. marts 2011

Tuberkulosen – Drik ud dit glas!

Tuberkulosen har sandsynligvis været med os altid.

Men det var i løbet af 1700-tallet, at tuberkulosen for alvor slog kopper og pestepidemier som en af de almindeligste dødsårsager.

Storbyerne voksede, og de tilrejsende menneskemasser trængtes sammen i snavsede og fugtige boliger. Her havde smitten gode betingelser, og modstandskraften var lav.

Sygdommen havde mange navne: Brystsyge, bryst- eller lungesot, ftisis, hvis det skulle være fint. Eller slet og ret: tæring, fordi den syge praktisk talt blev tæret op. Op mod halvdelen af befolkningen bar på sygdommen i forskellige stadier.

Tuberkulose skyldes en mikroorganisme. Men det vidste man ikke, før Robert Koch i 1882 udpegede tuberkelbacillen, Mycobacterium tuberculosis.

Den overføres med de mikroskopiske dråber, der hænger i luften, efter at smittebæreren har hostet, nyst eller måske bare talt. Smitten kan også overføres ved, at man spiser med samme ske, søber af samme skål eller drikker af samme krus som den syge.

Ved den første smitte kan symptomerne være som ved en let forkølelse, og de kan forsvinde igen, så man aldrig opdager, at man har været smittet. Har man først været igennem dette stadium, er man immun.

Den kroniske lungetuberkulose giver kraftigere symptomer med hoste og opspyt, der kan være blodigt, og nattesved, let feber og vægttab er ikke ualmindeligt.

I slutningen af 1700-tallet skildrede den svenske visedigter Carl Michael Bellman i Epistel 30 ”Till Fader Movitz under dess sjukdom, lungsoten” den syge så overbevisende, som man kun kan gøre det, når man har førstehåndskendskab:

”Gul er din hud, mat blomstrende små kinder,
Indfaldent bryst og fladt dit skulderblad.
Vis mig din hånd – så langsomt blodet rinder,
Opsvulmet blå, så fugtig som i bad;
Hånden er svedig, årerne stive…”

Da en forhadt stockholmsk betjent med øgenavnet ”Træhånd” døde, spurgte Bellman i sin ironiske gravskrift, om det var forkølelse, eller måske lungebetændelse, der kaldte ham herfra?

”Nej, det var lungsot, som skynda på den sista färden,
Plågsammer hosta och gammalt fylleri”, svarer digteren selv.

Bellman nævner flere steder ”Lungesoten” som sygdoms- og dødsårsag. Tidens medicinske viden gjorde det svært at stille en præcis diagnose. Men hans beskrivelse af tilstanden findes ikke mere præcis hos nogen af 1700-tallets klinikere.

”Drik ud dit glas, se Døden på dig venter”. Bellman kendte en lungesyg i slutstadiet, når han mødte én.





Og det gjorde man stadigt oftere i sidste halvdel af 1700-årene, hvor tuberkulose for alvor begyndte at markere sig.


I takt med at koppepodningen trængte kopperne tilbage, blev tuberkulosen den sygdom, der kostede flest mennesker livet.

I århundreder havde pest, kopper og ”grasserende febre” decimeret befolkningen med korte intervaller. Det skete under stor dramatik, der tvang myndighederne til at gribe ind med mere eller mindre effektive foranstaltninger.

Tuberkulosen, derimod, var en langsom og stille dræber, som lige så stille blev et livsvilkår.
Den var nem at diagnosticere, når den var fremskreden, som Bellmans dystre vise om Movitz’ lungesot viser.

Men der var ikke nogen behandling at stille op imod den, og man forstod heller ikke at beskytte sig mod sygdommen, som man mente var arvelig.

Tuberkulosen blev de romantiske kunstneres modesygdom. Blandt dens mere kendte ofre findes de tre Brontë-søstre, Honoré de Balzac, Frederic Chopin, Carl Maria von Weber,John Keats, Jean-Jacques Rousseau, Sir Walter Scott, Friedrich Schiller og Eugene Delacroix, for at nævne nogle få.

Hvor pest og kopper indgød rædsel, fik tuberkulosen et ry som en slags spirituelt adelsmærke. Dens ofre blev skildret som æteriske og melankolske.

Den engelske romantiske digter, Lord Byron længtes selv efter at opnå tæringens æteriske og melankolske fremtoning, eller måske var han ironisk, da han foran spejlet angiveligt udbrød:
”Jeg ser bleg ud. Jeg ville gerne dø af tæring – så ville kvinderne sige: Hvor ser han interessant ud i døden”.


Links:
Berømte tuberkulose-patienter:

Romantikens tb-forherligelse



fredag den 18. marts 2011

Hvem tager sig af patienten?

Har jeg helt misforstået opbygningen af vort sundhedsvæsen?? – jeg kommer nemlig nu og da lidt i tvivl, om jeg skal ændre mit syn – og vil gerne dele min tvivl med Jer og høre andres opfattelser af et muligt problem.

Jeg ser organisationen af vort sundhedsvæsen ud fra bl.a. disse to principper
  • patienterne skal tages hånd om af de læger (og sundhedspersoner) som har de bedste forudsætninger for at gøre det 
  • i et samfund med begrænsede humane og økonomiske ressourcer må vi søge at indrette os sådan, at vi gør bedst brug af disse ressourcer
Hvor kan problemerne så ligge ude i virkeligheden?

Lad os se på almen praksis og på sekundærsektoren.

Almen praksis:

Vi praktiserende læger skal tage os af vores tilmeldte patienter – alle tilmeldte patienter med behov for lægelige ydelser!

Det vil i min optik sige, at vi i almen praksis ikke kan ”gå og hygge os med at se vores hypertensionspatienter urimeligt hyppigt” og dermed gøre adgangen til vores klinikker alt for besværlig for andre patienter.

Det kunne være ”tunge” patienter med psyko-sociale problemstillinger, patienter med akutte helbredsproblemer eller patienter med udiagnosticeret mulig alvorlig sygdom.

Vi praktiserende læger bør efter min opfattelse foretage en prioritering: vi må indrette vores praksis sådan, at de mest syge kan komme til!

Den nye overenskomst, vi netop har indgået, straffer os økonomisk, hvis vi tilbyder et for højt serviceniveau til patienterne og ”for mange” konsultationer (til de ”forkerte”).

Derfor må vi prioritere vores tid på en sundhedsfagligt forsvarlig måde og i henhold til de to anførte principper sørge for, at de syge kan komme til – og samtidig sørge for, at patienter med kroniske lidelser stratificeres på en sådan måde, at egenomsorg og egenkontrol fx vil udgøre en større del af omsorgen for de knapt så syge kronikere.

På den måde har vi ressourcer til at tage os af de patienter, der har større behov for vores ydelser i almen praksis.

Sekundærsektoren:

I Danmark varetager denne sektor udredning og behandling på et specialiseret niveau – det er man bedst til her, så det er såre fornuftigt.

Det vil sige, at man således er serviceorgan for de henvisende praktiserende læger: udredningssted for nogle af de måske-syge, behandlingssted for de helt-syge – og desuden varetager det hyperakutte område (112). 

Jeg opfatter det således, at man på specialafdelingen i speciale X på hospital Y har ansvaret for de patienter, der i Y’s optageområde har sygdomme inden for specialet X. 

Ansvaret forstået således: hovedansvaret for de mest syge og et med-ansvar for de mindre syge og de patienter, der måske har en sygdom inden for specialets område.

Lykkeligvis har man dog en hel hær af fremskudte medarbejdere til at dele ansvaret med – nemlig de praktiserende læger i Y’s optageområde.

Det betyder i min optik, at man på afdelingen må prioritere på samme måde, som man gør i almen praksis: altså prioritere og justere ambitionsniveauet, sådan at de mest syge sikres behandling og man sikrer udredning af de måske syge.

De knapt så syge kan man så trygt overlade til de fremskudte samarbejdspartnerne i almen praksis – eller dele ansvaret for andre af disse patienter (shared care).

Omvendt betyder det, at afdelingen ud fra disse principper ikke vogter opgaven optimalt, hvis man ”hygger” sig med knapt så syge patienter eller giver en meget, meget god service til de patienter, der er så heldige at være kommet ind i folden og dette på bekostning af en hel gruppe måske syge patienter, der går uafklarede gennem måneder/år og for lud og koldt vand…

Min tese er altså: ligesom vi i almen praksis har ansvaret for at sikre alle vores tilmeldte patienter en fornuftig lægelig service (ud fra de givne ressourcer), så må afdelingerne på samme måde forvalte deres ressourcer på en sådan måde, at hele skaren af relevante patienter får en rimelig lægelig service (ud fra de givne ressourcer).

Hvorfor rejser jeg spørgsmålet? Ja, det er fordi jeg synes man både i primær- og sekundærsektor nogle gange ser, at verden så alligevel ikke er skruet sammen efter de to principper!

Har jeg en pointe? – eller er jeg på gale veje?




mandag den 14. marts 2011

Forandring og skepsis


I den velkendte bombastiske bygning af stål, glas og frem for alt beton på Blegdamsvej nr. 3 er der noget under opsejling. Stedet hedder Panum Instituttet, og for de mange medicinstuderende betragtes det både som et hjem og en moderne udgave af Kong Minos labyrint.

En labyrint med en uundgåelig eksponering for røntgenstråler, hemmelige genveje til de mørke dissektionssale samt et nummereringssystem af lokaler, der får selveste blomsten af Danmarks ungdom til at visne.

Men bygningens stilart, brutalismen, som var forbundet med en utopisk social ideologi, må siges at passe forbløffende godt til det studieliv, som bygningen huser.

De mange basisgrupper med utallige timers frivilligt arbejde bag sig skaber et levende og varieret studiemiljø på tværs af årgangene. Basisgrupperne engagerer sig indenfor både sundhedsfaglige områder eksempelvis PIT (praktikant i troperne) samt mere alternative aktiviteter som at lave en revy, drive studenterklubben og meget mere.

Det er udelukkende de utroligt mange timers frivilligt arbejde fra de studerende, der gør det muligt at holde disse basisgrupper kørende. Det er disse kræfter, der gør Panum til et unikt og levende sted med tid til andet end kun læsning.

I 2012 skal der så opføres et 16 etagers højt Forskningstårn. Personligt er jeg meget begejstret for, at der investeres i forskning og i særdeleshed indenfor det sundhedsvidenskabelige område. Dog har processen ikke været optimal set med de studerendes øjne.

Dette skyldes, at der ikke på noget tidspunkt blev påpeget overfor de studerende, at det nye forskertårn ville medføre, at vores studenterklub var nødsaget til at rykke et andet sted hen. Da der ikke er mange ledige lokaler på Panum, der kan rumme 400 mennesker, kan det sagtens ende med, at studenterklubben rykkes et godt stykke væk fra Blegdamsvej. Sagen er endnu ikke afsluttet.

At man skal tilpasse sig de ændringer, der kommer, og i denne situation et forskningstårn, som mange vil få gavn af, er en selvfølge. Derudover er fornyelse ofte et overset gode, som kan bringe meget positivt med sig. 

Dog vidner denne situation om, at de studerende ofte bliver overset, når der skal træffes vigtige beslutninger. Og i en tid hvor Penkowa-sagen har ryddet forsiderne og vakt en enorm mistillid til både Universitetet og fakultetet, er der brug for, at ledelsen genvinder respekten blandt de studerende.

Kigger man på andre studier og generelt i vores samfund, er der desværre alt for lidt frivilligt initiativ til at skabe sociale begivenheder.

At der af en eller anden grund er et enormt overskud til dette blandt mange af landets kommende læger bør værdsættes, især fra ledelsen. Det overskud bidrager nemlig til, at flere studerende får et godt socialt netværk, et mere alsidigt studieliv og ender som bedre og lykkeligere læger, der ikke bidrager til selvmords- og misbrugsstatistikken.   

Vågn op bag skrivebordene, og henled jeres opmærksomhed mod dem som det hele handler om, nemlig de studerende! 


fredag den 11. marts 2011

Skål for Dr. Schnabel

”Her starter en Fuglsang”. Det sønderjyske bryggeri har siden efteråret satset stort på en landsdækkende annoncekampagne. Held og lykke med det - men en række af de seneste annoncer har altså været både sælsomme og foruroligende, og især da for medicinhistorisk interesserede.

Og så netop i år, hvor vi kan markere 300-året for en pestepidemi, der dræbte hver tredje indbygger i Helsingør og København.

Forklaring følger.

For det er jo kun tilsyneladende, at annoncen viser den fugl (en solsort), som er bryggeriets logo og maskot.

Skikkelsen på billedet er i virkeligheden den uhyggelige Doktor Schnabel von Rom – pestlægen, som intet kunne stille op med den dødelige sygdom, men var god til at give børn og påvirkelige sjæle mareridt.

Første gang, danskerne stiftede bekendtskab med Doctor Schnabel var i en publikation af lægen Thomas Bartholin midt i 1600-tallet, da epidemier af byldepest hærgede landet med korte mellemrum – hvad den havde gjort, siden den debuterede under betegnelsen ”Den Sorte Død” 300 år tidligere.

Billedet viser en figur klædt i en beskyttelsesdragt, som blev båret af pestlæger og andre, der kom i nærheden af de smittede.



Sygdomsfremkaldende bakterier kendte man ikke noget til. Der var mange teorier om pestens årsager. Man formodede, at Guds straf, planeternes stilling, vulkanudbrud og meteorer kunne være medvirkende årsager.

Blandt læger svor mange til ’miasma’ – en slags giftig luft, der opstod på lavtliggende, sumpede områder og kunne opnå sygdomsfremkaldende egenskaber under ugunstige forhold.

En fodlang dragt af voksdug kombineret med beskyttelsesbriller mentes at kunne skærme mod de pestilentiske miasmer.

Det lange ’fuglenæb’ var en primitiv gasmaske fyldt med aromatiske urter, som rensede luften for smittestof. Samtidig gav den en vis beskyttelse mod den forfærdelige stank fra de hundreder af døde, som lå alt for længe på gader og stræder og rundt om i husene, fordi ligbærere og gravere døde hurtigere, end man kunne tvangsudskrive dem.

Forlægget for Bartholins illustration var denne illustration af Paulus Fürst fra 1656 – man tog ikke så tungt på ophavsretten:

Pestlægen var i øvrigt en illusion. Thomas Bartholins selv gav sine universitetsuddannede lægekolleger dette råd i pesttider: ”Flygt hurtigt, langt væk og bliv længe borte”. Og det gjorde lægerne, hver gang, pesten bankede på.

Og fra deres eksil på landet udgav de lærde instrukser om, hvordan man skulle beskytte sig mod pesten (inde i byen).

Der var ganske vist udnævnt ”pestmestre” – men de var barberuddannede kirurger, som ikke kunne tale latin. Og de havde pligt til at blive i byen og tage sig af de syge. Det gjorde de modvilligt – og døde for de flestes vedkommende af det.

I sin behandskede hånd bærer den dystre Dr. Schnabel en stav med bevinget timeglas, og til venstre i baggrunden ser man en tilsvarende figur og en flok børn, der stikker af.

Og det gør de formentlig klogt i. Lægen kunne intet stille op. Sygdommen måtte gå sin gang, og lægens dråber, tinkturer, afkog, udtræk, pulvere, brækmidler, klystere og åreladninger var i heldigste fald virkningsløse. Til gengæld kan han uden at vide det have fungeret som transport af de lopper, som ved deres stik spredte pestbakterien, Yersinia pestis.

Pestepidemien hærgede København gennem det meste af 1711 og brændte til slut ud af sig selv. Da var omkring 23.000 af hovedstadsens 60.000 indbyggere døde.

Men selv om der ikke var noget at stille op mod selve sygdommen, blev epidemien i 1711 sidste gang, Den Sorte Død hjemsøgte Danmark. Ikke takket være medicinen, men fordi centralmagten og administrationen med enevælden nu havde fået så meget styr på landet, at der kunne indføres og håndhæves strikse karantænebestemmelser.

Og det er da et jubilæum, der er værd at fejre med en Fuglsang.

Links:

F.V. Mansas autoritative afhandling fra 1840 (pdf):

Videnskab.dk:

Pesten i Danmark – en kildesamling:

Illustrationerne hos Bartholin (pdf):

tirsdag den 8. marts 2011

Global opvarmning: En religion?

George Monbiot er forfatter og klummeskriver i The Guardian. Han havde for nylig et indlæg, hvor han forklarede, hvordan det kunne gå til, at vi oplever en usædvanligt kold vinter i store dele af Europa og USA samtidig med, at vi er midt i en global opvarmning.

Kort fortalt skyldes det, at de lavtryk, som tidligere blev opbygget omkring Island i vinterhalvåret sammen med højtrykkene ved Azorerne har ført varm luft op over Europa sydfra, hvilket har mildnet vores vintre. Som følge af den uset høje temperatur i de arktiske områder de senere år, er lavtrykkene i nord nu mindre udtalte, hvorfor der i stedet strømmer kold luft ned over Europa og USA nordfra, med kolde vintre til følge.

Jeg sendte denne klumme rundt til mine kolleger. Et par dage senere mødte jeg en af dem, som tørt men smilende konstaterede: Du er jo religiøs! Underforstået, det kunne ligeså godt være et tilfælde, at temperaturen globalt i 2010 i gennemsnit var den hidtil højest målte, og at vi har en kold vinter.

Min kollega står næppe alene med sit synspunkt, hverken blandt andre kolleger, blandt danskere i øvrigt, og slet ikke blandt amerikanere. Det triste ved historien (set fra mit synspunkt) er, at denne kollega er et begavet menneske, som tilmed er en udmærket forsker, som i sit faglige liv ret ubesværet kan skelne lødig videnskab fra junk-science. Sidstnævnte betegner underlødig, bestilt pseudo-forskning med det formål at fremme en bestemt gruppes interesser – de være sig økonomiske eller politiske.

Kontroverser i videnskab er som bekendt ikke noget nyt fænomen, og inden for medicin oplever vi daglig uenigheder mellem forskere. Alligevel er vi uddannet til at kunne manøvrere og vurdere kvaliteten af forskellige undersøgelser, og kan ofte nå konsensus om bestemte synspunkter, vi så vælger at køre efter i klinikken, indtil ny evidens måtte ændre vores hidtidige opfattelser.

Inden for klimavidenskab er der i dag en så høj grad af enighed, at man kan tale om videnskabelige kendsgerninger på samme måde, som man kan inden for lægevidenskab. Det drejer sig i hvert fald om følgende syv påstande1:

  1. CO2 er en drivhusgas.
  2. Når mængden af CO2 øges i atmosfæren, vil den globale temperatur – alt andet lige - stige.
  3. CO2 er gennem seneste 100 års industrielle udvikling steget markant fra omkring 280 ppm til i dag 385 ppm.
  4. Denne stigning skyldes væsentligt menneskers afbrænding af fossile brændstoffer.
  5. Sidste gang vi på jorden havde et tilsvarende højt CO2 niveau var for omkring 3½ million år siden. Dengang var den globale vandstand omkring 25 m over nuværende niveau, og temperaturen omkring 3 grader over nuværende niveau.
  6. Selv hvis man fastholdt det nuværende CO2 niveau, måtte vi imødese yderligere opvarmning og markante stigninger i vandstanden, efterhånden som mere is fra Arktis, Antarktis og fra gletsjerne smelter.
  7. Der er en række selvforstærkende mekanismer, som vil udløses efterhånden, som temperaturen stiger yderligere. Et eksempel er afgivelsen af frost-bunden metan i områder, som hidtil har været præget af permafrost. Når metan afgives, udløser det en selvstændig, yderligere drivhuseffekt.
Der er også en række ting, vi ikke ved med sikkerhed. Vi ved ikke præcis, hvilke vejrmæssige konsekvenser den stigende globale temperatur vil få forskellige steder i verden i form af tørke og brande, cykloner og orkaner, oversvømmelser og nedbør.

Vi ved ikke, hvor meget is der vil nå at afsmelte inden århundredeskiftet og derfor heller ikke, om vi vil opleve stigninger i vandstanden på ½m, 1m eller 1½ m i dette århundrede. Nyere undersøgelser tyder mere på sidstnævnte end førstnævnte.

Der er også usikkerhed om, præcis hvor store omkostninger, forskellige samfund i verden kommer til at bøde for den globale opvarmning i form af ødelagt infrastruktur, sult, flygtningestrømme osv. Først og fremmest dette forhold gør det vanskeligt at gennemføre troværdige beregninger over rentabiliteten ved grønne investeringer, som kunne gøre os fri af fossile brændsler.

Men desuagtet disse usikkerheder er der altså konsistent videnskabelig dokumentation for, at den menneskeskabte globale opvarmning ikke er et spørgsmål om tro, men om videnskab. Det budskab bør vi stå sammen om at viderebringe til medborgere med færre forudsætninger for at vurdere naturvidenskabelig evidens.

Dette kunne også være udgangspunktet for vores videre drøftelser af, hvor højt vi bør prioritere at få bremset den menneskeskabte opvarmning, og hvor hurtigt det skal ske. Altså et løft i debatten fra om vi skal være snilde, til hvordan vi satser vores ressourcer klogest.

1)    IPCC’s Fourth Assessment Report. The Physical Science Basis. 2007. Kan downloades gratis på


    



fredag den 4. marts 2011

Hvad betyder omkostningerne for din pension?

Du skal især holde øje med to ting, når du vælger pensionsopsparing: Hvor godt forvalter pensionsselskabet dine penge, og hvor godt tager det sig betalt for det

I skemaet nedenfor kan du se, hvor stort et afkast pensionsselskaberne har givet i perioden 2000-2009.

Umiddelbart ser det ud som om, at nogle selskaber er bedre til at tjene penge til deres kunder end andre. Men sådan er det ikke nødvendigvis.


De store forskelle i afkast er nemlig i høj grad et udtryk for, at nogle pensionsselskaber har langt højere omkostninger til administration end andre. For intet pensionsselskab (eller andre for den sags skyld) har endnu kunnet påvise en særlig evne til systematisk at opnå bedre afkast end andre. Se derfor på omkostningerne, når du vælger pensionsselskab!


Omkostninger æder din pension

Skemaet over pensionsselskabernes afkast viser, hvor vigtigt det er, at du vælger det rigtige pensionsselskab. Omkostningsniveauet har nemlig stor indflydelse på din pensionsudbetalings størrelse og dermed din levestandard, når du går på pension.
Dette gælder både for dig, som frit kan vælge pensionsopsparing, men også for arbejdspladser med kollektiv pensionsopsparing, hvor man ønsker at maksimere medarbejdernes pensionsudbetaling.
Indbetaler du eksempelvis 50.000 kroner årligt til en ratepension i 30 år, vil der med et gennemsnitligt afkast på 4,5% være sparet 2.911.000 kroner op i slutningen af perioden, svarende til en udbetaling på 297.000 kroner over 20 år (alt i nutidskroner). Er det gennemsnitlige afkast derimod kun 4 % pga. omkostninger, får du kun udbetalt kr. 2.700.000 kroner i alt eller 263.000 om året. Du får altså 11,4 % mindre ud af din pension om året. 



Hvordan vælger du så den billigste ordning?
  
Det gør du ved at tage dine penge ud af puljeordninger i banken og undlade at bruge pensionsselskaberne til andet end din forsikringsdækning. Den billigste måde at spare op på i dag er nemlig at vælge eget depot i banken (Dette gælder dog ikke opsparing i ATP). På den måde kan du sikre dig, at omkostningerne bliver holdt på et minimum, så du har flere penge til dig og din familie i pensionsalderen. 




Se, hvor meget pensionsordningerne koster:
  
Typiske omkostninger p.a. i forskellige ordninger
 Pengeinstitutter
Pensionsselskaber
(kommercielle)
Du vælger porteføljen
(Eget depot og
Linkordninger -markedsrente)
Afhængigt af, hvor meget du handler – men normalt kan de holdes under 0,25-0,5 % om året – hvis du vælger det rigtige pengeinstitut.
Normalt vil de ligge over 1-2 % om året – herudover kommer de indirekte omkostninger.
Du vælger ikke hele porteføljen selv
(Puljeordninger og
Garanterede produkter)
Generelt over 2 % om året afhængigt af hvilken type risiko du vælger – aktieinvesteringer er dyrest.
Normalt over 2 % om året – produktet er på vej ud af markedet.

tirsdag den 1. marts 2011

En Leonardo for det 21. århundrede?

De sidste 15-20 år har humanister været optaget af sundhed og sundhedsvidenskab. Men kan den medicinske forskning også inspirere humanister til at tænke humaniora i nye baner?

Forskning i visuelle kulturstudier er et eksempel på, hvilke muligheder den omvendte tænkning kan indebære.

De biomedicinske videnskaber genererer i stadigt stigende omfang billeder af mennesket i alle tænkelige funktioner og forstørrelsesgrader. Ikke bare klassiske røntgenbilleder, men i stigende grad avancerede digitale imaging technologies: CAT-scanningbilleder, 3D-ultralydscanningsbilleder af fostre, fMRI-billeder, som lægger en fysiologisk-funktionel billeddimension oven i den klassiske anatomiske, etc..

Det vælter ud med digitale billeder af kroppen i alle afskygninger, og der er en sand eksplosion af billedmateriale på vævs-, celle-, og molekylært niveau.

Den biomedicinske videnskab og teknologi åbner i dag op for helt nye visuelle erfaringsverdener – visuelle verdener, som kunsthistorien næsten ikke har beskæftiget sig med. Det interessante i denne udvikling er, at hvis der for alvor bliver sat turbo på den slags nye visuelle verdener, bliver også et helt nyt spektrum af visualisering af mennesket – dvs. et af humanioras klassiske foci – sat på dagsordenen.

For den her slags forbliver jo ikke inden for forskningsverdenen. De mange billeder, som produceres inden for den biomedicinske forskning, diffunderer langsomt men sikkert ud i kulturen gennem massemedier, via internettet, på YouTube, på blogs, på FlickR, i museumsudstillinger, i de kulørte videnskabsmagasiner, og ud i det formelle uddannelsessystem (om end lidt langsommere).

Gradvist bidrager dette fyrværkeri af biomedicinske billeder til at forme et nyt menneskebillede og dermed også et nyt billede af mennesket.

Men materialismen er på vej tilbage i humaniora. Ikke som en firkantet materialisme, fx i historie-materialistisk og marxistisk forstand, men som en mere sofistikeret materialisme. En materialisme, som begynder at se mennesket og dets kulturelle interaktioner grundlæggende som interaktioner mellem molekylære væsener. En materialisme, som gør Kants dystre profeti om umuligheden af en naturvidenskabelig forståelse af mennesket og livet til skamme.

Med udgangspunkt i kortlægningen af det humane genom er den biomedicinske forskning i fuld gang med at kaste lys over det detaljerede cellemaskineri. Komplicerede fysiologiske reaktioner og anatomiske strukturer bliver kortlagt ned i de molekylære detaljer: hvordan transporten af vand, ioner og signalmolekyler foregår, hvordan sansereceptorerne fungerer, hvordan proteinsyntesen reguleres. For 50 år siden var maskinanalogien for menneskekroppen blot en kulturel metafor. Nu begynder den at blive realistisk.

Det mest kendte udtryk for denne nye molekylære materialisme er ambitionerne hos en del hjerneforskere, der mener, at de allerede nu kan sætte menneskelige følelser og endda tankeprocesser på materiel formel, f.eks. ved hjælp af fMRI.

Meget af dette er formentlig hype. Der er lang vej endnu. Men det konstante bombardement af molekylære nyhedsbulletiner har en stor påvirkningskraft, også på humanister. Vi kan begynde at se humaniora med andre øjne.

Det gælder f.eks. den aktuelle satsning på proteinforskning. Når det gjaldt udforskningen af det humane genom i slutningen af sidste århundrede, foregik meget af forskningen inden for et slags sprogligt paradigme. Grundmetaforerne var ’livets bog’, ’livets kode’ og ’livets sprog’, og man talte om DNA som kroppens styresystem i kybernetiske termer.

Analogien til computer science og sprogvidenskab var nærliggende. I mange årtier var den biomedicinske forskning på linje med fortolkningsparadigmet inden for de humanistiske videnskaber.

Proteinforskningen vender op og ned på metaforikken. Grundmetaforerne er nu ’maskineri’ og ’kroppens arbejdsheste’ i klar kontrast til styresystemmetaforerne. I den biomedicinske forskningslitteratur fylder proteinerne mere og mere på bekostning af DNA. De er allestedsnærværende, og de introducerer en sofistikeret materialitet som erstatning for ’livets bog’.

Set i det lys er humanioras udfordring at lade være med at udgrænse en sådan molekylær forståelse af mennesket ved at kalde den for ’biologisk’ eller ’humanbiologisk’ reduktionisme og derved slippe for at forholde sig til den.

Opgaven er snarere at inkorporere den biologiske forståelse for derved at udvide humaniora, så de kommer til at rumme den komplekse materialitet, de biomedicinske videnskaber lægger for dagen.

Så i stedet for at blive ved med at opretholde et kunstigt fakultetsskel mellem humaniora og sundhedsvidenskaberne eller kun gøre humaniora nyttig for sundheden, kan man håbe på, at det humanistiske fakultet vil tage hjerteligt imod den nye visuelle og materielle menneskeforståelse, sundhedsvidenskaberne producerer i disse år.

Denne tekst er en redigeret version af et indlæg på Medicinsk Museions egen blog, som kan ses her: http://www.museionblog.dk/hvad-med-en-leonardo-bev%C3%A6gelse-for-det-21-arhundrede/