onsdag den 26. september 2012

Hvordan skrives et godt diskussionsafsnit ?

Traditionelt er diskussionsafsnittet i en artikel det sværeste at skrive som ny forfatter. Der er dog nogle gode råd i forberedelsesfasen, som kan gøre det lettere at få det skrevet.

Først og fremmest er det normalt, at man i første afsnit i diskussionen giver et kort resumé af resultaterne i artiklen.

Dette kan måske synes som en unødvendig gentagelse, idet det jo står ovenfor i resultatafsnittet. Ikke desto mindre er det en slags læserservice, hvor man kort resumerer, hvad man har fundet.

Det sidste afsnit i diskussionen er en konklusion. De øvrige afsnit imellem det første resuméafsnit og den sidste konklusion vil være en opdeling af forskellige emner for forsøget. 

Det er en god idé at starte med det vigtigste først, og der skal være en meget stram disponering af emnerne i de forskellige afsnit i diskussionsafsnittet.

Næstsidste afsnit, dvs. lige før konklusionen, kan typisk være et afsnit om ”study limitations”, hvor man kritiserer de anvendte metoder.

Man sammenligner med tidligere studier med referencer, og vigtigst er perspektiveringen af ens fund. Der må ikke angives nye resultater i diskussionsafsnittet, da dette skal nævnes i resultatafsnittet i stedet.

De fleste diskussionsafsnit kan som hovedregel reduceres med op til 50% - så pas på at fatte dig i korthed. Det, der bærer artiklen, er ikke diskussionsafsnittet, men derimod de fund man har gjort.

Brug af ”name-dropping” bør så vidt muligt undgås. F.eks. bør man ikke skrive ” in previous work by Soper et al. (ref) it was shown…”. I stedet skriver man ”in previous work it was shown that … (ref)”, hvor referencen vil tage læseren til artiklen af Soper.

Artiklens konklusion kan være det typiske, at yderligere studier er påkrævet. Alternativt kan man jo have løst mysteriet og derved give en final konklusion.

Dette er desværre sjældent nu om dage, da det typisk kræver meget store patientmaterialer. 

Som hovedregel bør man ikke være overmodig i sin konklusion, men derimod præsentere konklusionen med forbehold, idet der selvfølgelig kan være en masse fejlkilder i projektet og ikke mindst i den kliniske perspektivering til dagligdagen.

fredag den 21. september 2012

Hvordan skriver man et godt metodeafsnit?

Der er få regler for skrivning af et godt metodeafsnit i en videnskabelig artikel. Det vigtigste er nok, at man prøver at organisere afsnittet i kronologisk orden, dvs. man beskriver forsøget i den rækkefølge, tingene rent faktisk foregik.

Hvis det er et meget vanskeligt forsøg, kan det være en god idé at anvende underafsnit med hver deres overskrift. De fleste metodeafsnit kan dog sagtens skrives uden underafsnit.


Som hovedregel angiver man anvendelse af de statistiske tests og tilladelser fra f.eks. etisk komité etc. i det sidste afsnit i metodeafsnittet. Nogle tidsskrifter vil også gerne have godkendelsesnummeret fra f.eks. www.clinicaltrials.gov anført som det allersidste i metodeafsnittet.

Hvis man har udført flere lignende forsøg, dvs. brugt samme metode i tidligere forsøg, kan man uforskyldt komme til at plagiere sig selv i manuskriptet. Det behøver ikke at være regelret ”copy-paste” fra en anden artikel, men hvis man har beskrevet den samme metode talrige gange, så kan formuleringerne efterhånden være sprogligt så indarbejdede, at man uforskyldt kommer til at skrive det samme som i de tidligere artikler.


Det er vigtigt at holde sig for øje, at man ikke må foretage såkaldt ”self-plagiarism” ved at bruge nøjagtig samme formuleringer som i tidligere artikler, også selvom man selv har skrevet dem. Man kan med fordel henvise til disse tidligere arbejder, hvor metoden er detaljeret beskrevet.

Metodeafsnittet er oftest noget af det nemmere at skrive i en videnskabelig artikel, idet metoden jo er defineret i forsøgsprotokollen, og man beskriver blot, hvad der er foregået i kronologisk orden.


Så hvis du har svært ved at komme i gang med at skrive på din artikel, kan det undertiden være en god idé at starte med metodeafsnittet.

tirsdag den 11. september 2012

Krige, katastrofer og epidemier har altid hjulpet hinanden

Infektionssygdomme og krig har altid gået hånd i hånd.

Tyfus og ”skyttegravsfeber” blev klassikere under Første Verdenskrig.

I 1918 startede helt uventet en ny og meget alvorlig form for influenza (den spanske syge eller La Grippe). Den slog ca. 70 millioner mennesker ihjel, hvilket var flere end selve krigen gjorde, ligesom malaria gjorde under den amerikanske frihedskrig. Flere mener den spanske syge var stærkt medvirkende til, at Første Verdenskrig stoppede.

Marburgvirus epidemien i Den Demokratiske Republik Congo beskriver fint hvor mange faktorer, der spiller ind i sammenhængen mellem infektioner og krigslignende situationer, og hvordan politik og traditioner støder sammen med sikkerhedsspørgsmål og kan umuliggøre en målrettet indsats for at stoppe epidemien.

En af de mest synlige konsekvenser af væbnede konflikter er de massive forflytninger af befolkninger, som bliver drevet på flugt af skyderier, vold og plyndringer samt svindende fødevareressourcer, og som ender i flygtningelejre. 

I disse lejre har mæslinger, diarré, lungebetændelse og i nogle tilfælde også kolera frit spil, hvilket forstærkes af den ofte meget lave vaccinationsdækning blandt børnene.

Meget tyder på at dødelighedsniveauet under væbnede konflikter afspejler sundhedsvæsenets tilstand før konflikten startede. Konflikter afslører så at sige dybereliggende fejl og mangler i sundhedsvæsenet, der var tilstede før krigen, og som måske ligefrem har været et element i konflikten.

De mest effektive redskaber til at sænke sygelighed og dødelighed i komplekse katastrofer inkluderer beskyttelse mod vold og overgreb, sikring af fødevarer, vaccinationskampagner, muligheder for håndvask, diarrékontrol, mor-barn sundhed og korrekt behandling af de hyppigste infektioner.

Krige skaber flygtninge, og mobile befolkningsgrupper er sårbare uden socialt eller administrativt netværk. De er tvunget til at opholde sig i et nye miljøer med fremmede mikroorganismer og perfekte smittemuligheder. Her har epidemier frit spil og det er oftest dem der vinder krigene. Læs videre her: Epidemier vinder krige.