I kølvandet på udgivelsen af bogen ”Dødens Teater” om
lægekunsten i Danmark for 300 år siden, har jeg holdt foredrag flere steder i
landet.
I Århus gjorde en tilhører mig opmærksom på, at den gamle
deling mellem kirurger og ”doktorer” naturligvis også gjorde sig gældende andre
steder.
I England (og Irland) har den gamle distinktion trukket
synlige spor helt frem til nutiden, idet engelske (mandlige) kirurger ikke som
lægen skal tiltales ”Dr”, men derimod som ”Mr” I nyere tid selvfølgelig
suppleret med ”Mrs” og Miss”.
Denne skelnen er en gåde for de fleste, selv i
engelsktalende lande, og giver ofte anledning til misforståelser.
For at forstå baggrunden skal man en tur tilbage til omkring
år 1700, hvor de eneste, der måtte pynte sig med doktor-titlen, var de
universitetsudannede medicinere, som havde afsluttet deres uddannelse med
doktorgraden og kunne skrive ”MD” efter deres navn.
Titlen var beskyttet og forbeholdt mænd, som havde gennemført
medicinstudiet ved et universitet.
Det betød ikke så meget, at titlen nærmest automatisk blev tildelt, hvis man i en årrække var mødt op til forelæsningerne. Nogle købte endda titlen for 20 £ ved et skotsk universitet.
Det betød ikke så meget, at titlen nærmest automatisk blev tildelt, hvis man i en årrække var mødt op til forelæsningerne. Nogle købte endda titlen for 20 £ ved et skotsk universitet.
Kirurgerne havde i mange tilfælde ingen formel uddannelse,
og måtte tage til takke med at blive tiltalt ”Mister”. De var barberer af
uddannelse, bortset fra nogle få, som var medlemmer af The Company of Surgeons.
Gennem 1700-tallet opstod imidlertid hospitaler, hvor det snart viste
sig, at kirurger havde mere at byde på end lægerne, hvis praksis hvilede på et
uholdbart, spekulativt grundlag.
Da engelske og skotske kirurger i løbet af 1700-tallet –
ikke mindst i kraft af den formidable John Hunter – gjorde store fremskridt, begyndt de
faktisk at sætte medicinen helt i skyggen.
Efterhånden tjente kirurgerne ved Londons
uddannelseshospitaler også bedre end medicinerne.
”Doktoren” blev en skikkelse, man skrev satirer og
spottevers om, og som regel blev de karikeret som opblæste, uduelige og griske,
for ikke at sige livsfarlige.
Kirurger begyndte at se titlen ”Mr” som en hædersbetegnelse,
og da de fra 1830’erne var de blevet så tilfredse med sig selv, at de ikke
længere betragtede ”Mister” som nedsættende, men tværtimod som en
hædersbetegnelse
I 1800
stiftedes Royal College of Surgeons of London.
Her aflagde kirurgerne en officiel embedseksamen, hvorefter de blev
medlemmer og kunne sætte ”MRCS” efter deres navn.
Snart begyndte praktiserende læger også at kvalificere sig
til at praktisere kirurgi (plus jordemoder- og apotekervirksomhed). Til
forargelse for den lille elite af topkirurger kunne enhver læge derfor nu
smykke sig med et ”MRCS”.
Og ganske vist havde kirurgerne langt om længe fået ret til
at bære titlen ”Dr”. Nu havde de bare ikke lyst til det længere. De skulle ikke
slås i hartkorn med fattiglæger og giftblandere, der gik rundt og kaldte sig
”kirurger”.
Så man valgte at fastholde tiltaleformen ”Mister”.
I takt med kvindernes indtog er det naturligvis nu blevet
udvidet med muligheden for at benytte ”Mrs” og ”Miss” til kvindelige kirurger.
I en tid uden gren- og subspecialisering var det relativt
ukompliceret (og excentrisk på en meget engelsk måde lige som møntvæsenet,
venstrekørsel og det engelske system for mål og vægt).
Men som BMJ bemærkede for nogle år siden er tingene blevet
mere uoverskuelige: Kirurgiske sygdomme behandles ofte af teams, som byder ind
med forskellige specialebaggrunde, også som f.eks. radiologer eller patologer.
”Således kan patienter med cancer, som holder på korrekte
tiltaleformer, blive temmelig forvirrede, når de henvis af deres egen læge, Dr
A, til onkologen Dr B og radiologen Dr C, før de hilser på kirurgen, Mr eller
Ms D, som sender patienten til stråleterapi hos Dr F og tilbage Dr B til
kemoterapi, afhængigt af, hvad patologen, Dr G har fundet. Endelig risikerer
patienten at havne i et kontrolleret forsøg hos Dr H, som ikke har en lægelig
uddannelse, men en PhD”, skriver BMJ, som efter yderligere forvirrende
oplysninger konkluderer, at dette ”uhellige roderi” nu bør ophøre.
Kirurgerne kunne i det mindste – skriver BMJ – ”overveje at
opgive denne prætentiøse anakronisme”, så alle med en lægelig uddannelse kan
tiltales med et ”Dr” – uanset hvilke bogstavkombinationer, de i øvrigt måtte
have på visitkortet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar