onsdag den 30. marts 2011

Blå recept mod ensomhed?

Helt ærligt, så kan det godt give et gys i én, når man tager bestik af de realiteter, vi stort set alle sammen løber ind i, når vi bliver gamle. Ikke på en gang, men lidt efter lidt. Børnene er flyttet. Jobbet - der giver stimulation, anerkendelse og struktur på tiden - er forbi.

Én af os - som regel kvinden – er blevet alene. Benene svigter, ryggen knager og vinteren føles lang, som et ondt år – hvert år. Mange lever længere, end de overhovedet har mod, lyst og kræfter til. Især, fordi de mangler et menneske, der giver dem omsorg, lytter til dem, giver dem knus og klap. Ofte er det tabet af en ægtefælle, der river gulvtæppet væk. For nogle bliver sindet så mørkt, at de tager deres eget liv.

Vores hjerne er meget social
Vi ved fra ny forskning fra USA, Canada og Sverige, at mangel på sociale kontakter er ligeså skadeligt for helbredet som at ryge 15 cigaretter om dagen. Føler man sig ensom og alene, vokser stress og bekymringer. Det kan være med til at starte en ensomhedsspiral. Den siger med klare udsagn præcis, hvad der sker, hvis der ikke bliver sat noget i gang:

  • Isoleret, ensom - trækker sig tilbage
  • Oplever angst og utryghed – sætter tre låse på døren
  • Kan ikke styre disse følelser, som forstærkes, når man ikke har nogen at tale med
  • Viger tilbage for at gå ud, fordi man tror, man ikke kan klare det

Ny sundhedsprofil
Den ny Sundhedsprofil 2010 viser, at 65.000 mennesker over 65 år føler sig ensomme. De har ikke nogen at dele deres oplevelser med. Ikke nogen, der siger ”Har du sovet godt i nat. Vil du med ud en tur i haven?”.

Den viser også, at det især er ældre over 75 år, der føler stress og angst. Mange sygner hen og holder op med at røre sig. Mange trøstespiser og spiser i det hele taget usundt. Nogle ryger og drikker for meget. Risikoen for fx hjertekarsygdomme, knoglesygdomme og sukkersyge øges.

Blå recept til sociale netværk
Som praktiserende læge udsteder I gule recepter til medicin og grønne til motion. Hvorfor ikke indføre blå recepter til sociale netværk?

Skriv fx: Du skal tage kontakt til Ældre Sagen, Røde Kors eller Samvirkende Menighedsplejer. Her kan du få dig en besøgsven eller en en pc-ven. Komme med i en fortællecafé, en madklub, en læseklub,  en kortklub mm. Tag en tur i kommunens sundhedshus. Meld dig til et livsmestringskursus, en sorggruppe (som de fx har i Århus i Ældre Sagen).

Som læger har I alverdens autoritet, især i forhold til den ældre generation. Brug den autoritet til at give de gamle et kærligt spark bagi, når de kommer til jer og typisk klager over forskellige fysiske problemer. Måske handler det først og fremmest om at få dem ud af ensomhedens forbandelse.

Får de en ven, en snakkemakker, så nedsættes stress og bekymringer og de holder demensen på afstand. De passer også bedre på sig selv på alle måder.

Venskabspleje er stærk medicin, og en besøgsven kan lyse mere op end sommersolen.



2 kommentarer:

  1. Kunne ikke være mere enig! Jeg kan dog godt forstå, at det kan være svært for de ældre at komme afsted, især når nedskæringer fjerner de sociale tilbud på stribe. Det er dog en anden diskussion.

    SvarSlet
  2. Rigtig gode beskrivelser og betragtninger!
    Og blot en tilføjelse: den voksende gruppe af ældre flygtninge og indvandrere er endnu mere ladt i stikken først og fremmest pga. manglende danskkundskaber. For dem er der ingen sikkerhedsnet og ingen hjælp i en 'blå recept', da de ikke kan benytte sig af de tilbud der allerede findes. Og det at komme ud på gaden når man ikke kan kommunikere er endu større overvindelse end for ældre danskere. :(

    SvarSlet