tirsdag den 19. juni 2012

Engelske kirurger – hvorfor ”Mr” og ikke ”Dr”?

I kølvandet på udgivelsen af bogen ”Dødens Teater” om lægekunsten i Danmark for 300 år siden, har jeg holdt foredrag flere steder i landet.

I Århus gjorde en tilhører mig opmærksom på, at den gamle deling mellem kirurger og ”doktorer” naturligvis også gjorde sig gældende andre steder.

I England (og Irland) har den gamle distinktion trukket synlige spor helt frem til nutiden, idet engelske (mandlige) kirurger ikke som lægen skal tiltales ”Dr”, men derimod som ”Mr” I nyere tid selvfølgelig suppleret med ”Mrs” og Miss”.

Denne skelnen er en gåde for de fleste, selv i engelsktalende lande, og giver ofte anledning til misforståelser.

For at forstå baggrunden skal man en tur tilbage til omkring år 1700, hvor de eneste, der måtte pynte sig med doktor-titlen, var de universitetsudannede medicinere, som havde afsluttet deres uddannelse med doktorgraden og kunne skrive ”MD” efter deres navn.

Titlen var beskyttet og forbeholdt mænd, som havde gennemført medicinstudiet ved et universitet.

Det betød ikke så meget, at titlen nærmest automatisk blev tildelt, hvis man i en årrække var mødt op til forelæsningerne. Nogle købte endda titlen for 20 £ ved et skotsk universitet.

Kirurgerne havde i mange tilfælde ingen formel uddannelse, og måtte tage til takke med at blive tiltalt ”Mister”. De var barberer af uddannelse, bortset fra nogle få, som var medlemmer af The Company of Surgeons.


Gennem 1700-tallet opstod imidlertid hospitaler, hvor det snart viste sig, at kirurger havde mere at byde på end lægerne, hvis praksis hvilede på et uholdbart, spekulativt grundlag.

Da engelske og skotske kirurger i løbet af 1700-tallet – ikke mindst i kraft af den formidable John Hunter – gjorde store fremskridt, begyndt de faktisk at sætte medicinen helt i skyggen.

Efterhånden tjente kirurgerne ved Londons uddannelseshospitaler også bedre end medicinerne.

”Doktoren” blev en skikkelse, man skrev satirer og spottevers om, og som regel blev de karikeret som opblæste, uduelige og griske, for ikke at sige livsfarlige.

Kirurger begyndte at se titlen ”Mr” som en hædersbetegnelse, og da de fra 1830’erne var de blevet så tilfredse med sig selv, at de ikke længere betragtede ”Mister” som nedsættende, men tværtimod som en hædersbetegnelse

I 1800 stiftedes Royal College of Surgeons of London. Her aflagde kirurgerne en officiel embedseksamen, hvorefter de blev medlemmer og kunne sætte ”MRCS” efter deres navn.


Snart begyndte praktiserende læger også at kvalificere sig til at praktisere kirurgi (plus jordemoder- og apotekervirksomhed). Til forargelse for den lille elite af topkirurger kunne enhver læge derfor nu smykke sig med et ”MRCS”.

Og ganske vist havde kirurgerne langt om længe fået ret til at bære titlen ”Dr”. Nu havde de bare ikke lyst til det længere. De skulle ikke slås i hartkorn med fattiglæger og giftblandere, der gik rundt og kaldte sig ”kirurger”.

Så man valgte at fastholde tiltaleformen ”Mister”.

I takt med kvindernes indtog er det naturligvis nu blevet udvidet med muligheden for at benytte ”Mrs” og ”Miss” til kvindelige kirurger.

I en tid uden gren- og subspecialisering var det relativt ukompliceret (og excentrisk på en meget engelsk måde lige som møntvæsenet, venstrekørsel og det engelske system for mål og vægt).

Men som BMJ bemærkede for nogle år siden er tingene blevet mere uoverskuelige: Kirurgiske sygdomme behandles ofte af teams, som byder ind med forskellige specialebaggrunde, også som f.eks. radiologer eller patologer.

”Således kan patienter med cancer, som holder på korrekte tiltaleformer, blive temmelig forvirrede, når de henvis af deres egen læge, Dr A, til onkologen Dr B og radiologen Dr C, før de hilser på kirurgen, Mr eller Ms D, som sender patienten til stråleterapi hos Dr F og tilbage Dr B til kemoterapi, afhængigt af, hvad patologen, Dr G har fundet. Endelig risikerer patienten at havne i et kontrolleret forsøg hos Dr H, som ikke har en lægelig uddannelse, men en PhD”, skriver BMJ, som efter yderligere forvirrende oplysninger konkluderer, at dette ”uhellige roderi” nu bør ophøre.

Kirurgerne kunne i det mindste – skriver BMJ – ”overveje at opgive denne prætentiøse anakronisme”, så alle med en lægelig uddannelse kan tiltales med et ”Dr” – uanset hvilke bogstavkombinationer, de i øvrigt måtte have på visitkortet.

fredag den 15. juni 2012

Hvilken ansøgningsstrategi skal du vælge?

Vi har vel alle som snart færdig stud. med. eller ny udklækket læge stået i den situation, at vi skulle finde det første job.

For visse yngre læger har de bedst mulige turnusstillinger - nu KBU stillinger - eller blokstillinger været der på det rette tidspunkt til den rette person. For andre har det været nødvendigt først at udfærdige en ansøgning med det formål at opnå ansættelse i en kortvarig men samtidig kvalificerende stilling.

Men kunne det ikke være en idé med en uopfordret ansøgning? At sende en uopfordret ansøgning – gerne fulgt op af et personligt fremmøde – kan også være en særdeles effektiv metode til at få en ny stilling, hvis du er i stand til at overbevise afdelingsledelsen om, at netop du er den korrekte person til den pågældende stilling.
 
Hvis det ikke lykkedes til lige netop denne stilling, har du i bedste fald gjort dig særdeles positivt bemærket i et marked med et stort stillingsflow.


Når du har identificeret sundhedsinstitutionen og/eller afdelingen, som du
gerne vil arbejde for, kan du gribe det an på forskellige måder:

 
I visse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt for den videre proces, at du forbigår stillingsopslagene for at finde netop det job, der kan være ideelt for din videre faglige udvikling. Det er jo ikke alle stillinger, der bliver annonceret, og specielt ikke de kortvarige vikariater, der stort set altid findes som en del af systemet.

 
Du bør i så fald initialt identificere det ønskede speciale og opfange, hvem det er, der egentlig har magten til at ansætte dig. Når du har identificeret ledelsen, kunne det være mere end hensigtsmæssigt at skræddersy din ansøgning efter det. Det er vigtigt, at ansøgningen er skræddersyet til netop den eftersøgte afdeling og med en adressering til netop de krav og forventninger, som du i din research har fundet ud af, at netop den afdeling efterspørger.


På samme tid er det vigtigt, at du i din indledende research har lært så meget som muligt om afdelingen, som du kan finde på gængs måde samt via dit eventuelle netværk. Dette
researcharbejde må du efterfølgende godt lade skinne igennem, at du har foretaget. Det viser en målsøgende vilje og et stærkt engagement.


I samme seance skal du være så entusiastisk og præcis som overhovedet muligt, når det gælder afdelingens kernekompetencer med særlig respekt for ledelsens forventninger.

Din ansøgning skal samtidig være designet på en sådan måde, at den kan fokusere
meget præcist på den stilling, der endnu ikke er slået op. Giv afdelingsledelsen optimal mulighed for at høre, hvilken stilling netop du er interesseret i. Det kan lykkes med en stærkt personlig vilje.

 
I din salgsfremmende strategi skal du være meget fokuseret på dine kompetencer, viden og hidtidige erfaringer. Men ingen overdrivelser, da dette efterfølgende vil ramme dig som en hårdtslående boomerang.


Nu kunne du jo tro, at du havde foden indenfor; men nej vent ikke på afdelingsledelsens
respons. Følg op med en personlig samtale, så du er sikker på, at afdelingsledelsen ikke glemmer dig.
 

Herefter vil din ansøgning stå tilbage som en ansøgning, der er designet til at positionere dig som et værdifuldt aktiv for afdelingen og ikke bare en kandidat blandt mange, der søger for at få et arbejde.

Ved at ansøge om nye muligheder vil du vise initiativ, motivation og glæde ved at arbejde for afdelingens kerneværdier. Herved udskiller du dig fra mange konkurrenter, og er langt foran mange andre ansøgere.
 
Tænk over denne ansøgningsstrategi, der helt sikkert vil kunne åbne mange døre.

torsdag den 14. juni 2012

Sygdommes X-factor: mange klarer ikke den første audition

Der er smarte sygdomme, der er stuerene eller medievenlige, og så er der de sygdomme, der vækker udelt afsky, og som patienterne derfor selv er skyld i.

"Vi har haft hjertets år og hjernens år, men kan man forestille sig tarmens år"?, udtalte Terkel Christiansen i Information (Forskningsmidler følger de riges sygdomme) om prioritering af forskningsmidler til bestemte sygdomme. Og man kunne fortsætte Terkel Christiansens tanker med spørgsmålet, om det ville være acceptabelt med et syfilis år, tyndskids år, obstipations år, Post Traumatisk Stress år, ulighed i sundhed år, sygdomme-der-skyldes-lav uddannelse-fattigdom-arbejdsskade år eller skrumpeleverens år? Nej, vel?

Nogle sygdomme er åbenbart så dødkedsommelige, at de bliver glemt i sundhedsvæsenet (Kedelige diagnoser) og opfattes så taberagtige, at ingen gider prioritere midler til behandling eller forskning i dem eller overhovedet at blive uddannes til specialist i dem. Og det bliver værre, spår fremtidsforskerne i de kommende årtier i Fremtidens kunder i sundhedsvæsenet. En norsk professor i medicinsk etik mener ligefrem, der bør være et nationalt råd, der sikrer, at sygdomme, der er dødkedelige, ikke glemmes i prioriteringerne.

Ikke engang vores alle sammens celebrities gider støtte tabersygdomme, der kan plette deres brand (John Travolta fond og Diarrhoea: the unfortunate part) – nej, de vil meget hellere støtte udokumenterede behandlinger for kræft eller gale organisationer, der mener, at HIV/AIDS skyldes underernæring, stress og stofmisbrug blandt homoseksuelle (Celebrities versus science).

Der er mode i alt, også sygdomme, og nogle kræftformer tiltrækker ubesværet 3 gange så mange forskningsmidler i forhold til andre cancerformer med lige så høj dødelighed – det er f.eks. tilfældet med brystcancer, der er en meget mere acceptabel og medievenlig sygdom associeret med smukke unge mødre end Prostata cancer, der ikke har meget X-factor men derimod er associeret med ældre, surt lugtende ronkedorer, der tisser i bukserne.

Mænd er nogle skrog, der ikke går til læge og dør tidligere end kvinder, og de er mere modtagelige for sociale sygdomsårsager og dårlige levevilkår, end kvinder er (Mænd skranter).

I denne uge er det derfor globalt Mens Health Week (se på Sundmand), men det vil være op ad bakke at komme på et lige så godt slogan som Støt brysterne, som samtidig rimer på prostata og har en farve, der maskulint kan matche den feminine lysrøde. Som det blev konkluderet i en artikel i New Statesman: måske skal mænd bare have deres eget skur (A shed of one's own).

Andre sygdomme er så gamle, grå og støvede, at de blevet glemt men faktisk lever i bedste velgående udenfor mediernes og forskernes søgelys. De, der plejer at tjene penge på dem, medicinalfirmaerne, har f.eks. for længst pensioneret de maskiner, der producerede medicin mod nogle af de 12 infektioner, der nu er kommet tilbage i søgelyset gates: neglecteddiseases og PLoS Neglecteddiseases. 

Det er næppe realistisk, at så mange kedelige, sure, grimme og oversete sygdomme hver kan få et helt år stillet til rådighed, sådan som hjernen og hjertet fik. Det ville være for meget forlangt.

Der er heller ikke udsigt til, at de hver især får lige så meget mediemedvind og gratis branding som brystkræft. Så forslaget må i stedet lyde, om vi ikke, lige som vi har en ekstraordinær, almindelig bededag, Store Bededag, for hele riget, hvor det Københavnske borgerskab går en tur på volden og tænker stort, også kunne have en Store tabersygdomsdag, hvor borgerskabet går tur på volden, tænker på de glemte og kedelige sygdomme og måske overvejer at stemme på prostata og de andre dødssyge dårligdomme uden X-faktor, næste gang de stiller op.

tirsdag den 12. juni 2012

Hvorfor har vi grænser for omfang i Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal?

Redaktionen får en del henvendelser vedrørende omfangsgrænserne i både Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal. Mange forfattere føler, at omfangsgrænserne er snævre.

Det betragtes som positivt, hvis man kan udtrykke sig i rimelig korthed og får fremsat sine budskaber klart og koncist. Dette gælder i mange sammenhænge og også i vores to tidsskrifter. Omfangsgrænserne er derfor delvist besluttet ud fra et ønske om at kunne formidle stoffet kort og præcist til læserne.

Herudover er der et økonomisk aspekt af vores omfangsgrænser. Al tekst går til sprogbehandling, hvor der er en udgift per ord, og artiklernes omfang har derfor en direkte økonomisk konsekvens for os.

Det er endvidere mere tidkrævende at læse korrektur på lange indlæg i forhold til korte indlæg, og korrekturlæsning er også en udgift for tidsskrifterne.

I Ugeskrift for Læger har vi kun et vist antal sider til rådighed på årsbasis, og hver side er forbundet med en sidepris for tryk og distribution. I Danish Medical Journal, som jo er et internetbaseret tidsskrift, har vi selvfølgelig ikke udgifter til tryk og distribution, men der er stadig de samme udgifter som i Ugeskrift for Læger vedrørende sprogbehandling og korrekturlæsning.

Figurer og tabeller er forbundet med en betydelig arbejdsindsats ikke kun for forfatterne men i høj grad også for tidsskrifterne, da den grafiske opsætning undertiden kan være udfordrende. Vi er derfor også nødt til at have grænser for antallet af figurer og tabeller.

Vores omfangsgrænser er således nødvendige af flere grunde. Omfangsgrænserne både for tekstens længde og for antallet figurer og tabeller er vejledende, men vi bliver nødt til at håndhæve dem med rimelig fast hånd. En sjælden gang kan vi dispensere fra grænserne men som hovedregel skal de følges

fredag den 8. juni 2012

Design og dobbeltmoral

Siden loven om den fri abort blev indført i 1973, har langt de fleste opfattet tilslutningen til denne lov som noget, der helt naturligt følger med det at være et moderne, oplyst menneske.  

Aborttilhængere bliver derfor sjældent tvunget til at skulle argumentere for deres synspunkt. Det er i grunden en skam. Mange af de begrundelser, der faktisk foreligger til støtte for det moralsk rimelige i den nuværende abortlov, forekommer nemlig mangelfulde. Men eftersom det at være for abort opfattes som en integreret del af at være moderne og progressiv, bliver argumenter for og imod abort sjældent diskuteret.

Af samme grund var det særligt interessant at læse artiklen ”Gravide fravælger velfungerende børn”
http://www.b.dk/nationalt/gravide-fravaelger-velfungerende-boern i Berlingske Tidende (21. april 2012), hvor både lektor i etik fra Aarhus Universitet og medlem af Etisk Råd, Thomas Ploug, samt læge Claus Gravholt, ekspert i kromosomafvigelser, udtaler bekymring for det, der i artiklen betegnes som ”et symptom på designerkulturen”.

Interessant, fordi vi her har at gøre med et eksempel, som ret illustrativt viser, hvorfor det er så svært at have noget på hjerte omkring abort uden samtidig at miste fodfæstet og stadig fremstå som en person med progressive værdier. Hvis det da er det, man ønsker.


Fosterscanninger og grunde til abort

Lad os starte med nogle kendsgerninger. I Danmark bliver der udført omkring 15.000 legalt provokerede aborter om året. Legalt, fordi der i disse tal ikke er indregnet kvaksalveri, hvor fostre efter 12 uge bliver aborteret ulovligt. En marginal del af det samlede årlige aborttal skyldes beslutninger ud fra undersøgelser, som lægevidenskaben efterhånden har været i stand til at foretage i en rum tid – nemlig de såkaldte nakkefoldsscanninger, hvor fostret scannes for risikoen for mongolisme (Downs syndrom).

I den senere tid har det dog vist sig, at lægerne ikke kun kan scanne for mongolisme, men ligeledes for kromosomafvigelser, der er langt mindre alvorlige, såsom Turners syndrom eller Klinefelters syndrom. Ifølge forskningen er det kendetegnende for begge disse sygdomme, at barnet vil udvikle normal intelligens og fungere socioøkonomisk på lige fod med det, som vi anser for normalen.


Vi tillader os at slutte, at det etisk bekymrende for lektoren og lægen derfor består i, at mange efterhånden fravælger fostre på trods af, at fostrene ville udvikle sig til helt normale og velfungerende individer. Et tegn på tidens designerkultur, lyder kritikken.


Men hvorfor denne pludseligt tiltagende bekymring? Langt størstedelen af de provokerede aborter, der foretages i Danmark, bliver jo udført på fuldstændigt normale fostre – altså fostre uden kromosomafvigelser. Ifølge abortloven skal kvinden ikke en gang angive en årsag til ansøgningen om abort. Ja, hun behøver endda heller ikke underrette sin partner.


Hvis man bør være bekymret for faren ved designerbørn i forbindelse med forsterscanninger, burde man rimeligvis også udvise bekymring i mange af de andre tilfælde, hvor kvinder får foretaget en abort.

 

Abort og designerkultur

Men hov, stop en halv! Foretager vi ikke en sammenblanding af æbler og appelsiner? Kritikken gik jo netop på, at potentielt velfungerende børn frasorteres på bekostning af perfektionen. Dét var designerkultur, og dét er bekymrende.

Problemet med et sådan argument er blot, at det ikke hænger sammen. Hvis det nemlig kun er designerkulturen, der er bekymrende, kunne kritikken jo være rettet hvilket som helst andet sted hen, hvor en sådan kultur udøver sin indflydelse.


Det er vigtigt her at holde styr på retningen i begrundelse og konklusion: synes vi, (a) at det er bekymrende, at folk fravælger potentielt velfungerende individer, fordi det er udtryk for designerkultur, eller synes vi, (b) at designerkultur er bekymrende, fordi vi dermed fravælger potentielt velfungerende individer?


Vi håber, de fleste vil være enige med os i, at den sidste formulering, må være den klart mest plausible. Sagt på anden vis, så ville vi ikke stille spørgsmålstegn ved ”tidens designerkultur”, hvis ikke flere og flere havde fravalgt fostre, der på alle relevante parametre kan sammenlignes med helt normale fostre.


Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet: Det er bekymrende, at folk fravælger fostre, der, alt andet lige, vil udvikle sig til individer, der både socialt og intelligensmæssigt ikke vil komme til at adskille sig fra normalen.


Men igen. Hvorfor er det så ikke bekymrende at abortere normalen, for at sige det lidt bramfrit? Og hvis det er det, altså bekymrende, hvor bliver diskussionen omkring abort så af?


Man kan endda gå skridtet videre. Hvis det er bekymrende, at folk får foretaget abort på fostre med Turner og Klinefelters syndrom, hvorfor er det så ikke tilsvarende bekymrende, at frasortere fostre med Downs syndrom?


Personer med Downs syndrom har så vidt vides ikke ringere livskvalitet end normale børn. Deres kognitive evner er nedsat, javist, og deres livslængde er desuden afkortet en del i forhold til dem, der ikke lider af Downs syndrom. Men hvorfor skulle det være grunde til at vurdere et aborteret foster med Downs syndrom som mindre væsentligt på den moralske bekymringsskala end et foster med Turner syndrom (eller sågar et helt normalt foster)?


Er mindre intelligente, og individer der lever kortere tid, mindre værd end andre mere privilegerede? Hvis nej, hvorfor så bekymringen?

 

Handicap og dobbeltmoral

At påpege faldgruber ved brugen af nakkefoldsscanninger forekommer derfor helt malplaceret – eller ganske enkelt dobbeltmoralsk. Særligt når man som nævnt på andre områder mener, at abort er moralsk tilladelig.  


Hvis man endelig føler trang til at være bekymret, kan vi ikke se nogen anden udvej end at starte helt forfra igen og begynde at diskutere abort, tout court. En sådan diskussion ville tage fat om nældens rod, men naturligvis også være langt mere kontroversiel – og omfattende.

torsdag den 7. juni 2012

Udeblivelse eller ikke inviteret?

Interventioner, der tager udgangspunkt i specialespecifikke årsager til udeblivelser virker. 

F.eks. etablerede en håndkirurgisk klinik et ambulatoriespor, der var åbent, og hvor patienter, der udeblev, selv kunne booke en tid, hvorved udeblivelser blev reduceret fra 16 % til 11% (Self-referral clinic).

Børneafdelingen i Viborg ændrede deres retningslinjer og indførte påmindelse med sms. Det virker (SMS virker), mens børneafdelingen i Kolding, baseret på egne erfaringer, sendte påmindelsesbreve ude med signifikant effekt (Påmindelse virker).

I et Cochranereview dokumenteres det, at SMS, e-mail, frankerede svarkuverter med bekræftelse og selv-booking ambulatorier alle reducerer udeblivelser signifikant (E-mail mod udeblivelser).

Patienter, der udebliver, har hyppigere fået en aftale med kortere varsel end andre patienter, ligesom de hyppigere er udsat for, at hospitalet har ændret deres aftale med kort varsel, og at kommunikationen med sygehuslægen var mindre god (Non-attendance or non-invitation).

En ud af 3 udeblivelser skyldes således mangelfuld eller forkert hospitalsadministration af patientaftaler (breve ikke sendt, forkerte tider, forkert booking, brev når frem efter aftale, forkert mødested).


En ud af 5 udeblivelser skyldes mangelfuld kommunikation fra sygehusets side (Udeblivelser i hudklinik) og (Why 100 patients failed to come).

Der er signifikant lavere udeblivelse ved tider om formiddagen end senere på dagen, og nogle læger har signifikant flere udeblivelser end andre (Udeblivelser i ørenæse og hals klinik og Udeblivelser i hudklinik).

Etniske patienter er overrepræsenteret blandt udeblivere i alle undersøgelser (Børneafdeling) og (børneafdeling London) og (Why outpatients fail to attend).


I Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital fortæller patienterne, at de ikke kommer til samtaler, hvor de ved, at der ikke er bestilt tolk; hvor de har erfaring for, at der ikke er afsat god tid, eller hvor de har erfaring for, at de ikke forstår, hvad der foregår.

Ofte fortæller de, at de ikke ved, hvor de skal gå hen på sygehuset og farer vild eller bruger lang tid på at finde rette afdeling, hvorefter de afvises.

I Indvandrermedicinsk Klinik har vi en halvt så høj udeblivelses % som andre ambulatorier, opnået gennem konsekvent brug af tolke og sms reminder (Send SMS - gebyr duer ikke)

Som konsekvens af tolkegebyret oplever vi nu, at patienterne udebliver fra aftaler, fordi de stadig modtager regninger, og fordi de ikke ved, at loven er afskaffet (Finanslov med integration).

Astrid Kragh sagde i en tale til Lighedsparlamentet i sidste uge om ulighed i sundhed: ” Det her er et område, som regeringen vægter meget højt. Uligheden i sundhed er vokset, siden jeg gik i børnehaveklasse, og vi kan se, at en yderligere polarisering er i gang. Der er en stor gruppe, som halter bagud…”.


Der er minimum 5 veldokumenterede interventioner, der alle nedbringer udeblivelser, og som sikrer lighed.

De fleste udeblivelser skyldes administrative og kommunikative mangler i sundhedsvæsenet og manglende viden om, hvilke patienter der udebliver indenfor hvert speciale og hvorfor.

Jeg foreslår, man bruger den viden og de værktøjer, vi allerede har, til at nedbringe antallet af udeblivelser i stedet for at kaste udsatte patienter ud i endnu et forsøg, der med garanti vil gøre dem endnu mere udsatte og øge uligheden i sundhed.

Sundhedsvæsenet bør gribe i egen barm, før man begynder at udstede dummebøder til patienter, der udebliver, fordi sygehusene ikke selv kan finde ud af bedre kommunikationen med patienterne.

Ellers ender det vel med, at patienterne begynder at idømme sygehuset bøder.

mandag den 4. juni 2012

Pjusket pjækkeafgift til patienter

Ungarn vedtog i 2011 en lov, der gjorde det ulovligt at være hjemløs, og de formastelige gadebeboere måtte fremover vælge mellem en bøde på 3000 kr eller 1 måneds fængsel (Lovløse hjemløse ). Loven blev ikke vedtaget på baggrund af rationelle eller professionelle kriterier, men alene fordi man var blevet trætte af de hjemløse.
 

Det er den samme aparte fornemmelse af skjult kamera og absurd teater, der meldte sig med nyheden om de modvillige regioners påtvungne forsøg med gebyrer for udeblivelse fra sygehusaftaler (Gebyrer skal testes i Middelfart og Dyrt at glemme operation).
 

Patienterne pjækker bare og regionerne sover, mener sundhedsministeren, så nu er det tid til lidt moderat regionalt fysisk pres (Pjækkebøder trods modstand).
 

Danske patienter ved Lars Engberg er ikke overraskende imod forslaget som kun vil gøre jurister federe og sygehuse fattigere (Patienter: Gebyr er spild af penge) .
 

Beslutningen om at starte forsøget bakkes halvhjertet politisk og op af en række forklaringer om, at vi ikke ved nok om, hvordan gebyrer virker, og hvor høje de skal være for at virke etc. , så derfor skal det testes. Det er imidlertid ikke rigtigt. Brugerbetaling og gebyrer er livsfarlige for udsatte patienter – det ved vi faktisk en hel del om. Og det billigste er vel at bruge god viden vi i forvejen har i disse krisetider?
 

Hvis vi starter i Afrika, så var indførelsen af brugerbetaling i sundhedsvæsenet, user fees, i Afrika en udokumenteret og uovervejet international beslutning, der blev udtænkt af internationale økonomer, effektueret og støttet af Verdensbanken og sanktioneret af politikere i de enkelte afrikanske lande.
 

Indførelsen af gebyret på konsultation i sundhedsvæsenet viste sig at være en kæmpe katastrofe, som har kostet næsten 250.000 dødsfald om året blandt børn under 5 år, siden det blev indført i afrikanske lande (User fees).
 

Desværre har gebyret medført varige uhensigtsmæssige ændringer i sundhedsadfærd blandt forældre til syge børn, fordi de ansatte i sundhedsvæsenet nu selv indførte brugerbetaling ved at fortsætte gebyropkrævningen, selv efter at brugerbetaling for konsultation for børn blev afskaffet, da de fatale følger blev klare for WHO og de store internationale hjælpeorganisationer.
 

For det første er problemet i Danmark måske mindre end andre steder: udeblivelsesprocenten i Danmark (12-13 % i medicinske ambulatorier) er lavere end i mange andre lande (16-20 % i England) (Non-attenders UK).
 

For det andet er udeblivelsesprocenten kunstigt høj, fordi hver fjerde patient har flere udeblivelser i samme forløb (hver 10. patient udebliver fra mere end 3 aftaler), og dermed tæller patienter med lavt fremmøde-compliance meget tungt i kronikerforløb (Udeblivelser kirurgisk amb).
 

Udeblivelser kan forudses og undgås. En lang række risikofaktorer for udeblivelser er identificeret og reproduceret i talrige studier: Der er i mange studier højere udeblivelse for aftaler arrangeret under indlæggelse, og konklusionen er i alle studier, at information givet til patienter under indlæggelse er utilstrækkelig og ikke motiverer patienter til at møde op til ambulant kontrol (Udeblivelser UK).
 

Aftaler, der er lavet mere end 2 måneder før eller 1 uge inden, er forbundet med særligt høj udeblivelse (Udeblivelser plastik kirurger).
 

Et andet gennemgående fund er, at patienter, der henvises fra praktiserende læger med en høj henvisningsprocent oftere udebliver, tydende på, at henvisningen ikke nødvendigvis afspejler et patientbehov (Non-attendance cohort).
 

Derudover kan forudsigelige risikofaktorer som ung alder og mandligt køn adresseres med specifikke tiltag.

Læs også Morten Sodemanns næste indlæg om samme emne på torsdag.