Hvorfor gå i stangvarer?

Sundhedsminister Astrid Krag vil bekæmpe uligheden i sundhed og det vil hun blandt andet på baggrund af tal fra hjerteforeningen, som viser, at kort skolegang øger dødeligheden af hjerte-karsygdom  (Dansk Hjertestatistik 2010). 

”Vi har indrettet sundhedsvæsnet efter gennemsnitspatienter, men patienter er jo netop ikke gennemsnitlige”, siger sundhedsminister Astrid Kragh til Ritzau d. 19.12.11 (Ulighed skal bekæmpes) og det ligger jo i smuk forlængelse af en forgænger i stillingen, Lars Løkke Rasmussen, der havde følgende skarpe, men lidt Matadoragtige-, holdning til gennemsnitstøj i sundhedsvæsenets manufakturhandel: ”Jeg kan godt lide ideen om, at det ikke kun er patienterne, der er afhængige af sygehusene, men at sygehusene også er afhængige af patienterne. Hvorfor gå i stangvarer, hvis man kan få skræddersyet” (MetroXpress: Frihed er Løkke).

Men hvorfor er det så, at mens der hersker stram og strikt lighed for loven i almindelighed, så er vi meget mere fleksible og forhandlingsvillige, når det gælder håndhævelsen af ”let og lige adgang til sundhed”, som det så ubekymret forsikres i Sundhedsloven?

Forklaringen er måske, at sundhed er for alvorligt til, vi tør overlade det til dommere og embedsmænd: her kan vi alle bidrage med en livsfarlig cocktail af bl.a. moral, liberal etik, dødsangst og personlige erfaringer.

Loven er vag på lighedsområdet: godt nok taler loven om lige adgang men ikke til hvad. Loven er, behændigt, skrevet og formuleret som en dans rundt om kerneproblemet: Den siger ikke, at der er sikret lige adgang til forebyggelse, behandling eller kontrol, og den siger specielt ikke noget om, hvad adgang egentlig dækker over. 

Er det adgang til at gå til den praktiserende læge? Adgang til at kunne læse pjecer med et lavt lixtal? Til overhovedet at nå hen til lægens bord? Til at blive forstået af lægen? Til at få den bedste undersøgelse?  Eller dækker loven kun adgang til brunkager og saftevand i venteværelset på sygehuset?

Den dyre tolkning af loven ville være, at den giver lige adgang til effekten af at gå til læge, få behandling på sygehuset eller at blive fulgt for sin sukkersyge. 

Dét er det pebrede spørgsmål, som loven ikke hjælper med at afklare.  Loven sikrer med andre ord ikke den enkeltes retsgrundlag til let og lige adgang til sundhed. Loven lover med andre ord intet. 

Sagens kerne er jo, at der er lysår til forskel på at love lige adgang til sundhedsvæsenet i forhold til at love lige effekt af sundhedsvæsenet. Det første (lige adgang) beskriver netop den danske sundhedsmodel: vi har et døgnåbent sundhedsvæsen, der leverer samme stangvarer til alle gennem samme tilgang, sprog, samme værktøjer og samme information.

Det medfører en vis national ro at kunne referere til et frit, lige og altid åbent sundhedsvæsen, men en bivirkning, som måske også er kerne problemet, er at netop opfattelsen af, at der faktisk eksisterer et velfungerende normalsystem for alle patienter, medfører en tiltagende professionel og politisk dovenskab.

Systemet tager sig ganske vist af alle (i denne sammenhæng udtryk for ”de fleste”). Imidlertid er virkeligheden, at ”alle” og ”de fleste” kun tæller dem, der faktisk når hen til lægens bord, ind på sygehuset, bliver relevant undersøgt og behandlet med forventet kvalitet. 

”Alle” er også kun dem, der kan forstå, dem der kan læse, holder avis, hører radio, har computer og internet.

Det er imidlertid underforstået, at det er dem, der ikke bruger normalsystemet, der er dovne: systemet er der, og I kan jo bare bruge det, men I må  selv gå derhen, for sundhedsvæsenet kommer ikke til jer. 

At man er lykkedes med at fastholde denne opfattelse, skyldes alene at sundhedsloven ikke giver den enkelte ret til lige effekt af sundhedsvæsenet, men alene lige og let adgang til den stangvare, som vi er så stolte af.

Og samtidig er vi måske slet ikke så stolte i praksis, som vi giver udtryk for: sundhedsforsikringer, hvormed man betaler sig til let og lige adgang, er blevet enormt populære. Tilbage står, at stangvaren i virkeligheden ikke passer til nogen som helst: de rige veluddannede køber sig til et bedre og skræddersyet produkt andetsteds (Sundhedsforsikring til højtlønnede), imens de fattige, de lavt uddannede og flygtninge/indvandrere har en lovfældet adgang til en stangvare, de hverken kan finde eller bruge, og som, hvis de endelig fandt den, er uden kvalitetsgaranti.

Hvis der derimod var tale om en sundhedslov, der gav garanti for samme effekt af de offentlige sundhedstilbud, så ville sundhedsvæsenet være tvunget til at skræddersy deres tilbud til særlige patientgrupper, så alle fik tilbudt den samme behandlingskvalitet uanset hvor man bor, hvor længe man har gået i skole, hvor rig man er, eller hvor godt man læser og forstår dansk.