Stor var opstanden og forargelsen, da en undersøgelse fra Hvidovre Hospital viste, at medarbejderne brugte 4.000 timer om måneden på at surfe på internettet og være på Facebook, mens de var på arbejde.
Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke bifalder, at man bruger Facebook til privat kommunikation og underholdning i arbejdstiden. Samtidig må jeg dog sige, at når de 4.000 timer – hvor af de 1.100 blev brugt på Facebook – blev delt ud på alle medarbejderne og dermed gav et resultat på sølle 53 sekunder pr. medarbejder pr. dag, så synes jeg ikke rigtig det fortjente en hel forside og et opslag i Ekstra Bladet. Den forside betød i øvrigt, at forbruget af Facebook blev halveret i løbet af ganske få dage.
Facebook er, som jeg tidligere har skrevet om, Danmarks største medie – større end Ekstra Bladet og B.T. til sammen. Sundhed fylder mere og mere – også på Facebook og andre sociale medier. Patienterne blogger som aldrig før og deler viden, råd og holdninger med hinanden. Derfor vil jeg hævde, at det er nødvendigt for medarbejdere i sundhedssektoren at følge med på Facebook og på andre sociale medier fuldstændig ligesom det forventes, at de følger med i de traditionelle medier.
Nu ved jeg ikke, hvornår i løbet af en arbejdsdag medarbejderne på Hvidovre og andre hospitaler placerer deres avislæsning. Men jeg tror ikke, der var nogen, der ville få ballade for at have brugt lidt af arbejdstiden på at læse læge Ole Asbjørns kronik om sin mildest talt dramatiske og livsfarlige hospitalsbehandling i Berlingske Tidende den 5. januar og den megen debat den affødte. http://www.b.dk/kronikker/naar-laegen-selv-bliver-syg.
Tværtimod ville jeg som hospitalsdirektør forvente, at medarbejderne læste og diskuterede indholdet af den.
11.000 følger kræftramt kvindes blog
I Sverige oplevede Lotta Gray også kendt som Vimmelmamman, at hendes blog gik fra 30 daglige læsere til flere end 11.000 daglige besøg, da hun fik konstateret tyktarmskræft og åbent og ærligt skrev om sine oplevelser med sygdom og behandling. http://www.alltforforaldrar.se/vimmelmamman/.
Hendes og andre patienters blog bliver også læst af sundhedspersonalet. Selvfølgelig. De mest læste blogs bliver en magtfaktor på linje med de traditionelle medier. Således oplevede en af de svenske kræftpatienter, at de undersøgelsesresultater, som hun skulle vente en uge på, pludselig var tilgængelige efter to dage. En sygeplejerske ringede hende op og fortalte at prøverne var klar de dage tidligere, dagen efter hun havde skrevet om det på sin blog, som blev fulgt af ti-tusindvis af svenskere. Særbehandling? Ja mon ikk’?
De stærke patienter, der kan råbe op og tale for deres sag både overfor lægen men så sandelig også i offentligheden, er et emne helt for sig selv. Men deres brug af de sociale medier betyder, at Hvidovre Hospital og andre danske hospitaler snart skal tage stilling til, hvem der skal overvåge de sociale medier, og hvordan den viden skal formidles videre til de relevante personalegrupper, fuldstændig på samme måde som de overvåger de traditionelle medier.
Og snart vil det være lige så naturligt for personalet at sige: ”Jeg læste på Facebook…” som ”jeg læste i avisen…” om sundhedsfaglige emner – som det allerede er om alle mulige andre emner.
Derfor vil det også snart være et (usagt) krav, at man har opdateret sig på Facebook og relevante blogs på de diskussioner, der er indenfor ens arbejdsområde, fuldstændig som det forventes at man følger med i avis og tv.
Personligt håber jeg, at den professionelle anvendelse af Facebook og blogs vil stige – det kan give os mere viden om hullerne i sundhedsvæsnet og bedre indsigt i, hvordan personalet kan give patienterne en bedre behandling.
Ps. I øvrigt interessant, at personalet på Hvidovre brugte flere timer på Børsens hjemmeside end på Ekstra Bladets, som var topscorerne tidsmæssigt på listen over de websteder, medarbejderne besøger. Hvorfor mon det? http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1667383.ece.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar