Sygdommes X-factor: mange klarer ikke den første audition

Der er smarte sygdomme, der er stuerene eller medievenlige, og så er der de sygdomme, der vækker udelt afsky, og som patienterne derfor selv er skyld i.

"Vi har haft hjertets år og hjernens år, men kan man forestille sig tarmens år"?, udtalte Terkel Christiansen i Information (Forskningsmidler følger de riges sygdomme) om prioritering af forskningsmidler til bestemte sygdomme. Og man kunne fortsætte Terkel Christiansens tanker med spørgsmålet, om det ville være acceptabelt med et syfilis år, tyndskids år, obstipations år, Post Traumatisk Stress år, ulighed i sundhed år, sygdomme-der-skyldes-lav uddannelse-fattigdom-arbejdsskade år eller skrumpeleverens år? Nej, vel?

Nogle sygdomme er åbenbart så dødkedsommelige, at de bliver glemt i sundhedsvæsenet (Kedelige diagnoser) og opfattes så taberagtige, at ingen gider prioritere midler til behandling eller forskning i dem eller overhovedet at blive uddannes til specialist i dem. Og det bliver værre, spår fremtidsforskerne i de kommende årtier i Fremtidens kunder i sundhedsvæsenet. En norsk professor i medicinsk etik mener ligefrem, der bør være et nationalt råd, der sikrer, at sygdomme, der er dødkedelige, ikke glemmes i prioriteringerne.

Ikke engang vores alle sammens celebrities gider støtte tabersygdomme, der kan plette deres brand (John Travolta fond og Diarrhoea: the unfortunate part) – nej, de vil meget hellere støtte udokumenterede behandlinger for kræft eller gale organisationer, der mener, at HIV/AIDS skyldes underernæring, stress og stofmisbrug blandt homoseksuelle (Celebrities versus science).

Der er mode i alt, også sygdomme, og nogle kræftformer tiltrækker ubesværet 3 gange så mange forskningsmidler i forhold til andre cancerformer med lige så høj dødelighed – det er f.eks. tilfældet med brystcancer, der er en meget mere acceptabel og medievenlig sygdom associeret med smukke unge mødre end Prostata cancer, der ikke har meget X-factor men derimod er associeret med ældre, surt lugtende ronkedorer, der tisser i bukserne.

Mænd er nogle skrog, der ikke går til læge og dør tidligere end kvinder, og de er mere modtagelige for sociale sygdomsårsager og dårlige levevilkår, end kvinder er (Mænd skranter).

I denne uge er det derfor globalt Mens Health Week (se på Sundmand), men det vil være op ad bakke at komme på et lige så godt slogan som Støt brysterne, som samtidig rimer på prostata og har en farve, der maskulint kan matche den feminine lysrøde. Som det blev konkluderet i en artikel i New Statesman: måske skal mænd bare have deres eget skur (A shed of one's own).

Andre sygdomme er så gamle, grå og støvede, at de blevet glemt men faktisk lever i bedste velgående udenfor mediernes og forskernes søgelys. De, der plejer at tjene penge på dem, medicinalfirmaerne, har f.eks. for længst pensioneret de maskiner, der producerede medicin mod nogle af de 12 infektioner, der nu er kommet tilbage i søgelyset gates: neglecteddiseases og PLoS Neglecteddiseases. 

Det er næppe realistisk, at så mange kedelige, sure, grimme og oversete sygdomme hver kan få et helt år stillet til rådighed, sådan som hjernen og hjertet fik. Det ville være for meget forlangt.

Der er heller ikke udsigt til, at de hver især får lige så meget mediemedvind og gratis branding som brystkræft. Så forslaget må i stedet lyde, om vi ikke, lige som vi har en ekstraordinær, almindelig bededag, Store Bededag, for hele riget, hvor det Københavnske borgerskab går en tur på volden og tænker stort, også kunne have en Store tabersygdomsdag, hvor borgerskabet går tur på volden, tænker på de glemte og kedelige sygdomme og måske overvejer at stemme på prostata og de andre dødssyge dårligdomme uden X-faktor, næste gang de stiller op.