onsdag den 30. maj 2012

Løn eller udbytte?

Som læge med egen virksomhed kan du selv bestemme, om du vil have løn eller udbytte. Men hvad er bedst? Her har du en god tommelfingerregel.

Løn er personlig indkomst, som beskattes med op til topskattesatsen af sidst tjente krone. Det betyder for de fleste, at skatten af sidst tjente krone vil være omkring 56 % (inkl. arbejdsmarkedsbidrag) - afhængigt af, hvilken kommune du bor i.

Udbytte beskattes med henholdsvis 27 % op til 48.300 kr. per person og 42 % for beløb derover. Herudover betaler du 25 % selskabsskat, inden der kan betales udbytte. Der betyder, at beskatningen af sidst tjente krone kan komme op i 56,5 % af alt, hvad der ligger over 48.300 kr. per person. Altså mere end det, du betaler i skat af løn – selv hvis du betaler topskat.

Du har altså ikke noget motiv til at spare op i selskabet med selskabsbeskattede midler, hvis du ikke har brug for det af andre årsager end skat. Det er altså kun interessant for dig at spare op, så længe du kan udnytte den lave udbyttebeskatning (27 % op til 48.300 kr. per år). Den lave beskatning på dette beløb kommer dig til gengæld til gode resten af livet – altså også, når du ikke længere har indkomst fra drift i din virksomhed.

Samlet kan du altså med fordel benytte denne rækkefølge som udgangspunkt, når du planlægger forholdet mellem løn og udbytte:
  • 1. Løn op til topskattegrænsen (424.000 kr.)
  • 2. Overskud i selskabet, så du som minimum kan få udbytte op til 48.300 kr. om året
  • 3. Opsparing i selskab, så du også fremadrettet kan få udbytte
  • 4. Løn

Læg mærke til, at du er nød til at beslutte dig INDEN regnskabsårets udløb, da du ellers skal betale selskabsskat af resultatet, selvom du ønsker at få det udbetalt som løn. Dette er især vigtigt, hvis du har meget varierende resultater, og måske har underskud i nogle år.
 
Denne skatteplanlægning kan erfaringsmæssigt gøre, at du kan lægge mange tusinde koner til formuen over tid, og det er ikke besværligt, hvis man husker at gøre det i tide.

Er du i tvivl, så er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte Finanshuset i Fredensborg A/S på tlf.: 48 47 67 00 eller mail@finanshus.dk.

mandag den 21. maj 2012

Først og fremmest er jeg læge…

Jeg har været praktiserende læge i knapt 23 år nu og som sådan medlem af PLO. Jeg har været formand for Dansk Selskab for Almen Medicin i 6 år. Jeg er praktiserende læge om en hals – og elsker mit arbejde og mit speciale.

Men: alligevel er jeg først og fremmest LÆGE. Og den 1. juli har jeg været medlem af Lægeforeningen i 30 år. Jeg ser verden sådan, at man kan sammenligne os læger med en hånd: håndfladen er fællesmængden for alle læger, og så stritter der nogle fingre ud repræsenterende specialerne – og ganske rigtigt, så kunne almen medicin godt være tommel- eller pegefinger. Og jeg har det helt fint med at være pegefingeren i bestyrelsen for LVS (Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber).

Så først og fremmest er jeg – og vi alle – altså læger! Derfor har vi også behov for en stærk Lægeforening, der over for samfund (patienter, myndigheder, samarbejdspartnere m.v.) kan tale med lægernes fælles stemme, når det gælder emner som sundhedspolitik, sundhedsorganisation, lægelig uddannelse og meget andet.

Det var derfor også meget glædeligt, at Lægemødet for ganske nyligt vedtog ”Lægeforeningens politik om sikring af speciallægers kompetenceniveau” – altså et politikpapir, der omfatter efteruddannelsesprincipper for alle ”fingre”.

Jeg mener, det er rigtig fint, at de tre søjler, YL, PLO og FAS forhandler overenskomster for os, og altså sørger for løn og ansættelsesvilkår. Men jeg mener også, at det for alle læger er vigtigt, at vi på andre områder vedkender os den store fællesmængde – altså håndfladen – og dermed vedkender os en stærk og samlende Lægeforening. Sammen kan vi mere!

onsdag den 16. maj 2012

Opbakning driver værket

Normalt siger man vist, at ”lysten driver værket”. Det er jeg naturligvis enig i. Men lysten skal komme et sted fra, og særligt skal den plejes med de optimale rammer for at gro.

Det må være en leders fornemste ansvar at give sine folk optimale rammer til selv at have lysten til at drive værket. Hvis jeg skal opfylde lægeroller som ’samarbejder’ og ’organisator’, ved jeg godt, hvordan jeg vil gribe det an. 

I skrivende stund er jeg blandt de frivillige studerende fra adskillige studieretninger fra Aarhus Universitet, som er gået sammen om at skabe fokus på sundhed. Forskellige baggrunde, forskellige kompetencer, samme mål.

I starten opnåede vi støtte fra bl.a. borgmesteren og ministeren, og det var gode skulderklap. Også Aarhus Universitet roste. Det gav rygrad til at fortsætte arbejdet.

SUNDdag skal afholdes snart, den 26.maj, og arbejdet spidser til. Det gør eksamenslæsning også, men alligevel mærkes en øget drivkraft i arbejdsgruppen. Indenfor den sidste måneds tid har Health, Aarhus Universitet og især Folkesundhed Aarhus (kommunalt regi) givet en helt exceptionel opbakning til SUNDdag.

Det har startet en positiv bølge, hvor flere og flere har været villige til at samarbejde med os for at skabe en sundhedsinformativ dag til glæde og gavn. På dagen kan opleves alt fra bamsehospital, kostråd, inspirationer til motionsformer, Christian Bitz og Charlotte Bircow til genoplivning, organdonation og landets førende eksperter om de store folkesygdomme (se sunddag.nu).

Der er ingen tvivl om, at Folkesundhed Aarhus og mit eget fakultets valg om at støtte den lille gruppe med et stort engagement har givet investeringerne flere gange igen.

Hvis jeg en dag skulle besidde en lederposition, må det helt sikkert blive et mål at sikre de ydre rammer til de ivrige og engagerede. ’Sammen står vi stærkest’ – ja, hvis der er noget at stå på.

tirsdag den 15. maj 2012

Behov for legal tvang

Inden for sundhedssektoren gælder det grundlæggende princip, at ingen må behandles mod sin vilje. Det betyder, at  patienter skal give samtykke til enhver behandling.

Det er et indlysende rigtigt princip, men det rejser nogle problemer omkring mennesker, der rent faktisk er ude af stand til at træffe beslutninger. Det gælder blandt andet for en række svage patienter, fx demente og svært retarderede udviklingshæmmede. Det er personer, der er ikke i stand til at forstå den information, de får, og de er ikke i stand til at træffe fornuftsmæssige beslutninger. 

Mange ansatte i sundhedssektoren oplever ofte at stå i frustrerende situationer, hvor inhabile patienter modsætter sig behandling. Det kan dreje sig om, at de nægter at tage nødvendig eller smertestillende medicin, afviser behandling af eksempelvis knoglebrud, diagnostiske undersøgelser og tilsvarende.

Skal loven følges efter dens bogstav, må personalet i dag afstå fra behandlinger, som patienten i en normal situation ville have givet samtykke til helt uden betænkeligheder.

Det er en belastende situation både for personalet og for patienten, der må tåle unødige smerter og gener. 
Sammenholder man lovgivningen  på socialområdet og på sundhedsområdet, er der en klar forskel. Under visse betingelser åbner sociallovgivningen  nemlig mulighed for magtanvendelse for at fastholde en patient i hygiejnesituationer, for fastspænding med seler for at hindre fald og  for at anvende alarm- og pejlesystemer. Mens det for sundhedsvæsenet gælder, at den legaliserede tvang alene kan finde sted i forhold til psykiatriske patienter.

Selvom  det principielt er ret betænkeligt at definere tvang som omsorg, vil undladelse af behandling af inhabile patienter i mange tilfælde opleves som omsorgssvigt.

Det forekommer derfor rimeligt, at der skabes en lovhjemmel for tilsidesættelse af den inhabile patients selvbestemmelse i behandlingsspørgsmål, hvor det klart er i dennes interesse. 

Men der skal selvfølgelig være både kontrol med og stramme regler omkring tvangsanvendelse i behandlingsøjemed, så misbrug og tilfældig brug undgås. Det kan fx betyde, at anvendelse af tvang skal ske på en læges ansvar, og at der skal foreligge samtykke fra nærmeste pårørende eller tilsvarende retssikkerhedsgarantier.

Der har længe været brug for et lovinitiativ, men det lader desværre vente på sig.

tirsdag den 8. maj 2012

Din magiske hjerne

Vores hjerne er afhængig af båndbredden, præcis ligesom når vi er på nettet. Kapaciteten og kvaliteten i vores nerveceller afgør, hvor meget og hvor hurtigt vi kan lære nyt.  

Lige midt i hjernen ligger hippocampus, som nådesløst afgør, hvor hurtigt vi kan lære splinternye ting. Når vi er teenagere, er hippocampus i sin bedste form: der er masser af båndbredde. Der dannes hele tiden nye nerveceller i hippocampus.  

Men allerede når vi bliver 20-30 år, begynder hippocampus at skrumpe. Båndbredden falder, og vi får sværere og sværere ved at lære noget, der er helt nyt. Der dannes færre nerveceller, end der dør.  

Mønstergenkendelse  
Men vores gamle hjerner har et stærkt kort på hånden, som mere end opvejer vores manglende hurtighed til at lære nye ting:
 

  • vores erfaring
  • vores viden
  • vores ekspertise.

Jo mere vi kan sætte en problemstilling i relation til noget, vi kender til i forvejen, jo bedre kan vi lære noget nyt om netop dette emne. Forskerne kalder det ”mønstergenkendelse”.


Vores hjerne kan nemlig hurtig som lynet se, om en problematik ligner noget, vi er stødt ind i før. Om vi har erfaring og viden om lige præcis dét emne, gemt i vores beredskab af viden.


Det er guld værd, det beredskab! Det tilbyder os løsningsmuligheder, som ligger i et slags beredskabslager foran i hjernens pandelapper.


Spidskompetencer
 
Jo større vores beredskabslager er, jo bedre klarer vi os arbejdsmæssigt. Ikke sådan, at vi skal vide noget om alt muligt. Snarere sådan, at vi udvider og forstærker de vidensfelter, vi er gode til og har interesse i.

Det kræver, at vi øver os og udfordrer vores hjerne hver eneste dag. Stiller den opgaver, som er komplekse og kræver noget af os. Fortsætter med at arbejde, hvis det er det, vi vil. Hver dag stilles overfor nye opgaver, hvor vi bruger løs af vores ”beredskabslager”. Bliver bedre og bedre til netop det, vi allerede er gode til og synes er sjovt. Lærer sprog, spiller musik, løser kryds og tværs og sudoku, hvis vi har forladt arbejdsmarkedets udfordringer.


Hjernens skraldemænd
 
Når vores hjerne bliver ældre, er det ekstra vigtigt, at vi øver os i at filtrere og frasortere al den mængde af information, som suser rundt om hovedet på os hver eneste dag. Husker at ”installere” et fintmasket filter, som kun tillader de informationer at komme ind i vores hjerner, som vi kan forholde os til og er interesserede i.

Ellers oversvømmes og trættes vores hjerne af al mulig viden, som vi ikke kan bruge til noget som helst. Som bare fylder og laver ”støj” og ikke udbygger vores beredskabslagre.
 

Jo ældre vores hjerne er, jo hurtigere trættes den af uvedkommende ”støj”. Derfor må vi helt bevidst øve os i at være skrappe skraldemænd og sende overflødig information på lossepladsen. Eller endnu bedre: Forhindre den i at invadere vores hjerne.

Hemingway
 
Da Hemingway blev gammel, sagde han disse vise ord: ”Young People work hard. Old People work smart”. Med disse ord ramte han lige netop det, som er essensen, når vores hjerne er fyldt 30 år eller meget mere.

Den kan noget med overblik, erfaring og kommunikation. Hvis den også er empatisk og gerne vil dele ud af sin viden, er den et uvurderligt gode på enhver arbejdsplads.

 

Du kan læse mere i:
 

"Med hjernen i behold” af Henning Kirk. Akademisk Forlag 2008  

”Visdommens paradoks. Sådan bliver du mentalt stærkere med alderen” af Elkhonon Goldberg. Dansk Psykologisk Forlag 2005