Katmandu eller Korsør kan vel komme ud på et?

Almen praksis er velbemandet og velfungerende i Hele Danmark. Det sidste er rigtigt, det første ikke. Det kræver sin indsats at holde praksis velbemandet med læger. Kun alternativ tænkning bærer igennem, så almen praksis leverer varen også i ”rekrutteringssvage” områder.

• Vi vedkender os princippet om et solidarisk sundhedsvæsen med lige adgang for alle og med variable og relevante sundhedstilbud til alle borgere.

• Vi vånder os når vi hører om ulighed i sundhed – der skrives endda rapporter om det.

• Vi omdøber rask væk forældede udtryk som Sygesikring til ”Nære Sundhedstilbud” og holder endda konferencer om det.

Et er smukke ord, et andet daglig praksis. Nærhed kunne meget vel blive en spøgelsesby i Rusland

”Vi” er alle politikere, meningsdannerne, selskaberne, fagpolitikerne, og ”vi” bliver let enige. ”Man” er de menige, der skal agere i det sundhedsvæsen ”vi” har bygget op.

”Man”, som er den enkelte læge med familie og ægtefælle har andre prioriteringer, forståeligt nok. Tilværelsen med børn og samlever og familie skal hænge sammen med to faste arbejder. Og tænk, det kan det faktisk i hele Danmark. Vilkårene blot forskellige. Spændende at livet kan leves så forskelligt. Hvordan skal ”vi” komme i kontakt med ”man”? Noget skal ske på det strukturelle og politiske område.

Det drejer sig i al simpelhed om, at ”vi” har smukke intentioner om at krumtappen i det danske sundhedsvæsen skal være velbemandet og dermed velkørende i HELE Danmark. Det er IKKE tilfældet. Visse egne og visse bydele slås i den grad med rekruttering til almen praksis. Vi må sige, at de flotte ord er bragt til skamme. Og det i en tid, hvor supersygehuse kræver oprustning af almen praksis.

Hvor er det spildte kræfter. Man går vel i praksis for et det såkaldt ”gode praksisliv” med udfordringen at løse den almenmedicinske opgave: Det nære sundhedstilbud til almindelige borgere, høj og lav, lette eller bøvlede. Tro mig, man kommer til at elske dem, man arbejder for og med.

På Vestsjælland, Lolland Falster, og vise dele af Nord -, Vest - og Syd - Jylland, samt i de såkaldte belastede bydele centralt i landet er det ikke ”mageligt” at nedsætte sig. Eller er det?? Solidaritet i et land eller i en fagkreds kommer ikke af sig selv. Solidaritet opbygges og understøttes af modige politikere, der danner strukturer og incitamenter, som faciliterer solidaritet.

DSAM har for nylig i Prakticus kundgjort en hel række gode og for det meste velkendte incitamenter for at få en passende dækning med praktiserende læger i hele landet. De skruer, vi kan skrue på er efter min mening i korthed:

• Udannelseskapaciteten
• Udbuddet af praktiserende læger contra ledige praksis/ delepraksis
• Fagets egen stolthed – visionen om at løse HELE opgaven
• Kvaliteten af arbejdet i almen praksis, så det giver mening
• Glæden ved patientarbejdet og rammerne herfor.
• Økonomien, hvor goodwill regulerer sig selv, mens f.eks. differentieret basishonorar er en politisk beslutning.

Jeg er ikke blind for at familie- og arbejdsmæssige forhold for ægtefæller og netværket i.ø. spiller en stor rolle! Men hvor er trangen til at prøve sig selv af i nye og spændende omgivelser? Katmandu eller Korsør kan vel komme ud på et?? Hanstholm eller Hørsholm? Jeg ved godt, hvor jeg helst ville købe fisk.

Som enkeltstående læge kan man lægge sig i læ i en geografi med mange kolleger, mulighed for frihed, og stor mulighed for aflastning og vagtfrihed. Som organisation og som regions- og folketingspolitiker må man op i helikopteren. Almen praksis kan ikke på sigt sælge sit samlede produkt til ”folket”, hvis ikke det fungerer for ”hele folket”. Vi skulle nødigt ende med ansatte læger i visse egne og selvstændige i andre. Eller skal vi??

Alle egne af Danmark har sit at byde på: Natur, Nærhed, Mennesker, Kultur. Forskelligt. Dejligt forskelligt. Man kan spørge sig, om vi som faggruppe har en samlet, ærlig vare at byde det danske folk? Forskellige udgaver af den samme gode vare, tilpasset de lokale forhold: Almen praksis for fuld skrue, men med forskellige vilkår i HELE Danmark. Er det for naivt?

Det spørgsmål blæser for alvor i Vestenvinden. Og der er snakket rigtig meget korrekt snak. Skal vi snakke eller handle?? Kan vi sammen debattere muligheder??