fredag den 10. august 2012

Titel på videnskabelige artikler

Forfattere kan tit opleve, at titlen på deres videnskabelige artikel bliver ændret af redaktionen.

Det skyldes, at titler typisk i de indsendte manuskripter er enten intetsigende eller for kryptiske for læserne. Der er et par gode råd, når man skal navngive sin artikel, og det er rimeligt nemt at følge disse.

Først og fremmest er det en god huskeregel, at titlen ikke skal stille et spørgsmål, men derimod give svaret. Der skal helst ikke være spørgsmålstegn, udråbstegn, citationer, procent eller og-tegn.


Der bør heller ikke være navn på geografiske steder eller årstal i titlen, med mindre det er meget vigtigt for budskabet. Titlen bør inkludere et verbum for at gøre budskabet aktivt.

Et eksempel kunne være en artikel, som måske oprindelig hed ”Er brok en arvelig sygdom?”. I stedet bør artiklen hedde ”Brok er en arvelig sygdom”. På denne måde irriteres læseren ikke ved spørgsmålet men får derimod svaret med det samme.


En oprindelig titel som f.eks. ”Dødsfald på Rigshospitalet hos børn med morbus xxx i årene 2010 og 2011”, skal aktiveres ved at ændre den til f.eks. ”Stigende antal dødsfald for børn med morbus xxx”. Titlen gør læseren interesseret, den indeholder et verbum og giver svaret i stedet for at rejse et spørgsmål.

I artiklens tekst kan man læse, at det er på Rigshospitalet, og hvilke år det handler om. Det behøver ikke at stå i titlen.

Der er selvfølgelig undtagelser fra disse regler, og f.eks. i debatindlæg og undertiden i ledere kan det være passende at rejse et spørgsmål i titlen.

2 kommentarer:

  1. Kære Jacob,

    I Tim Alberts A-Z of medical writing skriver han: "What is a good title? .... The answer is simple: it's what the editor of the journal thinks is a good title".

    Nogle tidsskrifts redaktører kan godt lide resultat titler andre har titler der mere er bygget op efter det videnskabelige spørgsmål, eks. efter PICO formatet (patient, intervention, control, outcome). Måske for at tvinge læseren til i det mindste at læse abstractet hvis de vil vide svaret på spørgsmålet!!!!

    En vigtig pointe er dog at medtage studie designet. F.eks. med titlen "Brok er en arvelig sygdom", så er det jo relevant at vide om det er en kasuistik et case-kontrol studie eller et kohorte studie data stammer fra. I de internationale rapporteringsguidelines (CONSORT, PRISMA, STROBE m.fl.)som mange tidsskrifter, herunder DMJ, støtter op om pointerer man også vigtigheden at at studiets design skal fremgå af titlen.

    Kigger vi på titlerne i den seneste uges originalartikler i The Big 5 ser vi:

    BMJ
    - Effectiveness of rotavirus vaccination in prevention of hospital admissions for rotavirus gastroenteritis among young children in Belgium: case-control study
    - Migraine and cognitive decline among women: prospective cohort study
    - Integration of balance and strength training into daily life activity to reduce rate of falls in older people (the LiFE study): randomised parallel trial
    - Assessing the risk of venous thromboembolic events in women taking progestin-only contraception: a meta-analysis
    - Physiotherapy intervention in Parkinson’s disease: systematic review and meta-analysis
    - Risk of fracture after bariatric surgery in the United Kingdom: population based, retrospective cohort study

    Lancet
    - Cardiovascular benefits and diabetes risks of statin therapy in primary prevention: an analysis from the JUPITER trial
    - Plasma HDL cholesterol and risk of myocardial infarction: a mendelian randomisation study
    - The effects of lowering LDL cholesterol with statin therapy in people at low risk of vascular disease: meta-analysis of individual data from 27 randomised trials

    JAMA
    - HIV in Persons Born Outside the United States, 2007-2010
    - Association of Weight Status With Mortality in Adults With Incident Diabetes
    - Trends in Serum Lipids Among US Youths Aged 6 to 19 Years, 1988-2010

    NEJM
    - Placebo-Controlled Trial of Tofacitinib Monotherapy in Rheumatoid Arthritis
    - Tofacitinib or Adalimumab versus Placebo in Rheumatoid Arthritis
    - Treatment of Older Patients with Mantle-Cell Lymphoma
    - Prospective Trial of a Pediatric Ventricular Assist Device

    Annals of Internal Medicine
    - Should the Hemoglobin A1c Diagnostic Cutoff Differ Between Blacks and Whites?: A Cross-sectional Study
    - The Influence of Context on Antimicrobial Prescribing for Febrile Respiratory Illness: A Cohort Study
    - Sleep Disruption due to Hospital Noises: A Prospective Evaluation

    BMJ, Lancet, Annals og tildels NEJM beskriver alle sammen studiedesignet og alle 5 tidskrifter har titlen bygget op nogenlunde sv.t. spørgsmålet. Så en vigtig pointe er vel at checke med stilen på tidsskriftet(=redaktørens smag).

    vh

    Andreas Lundh

    SvarSlet
  2. Kære Andreas

    Principielt er jeg slet ikke uenig med dig.
    Dine eksempler fra de bedste af de udenlandske tidsskrifter illustrerer sådan set noget meget interessant. Hvis man publicerer en artikel i de største tidsskrifter, så er det ikke i samme grad nødvendigt at lokke læseren indenfor ved at gøre titlen mere direkte og aktiv, hvilket vi netop forsøger i Ugeskrift for Læger. I de store blade ved læserne, at hver artikel er mere eller mindre banebrydende og i den grad værd at læse. Derfor skal der ikke de samme midler til at få læseren til at læse videre i artiklen. I Ugeskrift for Læger ligesom i mange andre lidt mindre præstigefyldte tidsskrifter i udlandet må vi dog undertiden bruge overskriften til at lokke læseren indenfor.
    Det er, som du anfører, ret udbredt i de fine tidsskrifter med høje impact faktorer at benytte sig af det du illustrerer, nemlig at man tilføjer studiets design som en del af titlen. Dette er selvfølgelig fuldstændig i orden og meget oplysende for læseren, men det er ikke på samme måde interessant for læseren, og indfanger ikke en læser som ellers måske ikke umiddelbart ville læse den pågældende artikel, hvis den var publiceret i et mindre præstigefyldt tidsskrift. Dette er derfor en del af baggrunden for vores valg omkring formen af titlerne i Ugeskrift for Læger. Det er noget som vi har arbejdet intenst med i redaktionen, og det er besluttet i tæt samråd med vores journalistiske kolleger.


    Med venlig hilsen
    Jacob

    SvarSlet