onsdag den 28. september 2011

De kan i Sverige, Norge og USA


I Danmark vil vi gerne være foregangsland inden for sundheds it. Alligevel har vi en rodekasse af forskellige mere eller mindre dårlige it systemer på hospitalerne, som ikke taler sammen og slet ikke taler med primærsektoren.

Andre lande kan godt finde ud af det.

I syv ude af 17 Län (svarer nærmest til regioner) i Sverige bruger de Cambio Cosmic, hvor én patient har én journal. Den samme journal anvendes både i primær- og sekundærsektoren. I Danmark anvendes Cambio Cosmic på Odense Universitetshospital samt i forsvaret, men kun i sekundærsektoren.

I det meste af Norge anvendes DIPS (Distribuert Informasjons og Pasientdatasystem i Sykehus) med over 50.000 brugere i hele Norge. Det bruges på ca. 66% af alle sygehusene og er ikke direkte integreret med primærsektoren, men kan udveksle informationer begge veje.

I USA er der flere store systemer. Det største er Veteran Affairs’ VistA, der ligeledes er et fuldt integreret system, som anvendes både i primær- og sekundærsektoren.

Det mest omtalte system fra USA er EPIC, der anvendes på Kaiser Permanente, som leverer et for amerikanske forhold billigt sundhedssystem. Det er ligeledes et fuldt integreret system, som anvendes både i primær- og sekundærsektoren. Hvis man vil vide mere, kan det anbefales at læse Anne Frølichs bog "Hvad kan det danske sundhedsvæsen lære af Kaiser Permanente?".

I Danmark døjer vi med det problem, at primær- og sekundærsektoren ikke er integreret. Men også selv om man kun ser på sekundærsektoren, halter vi bagefter.

Deloitte afsluttede i april 2007 et eksternt review af det hidtidige arbejde med elektroniske patientjournaler (epj) i Danmark, hvor firmaet kom til den sørgelige konklusion, at det "ikke vil være interessant at påbegynde en samlet national udvikling af én epj-løsning til sygehusene".

Jeg ved ikke, hvor mange klinikere (læs læger), som har været med til at lave undersøgelsen. Men jeg og andre, som beskæftiger sig med problematikken, er dybt uenige. Og som det kan ses af ovenstående, findes der allerede velfungerede systemer andre steder. Kunne vi ikke lade os inspirere af dem?

Det er ikke raketteknologi. Det kan lade sig gøre!


tirsdag den 27. september 2011

Mens vi venter på en ny sundhedspolitik…

Folketingsvalget er overstået – og det gik jo godt, hvis man skal basere vurderingen på de meningsmålinger, der blev foretaget blandt landets læger, og som pegede på Det Radikale Venstre som landets største parti – altså hvis lægerne skulle bestemme…

Regeringsprogrammet trækker lidt ud – og i skrivende stund kender vi ikke den nye regerings sundhedspolitik – og den nye sundhedsminister kan jo meget vel have brug for gode råd. En sådan mulighed for rådgivning stiller jeg gerne op til.

Den afgående regering hev forslaget om nedlæggelse af regionerne op af hatten lige forud for valgkampen – det virkede mildest talt som en uovervejet hovsa-løsning. Men vi har et problem med organiseringen af vort sundhedsvæsen, og området trænger til en grundig gennemgang:

  • modellen med regioner uden skatteudskrivningsmulighed giver store udfordringer
  • kommunerne har fået en større sundhedsopgave at løfte – set fra min stol lader succeserne altså vente på sig
  • det sammenhængende og samarbejdende sundhedsvæsen er mange af os tilhængere af. Men man må erkende, at vi stadig arbejder meget i hver vores ”silo”: sygehusene, kommunernes hjemmepleje og almen praksis. Det giver ikke optimale forhold for patienterne
  • jeg tænker specielt på de sårbare medicinske og psykiatriske patienter. Det bør vi kunne gøre bedre! Hvordan skabes dette samarbejde? kan en ny organisationsmodel facilitere det samarbejdende sundhedsvæsen? Måske en model hvor hjemmeplejen fjernes fra det kommunale niveau og ”løftes op” til det samme niveau som organiserer sygehuset i området?

Den nye sundhedsminister skal kunne ”gå på to ben” – (de tidligere sundhedsministre har haltet på det ene ben):

nemlig fortsætte den nuværende fokus på en centralisering og specialisering af de nye ”super” sygehuse, men samtidig sætte handling bag ordene om at ville styrke det primære og borgernære sundhedsvæsen.

Der har været mange fine ord om almen praksis som et bærende fundament i vort sundhedsvæsen, men det har ikke givet sig udslag i en strategisk satsning på almen praksis – det er kun blevet til brandslukning i udkantsområder. ”Viel Geschrei und wenig Wolle”. 

Vi har et meget stort behov for, at den nye sundhedsminister melder krystalklart ud på dette område, at en forudsætning for den nye sygehusstruktur er en velfungerede almen praksis sektor – og at bevillinger og prioriteringer følger en sådan udmelding.

Vi hørte i sommers om ventetider på skadestuer – og useriøse forslag om maksimal ventetid er fremført i valgkampen. Lægeforeningen har sammen med Sundhedsstyrelsen for længst givet løsningen, som meget passende kunne blive én af de første succeser for en ny sundhedsminister: det enstrengede visitationssystem for akut sygdom og skader: bortset fra 112-henvendelser sker visitationen til videre behandling gennem kontakt til egen læge i dagtid og til lægevagten i vagttid. Det fungerer allerede i store dele af landet på bedste vis – og kan nok også omplantes til Øst-Danmark!

De ellers så populære radikale kom også med et vildskud i kampens hede: brugerbetaling hos den praktiserende læge. Vores nabolande i Norden, der har dette system, advarer os imod brugerbetaling: det har indflydelse på konsultationsforløbet (”nu har jeg jo betalt, så skal jeg også have ”noget” for pengene”), og det betyder, at nogle patienter ikke søger læge på det tidspunkt, de burde gøre det i henhold til deres symptomer. Nej til brugerbetaling i almen praksis – og ja til lige adgang til lægelige sundhedsydelser!

På forebyggelsesområdet har Socialdemokraterne talt om forebyggende helbredsundersøgelser til større befolkningsgrupper. DSAM og PLO har tidligere fremsat forslag på dette område – et forslag, der gik ud på at sådanne undersøgelser burde afprøves i et lidt større og opdateret regi end Ebeltoft-projektet. Jeg vil opfordre til, at man ikke iværksætter meget omfattende helbredsundersøgelser generelt, men derimod iværksætter pilotprojekter med nøje evaluering af effekter, omkostninger og ulemper.

Vi fik i øvrigt en fin rapport fra regeringens Forebyggelseskommission for få år siden: de gode forslag, der ikke blev skudt ned af politikerne i middagsradioavisen på dagen for offentliggørelsen af rapporten, blev skudt ned i aftenens nyhedsudsendelser. Tåbelig anvendelse af kommissionsarbejde skulle jeg mene. Tag nu forslagene frem igen – og se bl.a. på forslagene om tobak, alkohol, kost og motion!

Jeg ønsker den nye sundhedsminister held og lykke med udfordringerne i sundhedsvæsenet – vi har brug for din indsats for at bevare og styrke et solidarisk sundhedsvæsen!

fredag den 23. september 2011

Gør-det-selv-sundhed: Medicinens antiautoritære epoke

Det er længe siden, at lægen var den eneste ophøjede autoritet på sundhedsområdet, og i dag kan alle blive eksperter i deres egen krop med hjælp fra kend-din-krop-litteratur, sundhedsfora på internettet og en overvældende mediedækning af de evigt skiftende sundhedsråd.
 
Sandheden om sundheden er det nu op til den enkelte at finde, og dermed er den enkelte også ansvarlig for sin egen sundhed.

Når den akkumulerede viden om, hvordan man lever sundt, er tilgængelig for alle, er der ingen undskyldning for ikke at være sund. Måske er det netop derfor, vi  i øjeblikket oplever, hvad nogen ville kalde en sundhedsfetichistisk kultur, hvor fysisk sundhed og en smuk, stærk krop er lige så meget tegn på velstand og succes, som dyre beklædningsgenstande eller overforbrug var tidligere.

På et mere teknisk niveau har man især indenfor genforskning og andre områder, hvor man arbejder med enorme datamængder, fundet ud af, at crowdsourcing er en yderst brugbar metode.

Man gør simpelthen materialet tilgængeligt for alle ”civile” eksperter, som så gør det grove arbejde, mens de professionelle kan fokusere på at få et overblik og se drage konklusionerne. (Så sent som under udbruddet af E.Coli i Europa i sommer, offentliggjorde Beijing Genomics Institute deres analyseresultater til crowdsourcing.)

Denne opløsning og demokratisering af videnskabelig autoritet har også medført dannelsen af bl.a. biopunk-bevægelsen, hvor man på hobbyniveau eksperimenterer med avancerede biotekniske procedurer, som genmanipulation og biologiske forbedringer af menneskekroppen i sit eget køkken. 

DIYbio, et stort netværk for biopunks, eller biohackere som de også kalder sig, beskriver sig således som en organisation for “citizen scientists, amateur biologists, and do-it-yourself biological engineers”.

(Indlægget er en redigeret version af Astrid Mos indlæg på Medicinsk Museions blog - læs det originale indlæg her).

torsdag den 22. september 2011

SUND KU – back to the roots

Er Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet ved at finde tilbage til sine rødder?
Fakultetet er lige så gammelt som Københavns Universitet – som selv er et af Nordeuropas ældste. Vi har at gøre med en ærværdig, gammel institution: Universitetet blev oprettet i 1479, efter at Christian den Første havde fået Pavens tilladelse (Danmark var stadig katolsk – reformationen lå nogle årtier ude i fremtiden).

Medicin var med fra første færd – sammen med jura, filosofi og det altdominerende, alt bestemmende fag: eologi. Frem til reformationen i 1536 var universitetet faktisk en del af kirken og stod under Roskildes biskop.  Det Medicinske Fakultet uddannede doctores medicinæ. Studiet afsluttedes med at disputere for doktorgraden, og så var man læge.

Uddannelsen var ren teori, baseret på dogmer fra oldtid og middelalder. Man satte ikke spørgsmålstegn ved dogmerne – man lærte dem udenad. Undervisningen bestod i forelæsninger – helt bogstaveligt: Professoren læste op af antikke skrifter og udlagde teksten.

Alt foregik på latin. Klinisk undervisning eksisterede ikke. Man blev dr. med. uden at have dissekeret et lig og uden at have set en patient. Medicinerne kunne ikke gøre noget ved medicinske sygdomme. Men de kunne disputere om, hvad Hippokrates eller Galen egentlig havde ment. De havde tasken fuld af urter, pulvere og arkana. Placeboeffekten har været en uvurderlig assistent.

Lægen kunne disputere på latin og give de syge virkningsløs urtemedicin.

Kirurgerne var barberer – håndværkere, som i modsætning til medicinerne kunne noget praktisk. Men de forstod ikke latin, og de lærde medicinere så ned på dem. Deres uddannelse foregik på barberstuen, der også fungerede som en slags skadestue. Her behøvede man ikke komplicerede teorier om, hvad patienten fejlede: Et brækket ben eller et stiksår var noget håndgribeligt, som man kunne gøre noget ved.

Kirurgen kunne sætte led på plads, behandle en brækket arm og skære hul på bylder. I en snæver vending kunne han fjerne en svulst eller om fornødent amputere et ben. Det gjorde ondt, for man kunne ikke bedøve, og dødeligheden var høj, for man kendte ikke til antiseptik, endsige sterilisering, blodtransfusion eller antibiotika. Patienterne døde som fluer.

Læger (dvs. medicinere) og kirurger lå i indbyrdes krig. Skiftende konger forsøgte at overtale fakultetet til at lade barbersvende deltage i anatomiundervisningen, da man var begyndt at dissekere. Men fakultetet saboterede ethvert tilløb. Derfor etablerede barberkirurgen Simon Crüger i 1736 – med kongens støtte – sin egen kirurgskole i Købmagergade og løftede kirurgien ud af barberfaget. Fakultetet var rasende.

I 1785 oprettedes Kirurgisk Akademi, som ikke havde noget at gøre med fakultetet eller Universitetet overhovedet. Her masseproducerede man kirurger, som blev rygraden i et spirende, landsdækkende sundhedsvæsen. Imens surmulede universitetet, der højst formåede at producere et par læger om året. I 1788 indførtes en medicinsk embedseksamen, og doktorgraden blev nu en rent akademisk grad.

Kirurgen var i modsætningen til medicineren en praktiker… (Planche fra Heisters håndbog i kirurgi. 1700-tallet (udsnit).

I 1838 endte århundreders territorieafpisning, da man samlede den medicinske og kirurgiske uddannelse til én lægelig embedseksamen, og i 1841 blev Kirurgisk Akademi nedlagt og fusioneret med Det Medicinske Fakultet. For ikke at støde kirurgernes følelser, ændredes navnet nu til Det Lægevidenskabelige Fakultet.

Dette navn hang ved indtil 1992, da Det Lægevidenskabeligt Fakultet fusionerede med Tandlægehøjskolen og ændrede navn til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. 

Nu er en ny fusion på vej: Fra 2012 samles Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (på popdansk: ”SUND KU”) med Det Farmaceutiske Fakultet – og senest har dyrlægerne meldt ud, at de også vil være med i det, som herefter vil få navnet ”Det Medicinske Fakultet” (som forhåbentlig ikke bliver til MEDFAK)

Ringen er sluttet.



Læs mere i Klaus Larsens bog ”Dødens Teater” om den danske lægevidenskabs fødsel fra 1645-1840. Udkommer hos Munksgaard 27. januar 2012.


tirsdag den 20. september 2011

Specialevalg med glæden som pejlemærke

Der er rigtig mange betydende og væsentlige faktorer, som vi hver især må tage med i vores overvejelser, når vi vælger speciale, og når vi vælger, hvilken vej vores karriere skal gå. Jo mere bevidste vi er, om hvad der er vigtigt for os, jo bedre valg kan vi træffe.

Særligt er valget af speciale et stort og afgørende valg for, hvordan vores lægeliv vil forme sig. Og netop i disse år, hvor dette valg stresses yderligere af en 4-års regel, er det nødvendigt at bruge tid og energi på at tænke sig om og mærke godt efter mavefornemmelsen. En række centrale spørgsmål vil kunne hjælpe dig godt på vej.

Grundlæggende er det formålstjenligt at tænke over, hvilken slags læge, du gerne vil være. Hvad vil og kan du bidrage til lægegerningen med, og hvad skal lægelivet bidrage til dit liv med? Hvilke værdier er grundlæggende vigtige i dit liv og i dit arbejdsliv?

Undersøgelser viser, at vi hver især kan blive lykkelige læger i flere forskellige specialer, - så det gælder bare om, at få de relevante specialer identificeret, så du har et antal gode muligheder åbne. Men hvordan er det lige, at du får kogt de 38 specialer ned til nogle få, eller får fundet dine alternativer, hvis du ikke kan få dit drømmespeciale?

Her er det, at glæden kan vise sig at være din bedste ven og pejlemærke. Hvornår er det, du går glad på arbejde og dårligt har tid til at gå hjem igen? Hvad kendetegner de dage, hvor du er glad, interesseret og fyldt med energi, – og hvad kendetegner modsat de dage, hvor du er træt, energiforladt og keder dig? Hvilke forhold er det, der påvirker dig på afgørende vis? Og i hvilke specialer er det så, at du kan finde de forhold, der gør dig glad?

I overvejelserne er det afgørende, at du inddrager både personlige og specialespecifikke forhold og karakteristika. Hvordan passer forskellige typer af opgaver og arbejdsforhold til netop dig? Tag alle relevante specialer med i dine overvejelser. Prøv at lade være med at udelukke specialer, du ikke kender nok til, eller som du kun har hørt om på rygtebasis, - det kan være, at det lige præcis er specialet for dig.

Måske er du en af dem, der er god til at komme rundt om mange overvejelser på egen hånd, men formentlig vil du som de fleste andre have glæde af at tale med andre og måske få noget feedback og input fra familie, venner og kolleger, der kender dig. Hvis du har brug for det, kan YL også bidrage med karrierevejledning. Brug tiden og ressourcerne på den proces, som specialevalget er.

Specialevalget begynder allerede som studerende og slutter, før du er i gang med en hoveduddannelse i et speciale, du trives i. På den måde er der jo lang tid at tage af – men også risiko for, at du aldrig rigtig får taget dig tiden til at tænke og tale det grundigt igennem.

Det er et vigtigt valg i dit liv, så mit råd er, at du er opmærksom på, hvor glæden viser sig for dig, og at du så styrer efter det.




mandag den 12. september 2011

12. semester og et kig bagud

S-tog E kører i høj fart mod Greve st. hvor en dobbel praksis bliver begyndelsen på slutningen af 6 års studie. Det er 6 år med mange forskellige oplevelser, opture og nedture samt en masse bekendtskaber. Fagligt er man blevet kastet rundt i alt fra mikroskopiske detaljer om cellernes opbygning til hjertestop og socialmedicinske problemstillinger.

Et heterogent studie der skal ruste en til at varetage de meget forskellige typer arbejdsopgaver, man kan komme ud for som læge. Hvor de fleste andre studier løbende vælger fag til og fra, er man på medicinstudiet skolet ens uanset om man skal være anæstesilæge eller arbejdsmediciner. Men hvad brugte man egentlig tiden på, og hvordan lever den tidsfordeling op til det man havde forventet da man startede sit studie? Som det fremgår af figur 1, var forventningerne og virkeligheden meget forskellige.


Mest iøjefaldende er måske de mange timer man har brugt på at tilmelde sig eksamener og undervisning. I takt med den teknologiske udvikling har KU nu udviklet et højt sofistikeret tilmeldingssystem hvor det kræver at man logger ind to steder, men til gengæld kan man ikke søge samme hold som sin læsemakker. Dog får man allerede 1 ugen inden semesterstart at vide hvor man skal i klinik det næste halve år. Til gengæld har Absalon gjort sit for at man ikke skal spilde sin tid foran computeren, nemlig ved at gøre det mere uoverskueligt end nødvendigt. Man ved dog én ting, har du brug for oplysninger kan du bare gå ind på følgende hjemmesider: punkt.ku.dk, medicin.ku.dk, sis.ku.dk, us.ku.dk/syllabus/, kubulus.dk.
Det er faktisk lykkedes KU at ruste os til fremtiden med EPM, OPUS, LABKA, GS-åben mm.

Den store hype omkring medicinstudiets faglige sværhedsgrad og al den tid man skulle afsætte til at læse, er på sin vis berettiget og især på nogle semestre, men det er også i høj grad hvad man selv har gjort det til. Hvis man insisterer på at have læst medicinsk kompendium to gange og desuden ukritisk møde op til al undervisning, får man ikke meget tid til andet. Det handler ikke så meget om at nogle fanger det første gang og derfor bare kan læse det op på kort tid, selvom dette fænomen selvfølgelig eksisterer, men det handler især om prioritering og om ikke at spilde sin tid på at læse og memorere tusindvis af detaljer som ikke er kernepensum til eksamen. For mange har ekstrem eksamenslæsning endda forværret eksamen, da det kræver endnu større overblik at holde styr på detaljerne. Men selvom dette måske medfører at man klarer eksamen et par karakterer bedre, kommer spørgsmålet om det var det værd?

Var det en rigtig prioritering i forhold venskaberne, familien, kæresten, kulturelle oplevelser eller hvad der nu giver ens liv mening? Når man nærmer sig slutningen af studiet, og har oplevet mange læger i sine klinikker og vikariater, ser man at dette spørgsmål er ligeså relevant om ikke mere, når man bliver færdiguddannet. Lægerne fører selvmordsstatistikken af flere grunde, men der kan ikke være tvivl om, at en fejlprioritering mellem arbejde og privatliv er en af de væsentligste årsager.
Snart er studiet et veloverstået kapitel, og udover at blive klogere på KU´s intranet og det lægevidenskabelige område, er jeg også blevet klogere på hvilken type læge jeg vil være. Det er en læge som synes at det at være læge er det fedeste i verden, men forstår at det kun sker i kraft af at andre dele af ens liv i sidste ende prioriteres højere. 

fredag den 9. september 2011

Efter krydset er sat

Personligt glæder jeg mig til, at krydset er sat i valglokalet, og jeg kan følge slagets gang på tv-skærmen.

Selv om valgkampen formelt ikke har varet længere end ellers, har den jo reelt domineret det politiske liv i mere end et år. Det gælder også sundhedspolitikken.

Jeg ser frem til, at valgløfterne bliver til virkelighed, og det er jeg nok ikke ene om.

Et stort ønske fra læger til den kommende regering er en ny behandlingsgaranti. Det er tankevækkende, hvor udtalt det krav er. I en ny undersøgelse, som Ugeskrift for Læger har foretaget, topper det klart
listen over de aktuelle initiativer, som læger mener, at politikerne bør tage fat i efter Folketingsvalget.

De urimelige konsekvenser af den nuværende garanti fylder i lægers kliniske hverdag, og derfor vil Lægeforeningen fortsat presse på for en behandlingsgaranti, der sikrer, at de mest syge kommer til først, og som omfatter alle patienter – ikke kun dem, der kan behandles i det private.

Mange politikere er efterhånden enige med Lægeforeningen. Det samme er et flertal af befolkningen. Mon ikke det lykkes for os?

Helt nyt er det til gengæld, at læger er nødt til at kæmpe for et samlet sundhedsvæsen, hvor familielæger, speciallægepraksis og sygehuse fortsat hører under samme myndighed efter et valg.

Det har helt tydeligt ingen klangbund hos læger, når regeringen, som den gjorde for ganske nylig, melder ud, at almen praksis for fremtiden skal høre under landets 98 kommuner.

Ugeskriftets undersøgelse understreger, at det har stor betydning for læger, at deres arbejde hører under samme myndighed. Det er naturligvis et område, som vil have stor bevågenhed fra Lægeforeningen, og uanset om Danmark efter valget fortsætter med regioner eller skal have en ny struktur, vil vi kraftigt protestere mod, at kommunerne overtager flere sundhedsopgaver.

Tværtimod er det langt mere oplagt, at de afgiver nogle af de nye sundhedsopgaver, som de fik i forbindelse med strukturreformen.

De har eksempelvis ikke magtet at løfte behandlingen for alkoholmisbrug og de specialiserede tilbud til hjerneskadede, som de overtog. Det er en vanskelig opgave, som kræver, at kommunerne kan opbygge ekspertmiljøer. Det er desværre ikke lykkedes, og resultatet er uens tilbud fra kommune til kommune.

En national handlingsplan for psykiatrien er nummer tre på lægernes ønskeliste til regeringen. Her håber jeg, at der er grund til optimisme. Politikere fra en bred vifte af partier har signaleret, at beskeden fra både patienter og sundhedsprofessionelle er forstået.

Faktisk er der vel næppe nogensinde talt så meget om at bedre forholdene for en patientgruppe, som aldrig har oplevet samme anerkendelse af deres sygdom som andre.

Det spændende bliver at følge, hvordan politikerne konkret følger op på udmeldingerne i valgkampen. Det vil vi holde skarpt øje med.

Endnu er der nogle dage tilbage i valgkampen. Man skal ikke være naiv. Selvfølgelig er det den periode, hvor den politiske lydhørhed over for befolkningens – herunder lægers – ønsker er størst.

Men det er vigtigt, at læger markerer sig i debatten. Ikke alene via Lægeforeningen og
ikke alene i valgkampen. Som fagpersoner kan vi levere et indgående kendskab til den
sektor, som næst efter samfundsøkonomien er det største emne i valgkampen, og som også
vil sætte dagsordenen efter valget.

tirsdag den 6. september 2011

Ny lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter

Der er i sommeren 2011 udkommet en ny lov om den videnskabsetiske behandling af forskningsprojekter indenfor sundhedsvidenskab. Lovteksten har forinden været i høring hos en lang række involverede instanser, men har nu fundet sin endelige udformning (https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=137674).

Af væsentligste nye ting i loven kan nævnes:


  • Forenklede beslutningsprocesser i de videnskabsetiske komiteer
  • Oprettelse af en ny national videnskabsetisk komité med en række nye beføjelser, som skal sikre større ensartethed i komitésystemet.
  • Afbureaukratisering, eksempelvis elektronisk anmeldelse og lempelse af sprogkrav.
  • Fleksibel mulighed for etablering af ordning med fremskyndet sagsbehandling mod betaling af et forhøjet gebyr for sagsbehandling (”fast track” ordning).
  • Forskning i fuldstændig anonymt biologisk materiale undtages fra anmeldelsespligt.
  • Bredere mulighed for akutforskning, der ikke angår kliniske forsøg med lægemidler.
  • Mulighed for forskning i forbindelse med retslægelige obduktioner.

Loven træder i kraft 1. januar 2012 og gælder således for alle indsendte protokoller efter denne dato. Protokoller indsendt før denne dato vurderes/sagsbehandles efter de gamle regler.

Hvis man nærlæser loven med forskerbriller på, synes jeg dog, at der er nogle områder, som kunne forbedres – eller i hvert fald er uklare.

Under anmeldelsespligt i lovteksten står der, at spørgeskemaundersøgelse og sundhedsvidenskabelige registerforskningsprojekter kun skal anmeldes, såfremt projekterne omfatter menneskeligt biologisk materiale. Det må vel tolkes sådan, at disse typer forskningsprojekter aldrig skal anmeldes til det videnskabsetiske komitésystem, hvis det kun drejer sig om spørgeskemaer eller anden ”ikke invasiv” monitorering?

Dette er interessant. Hvis vi f.eks. fra én af de kliniske databaser foretager et udtræk af en relevant patientgruppe og ønsker at kontakte disse og spørge om forskellige ting, skal det således nu ikke anmeldes til det videnskabeetiske komitésystem.

Hvad hvis vi f.eks. for indlagte patienter ønsker at monitorere forskellige parametre med non-invasive teknikker, f.eks. kontinuerlig EKG-måling eller måling af søvnmønster og udfyldelse af diverse spørgeskemaer, men uden udhentning af biologisk materiale?

Vil et sådanne projekt heller ikke skulle anmeldes?

Det er i teksten lidt uklart, om kriteriet for anmeldelsespligt handler om udtagning af menneskeligt biologisk materiale. Det har hidtil været kutyme, at interviewundersøgelser ikke har haft anmeldelsespligt, og dette kunne med fordel også præciseres i teksten.

Der ser ud til at være kommet en opblødning vedr. forskning i akutte situationer, men når det gælder behandling med lægemidler er kravet stadig, at der skal gives forudgående samtykke til deltagelse i forsøget. Dette betyder i praksis, at det vil være umuligt at gennemføre forskning med lægemidler i akutte situationer.

Fremover skal anmeldelse ske elektronisk med brug af digital signatur. Ændring af anmeldelsen fra papir til elektronisk anmeldelse hilses særdeles velkommen, men at det skal ske med digital signatur kan ikke undgå at give lidt bekymring. Man kan let forestille sig problemer omkring anvendelse af digital signatur fra diverse lukkede netværk på hospitaler og virksomheder.

Min bekymring er muligvis uberettiget, men at kræve specielle elektroniske foranstaltninger i forbindelse med almindelig elektronisk indsendelse af protokoller virker overflødigt. Hvorfor kan man ikke bare indsende sin protokol som pdf-fil? Når man sender ansøgninger til forskellige fonde foregår det flere steder blot som indsendelse af pdf-filer, så hvorfor ikke også hos Videnskabsetisk Komité ?

Komiteen har en frist på 60 dage efter ”behørigt udformet anmeldelse”. Dette kan yderligere forlænges med 30 dage hvis det drejer sig om genterapi, celleterapi eller lægemidler der indeholder genmodificerede organismer.

Den samlede frist på 90 dage kan forlænges med yderligere 90 dage, hvis der skal foretages høring af offentlige råd og nævn. Disse tidsfrister virker fuldstændig uacceptable og dræbende for forskningsinitiativerne.

At læse en protokol og tage beslutning om godkendelse eller ej kan ikke tage meget mere end nogle få timer, så hvorfor 60 dage?

Arbejdet i de videnskabsetiske komiteer bør organiseres så der kan svares tilbage indenfor maksimalt få uger.

Det er naturligt, at man ikke må igangsætte sit forskningsprojekt, før tilladelsen foreligger, men på det tidspunkt hvor protokollen indsendes til bedømmelse, er man færdig med planlægning af projektet og i princippet klar til at gå i gang. Hvis man på dette tidspunkt skal vente i flere måneder på en godkendelse, vil det nødvendigvis være en hæmmende faktor for forskningsprocessen.

I lovteksten nævnes også at væsentlige ændringer i forsøgsprotokollen skal gennem samme godkendelsesproces. Det er uklart, hvad der menes med væsentlige ændringer, og dette må man håbe bliver præciseret i de kommende retningslinjer fra komitésystemerne.

Det anføres udtrykkeligt i lovteksten, at der skal betales gebyr til den videnskabsetiske komité for at bedømme protokollen, og at gebyr også skal betales af hospitaler, hvis anmeldelsen kommer fra et hospital.

Det har hidtil været gebyrfrit at anmelde projekter fra et offentligt hospital, men dette ser ud til at være slut. Det skal dog bemærkes, at penge til disse gebyrer ikke haves i hverken afdelingerne eller forskningsbudgetterne p.t., så man må på de enkelte hospitaler finde lokale løsninger for dette.

Man skal huske, at de fleste forskningsprojekter ikke er industrifinansierede og igangsættes på forskernes eget initiativ. Der er derfor ikke et eksternt finansieret forskningsbudget til rådighed for langt de fleste mindre forskningsprojekter, så der skal findes en løsning !

Der er dog også nogle positive ting i den nye lov, og f.eks. det faktum, at man nu kan indsende en international protokol på engelsk til vurdering er en stor hjælp for de forskere, der deltager i multinationale forskningsprojekter. Dette hilses særdeles velkommen om end det selvfølgelig stiller specielle krav til udformning af lægmandsprotokollen.

mandag den 5. september 2011

Et land med fremtid i.

Jeg ønsker, at Danmark skal være et land, hvor alle har mulighed for at skabe et godt og værdigt liv.

Et land, hvor det er behov og ikke pengepungen og grådigheden, der bestemmer, hvem der kan få og hvem der må undvære.

Et land, der er åbent overfor verden, og som går foran i arbejdet for fred, sikkerhed og klima.

Et land, hvor vi ikke bare passer på os selv, men hvor vi også værner om hinanden og om vores natur.
 
Altså et land med fremtid i.

Derfor er jeg opstillet for SF i Nordjylland.

torsdag den 1. september 2011

Leder: Meddelelse til politikerne: dr. Hansen er død

"Det er trist at skulle høre samme argumenter om
hensyn til yderområderne igen og igen, og jeg kan
ikke lade være med at spekulere over, om politikerne
ved, at de sælger falsk tryghed i metermål", skriver Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, i sin leder i det kommende nummer af Ugeskrift for Læger. 

Læs lederen her: http://www.laeger.dk/nyhed/download/docs/F12087/36-leder-11.pdf

Plejehjemslæger er en fin idé


Med sygesikringsloven fik plejehjemsbeboerne det som en rettighed at beholde deres egen læge, når de flyttede i plejehjem.

Fint nok som princip, men svært at håndtere i praksis. 


Realiteterne er, at de praktiserende læger ofte er under tidspres og har svært ved at nå at aflægge besøg hos deres patienter, som bor rundt omkring på forskellige plejehjem i kommunen.  Lægerne forsøger derfor at udrede og ordinere så meget medicin som muligt per telefon, ofte uden et kig i plejehjemmets medicinkardeks.

Ældre Sagen har arbejdet for plejehjemslæger i mange år, og Danske Ældreråd har i år sluttet op om ideen. Derfor er vi meget tilfredse med, at Socialministeren vil igangsætte forsøg med plejehjemslæger i seks udvalgte kommuner.

Vi håber, intentionen overlever det kommende valg - uanset hvem der vinder.
 
I det forsøg, Socialministeren har bebudet, vil beboerne på de valgte plejecentre få tilbud om at skifte til en læge, der er fast tilknyttet plejecenteret. Hvis beboeren afslår tilbuddet, beholder vedkommende sin oprindelige læge. 
Målet med projektet er, at beboerne primært vælger den eller de læger, der er fast tilknyttet plejecentret, som egen læge.

Den fast tilknyttede læge skal både fungere som beboernes egen læge - for dem der har valgt det - og være til stede på plejecenteret et aftalt antal timer hver uge. Her vil lægen kunne vejlede plejepersonalet i generelle og specifikke spørgsmål om medicin, pleje, rehabilitering og palliativ behandling samt observation og handling i særlige situationer.

På den måde styrkes kommunikation og samarbejde mellem plejecentrets personale og beboernes egen læge, og der sikres kvalitet i den sundhedsfaglige indsats.

Lyder det ikke godt?


Mere fælles eller mere privat sundhed?

Mere fælles eller mere privat sundhed. Det handler folketingsvalget (også) om.

I det ene ringhjørne har vi blå blok, som har taget et slæb for at bane vejen for private aktører på hospitalsområdet. Det er især fradraget på de private sundhedsforsikringer og behandlingsgarantien, som har skabt et marked for de private aktører.

I det andet ringhjørne står rød blok, som gerne vil af med fradraget på private sundhedsforsikringer, og som vil fjerne behandlingsgarantien på en række områder, hvor det er fagligt forsvarligt.

I Enhedslisten er vi stærkt kritiske overfor at introducere flere private hospitaler. Vi har sådan set sagt ret klart: Vi mener ikke, at staten skal betale penge til private hospitaler. Skattekronerne skal prioriteres i at udbygge kapaciteten i det offentlige.

Det er dyrt og ineffektivt at opbygge et parallelt system. Det er ikke nødvendigt, hvis vi øger kapaciteten i det offentlige. Og i det offentlige skal vi ikke betale bestyrelsesmedlemmer eller aktionærer. Vi kan bruge et overskud på at investere i mere og bedre behandling.