mandag den 30. april 2012

Twitter ER forskningskommunikation 2.0


Public Communication of Science and Technology-konferencen i Firenze er lige slut. Under hele konferencen kørte en meget intens Twitter-strøm som baggrund til sessionerne. 


Der var en konstant strøm af kommentarer til de enkelte oplæg, sessioner og konferencen som helhed, nogle gange flere i minuttet.


Jeg vil tro, at der var lige så mange kommentarer på Twitter, som der var mundtlige spørgsmål under sessionerne. Flere af deltagerne gemte Twitter-strømmen på Storify, så den kan stadigvæk læses, fx. her.

Grunden til at jeg påpeger dette er, at jeg mener, at Twitter lige nu er det mest interessante udtryk for ånden i begrebet “forskningskommunikation 2.0″.

Det blev gjort meget tydeligt under en session på konferencen, der var arrangeret for at kikke tilbage på tidsskriftet Public Understanding of Sciences 20-årige historie. Her sagde PUS-redaktør Martin Bauer bl.a., nærmest i en bisætning, at han ikke vidste, hvad en blog var, eller hvad den kunne bruges til.

Måske var det bare en dårlig formulering, eller måske var det en provokation, resultatet blev under alle omstændigheder, at Twitter-strømmen nærmest eksploderede. Hvordan kunne redaktøren for PUS være så uvidende om sociale medier og deres betydning for forskningskommunikation?

Begrebet “forskningskommunikation 2.0″ kan let misforstås (og misbruges). Jeg tror, det ville være godt med en bredere diskussion af, hvad begrebet står for, hvordan forskningskommunikation via sociale medier kan foregå i dag, og hvad fremtiden kan byde på i den retning.

Dette indlæg er en redigeret version af et indlæg på Medicinsk Museions hjemmeside - se originalen her.

tirsdag den 24. april 2012

Vores hjerne er meget social

Venskabspleje er stærk medicin, og en besøgsven kan lyse mere op end sommersolen i et ensomt, gammelt menneskes liv. Et mangelfuldt socialt liv gør det samme ved din sundhed, som 15 cigaretter om dagen eller alkoholafhængighed vil gøre. At miste sin sociale støtte er langt mere usundt end fedme.

Forklaringen er enkel: Vores hjerne er meget social. Materiel velstand over en vis minimumsgrænse har meget lidt indflydelse på vores velvære. Det har til gengæld sansemæssige, seksuelle og sociale nydelser. Særlig samværet med andre mennesker er afgørende for vores mål af lykke i dette liv. Lykke forstået som nydelse uden begær. Som en stadig tilstand af tilfredshed.

Ifølge psykolog og forfatter Daniel Goleman er det, der sker mellem mennesker, ikke bare fornemmelser og uforklarlige fænomener. Vores hjerner er i tæt forbindelse med hinanden. Ja, faktisk designet til at reagere på andre mennesker. Det nye er, at disse fænomener kan påvises i den nyeste hjerneforskning. 

Vi kender det alle sammen: Følelsen af et stik i hjertet, hvis nogen behandler os dårligt eller skælder os ud. Vi føler os ”såret”. Bliver vi afvist, kan det føles som en fysisk smerte. Når vi er forelskede, får vi ”sommerfugle” i maven, og når vi oplever noget dejligt, føles det som om, vores hjerte svulmer. Vi retter os op og smiler over hele femøren.

Vi spejler hinanden
Andres dårlige humør eller opførsel har en reel fysisk indvirkning på os. Ja stærkere vi følelsesmæssigt er forbundet med en person, jo stærkere er påvirkningen.  Er vi så heldige at have mennesker omkring os, som holder af os eller ligefrem elsker os, er det en god garant for vores fysiske helbred. En kæmpe biologisk fordel simpelthen!

De varme følelser fra den anden forplanter sig nemlig gennem vores krop og sender undervejs et væld af hormoner rundt i kroppen, som regulerer de biologiske systemer. Lige fra hjertet til celler i immunforsvaret. Når nogen behandler os uforskammet, overkritisk, undertrykkende eller fordomsfuldt, producerer vi stresshormoner, som skader vores hjerne, hjerte og immunforsvar. 

Du kan læse mere:

Ældre Sagens Fremtidsstudie 2010, kapitlet om livskvalitet

Morten Kringelbach: ”Den nydelsesfulde hjerne”. Gyldendal 2008
Tor Nørretranders: ”Glæd dig”. TV2-forlag, 2007

fredag den 20. april 2012

Læge, sådan kan du bruge de sociale medier

Jeg synes, det var forstemmende at læse Lægeforeningens guide til sociale medier, som blev offentliggjort for nylig. http://www.laeger.dk/nyhed/download/docs/F16266/97069_SocialeMedier.pdf.

I én linje er det nævnt, at der er mange muligheder for kommunikation med de sociale medier, men ikke så meget som ét ord om, hvilke muligheder det er. Og så følger ellers seks sider med advarsel på advarsel om ikke at bryde tavshedspligten, de kollegiale regler eller opføre sig på en måde, der kan skade lægestandens troværdighed og autoritet.

Kort sagt, man har ikke meget lyst til at gå i gang med at udforske de sociale mediers mulighed som læge, når man har læst de såkaldte guidelines.

Det er ærgerligt. For det er ikke længere et spørgsmål, om I læger skal være på de sociale medier, men hvordan, I skal være det. Med knap 3 millioner danskere på Facebook er det Danmarks absolut største medie.

Patienterne forventer også, at I læger er på, og at de kan være i dialog med jer her. Masser af virksomheder som f.eks. teleselskaberne har størstedelen af deres kundeservice på Facebook.  Lægerne kan også yde den service.

Jeg siger ikke, at I som privatpersoner skal være på Facebook med jeres patienter, men et lægehus kan da sagtens have en Facebook side som service overfor patienterne. F.eks. med statusopdateringer om, at man skal huske at blive vaccineret i god tid, inden man skal på sommerferie til eksotiske steder, nyt om influenzavaccination etc. Det er et kommunikationsværktøj og en service.

Jeg ser to store muligheder for læger med de sociale medier:
  • At få en bedre kommunikation med patienterne og sikre dem en bedre behandling
  • At blive klogere selv

Man bliver klogere ved at lytte til, hvad patienter og andre diskuterer på blogs, og man kan få en bedre kommunikation med patienterne og opnå bedre compliance ved at bruge Apps i behandlingen f.eks. til dialog ved rygestop eller App-værktøjer som dagbogsfunktioner til kronikere som f.eks. diabetikere

Eller hvad med at bruge en video på YouTube til at vise genoptræningsøvelser efter sportsskader i stedet for en stregtegning på papir, som er svær at forstå? 

Facebook er mange unges kommunikationsform – og derfor kan det være lettere at have en lukket dialog mellem lægehuset og den unge via Facebooks lukkede personlige postsystem, akkurat som en e-mail konsultation.

Lær af kollegerne på Linked-In
 
Den anden store mulighed er at blive klogere ved at udveksle viden og erfaringer med kolleger. Her giver de sociale medier en unik mulighed for hurtigt at komme ud til mange kolleger over hele verden.

Sidste år lavede vi i Effector en undersøgelse blandt 100 praktiserende læger, om hvem de ønskede at være i netværk med om deres primære interesseområde. 30% svarede andre læger fra hele verden! Det kan man ikke løse med et fysisk netværk. Men med en lukket gruppe på f.eks. Linked-In kan man! 
 
De konkrete værktøjer som mangler i Lægeforeningens guide, er der heldigvis andre læger der sørger for at dele, bl.a. Christian Vøhtz og Thomas Aru, som sammen med mig holder en session på Lægedage i november. Her vil vi prøve nogle af mulighederne med de sociale medier af. Udbyttet er stort og det er ikke så farligt.



torsdag den 19. april 2012

Donorbørn

I vores kultur har vi en grundlæggende sund moralsk intuition om, at man ikke behandler mennesker efter forgodtbefindende. I den filosofiske litteratur har Immanuel Kant stået fadder til, at man ikke blot bør behandle mennesker som middel men tillige også som et mål i sig selv, hvilket udtrykker den samme tanke.


Den tanke ligger så dybt i os, at vi ikke sætter børn i verden, for at de skal være reservedele. Skrækscenariet er, at et barn bliver ”fremstillet”, for at læger kan bruge væv fra donorbarnet til at redde en ældre søskende, som lider af en livstruende sygdom.


Mavefornemmelser og konnotationsetik

Der hersker en vis tendens til, selv på oplyst grundlag, at dyrke det, man kunne kalde for ”konnotations-etik”. Altså en etik, hvor alene det, at et bestemt ord eller begreb konnoterer noget ubehageligt, også per automatik bør medføre en moralsk skepsis eller ligefrem afstandtagen fra ordet.

Et sådan eksempel har begrebet ”reservedelsbarn” vist sig at være. Vi bryder os ikke om at opfatte børn som reservedele – som redskaber fra en værktøjskasse. Det er imod vores mavefornemmelse.

Er det da slet ikke tilladt at bruge maven, når vi dyrker etik? Bestemt, men etisk afstandtagen skal basere sig på mere end følelser. Fornuften har også en vigtig rolle at spille. At vi ikke bryder os om termen ”reservedelsbørn”, siger nemlig ikke særlig meget om, hvorvidt det også er etisk uforsvarligt at sætte et sådan barn i verden.

Ophavsargumentet

Et berømt tankeeksperiment i den filosofiske litteratur illustrerer, at vores grunde til at få et barn ikke er relevante i forhold til vores overordnede moralske vurderinger af, hvorvidt det er rigtigt eller forkert at sætte et barn i verden. Argumentet er som følger:

Forestil dig et par, der har bestemt sig for ikke at ville have et barn, men som bliver lovet et betragteligt beløb for at lave et barn til et andet par, som de intet kendskab har til. Deres grund til at få et barn er altså, at de efterfølgende kan sælge det.

Da barnet kommer til verden, afleverer de, som aftalt mod betaling, barnet til en ukendt skæbne. De kender som nævnt ikke det andet pars baggrund og er egentlig også ligeglade. Efterfølgende vælger det første par at købe en stor yacht for beløbet.

Det afgørende ved tankeeksperimentet er ikke, om parret, der sælger, opfører sig sympatisk, for det gør de åbenlyst ikke. Måske kunne man endda hævde, at de har en karakterbrist. Men kan man på den baggrund konkludere, at de dermed har optrådt umoralsk i kraft af deres handling? Det kræver, efter vores overbevisning, at man ser på, hvilket liv barnet rent faktisk får.

Lad os sige, at barnet får en normal opvækst hos sin adoptivfamilie. I så fald har parret gjort en god handling, for uden dem var barnet jo ikke kommet til verden. Husk på, at alternativet havde været ingen børn. Måske oplever barnet endda stor kærlighed hos sin nye familie og får et langt, lykkeligt liv. Det vil blot understrege pointen endnu kraftigere.

Uden det usympatiske par var barnet nemlig slet ikke blevet født. Barnet havde af samme grund heller ikke haft den livskvalitet, det har vist sig at få, eller bidraget med livskvalitet til andre mennesker. Verden havde, alt andet lige, samlet set været et mindre lykkeligt sted. Ville vi i et sådant tilfælde stadig fastholde, at den handling forældrene udførte, da de valgte at få barnet, var en dårlig handling? Det ville vi nok næppe.

Det afgørende er derfor ikke, hvilke grunde forældrene har haft til at få barnet. Det kommer udelukkende an på, hvilket liv barnet rent faktisk får.

I modsætning til det usympatiske par i vores tankeeksperiment, er et par, der får et barn af kærlighed til deres livstruede barn, anderledes sympatiske. Forældre, der får et andet barn på baggrund af overvejelser i forhold deres alvorligt syge barn, vil selvfølgelig elske et nyt barn lige så højt som deres andre børn – og i deres egen ret.

Dermed kan man foreløbigt konkludere, at selvom et forældrepar skulle beslutte sig for at få et donorbarn af højst tvivlsomme årsager, så er dette ikke relevant i forhold til en moralsk vurdering af, om det var rigtigt eller forkert at sætte barnet i verden.

Ydermere kan man konkludere, at just de forældre, der vælger at få et donorbarn, har vist sig at ville det bedste for deres allerede syge barn, hvorfor man må formode, at de vil behandle deres nye barn, donor eller ej, på nogenlunde samme måde. Et donorbarn vil derfor, sandsynligvis, få et liv, der er værd at leve, hvilket er præcis det, der er afgørende for, om forældrenes handling skal vurderes som moralsk rigtig eller forkert.

Grunde til at blive forælder

I øvrigt virker det besynderligt at klandre et forældrepar, der får et barn af grunde, der bunder i rationelle etiske overvejelser. Særligt når man tænker på, at de fleste mennesker får børn af en række grunde, som under andre omstændigheder ville blive karakteriseret som selviske – uden at vi dog af den grund rynker på næsen ad deres valg. Grunde der ligeså meget har at gøre med os selv, som de drejer sig om de børn, vi sætter i verden. Her vil vi blot illustrere med tre eksempler.

“Vi vil opleve det at være en familie”. Sat hårdt op, er barnet et middel til at nå det mål. Og i samme boldgade kan det være en måde at bekræfte sig selv på, og signalere over for omverdenen på, at man nu er voksen.

“Børn er en måde hvorpå familien kan leve videre”. Her er barnet et led i den ubrudte kæde der forener fortid og fremtid. Igen er det vanskeligt at gennemskue, at det er for barnets skyld.

 “Ved at få børn, har jeg givet mine gener videre til den næste generation”. Det, der er på spil her, er en slags biologisk udødelighed. Det er svært at se, at det isoleret set er for barnets skyld. 

Vi får børn af et væld af årsager. Ofte er det ikke én enkelt årsag. Det er sammenvævet net af forskellige grunde. Nogle af disse grunde er eksistentielle, andre er pragmatiske.

Vi har derfor umådeligt svært ved at se, at man ikke oveni disse grunde kan tilføje nogle etiske, der gavner et menneske, der lider af en alvorlig sygdom. Mennesker, der allerede er i live, og som behøver vores hjælp. Den hjælp som en lillebror eller lillesøster kan tilvejebringe gennem sine stamceller.

Diskussionen viser, at grunde ikke har relevans. Og selv hvis de havde, forekommer det dobbeltmoralsk at udstille forældre til donorbørn, fordi deres grunde ikke udelukkende har donorbarnet som mål.

onsdag den 18. april 2012

Fejl, flop og fiasko 3: Håbets mekanismer

Som afslutning på denne korte blog-serie om ”fejl…” skal jeg tage fat på, hvad den svenske organisationsforsker Nils Brunsson har kaldt ”håbets mekanismer” (i bogen Mechanisms of Hope. Maintaining the Dream of the Rational Organization).
 

Som hævdet i de to foregående blogs er fejl, flop og fiasko lige så meget reglen som undtagelsen, når det handler om organisatoriske reformer og forandringsprojekter. Store satsninger skuffer, reformer flyder ud i sandet, strukturændringer viser sig snarere at være en omfordeling af fordele og ulemper end en samlet forbedring.

Idealet om den rationelle organisation karakteriseret ved klare mål og velovervejede midler ligger - til trods for stadige reformer - stadig ude i horisonten. Når vi alligevel har energien til at fortsætte med reformerne, skyldes det ifølge Brunsson, at vi håber, den næste reform vil lykkes. Reformer og ændringer handler om fremtidige tilstande, som man aldrig med sikkerhed kan vide, om vil indtræffe. For så vidt er reformer båret af håb forstået som en blanding af forudsigelser, gæt og ønsker.

At håb spiller en vigtig rolle i vore dages organisatoriske reformer kan lyde overraskende. Håb lyder useriøst, ubegrundet – og det er netop også pointen hos Brunsson: Der er ikke noget, der tyder på, at det er muligt at realisere idealet om en rationel organisation karakteriseret ved klare målsætninger og effektive midler til at nå målene.

Brunssons drilske kommentar er, at siden der er brug for stadigt nye reformer, så må det jo være fordi, det er mislykkedes for de tidligere reformer at frembringe den rationelle organisation. Hvordan kan vi så alligevel fortsætte med at holde fast i det samme ideal? Det kan vi kun, fordi vi håber det bliver bedre næste gang.

Hvorfor holder vi ikke op med at håbe, når reformerne og de stort anlagte forandringsprojekter nu så sjældent rigtigt lykkes? Det spørgsmål har fået Brunsson til at overveje, om der er nogle håbets mekanismer, altså mekanismer som sikrer mod, at vi mister håbet.

Håbets mekanismer handler om, hvordan folk i organisationer kan bevare håbet om rationalitet, troen på, at de rationelle principper er fornuftige, ønskværdige og realistiske, selv om de igen og igen viser sig umulige at realisere.

Fælles for mange af de håbets mekanismer, som Brunsson finder, er, at de handler om selvproduceret uvidenhed.

Det kan være uvidenhed om, hvordan det er gået tilsvarende reformer i beslægtede organisationer; det kan være uvidenhed om, hvilke konsekvenser egne projekter faktisk har haft; det kan være fokus på fremtiden snarere end på faktisk indhøstede erfaringer; det kan være ved at fortolke informationer, så de ikke truer fastholdelsen af håbet; det kan være ved at fokusere opmærksomheden på reformerne som vel udtænkte mentale størrelser snarere end som aktiviteter med konkrete konsekvenser – mange reformer lyder fornuftige uden af den grund at have specielt gode effekter.

At uvidenheden er ’selvproduceret’ betyder, at uvidenheden ikke er nødvendig – organisationerne kunne få viden om konsekvenser og effekter, hvis de aktivt opsøgte denne viden.

Sammenfattende kan man sige, at håbet er den energi, hvormed organisationer fortsætter med at lave reformer, der slår fejl. Selvproduceret uvidenhed er den mekanisme, der holder håbet i live.

Håbets mekanismer er ikke mindst reformledelsernes og konsulenternes mekanismer. Det er de mekanismer, der gør reformatorerne uvidende om reformernes effekter i praksis. De ledere og medarbejdere, som udsættes for reformerne, som erfarer hvordan reformerne fejler – de kan til gengæld have svært ved at fastholde håbet.

Når idealet om den fuldendt rationelle og designede organisation fejler igen og igen, så er der risiko for, at dette håb medproducerer sin egen modsætning, nemlig fortvivlelse og apati. Man ryster på hovedet ad ufornuften i det, der skulle være så fornuftigt. Risikoen ved at holde fast i håbet om den rationelle organisation er, at medarbejdere opgiver deres organisatoriske engagement.

Man skal, som man siger, være forsigtig med, hvad man håber på. Måske man ved at håbe lidt mindre og lære lidt mere kan skrue ned for de store flops – og samtidig fastholde energien som muliggør de konkrete forbedringer i praksis og ikke kun i forestillingens forhåbningsfulde univers.



mandag den 16. april 2012

Levende data

Hvis man skal lære noget af Facebook, Google og Apple, er det, at brugervenlighed er sølv, men data er guld.

Før Facebook startede i 2004, var der andre sociale netværk som fx. Kiwibox (1999), Friendster (2002), Plaxo (2002), Myspace (2003), LinkedIn (2003) m.fl.

Jeg har gennem tiden set på flere af dem. Den største forskel på dem og Facebook er, at de aldrig fik så mange medlemmer (læs data om medlemmerne), så de kunne blive markedsførende.

Man behøver ikke at være et geni for at regne ud, hvilke reklamer der kommer på Facebook, hvis man ændrer sin status fra fast forhold til single. Eller at Google kan se, hvis der i et geografisk område søges meget på influenza, så er der nok en epidemi under opsejling.


I de nordiske lande har vi på grund af CPR numre høj kvalitet af data sammenlignet med andre lande. Det er via bl.a. Medcom muligt at få blodprøvesvar fra hele landet, epikriser, diagnosekoder mm., og jeg håber på længere sigt, at FMK bliver rigtigt godt.


Alligevel er det
det amerikanske sundhedssystem Kaiser Permanente, som via deres “Patient Panel Support Tool” automatisk via data finder patienter, som bør osteoporose screenes; patienter, der bør vaccineres; eller diabetespatienter, som bør have øjenlægekontrol osv.

I et projekt til osteoporose screening har det i runde tal kostet 10 mio. $ at indføre automatisk udtræk, så man kunne se, hvem der burde screenes. Projektet har sparet Kaiser Permanente for 16 mio. $ i behandling. For slet ikke at tale om patienterne, der er sluppet for unødvendige brud. Både Kaiser Permanente og et andet sundhedssystem, Veteran Affairs, har endvidere kunnet påvise en kvalitetsforbedring i behandlingen af deres kroniske hjerte- og diabetespatienter.


I et retrospektivt studie fra Irland fandt man en overall prevalence af "potentially inappropriate prescribing” på 34% hos ældre patienter. Man behøver ikke at være et teknisk geni for at ønske lignende værktøjer indbygget i fremtidens elektroniske journaler på samme måde som i USA.

Det er egentlig trist, at vi ikke har de værktøjer til rådighed, så man ikke retrospektivt skal finde, at 34% af de ældre patienter får forkert medicinsk behandling.


Det kan dog kun lade sig gøre, hvis læger med interesse for medicinsk informatik får mulighed for at være med i design og planlægning af fremtidens journaler. Hvor omdrejnings punktet i journalen er patienten/klinisk information og ikke økonomien.

Naturligvis er økonomien vigtig, men det skal ikke være omdrejningspunktet i journalen. Hvor indlæggelser opdeles i unaturlige forløb, hvor patientens hjertemedicin pludselig er “ortopædkirurgisk”, hvis man er indlagt med lårbensbrud.

Jeg ved, at “nejsigerne” med glæde vil henvise til England, hvor et kæmpe EPJ projekt, som CSC stod for, er kuldsejlet.

Men det kan på ingen måde sammenlignes, da de i England ikke har “Social Security numbers” og ej heller har den data infrastruktur, som vi i årtier har opbygget gennem Medcom, Landspatientregistret, Cancerregistret mm. Vi er også via Regionernes Sundheds-it (RSI) på vej til at få en billeddatabase, hvor det er muligt at se røntgenbilleder, uanset hvor de er taget i landet.


I øvrigt mener jeg, at der bør være flere klinikere med i beslutningsprocessen om, hvilke it systemer, der skal bruges, og hvad de skal kunne.


Det er kun læger/klinikere, der er uddannet til at foretage en syntese af symptomer, laboratoriedata, medicinske data osv. til at stille diagnoser.


Jeg har for nylig besøgt såvel Kaiser Permanente som Veteran Affairs, og der er læger med helt i front for at udnytte data.

fredag den 13. april 2012

Ny ordning i Lægernes Pensionskasse – hvad skal du vælge?

Har du en pensionsordning i Lægernes Pensionskasse (LP), så har du sikkert modtaget en god bunke papirer fra LP i din postkasse. LP ændrer nemlig din pension, og det er meget vigtigt, at du tager stilling til, om du skal gå med i den nye ordning senest 23. april.

I Lægernes Pensionsnyt, april 2012 beskrives den nye ordning som et "tilbud om at få forhøjet pensionsopsparingen med en omtegningsbonus mod at give afkald på garantien. Ordningen ”omtegnes” i stedet til en ny ordning med betinget garanti".

Som udgangspunkt er tidspunktet for at gå fra en garanteret ordning til en betinget garanteret ordning meget gunstig. Derfor vil mange af medlemmerne i LP have interesse i at vælge ny ordning. Det gælder også, selv om der vil være større risiko på det løbende afkast, og selv om forsikringsdækningen i nogle tilfælde falder.

Årsagen er, at renten er faldet meget betydeligt i samfundet, og at LP har tjent mange penge på det. Hvis renten stiger igen, vil disse penge imidlertid forsvinde igen.

Den ”bonus,” du kan få nu, er altså ret stor, og for de fleste vil det være den vigtigste årsag til at forlade den garanterede ordning nu.

Og hvorfor nu det? Er du garanteret 3-4 % i rente, og er renten i samfundet er betydeligt lavere (som det er tilfældet lige nu), så er det jo fristende fortsat at få 3-4 %.

LP kan dog sælge denne sikkerhed for et godt afkast i finansmarkedet og give dig del i denne fortjeneste ved at tilskrive dit depot denne omtegningsbonus. Man kan sige, at jo lavere renten er i samfundet, jo mere fristende er det at tage imod denne bonus, for des større er sandsynligheden for, at renten snart stiger. 

Hvis renten fortsætter med at være meget lav på langt sigt – dvs. at afkastet på en god blanding af aktier og obligationer fra hele verden kommer under 3-4% (populært kaldet et Japan-scenarium), så vil den gamle ordning kunne levere et bedre afkast uanset, at bonussen lige nu er stor. LP mener dog, at der så på langt sigt vil være fare for, at selskabet ikke kan overholde garantierne.

En anden stor effekt af at sige nej tak til den nye ordning er, at pensionisttillægget bortfalder. Din pension vil dermed falde med 10-11%, og du kan ikke kan regne med, at den stiger fremover.

Man kan sige, at dersom du ikke kan lide guleroden, så kan det være, at pisken giver den samme effekt. Altså at du vælger ny ordning.

Samlet set vil det for langt de fleste betyde, at LP har givet sine medlemmer et tilbud, der er meget svært at sige nej tak til.

Der er dog to ting, som du bør huske på. For det første stiger risikoen i din økonomi, og det betyder, at du selv fremover skal sætte flere reserver til side i stedet for den ”gamle garanti”.

For det andet bliver forsikringsdækningen i nogle tilfælde ringere, og det bør du tage stilling til.

Er du i tvivl, så er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte Finanshuset i Fredensborg A/S på tlf.: 48 47 67 00 eller mail@finanshus.dk.

fredag den 6. april 2012

Breaking news: krig kan ikke betale sig

Krig er ligesom biler og kodimagnyl: det er livsfarligt og burde ikke være tilladt i andet end ganske bestemte, livreddende situationer.

I dag skal alting være baseret på videnskab og helst en kombination af et dobbelt blindt randomiseret design og cost-benefit analyser. Med dé briller på er der ingen evidens for, at krig virker eller er rentabelt, og krig ville ikke holde hverken for en MTV eller den skarpe danske kvalitetsmodel

Nu gik vi lige alle sammen og bildte os selv ind, at der måtte være en dybere mening med krig (hvorfor ellers myrde løs på hinanden?): at man på en eller anden logisk måde gik fra en situation med social ulighed og strid om land til en situation, hvor der er ryddet op, og man kan komme videre. Ja, kort sagt at krig er beskidt, men krig nødvendigvis må kunne betale sig i længden, for ellers er der jo ingen mening i myrderier og ødelæggelse.

Men sådan er det slet ikke iflg. Hoeffler (Measuring the costs of conflict), som har sat sig ned og analyseret alle krige, og konsekvenserne af dem,  i hele verden mellem 1960-1999: krig er dyrt,men ikke bare i kroner og øre til krudt og kugler under krigen. Problemet er, at alt går i stå i årtier efter krigens afslutning, og konfliktens fodaftryk i statistikkerne er synligt i årevis, efter den sidste tank er kørt i garage.

Mens bruttonationalproduktet i gennemsnit falder 13% under en krig, så stiger børnedødeligheden 15%. Jo længere tid krigen varer, jo længere tid efter krigen vil bruttonationalproduktet være lavere og børnedødeligheden højere, end før krigen.

Andre har set på dødsårsager i krigsperioden i en lang række nyere krige og sammenlignet med efter-krigsperioden og fundet, at i året efter krigen dør der flere end i sidste år af krigen, og at der er en massiv overdødelighed af hiv, tuberkulose og malaria (Sundhedskonsekvenser af krig og HIV in pregnant women). De finder, at kvinder og børn rammes i særklasse hårdt i efterkrigsårene (Post-conflict public health), bl.a. er der 3 gange højere dødelighed af underlivscancer. Kvinders risici ved krig er tidligere beskrevet i Er det farligere at være kvinde end soldat?

Landminer placeres ikke bare ved broer og veje, men også på stier mellem landsbyer og mellem landsbyer og marker. Dermed forstærker krigens landminer fattigdom ved at demotivere små landbrugere fra at kultivere deres jord (Violent crimes and the poorest). 

Dertil kommer, at 40% af de mennesker, der indrulleres som soldater under krige i lavindkomstlande er i arbejde, mens resten er ultrafattige, der trues, presses og bortføres til soldatertjeneste. Vandpumper ødelægges bevidst af de stridende parter og fører til forurening af drikkevand.

Menneskelige ressourcer, udover landmænd, er det første, der rammes af krigen, ved at ansatte i sundhedsvæsenet flygter eller forflyttes til krigsrelaterede opgaver, mens egentlig hjerneflugt (The metrics of brain drain) i form af speciallæger og læger med phd-grader antager masseflugts dimensioner: under krigen i Uganda 1972 til 1985 rejste 50% af landets læger og 80% af farmakologerne (Health implications of war in Uganda).

De fleste sundhedscentre i Uganda og halvdelen af centrene i Mozambique var ødelagte efter krigene, og efter krigene var sundhedsbudgetterne i de to lande under 10% af, hvad de var før krigene.

Mange af de afrikanske hungersnødssituationer har været direkte udløst af krig: I Ethiopien i 80’erne bombedes landbrugsjord og markeder, og i Rwanda under 2. verdenskrig blev lastvogne brugt til militære formål i stedet for at transportere fødevarer (Famine crimes).

Krig påfører ødelæggende psykiske skader på børn. De har været ofre for lemlæstelse, voldtægt og andre former for vold og misbrug. Mange af dem har været vidne til død og lidelse hos deres familiemedlemmer, og omkring 12% af 0-14 årige børn er blevet forældreløse i forbindelse med krig. Mange af dem blev tvungent rekrutteret som børnesoldater(Improving child health post conflict).

Fredsbevarende styrker på det afrikanske kontingent viste sig, for sent, at bære mere end våben: hvert år i den fredsbevarende styrke fordobledes andelen af HIV smittede i de nigerianske fredsstyrker, og efter 3 år var over halvdelen af de unge mænd HIV positive, fjernt fra deres hjemland og placeret ofte meget langt ude på landet, hvor der, før deres ankomst, var en meget lav HIV forekomst (UNAIDS HIV and the army).

Erfaringer fra krigene i Mozambique og Nicaragua viste, at privatiseringen af den dynamiske krigsøkonomi, efter konfliktens afslutning, ikke førte til en udviklingsorienteret fredstidsøkonomi men derimod til mere korruption og økonomisk lammelse i årevis, efter freden brød ud.

De fleste krige (40%) starter igen i efter-konflikt perioden, som er meget skrøbelig. Det, der virker, er ikke, om der afholdes valg, men om der er massiv tilstedeværelse af fredsbevarende styrker.

Der er så mange krige, at man faktisk har fundet signifikant effekt af en fordobling af antallet af fredsbevarende soldater. Den resulterer i, at 25% færre krige genstarter i efter-konflikttiden (Post-conflict risks).

Det mest interessante ved Hoefflers analyse af alle krige 1960-1999 er, at de samlet statistisk set ikke har medført sociale, økonomiske, helbredsmæssige eller politiske forbedringer for flertallet af befolkningen, som må bøde med liv, helbred eller førlighed resten af livet eller bare indtil næste krig.

En krig kan ikke betale sig. Hverken før, under, eller, i årtier, efter dens afslutning. Hvis man altså regner i helt almindelige menneskeliv, mentale og fysiske handicap, infrastruktur og menneskelige ressourcer. At andre (få) bliver fede og glade af krigen er et helt andet regnestykke.

torsdag den 5. april 2012

Hurra for de unge læger

Sundhed er godt stof. Alene B.T. og Ekstra Bladet har 93 artikler om måneden om sundhed – 12 af dem er forsidehistorier.

Læger er citeret i langt de fleste og optræder som eksperten.  Lægen er den saglige kommentator, der forklarer, hvorfor så mange får diabetes, hvad man selv kan gøre for at forebygge blodpropper eller hvilken betydning det har, at man kan tage ny medicin i brug. 

Derfor er det dejligt forfriskende at komme om bag ekspertrollen i DR serien ’Nye Hvide Verden’ hver torsdag og følge tanker og følelser hos de unge læger, som brænder for deres fag.

Høre om deres overvejelser, bekymringer og udfordringer. Nogle vil måske føle, at der er et issue om patientsikkerhed, når det er de unge læger, der står i forreste række og selv skal stå for behandlingen af mennesker, som har været ude for ganske alvorlige uheld eller er blevet ramt af sygdomstilstande.

Men det er netop det, at vi også ser lægernes usikkerhed og nervøsitet, der giver serien ægthed – og for at vi ikke skal blive utrygge, får vi også vished for, at der altid er en mere erfaren læge, som bliver involveret, når den unge læge kommer til kort.

Jeg synes, det er modigt af de unge læger at stå frem med flere facetter af menneskene i lægekitlerne. Tak for det!

Den menneskelige dimension giver netop den kontakt, som er så vigtig for at sikre en succesfuld behandling af os danskere, når vi kommer til skade eller bliver syge. Det ville ærlig talt være forfriskende, hvis andre medier ikke bevidstløst brugte lægerne som eksperter i hvide kitler, men gav lægerne mulighed for at vise lidt flere facetter af lægearbejdet.

Lad dette også være en opfordring til jer læger, som bliver ringet op: Invitér journalisterne ud på afdelingen eller ned i jeres praksis, selv om det tager tid. Det vil give nogle mere nuancerede og bedre sundhedshistorier i medierne – og dermed større forståelse hos befolkningen. Historierne vil blive slugt råt af læserne, for det handler jo om det, der er vigtigst for os – vores helbred.

mandag den 2. april 2012

”Knæk koden” til kortere ventetid

Donald Berwick – tidligere direktør for Institute of Healthcare Improvement og chefrådgiver på præsident Obamas sundhedsreform – bliver ofte citeret for en udtalelse om, at ethvert system er perfekt designet til at give de resultater, som det giver.
 
Efter min opfattelse har han ret. Gør man, som man plejer, får man, hvad man plejer. 

Hvis vi vil have korte ventetider, så må vi ændre noget i systemet. Men inden vi ændre noget, så må vi forstå systemet. 

Når emnet er ventetid, er kø-teorien den rette referenceramme.

Teorien beskriver, hvordan man – ved hjælp af sandsynlighedsregning – kan bestemme ventetidens ”steady state” ved hjælp af oplysninger om hhv.;

 1)      efterspørgslen (hvor mange patienter ankommer pr. tidsenhed),
 2)      tidsforbruget (hvor lang tid, det tager at behandle en patient) og
 3)      kapaciteten (hvor mange patienter, der kan håndteres på samme tid). 

Når de tre elementer er kendt, kan ventetidens ”steady state” beregnes.

Skal Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om maksimale ventetider efterleves, og er ventetidens ”steady state” større end bekendtgørelsens, så kræver det en ændring af mindst en af modellens tre input. 

Forslag til nedbringelse af ventetiden kommer hyppigt til udtryk i form af et ønske om en ændret dimensionering af kapaciteten, men lige så effektfuld ville det være, hvis der var tale om en optimering af tidsforbruget eller regulering af efterspørgslen – under behørigt hensyntagen til, hvad der er muligt i den konkrete situation. 


Med ”ventetidens anatomi” beskrevet, kunne det være interessant at se lidt nærmere på ”ventetidens fysiologi”. 

Gennem simulering er det muligt at bestemme, hvordan ventetiden ændre sig, når kapacitetsudnyttelsen – defineret som [efterspørgslen x tidsforbruget] / kapaciteten – ændres. 

Her viser det sig, at når udnyttelsesgraden stiger, så stiger ventetiden eksponentielt.
En høj udnyttelsesgrad er således ensbetydende med en lang ventetid, og derfor er det nærliggende at spørge: Er dét den grundlæggende årsag til, at der hyppigt er en lang ventetid til diagnostik og behandling?


Gennem simulering er det endvidere muligt at konstatere, at skal udnyttelsesgrad være høj og ventetiden lav, kan det lade sig gøre ved at lade efterspørgslen og udbuddet variere i samme takt. Men gør de to elementer traditionelt det? 

Foruden dimensionering, optimering og regulering, er synkronisering således også et effektfuldt middel, når ventetiden ønskes nedbragt. 

Synkronisering kunne komme til udtryk i form af en prognose for efterspørgslen suppleret af en buffer-kapacitet, der kompenserer for usikkerheden i prognosen. Og tales der om ventetid i dage/uger, skal prognosen selvfølgelig også være i dage/uger, hvis ventetiden skal minimeres. Det er matematisk evident.

At ”knække koden” til kortere ventetid kan være vanskeligt, men der findes mange gode metoder, som med fordel kunne tages i brug. 

Ha’ en rigtig god påske … men forvent en lang ventetid (og et stort arbejdspres) på den første hverdag efter påske, for traditionelt er efterspørgslen efter flere helligdage i træk større end normalt, alt imens bemandingen – lige så traditionelt – er fastlagt ud fra et gennemsnit, der ikke tager hensyn til den variation.  

Referencer:
Berwick DM, “A primer on leading the improvement of systems”, BMJ, 1996;312:619.
Higginson I, Whyatt J, Silvester K, “Demand and capacity planning in the emergency department: how to do it”, Emergency Medicine Journal, 2011;28:128-35.
Pedersen J.E., ”Ventetid skal beregnes korrekt”, Ugeskrift for Læger, 2011;173:1486-9.