Hvad skal vi mene om aktiv dødshjælp?

Debatten om aktiv dødshjælp dukker op med jævne mellemrum. Senest blev emnet debatteret i P1-udsendelsen Netværket. Årsagen til radioudsendelsen var, ud over debattens evige relevans, at regeringen til efteråret har tænkt sig at ”sætte sagen på dagsorden”. En Rambøll-undersøgelse viste for nyligt, at 7 ud af 10 danskere faktisk går ind for aktiv dødshjælp.

Denne holdningsændring blev i nævnte udsendelse diskuteret blandt paneldeltagerne. Nogle af debattørerne gav udtryk for, at holdningsændringen måtte skyldes en tiltagende kynisme i befolkningen – muligvis forårsaget af den økonomiske krise.

Som filosoffer er det ikke vores fremmeste opgave at udtale os om, hvad årsagen er til, at flere og flere forholder sig positivt over for aktiv dødshjælp. Spørgsmål om årsager til holdningsændringen er ikke uinteressant, men heller ikke relevant for det egentlig væsentlige. Så når en af paneldeltagerne, antropologen Dennis Nørmark, hævder, at Rambølls måling er udtryk for en kynisk nyttetænkning, siger det i princippet intet om, hvorvidt aktiv dødshjælp er moralsk forsvarlig eller uforsvarlig. Derimod kan det belyse, hvilke grunde folk har for at gå ind for aktiv dødshjælp – grunde som meget vel kan vise sig at være udtryk for kynisme, egoisme, altruisme eller noget helt fjerde.

Forskellen på aktiv og passiv dødshjælp

Det gode argument er som bekendt hverken et demokratisk eller psykologisk anliggende, og derfor kan antallet af grunde eller årsagen til dem heller ikke være afgørende for, hvad vi egentlig skal mene om aktiv dødshjælp. Det kan derimod en filosofisk stringent analyse af problemet.

I Danmark er det tilladt at praktisere passiv dødshjælp. Bliver det vurderet, at en patient er uhelbredelig syg, og samtidig befinder sig i store smerter, kan det inden for lovens rammer, i visse tilfælde, være tilladeligt at undlade at forlænge patientens liv. Det kan fx foregå ved ikke at behandle infektionssygdomme hos patienter, hvor der ikke længere er noget begrundet medicinsk håb for overlevelse.

Aktiv dødshjælp, derimod, er ulovligt i Danmark og stort set alle andre lande. Ved denne type dødshjælp er der ikke længere tale om, at man undlader at behandle patienten. Man handler aktivt på en måde, så patientens liv forkortes, eventuelt helt afsluttes. Nogle vil måske undrende spørge, om ikke store doser morfin kan være med til at afkorte meget smertebelastede patienters liv? Og i forlængelse heraf: hvorfor man så ikke med en vis ret kan spørge om ikke også behandling med store doser morfin burde lægges ind under kategorien aktiv dødshjælp og dermed være ulovlig?

Her er det imidlertid vigtigt at skelne mellem aktive handlinger, hvor hensigten er at lindre smerter, og aktive handlinger, der som intention har at afkorte eller afslutte en patients liv. Lægen kan muligvis forudse, at patienten vil dø tidligere, hvis vedkommende får tildelt store mængder morfin, men det er ikke det samme som at udføre handlingen for netop at afkorte eller afslutte patientens liv. Aktiv dødshjælp kan derfor ikke blot defineres som en aktiv handling, der i sig selv er livsforkortende – den må tillige være intenderet som værende just det. 

Moralske forskelle  

Sondringen mellem passiv og aktiv dødshjælp er selvfølgelig opstået, fordi langt de fleste mener, der eksisterer en helt afgørende moralsk forskel mellem netop disse to former. Mens den passive dødshjælp ’blot’ består i at lade folk dø, at lade naturen gå sin gang, så opfattes aktiv dødshjælp som et decideret drab på den syge patient, fordi man her går ind og bevidst sætter en kausalkæde i gang, der har til formål at afslutte/afkorte patientens liv. 

Mange vil af samme grund mene, at netop denne forskel er tilstrækkelig som begrundelse for, hvorfor vi bør skelne så kategorisk mellem de to typer af dødshjælp. Drab er nemlig grundlæggende forkert, forkert desuagtet, hvilke positive konsekvenser det ellers måtte have.

Dette er et respektabelt synspunkt, men det forekommer os alligevel, at synspunktet hviler på en misforståelse. At dø opfattes normalt som en stor ulykke, og dræber man en person, påfører man derfor naturligvis vedkommende en stor skade eller ulykke. Men det er jo ikke forkert at tilføje en sådan skade, fordi man derved dræber personen. Det, der må være forkert er at dræbe personen, fordi man derved tilføjer vedkommende en sådan ulykke eller skade.

Drab er derfor ikke i sig selv forkert, men selvfølgelig (stadig) forkert, netop fordi det har den dårlige konsekvens, at den dræbte bliver berøvet det gode, som livet normalt antages at være. Derfor mener vi ikke, at man uden andet argument bare kan affærdige aktiv dødshjælp som umoralsk alene ud fra det faktum, at dette indbefatter at dræbe et andet menneske.

Denne overvejelse har vital betydning for hele diskussionen omkring aktiv dødshjælp. Var drab altid, under alle omstændigheder, forkert, ville diskussionen pro et contra nemlig slutte her. Men givet den rette forståelse af, hvorfor drab er forkert, synes det stadig tilladeligt at holde spørgsmålet omkring, hvad vi bør mene om aktiv dødshjælp og medlidenhedsdrab helt åbent.

Handlings- og undladelsesdoktrinen

Intuitionen om at der er en moralsk relevant forskel mellem aktiv og passiv dødshjælp er dog ikke forsvundet af den grund. Modstandere af aktiv dødshjælp formulerer ofte denne intuition i det, der går under navnet handlings- og undladelsesdoktrinen. Kort fortalt påstår denne doktrin, at det er værre at udføre en handling, der har bestemte negative konsekvenser end at undlade at udføre en handling, hvor undladelsen har samme negative konsekvenser.

Umiddelbart virker handlings- og undladelsesdoktrinen helt igennem plausibel. Hvis man afviser doktrinen, vil vi nemlig i temmelig mange tilfælde være skyldige i forhold, som vi normalt slet ikke mener at have hverken lod eller del i. Tænk blot på, hvor mange mennesker i hungersramte områder, vi kunne redde for et beskedent beløb, men som er omkommet, fordi vi har undladt at handle.

Det faktum, at der findes nogle ”derude”, som er døde på grund af vores undladelser, er vi, hvis man vælger at benægte handlings- og undladelsesdoktrinen, moralsk set medskyldige i. Ja, i princippet bør man endda medgive (hvis man helt ophæver skellet mellem undladelse og handling), at det at undlade at redde en person, som man i praksis kunne have reddet, moralsk set er ækvivalent med det at slå selvsamme person ihjel.

For mange er en afvisning af handlings- og undladelsesdoktrinen derfor helt uacceptabel, og derfor må det også være værre at udføre aktiv dødshjælp – at slå ihjel – end at udføre passiv dødshjælp – at lade dø. Spørgsmålet er så bare om handlings- og undladelsesdoktrinen vitterlig er mulig at opretholde i alle tilfælde, når vi skal retfærdiggøre den moralske forskel, der hævdes at være mellem passiv og aktiv dødshjælp. Her kommer en ofte benyttet metode inden for moralfilosofien virkelig til sin ret: tankeeksperimentet. 

Dette var første halvdel af diskussionen omkring aktiv dødshjælp. I sidste halvdel vil vi problematisere handlings- og undladelsesdoktrinen ud fra tankeeksperimenter. Vi vil desuden komme ind på de gængse argumenter mod accepten af aktiv dødshjælp – som fx argumentum ad nazium og ikke mindst glidebaneargumentet.