onsdag den 29. august 2012

Hvad skal vi mene om aktiv dødshjælp?

Debatten om aktiv dødshjælp dukker op med jævne mellemrum. Senest blev emnet debatteret i P1-udsendelsen Netværket. Årsagen til radioudsendelsen var, ud over debattens evige relevans, at regeringen til efteråret har tænkt sig at ”sætte sagen på dagsorden”. En Rambøll-undersøgelse viste for nyligt, at 7 ud af 10 danskere faktisk går ind for aktiv dødshjælp.

Denne holdningsændring blev i nævnte udsendelse diskuteret blandt paneldeltagerne. Nogle af debattørerne gav udtryk for, at holdningsændringen måtte skyldes en tiltagende kynisme i befolkningen – muligvis forårsaget af den økonomiske krise.

Som filosoffer er det ikke vores fremmeste opgave at udtale os om, hvad årsagen er til, at flere og flere forholder sig positivt over for aktiv dødshjælp. Spørgsmål om årsager til holdningsændringen er ikke uinteressant, men heller ikke relevant for det egentlig væsentlige. Så når en af paneldeltagerne, antropologen Dennis Nørmark, hævder, at Rambølls måling er udtryk for en kynisk nyttetænkning, siger det i princippet intet om, hvorvidt aktiv dødshjælp er moralsk forsvarlig eller uforsvarlig. Derimod kan det belyse, hvilke grunde folk har for at gå ind for aktiv dødshjælp – grunde som meget vel kan vise sig at være udtryk for kynisme, egoisme, altruisme eller noget helt fjerde.

Forskellen på aktiv og passiv dødshjælp
Det gode argument er som bekendt hverken et demokratisk eller psykologisk anliggende, og derfor kan antallet af grunde eller årsagen til dem heller ikke være afgørende for, hvad vi egentlig skal mene om aktiv dødshjælp. Det kan derimod en filosofisk stringent analyse af problemet.

I Danmark er det tilladt at praktisere passiv dødshjælp. Bliver det vurderet, at en patient er uhelbredelig syg, og samtidig befinder sig i store smerter, kan det inden for lovens rammer, i visse tilfælde, være tilladeligt at undlade at forlænge patientens liv. Det kan fx foregå ved ikke at behandle infektionssygdomme hos patienter, hvor der ikke længere er noget begrundet medicinsk håb for overlevelse.

Aktiv dødshjælp, derimod, er ulovligt i Danmark og stort set alle andre lande. Ved denne type dødshjælp er der ikke længere tale om, at man undlader at behandle patienten. Man handler aktivt på en måde, så patientens liv forkortes, eventuelt helt afsluttes. Nogle vil måske undrende spørge, om ikke store doser morfin kan være med til at afkorte meget smertebelastede patienters liv? Og i forlængelse heraf: hvorfor man så ikke med en vis ret kan spørge om ikke også behandling med store doser morfin burde lægges ind under kategorien aktiv dødshjælp og dermed være ulovlig?

Her er det imidlertid vigtigt at skelne mellem aktive handlinger, hvor hensigten er at lindre smerter, og aktive handlinger, der som intention har at afkorte eller afslutte en patients liv. Lægen kan muligvis forudse, at patienten vil dø tidligere, hvis vedkommende får tildelt store mængder morfin, men det er ikke det samme som at udføre handlingen for netop at afkorte eller afslutte patientens liv. Aktiv dødshjælp kan derfor ikke blot defineres som en aktiv handling, der i sig selv er livsforkortende – den må tillige være intenderet som værende just det. 

Moralske forskelle  
Sondringen mellem passiv og aktiv dødshjælp er selvfølgelig opstået, fordi langt de fleste mener, der eksisterer en helt afgørende moralsk forskel mellem netop disse to former. Mens den passive dødshjælp ’blot’ består i at lade folk dø, at lade naturen gå sin gang, så opfattes aktiv dødshjælp som et decideret drab på den syge patient, fordi man her går ind og bevidst sætter en kausalkæde i gang, der har til formål at afslutte/afkorte patientens liv. 

Mange vil af samme grund mene, at netop denne forskel er tilstrækkelig som begrundelse for, hvorfor vi bør skelne så kategorisk mellem de to typer af dødshjælp. Drab er nemlig grundlæggende forkert, forkert desuagtet, hvilke positive konsekvenser det ellers måtte have.

Dette er et respektabelt synspunkt, men det forekommer os alligevel, at synspunktet hviler på en misforståelse. At dø opfattes normalt som en stor ulykke, og dræber man en person, påfører man derfor naturligvis vedkommende en stor skade eller ulykke. Men det er jo ikke forkert at tilføje en sådan skade, fordi man derved dræber personen. Det, der må være forkert er at dræbe personen, fordi man derved tilføjer vedkommende en sådan ulykke eller skade.

Drab er derfor ikke i sig selv forkert, men selvfølgelig (stadig) forkert, netop fordi det har den dårlige konsekvens, at den dræbte bliver berøvet det gode, som livet normalt antages at være. Derfor mener vi ikke, at man uden andet argument bare kan affærdige aktiv dødshjælp som umoralsk alene ud fra det faktum, at dette indbefatter at dræbe et andet menneske.

Denne overvejelse har vital betydning for hele diskussionen omkring aktiv dødshjælp. Var drab altid, under alle omstændigheder, forkert, ville diskussionen pro et contra nemlig slutte her. Men givet den rette forståelse af, hvorfor drab er forkert, synes det stadig tilladeligt at holde spørgsmålet omkring, hvad vi bør mene om aktiv dødshjælp og medlidenhedsdrab helt åbent.

Handlings- og undladelsesdoktrinen
Intuitionen om at der er en moralsk relevant forskel mellem aktiv og passiv dødshjælp er dog ikke forsvundet af den grund. Modstandere af aktiv dødshjælp formulerer ofte denne intuition i det, der går under navnet handlings- og undladelsesdoktrinen. Kort fortalt påstår denne doktrin, at det er værre at udføre en handling, der har bestemte negative konsekvenser end at undlade at udføre en handling, hvor undladelsen har samme negative konsekvenser.

Umiddelbart virker handlings- og undladelsesdoktrinen helt igennem plausibel. Hvis man afviser doktrinen, vil vi nemlig i temmelig mange tilfælde være skyldige i forhold, som vi normalt slet ikke mener at have hverken lod eller del i. Tænk blot på, hvor mange mennesker i hungersramte områder, vi kunne redde for et beskedent beløb, men som er omkommet, fordi vi har undladt at handle.

Det faktum, at der findes nogle ”derude”, som er døde på grund af vores undladelser, er vi, hvis man vælger at benægte handlings- og undladelsesdoktrinen, moralsk set medskyldige i. Ja, i princippet bør man endda medgive (hvis man helt ophæver skellet mellem undladelse og handling), at det at undlade at redde en person, som man i praksis kunne have reddet, moralsk set er ækvivalent med det at slå selvsamme person ihjel.

For mange er en afvisning af handlings- og undladelsesdoktrinen derfor helt uacceptabel, og derfor må det også være værre at udføre aktiv dødshjælp – at slå ihjel – end at udføre passiv dødshjælp – at lade dø. Spørgsmålet er så bare om handlings- og undladelsesdoktrinen vitterlig er mulig at opretholde i alle tilfælde, når vi skal retfærdiggøre den moralske forskel, der hævdes at være mellem passiv og aktiv dødshjælp. Her kommer en ofte benyttet metode inden for moralfilosofien virkelig til sin ret: tankeeksperimentet

Dette var første halvdel af diskussionen omkring aktiv dødshjælp. I sidste halvdel vil vi problematisere handlings- og undladelsesdoktrinen ud fra tankeeksperimenter. Vi vil desuden komme ind på de gængse argumenter mod accepten af aktiv dødshjælp – som fx argumentum ad nazium og ikke mindst glidebaneargumentet.

tirsdag den 28. august 2012

Penkowa-sagen: Ikke flere kontrolinstanser tak!

Det ser ud til, at nettet er ved at stramme til om Milena Penkowa, idet hun allerede er vurderet skyldig i forsætligt snyd i 2 publikationer, og flere er under behandling.

Yderligere 15 artikler er for nylig videregivet til ekstra grundig granskning i UVVU (Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, red.).

Når dette materiale er færdigbehandlet, vil hun - afhængig af udfaldet - kunne risikere at blive frataget både sin ph.d. og dr.med. titel. Når det endelige udfald af sagen foreligger, vil vi selvfølgelig behandle det i Ugeskriftets spalter.

Mange forskningsaktive, som jeg har talt med, frygter dog, at denne ærgerlige sag vil få den ”sædvanlige” konsekvens, nemlig at beslutningstagere som befinder sig over os i magtpyramiden, føler en trang til at opfinde nye kontrolsystemer og andre ting, der igen vil gøre det vanskeligere for os at udføre vores hverv.

Der er i forvejen et utal af forskellige systemer med anmeldelsespligt mm., som gør, at det frie forskerinitierede projektarbejde i høj grad vanskeliggøres.

Det er vigtigt at understrege, at uanset hvor mange kontrolinstanser, der opfindes og implementeres, så vil man aldrig kunne gardere sig 100% mod overlagt snyd.


Et godt eksempel på dette er f.eks. GCP (Good Clinical Practice) reglerne, hvor intentionen selvfølgelig er i orden og sober, men hvis en forsker virkelig ønsker at snyde, ja så kan det selvfølgelig også lade sig gøre på trods af GCP-reglerne.

Man skal derfor i højere grad se GCP-reglerne og andre lignende systemer som en måde at vejlede og undervise forskerne i, hvordan man bør gennemføre god forskning. 

Tilsvarende håber jeg også inderligt, at en eventuel konsekvens af Milena Penkowas sagsforløb i form af måske nye kontrolmekanismer eller lignende, snarere vil få karakter af nye og bedre måder at uddanne vore yngre forskere på, således at vi ikke ser noget lignende igen.

Milena Penkowa er en enlig svale i forskerverdenen, og selvom forløbet i den grad har været ærgerligt og giver forskere et dårligt image, specielt i kraft af den meget intense presseomtale, så er det meget vigtigt at understrege, at forskning i Danmark generelt har et særdeles højt niveau, og at man kan stole på danske forskningsresultater.

onsdag den 22. august 2012

Hvordan skrives et godt introduktionsafsnit?

Introduktionen af artiklen skal holde læseren fast, så man læser resten af artiklen, og samtidig sætte scenen, så læseren forstår, hvad det drejer sig om.

Hvis introduktionsafsnittet er alt for omfattende, så mister man læserne, som glider videre til andre informationskilder, som der jo er rigeligt af.

Et godt råd er som tommelfingerregel kun at have 2 tekstafsnit i introduktionen. Det første afsnit skal sætte scenen for den kliniske problemstilling og kort forklare manglen på evidens på området (meget kort). Andet afsnit redegør kort for artiklens eller projektets formål og hypotesen.

Det er en god idé ikke at have for mange citationer i introduktionsafsnittet. Formålet er ikke at foretage en grundig litteraturgennemgang, men derimod blot at holde læseren fast, så man går videre og læser resten af artiklen. 

I artikler med lange introduktionsafsnit er det klassisk, at en del af teksten hører bedre hjemme i diskussionsafsnittet. Det er ikke meningen, at man i introduktionen skal redegøre detaljeret for emneområdet eller argumentere for valg af forsøgsdesign. Det hører hjemme i diskussionen.
                       
Der kan selvfølgelig være avancerede problemstillinger, som kræver hele 3 afsnit i introduktionsafsnittet, men som tommelfingerregel er det en god idé at prøve at begrænse sig, så man kun har et baggrundsafsnit og et afsnit med formålet



mandag den 20. august 2012

Magt og afmagt i psykiatrien

Det Etiske Råd har i samspil med repræsentanter fra alle dele af psykiatrien beskæftiget sig med anvendelse af tvang over for patienter med psykiske lidelser.

Det har udmøntet sig i en række synspunkter og anbefalinger.  


Vi erkender, at brug af tvang kan være berettiget i situationer, hvor patienten på grund af sygdom ikke er i stand til at varetage sine egne interesser. Tvang kan også være nødvendig for at hindre, at en patient skader andre. Men vi finder, at tvang altid er en krænkelse og opleves som overgreb uanset grunden til at anvende den.

Brug af tvang har ligget nogenlunde konstant over en årrække. Men det er imidlertid ikke givet, at anvendelsen ligger på et passende niveau. Vi finder, der er grund til at antage, at brug af tvang kan nedbringes gennem forebyggelse.


Et af de mest oplagte steder at begynde en sådan forebyggelse er ved kulturen i psykiatrien.


Nu varierer kulturen selvsagt meget fra afdeling til afdeling, men vi har gentagne gange mødt udsagn fra vores samarbejdspartnere som: ”der er noget galt med kulturen på stedet”.

Med kultur mener vi den måde, patienten mødes på, de omgangsformer og den menneskeopfattelse, der præger afdelingen. Det er vigtigt, at patienten ikke udelukkende betragtes som bærer af en sygdom, men også ses som en ligeværdig person.

Gennembrudsprojektet fra 2004-2005 viste, at kulturændringer er mulige, men desværre vanskelige at fastholde.

Vi anbefaler, at det ses som en opgave både for personale og for ledelse at udvikle en kultur præget af empati og etisk dømmekraft..

Det er vigtigt, at der er plads til kritisk eftertanke og til evalueringsformer, der skærper personalets og ledelsens blik for både hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige rutiner og praksis.

Rådet anbefaler, at det tilstræbes at løfte såvel dannelses- som uddannelsesniveauet i psykiatrien bl.a. med det sigte at understøtte den enkeltes evne til indlevelse og intuitiv situationsforståelse  


I rådet har vi også set på inddragelse af pårørende. Vi har en oplevelse af, at store dele af psykiatrien i perioder har haft et problematisk forhold til at inddrage patienters pårørende, der ofte blev betragtet som en del af problemet. Nu tyder meget imidlertid på, at man i stigende grad er begyndt at se pårørende som en ressource. Undersøgelser synes også at vise, at pårørendeinddragelse er en fordel for patienten og bevirker, at sandsynligheden for tilbagefald nedbringes.

Vi har set på, om reglerne om tavshedspligt udgør en hæmsko i denne henseende og anbefaler, at det sikres, at personalet er fuldt fortrolige med vejledningen om tavshedspligten og mulighederne for at fravige den.

Vi finder endvidere, at psykiatrien har været underprioriteret i forhold til somatikken. Det fremgår bl.a. af udviklingen i sundhedsudgifterne. Mens udgifterne til fysiske sygdomme steg med 25% i det første årti af dette århundrede, steg de med 8% i psykiatrien. Meget taler for, at området har behov for større bevågenhed også på det økonomiske område.
 

Vi er undervejs blevet gjort opmærksom på, at sammenhængen mellem psykiatriens forskellige dele ikke er optimal. Selvom distriktspsykiatri, hospitalspsykiatri og socialpsykiatri er at opfatte som forbundne kar, oplever mange borgere, at overgange mellem de forskellige dele ofte er problematiske.

Efter rådets opfattelse bør det være en selvfølgelighed, at overgange mellem forskellige dele af psykiatrien er både planlagte og velkoordinerede. Rådet finder, der bør gøres en særlig indsats for, at samspillet fungerer tilfredsstillende og peger på, at tværfagligt samarbejde kan muliggøre størst mulig forståelse for andre aktørers perspektiver.

fredag den 17. august 2012

Tanker omkring ansøgninger til hoveduddannelsen

I forlængelse af mit sidste blogindlæg "Hvilken ansøgningsstrategi skal du vælge?, samt den efterfølgende respons, beskrives hermed de elementer, du skal have for øje, når du skal udfærdige ansøgninger til hoveduddannelsen.

Selv om der er mange fikserede parametre, der skal respekteres ved en ansøgning til hoveduddannelsen, er der fortsat gode muligheder for at sætte sit personlige præg på processen ved i særlig grad at påvirke både ansøgningen og ansættelsessamtalen. Her er der virkelig en optimal mulighed for at brænde igennem og påvirke hele processen til egen fordel og samtidig skabe mulighed for, at afdelingen får lige netop den rigtige kandidat.
  
Ansættelsesproceduren til hoveduddannelsen består af flere væsentlige led, som den enkelte ansøger kan påvirke, herunder den faglige profil, ansøgningen og ansættelsessamtalen.

Proceduren er således:

1. Faglig profil
De videnskabelige selskaber har for alle specialer beskrevet en faglig profil, der angiver ønskede kompetencer og kvalifikationer hos ansøgere til et givent speciale.'

Den faglige profil består ideelt af to dele:
  • en generel del, som beskriver specialets hovedarbejdsområder, arbejdsmetoder, evt. fagområder, generelle vagtforhold etc.
  • en del, der mere specifikt handler om udvælgelse til ansættelse i hoveduddannelsesforløbet. Der er en beskrivelse af de områder, som specialet vægter i forhold til de 7 lægeroller.
I alle faglige profiler er der lagt vægt på både rent medicinsk faglige kompetencer samt på mere personlige kompetencer som f.eks. engagement og samarbejdsevne.

2. Faglig bedømmelse fra introduktionsstilling
Under introduktionsansættelsen gennemføres en faglig bedømmelse af den yngre læge. Bedømmelsen sker dels i forhold til målbeskrivelsen for introduktionsstillingen, dels i forhold til specialets faglige profil. Vurderingen bruges af ansættelsesudvalget ved ansøgning til hoveduddannelse.

3. Ansættelsessamtale
Ansættelsessamtalen er et centralt element i udvælgelsen af ansøgere, og samtalerne kan have tre forskellige former:

1. Traditionel ansættelsessamtale. Ansøgeren møder til en samtale med hele ansættelsesudvalget, hvor ansøgeren uddyber sin ansøgning, og hvor der stilles supplerende spørgsmål fra ansættelsesudvalget.

2. Struktureret/kompetencebaseret samtale. Selve formen ligner den traditionelle ansættelsessamtale, men ansøgeren kender strukturen for samtalen. Samtalen kan suppleres med demonstration af en praktisk færdighed eller fremlæggelse af et patientforløb.

3. Multiple mini-interview. Her er ansættelsesudvalget delt op i mindre grupper på 2-3 personer. Alle ansøgere interviewes af disse grupper i 5-7 min. Ansøgeren kender på forhånd temaerne for interviewene.

Ansøgeren vil være oplyst om, hvilken samtaletype specialet har valgt, og der er generel information om de forskellige samtaleformer på videreuddannelsessekretariaternes hjemmeside.

Alle ansøgere indkaldes som udgangspunkt til samtale. For de specialer, hvor der er mange ansøgere i forhold til antal opslåede hoveduddannelsesforløb, kan der ske en udvælgelse af ansøgere til ansættelsessamtalerne.

Den faglige bedømmelse, som er foretaget i introduktionsstillingen, skal indgå i grundlaget for udvælgelsen. Ved afslag er der desuden et krav om et motiveret afslag. Dvs. du skal have en begrundelse og herefter vejledning om, hvad du skal gøre for at blive ansat i næste runde, eller måske at du bør finde et andet speciale, og i så fald hvilket speciale der kunne passe på dine kvalifikationer.

4. Ansøgning 
Ansøgning til et hoveduddannelsesforløb består af
  • Et struktureret ansøgningsskema inkl. CV
  • En motivering for ansøgning
  • Dokumentation jf. det formelle regelsæt samt vejledning for specialet
Ansøgere, der ikke på ansøgningstidspunktet har afsluttet introduktionsstillingen, skal til ansøgningen vedlægge en udtalelse fra introduktionsafdelingen, der bekræfter, at introduktionsansættelsen forventes gennemført på tilfredsstillende vis, inden hoveduddannelsen tiltrædes.

5. Ansættelsesudvalg
Ansættelsesudvalgenes hovedopgave er at prioritere ansøgerne og derefter indstille de prioriterede ansøgere til ansættelse i de opslåede hoveduddannelsesforløb.

Ansættelsesudvalgene betjener som hovedregel én videreuddannelsesregion. I specialer med opslag af få hoveduddannelsesforløb årligt og hvor forløb går på tværs af videreuddannelsesregionerne, kan ansættelsesudvalget dække to eller alle tre videreuddannelsesregioner.

Ansættelsesudvalget sammensætning er således:

·         1 ledelsesrepræsentant (speciallæge) for hver af de afdelinger, der indgår i de opslåede hoveduddannelsesforløb inden for specialet – indstillet af hospitalsledelsen.

·         2–4 repræsentanter fra det videnskabelige selskab – indstillet af selskabet, heraf mindst én speciallæge og én yngre læge under uddannelse i specialet.

·         1 medlem udpeget af Yngre Læger. 

·         Herudover kan ansættelsesudvalget vælge at supplere med yderligere medlemmer.

Ansættelsesudvalget sekretariatsbetjenes af det respektive regionale videreuddannelsessekretariat.

Ansættelsesudvalgene har fremover den endelige kompetence til indstilling til ansættelse. Den efterfølgende høring af afdelingerne bortfalder.

En afdeling har dog mulighed for at gøre indsigelse mod ansættelse af en ansøger i ansættelsesudvalget. Indsigelsen skal være begrundet i direkte kendskab til den pågældende ansøger enten fra en tidligere ansættelse eller fra et samarbejde med ansøgeren.

6. Opslag/offentliggørelse
Alle hoveduddannelsesforløb opslås på www.laegejob.dk.

På de regionale videreuddannelsessekretariaters hjemmeside vil opslagsterminer for alle specialer i den enkelte videreuddannelsesregion fremgå. Herudover vil opslag, faglige profiler, procedure for ansættelsessamtaler, ansøgningsskemaer og vejledninger fremgå af disse hjemmesider.

I denne proces vil du kunne sætte dit personlige præg på ansøgningen og den efterfølgende ansættelsessamtale. Ved at ansøge med disse muligheder for øje vil du kunne vise initiativ, motivation og glæde ved at arbejde for afdelingens kerneværdier. Herved udskiller du dig fra mange konkurrenter og er langt foran mange andre ansøgere.

Tænk over denne ansøgningsstrategi, der helt sikkert vil kunne åbne mange døre.
Din ansøgning vil stå tilbage som en ansøgning, der er designet til at positionere dig som et værdifuldt aktiv for afdelingen og ikke bare en kandidat blandt mange, der søger for at få et arbejde.

tirsdag den 14. august 2012

Kroppen, sproget og psyken

Hvilket sprog byder man gæster på?
 
Sproget er ligesom ungdommen, kærligheden og fædrelandet: betydningen opdager man ikke før man har mistet det.

Sprogbarrierer i sundhedsvæsenet har økonomiske, humane og sundhedsmæssige konsekvenser. Der er klare videnskabelige studier overalt i verden på, at patienter tilhørende etniske minoriteter, og som har sprogbarrierer, har ringere udbytte af forebyggelse, behandling og efterbehandling.

De har et dårligere helbred, de har sværere ved at følge undersøgelsesprogrammer og behandling, og de har et lavere funktionsniveau. De har flere, og mere alvorlige, bivirkninger, ligesom de oplever flere, og mere alvorlige, komplikationer til behandling.

Sprogbarrierer er også dyre for sundhedsvæsenet: patienterne indlægges på forkerte afdelinger, deres undersøgelsesprogrammer koster ca. 30 % mere, de er indlagt længere tid og de genindlægges oftere.

Efter indlæggelse kender under halvdelen af patienter med sprogbarrierer deres diagnose, medicin og dosering eller plan for efterfølgende kontrol af sygdommen.

Lægen forstår ikke patienten og ordinerer i afmagt dyre scanninger – og ofte gentages de i frustration over, at symptomerne ikke passer med undersøgelserne.

At gennemføre en lægeundersøgelse uden tolkning er blevet sammenlignet med veterinær medicin. Lægers vigtigste og primære værktøj for at kunne stille en diagnose er sprog. Når der er sprogbarrierer, er tolkning derfor et diagnostisk redskab og burde ikke ses som en forhindring.

Ser man på mødet med patienten med sprogbarriere, så er der faktisk fire sprog involveret: dansk og dansk lægesprog på den ene side og andetsproget samt lægesprog på andetsproget. Meget få mennesker, herunder tolke, har hele repertoiret på alle 4 sprog.

Ord som hypertension eller allergi findes ikke på vietnamesisk og skal forklares, ”ramt af vinden” betyder på mange sprog at noget er galt i området mellem navlen og ørerne, men kan være alt fra en let mavepine til en blodprop i hjertet.

Det ejendommelige er, at hvis patient og læge er af samme etniske oprindelse (etnisk konkordans), så er konsultationerne kortere, patienterne mere tilfredse, de følger behandlingen bedre, husker flere detaljer og spørger mere til undersøgelser og behandling, end hvis lægen og patienten har forskellig etnisk herkomst.

Taler de oven i købet samme dialekt har det en yderligere positiv effekt  (Carrasquillo).
Læs mere her ligeglobalsundhed.

mandag den 13. august 2012

Ydmyghed i lægekitlen

Eksamenstiden, hvor nye læger udklækkes, er ovre. Livet i den hvide kittel skal starte.

I kliniske forløb har studerende dog været i kittel men ikke med samme ansvar og krav, som hviler på en færdig læge. Ansvaret og beslutningerne i det kliniske arbejde er nye opgaver, som også skal løftes.

Selv er jeg stud.med. men har i kliniske forløb bemærket forskellen i at passere gennem et venteværelse i civil og i kittel. Forskellen er enorm.  Kitlen giver unægtelig en position. Heldigvis? Desværre? 

Selv mener jeg, opgaven skal løses med en vis ydmyghed. Man er ikke et supermenneske fra dag ét. Fra dag ét er man ikke engang basislæge.

I DRs ”Nye hvide verden” fortalte en af lægerne, at vedkommende følte sig bedre og følte at kunne mere med kitlen på. Det er godt, at kitlen kan give ro, bare den ikke gør lægen nonchalant i sin beslutningsproces.

I de medicinstuderendes tidsskrift i Aarhus kunne vi i et læserbrev for nylig læse om  ”vores stærkeste trumf – den hvide smukke kittel”. Personligt ser jeg ikke kitlen som en trumf; hverken et bevis på en uddannelse af en vis varighed, en trumf i en diskussion med andre faggrupper eller en ordensstjerne på skulderen som autoritet overfor patienterne. 

Jeg synes, kitlen er en arbejdsuddelt beklædningsgenstand, som unægtelig giver en position, og dén tillid fra patienten skal man varetage med ydmyghed.

En basislæge med rygrad som supermenneske fra dag ét i kitlen kan risikere at træffe nonchalante eller bare forkerte beslutninger af frygt for at fremstå inkompetent. Man skal derimod have rygrad til at kende sine begrænsninger, kunne spørge bagvagten om hjælp (også kl. 04),  kunne sige ”det ved jeg ikke” foran patienter såvel som andre faggrupper. 

Som studerende, der er meget modtagelig overfor indtryk og holdninger, er jeg meget interesseret i at høre andres mening om, hvordan man bærer kitlen, og alt hvad der dertil hører. Også fra dag ét.

God restsommer og tillykke til alle de nye i kitlen!

fredag den 10. august 2012

Titel på videnskabelige artikler

Forfattere kan tit opleve, at titlen på deres videnskabelige artikel bliver ændret af redaktionen.

Det skyldes, at titler typisk i de indsendte manuskripter er enten intetsigende eller for kryptiske for læserne. Der er et par gode råd, når man skal navngive sin artikel, og det er rimeligt nemt at følge disse.

Først og fremmest er det en god huskeregel, at titlen ikke skal stille et spørgsmål, men derimod give svaret. Der skal helst ikke være spørgsmålstegn, udråbstegn, citationer, procent eller og-tegn.


Der bør heller ikke være navn på geografiske steder eller årstal i titlen, med mindre det er meget vigtigt for budskabet. Titlen bør inkludere et verbum for at gøre budskabet aktivt.

Et eksempel kunne være en artikel, som måske oprindelig hed ”Er brok en arvelig sygdom?”. I stedet bør artiklen hedde ”Brok er en arvelig sygdom”. På denne måde irriteres læseren ikke ved spørgsmålet men får derimod svaret med det samme.


En oprindelig titel som f.eks. ”Dødsfald på Rigshospitalet hos børn med morbus xxx i årene 2010 og 2011”, skal aktiveres ved at ændre den til f.eks. ”Stigende antal dødsfald for børn med morbus xxx”. Titlen gør læseren interesseret, den indeholder et verbum og giver svaret i stedet for at rejse et spørgsmål.

I artiklens tekst kan man læse, at det er på Rigshospitalet, og hvilke år det handler om. Det behøver ikke at stå i titlen.

Der er selvfølgelig undtagelser fra disse regler, og f.eks. i debatindlæg og undertiden i ledere kan det være passende at rejse et spørgsmål i titlen.