onsdag den 23. januar 2013

Hvad skal der stå i cover letter til tidsskriftet?

Enhver artikel skal ledsages af et følgebrev – et såkaldt cover letter. Dette er et personligt brev til redaktøren, hvor forfatterne har mulighed for at forklare, hvorfor man mener, at manuskriptet har et vigtigt budskab.

Det er således en slags salgstale, som dog meget vigtigt ikke må overdrives.

Man kan ganske kort beskrive manuskriptets indhold og budskab, samt hvorfor man har valgt netop det aktuelle tidsskrift til at få artiklen vurderet og forhåbentligt trykt i.

Skriv dog ikke for lange følgebreve, da også redaktører er travle folk.


Der er ingen grund til at overdrive eller lyve, eller prøve at overtale redaktøren. Tidsskriftet skal nok se vigtigheden af manuskriptet, hvis den er til stede.

Det er dog væsentligt at tænke over, at det er et rigtigt menneske, som læser følgebrevet i den anden ende. Så hvis du ikke kan forklare redaktøren, hvorfor artiklen skal publiceres, så vil læseren formentlig også have svært ved at forstå det, når artiklen læses i tidsskriftet.

Redaktøren modtager artikler fra en lang række forskellige fagområder, og redaktøren kan selvfølgelig ikke være ekspert på alle områder. Det er derfor nødvendigt med en kort forklaring af, hvorfor netop dette manuskript er rigtig godt.

Det er en god idé at bruge lidt tid på at skrive sit følgebrev. Det bliver læst, og man har her mulighed for at forklare redaktøren, hvorfor netop denne artikel bør publiceres.

fredag den 18. januar 2013

Bekymring for privathed efterlyses

I en periode på 17 måneder downloadede Laurie Napper fra Howard University Hospital i Washington patienters navne, adresser og forsikringsnumre for at sælge informationen. Sikkerhedsbruddet blev opdaget i maj i år.

For et par år siden fik en jaloux ægtefælle i Danmark en ven til at slå op i konens elektroniske patientjournal for at finde ud af, om hun havde fået en abort.

Til daglig er det svært at tælle det antal gange, hvor sundhedspersonale lige tjekker, hvor syg naboen egentlig er eller læser journalen i kildrende forargelse over en patients umoralske levned. Nogen bliver opdaget og må tage konsekvensen. Andre – formentlig de fleste – slipper uopdaget.

Lettere adgang
I takt med at den elektroniske patientjournal bliver udbredt og lever op til forventningerne med at gøre patientoplysninger tilgængelige på tværs af afdelinger, hospitaler, sektorer og faggrupper – jo mere tilgængelige bliver oplysningerne også for dem, der ikke har ret til at læse dem – og jo større er risikoen for brud på fortroligheden mellem sundhedspersonale og patient. Let adgang til oplysningerne er jo en af de vigtigste begrundelser for den elektroniske journal.

I denne uges nummer af Ugeskrift for læger (nr. 3, 2013) har jeg skrevet en artikel om, at elektroniske patientjournaler nu er hverdag i over to tredjedele af USAs konsultationslokaler og hospitalsafdelinger. I artiklen fortæller jeg om en undersøgelse fra sundheds-sitet Medscape i august, hvor hver tredje læge er bekymret for, at den elektroniske journal har negativ indvirkning på læge-patientforholdet.


Samme undersøgelse viser, at 23 procent af lægerne er bekymret for journalens betydning for patienternes privathed. Men tilsyneladende er der ikke nogen sammenhæng mellem de to bekymringer.

Fortier oplysninger
Det burde der ellers være. Eller er det kun mig, der hører folk sige ting som: ”Jeg har ikke tænkt mig at fortælle lægen om mit alkoholforbrug. Der er ikke nogen grund til, at alle mulige uvedkommende skal have en mening om det.” Eller hører historier om indflydelsesrige personer, der sikrer sig, at oplysninger om deres dårlige levertal slet ikke bliver registreret i journalen. For de ved godt, at sundhedspersonalet ville kunne lægge to og to sammen, og konkludere, at de har et alkoholproblem.

Eller historier om privatpraktiserende patologer, der får besøg af patienter, som selv medbringer deres vævsprøver, fordi de ikke ønsker prøvesvaret registreret i et journalsystem, hvor de for længst har mistet magten og overblikket over, hvem der har adgang til oplysningerne.

Hvis patienterne mister tilliden til, at deres privathed bliver beskyttet, vil det uvilkårligt gå ud over læge-patientforholdet – og tillidsforholdet mellem patient og sundhedssystem i det hele taget.

Sikker elektronik

”Tag det nu roligt. I virkeligheden er elektroniske journaler meget sikrere og mere private end papirjournalerne”, siger de ubekymrede. ”Før kunne en journal ligge og flyde. Den kunne blive væk, og vi havde ingen chance for at kontrollere, hvem der havde kigget i den. Gennem logning ved vi i dag præcis, hvem der har kigget i journalerne”.

Og det er heller ikke helt forkert. Teknikken giver muligheder for at bøde på de uheldige sideeffekter af det effektive, medicinske værktøj, den elektroniske patientjournal også er. Problemet er bare, at der ikke bliver arbejdet særlig hårdt på at udvikle den teknik, der kunne give patienterne ret til at styre, hvem der får adgang til deres oplysninger, og forebygge uvedkommendes adgang.

Noget tyder da også på at offentligheden, og herunder de amerikanske patienter, er mere bekymrede end deres læger. I hvert fald viste en markedsundersøgelse fra identitets-managementfirmaet Sailpoint i 2011, at 80 pct. af amerikanerne er bekymrede for at få deres sundhedsoplysninger registreret i elektroniske patientjournaler. Patienterne i England og Australien havde et lignende bekymringsniveau.

Kan patienterne ikke få en rimelig garanti for, at deres private informationer bliver beskyttet på bedst mulig vis, er der risiko for, at de vil sortere selektivt i, hvad de fortæller lægerne, med mulige konsekvenser for diagnose og behandling.


Dermed risikerer de elektroniske patientjournaler, som skulle være et væsentligt fremskridt for det moderne sundhedsvæsen, i stedet at sætte en kile ind i selve grundlaget for en god behandling: Tillidsforholdet mellem patient og behandler.

Fakta


· Rapport fra Medscape om elektroniske patientjournaler i USA:
http//www.medscape.com/features/slideshow/EHR2012 

· Undersøgelse fra Sailpoint om patienters holdning til EPJ og privathed: http://assets.fiercemarkets.com/public/newsletter(fierceemr/sailoint.pdf


· Video med (meget) bekymret læge, der helt mener vi skal holde os fra elektroniske patienjournaler: Kritier af EHR og privacy - .. til den ekstreme side. Mistillid til regering og systemer: http://www.youtube.com/watch?y=OXjUI3p6hD4&feature=player_detailpage


Indlægget er også publiceret på Mette Breinholdts blog: www.witeworld.wordpress.com

Følg Mette Breinholdt på Twitter
@mettebreinholdt .

onsdag den 16. januar 2013

Surgery 101

Denne App er intenderet at hjælpe medicinstuderende og yngre læger med at forstå simple kirurgiske procedurer og emner på 10-20 minutter.

Det er i og for sig blot en samling af podcasts, der er lavet af kirurger fra University of Alberta, USA.

App’en indeholder podcasts om emneblokke, som kan tilegnes på en kort overskuelig tidshorisont. Podcast’ene er næsten stereotypisk amerikanskproducerede med rigelig rockmusik/countrymusik i baggrunden og med forsøg på at gøre emnerne og præsentationen ”levende”, så det ikke blot er en monoton oplæsning af forelæsningsnoter.

Underviserne bag podcast’ene anbefaler selv, at Surgery 1.0 anvendes til forberedelse, inden man skal foretage procedurer eller læse op på nogle emner, men også at man kan anvende programmet, når man står i situationen, hvor man skal have noget mere at vide. Det sidste er jeg dog ikke sikker på, at jeg ville få praktiseret i en klinisk situation.

De angiver selv, at indholdet selvfølgelig ikke er fuldt pensumdækkende men nærmere er ment som opsummering indenfor et afgrænset område. Det fremgår, at de første podcast blev lagt op i september 2008, så allerede nu vil nogle af emnerne formentlig have udviklet sig indholdsmæssigt.

App’en er visuelt overskuelig, specielt i ”landscape-mode”, hvor de tilgængelige podcasts ligger ude til venstre i en række, og de afspilles inde på midten af skærmen. Der er nogle meget simple indstillingsmuligheder, som kan til- eller fravælges, og der er mulighed for at sende nogle specifikke indslag til venner og bekendte, ligesom de kan deles på diverse sociale medier som facebook, twitter etc.

Som udgangspunkt streames alle de selvstændige indslag, hvilket jo selvfølgelig kræver, at man har en aktiv internetforbindelse, men man kan dog stjernemarkere de enkelte podcasts, hvorefter de downloades til offlinebrug.

Af emner, de tager op, kan nævnes: appendicit, hernier, galdesten, kolorektalkirurgi, traumekirurgi, blødning, mammacancer, thyreoidecancer, pancreatit, urologi, øre-næse-hals, thorax-kirurgi, transplantationskirurgi, karkirurgi og neurokirurgi. Der er således klinisk bredt favnende områder inkluderet. Hvis man vil have pdf-noter fra de enkelte emner, så kan man tilkøbe en premium-edition for 5 US$ årligt.

Konklusionen på denne App må være, at det er udmærket producerede podcasts om relevante emner.

Hvis man står for at skulle læse hurtigt op på et speciale eller lige og vil opdateres på det mest basale, er det et udmærket supplement til lærebøger og lokale guidelines. Til tider stikker det dog lidt af for underlægningsmusikken, der nærmest afbryder podcast’en med sløj country, og man mister kortvarigt fokus efter min mening.

fredag den 11. januar 2013

Hvor skal min artikel publiceres?

Den vigtigste årsag til, at en artikel afvises, er formentlig at den er sendt til det forkerte tidsskrift.

Hvis man f.eks. har undersøgt meget detaljerede forhold omkring en receptor i en muskelcelle, skal den ikke sendes til f.eks. Ugeskrift for Læger, hvor målgruppen er den almene læser og ikke en ekspert på området. En sådan artikel skal i stedet sendes til et specialtidsskrift.

Det er en rigtig god idé at overveje tidsskriftet, allerede inden forsøget igangsættes, da det kan have indflydelse på forsøgets design.


Valg af tidsskrift kan være vanskeligt, og det er en god idé at læne sig op ad en erfaren kollega. Man kan evt. tale med sit lokale fagbibliotek eller søge på internettet.

Der er også god hjælp at hente i PubMed, idet man på PubMed’s hjemmeside kan søge i forskellige tidsskriftsnavne. Går man på www.pubmed.com, ser man på forsiden et link til ”Journals in NCBI Databases”. Dette er en søgemaskine, hvor man kan søge i titler for en lang række tidsskrifter, og det kan være en god inspiration til valg af tidsskrift.


Når man har fundet et muligt tidsskrift til en artikel, er det en god idé at undersøge tidsskriftets formål, dvs. hvad de publicerer. Kig tidsskriftet igennem indenfor de sidste par år i indholdsfortegnelsen for at få en fornemmelse af, om emnerne passer til dit emne.

Herefter tjekker man Instruction for Authors, hvor der ligeledes typisk står hvilke kriterier, man skal opfylde, for at artiklen kan være en kandidat til tidsskriftet.

Er man stadig i tvivl, kan man undertiden skrive direkte til Editor for at spørge, om emnet falder indenfor tidsskriftets formål. Enkelte redaktører svarer ikke tilbage, men de fleste vil svare på sådanne henvendelser.

tirsdag den 8. januar 2013

Uddannelse fra vugge til krukke - trivsel er forudsætning for optimal læring

"Jeg opsøger endnu et par intubationer. De lykkes også – så nu føler jeg, at jeg er ved at beherske teknikken”. Sådan fortæller introlægen i anæstesi Line Brunemark i ”Et døgn med” i Ugeskrift for Læger nr. 16/2012.

Hun er et eksempel på de – heldigvis mange – yngre læger under videreuddannelse til speciallæge, hvor det fungerer, og hvor der er masser af tro på egen læring.

I mit arbejde som karrierekonsulent har jeg imidlertid ofte sparringssamtaler med yngre læger, hvor begejstringen for den konkrete læringsværdi på afdelingerne er blegnet lidt. Mange yngre læger føler sig enten overudfordret eller underudfordret, hvilket betyder, at læringskurven knækker.

Det kan få den konsekvens, at de yngre læger bliver mere tilbageholdende med at opsøge nye udfordringer og tage initiativ til ny læring. De trækker sig tilbage fra læringszonen og ind i komfortzonen, hvor det føles trygt. Desværre er det småt med læringen i komfortzonen, for vi skal udfordres for at få nye kompetencer.

Og hvad har trivsel så med det at gøre? Og hvad kan vi gøre ved det? Én mulighed er, at den uddannelsesansvarlige og den yngre læge tager en snak om, hvordan den yngre læge bliver tilpas udfordret til, at der sker en kompetenceøgning i det rette tempo.

Tempoet er forskelligt fra person til person, fra situation til situation OG det er afhængigt af den oplevede trivsel for den enkelte læge.

Dertil kommer, at konstruktiv feedback er vigtig. Det vil sige, at feedbacken skal være konkret og fremadrettet, og at den skal gives på en sådan måde, så modtageren ikke føler sig ydmyget.

Konstruktiv feedback kan både være positiv og negativ – bare den er konkret. Skal der gives negativ feedback, så gør det under 4 øjne og spørg gerne til, hvad den yngre læge tager med sig af læring fra situationen.

Mit forslag er derfor til de uddannelsesansvarlige i såvel praksis som på afdelingerne: tal med den yngre læge om, hvordan I sammen bedst muligt rammer den indlæringshastighed, som er optimal for uddannelseslægen.

Pres også på, hvis I fornemmer, at den yngre læge kan mere, end hun selv tror. Giv konkret feedback med fokus på læring – også af fejl. På den måde vil trivslen øges for den yngre læge – og læringskurven stiger. I parentes bemærket er den individuelle tilgang også lige præcis filosofien bag de individuelle uddannelsesplaner.

fredag den 4. januar 2013

Organdonation - et spørgsmål om metode

Er jeg udsat for en kognitiv illusion i forbindelse med spørgsmålet, om jeg ønsker at være organdonor?

Umiddelbart vil jeg mene, at dét er jeg ikke.

Efter at have hørt et foredrag af psykolog Dan Ariely [1] om kognitive illusioner (irrationel adfærd), er jeg imidlertid overbevist om, at dét er jeg.

Lad mig kort forklare.

I 2003 publicerede Johnson og Goldstein en artikel i Science [2], der illustrerede den relative andel af befolkningen, der havde givet samtykke til organdonation i en række europæiske lande fordelt efter spørgemetode (figur 1).




Spørgemetode 1 dækkede over et aktivt tilvalg af organdonation (og gør man ingenting, har man truffet et passivt fravalg), hvilket – som det fremgår af figur 1– resulterer i en lav samtykkerate.

Spørgemetode 2 dækkede over et aktiv fravalg af organdonation (og gør man ingenting, har man truffet et passivt tilvalg), hvilket – som det fremgår af figur 1 – resulterer i en høj samtykkerate.

Med tanke for, at forskellene i kultur, værdier og adfærd næppe er stor mellem lande såsom;

  • Danmark og Sverige 
  • Holland og Belgien
  • Tyskland og Østrig
så er det nærliggende at tilslutte sig forfatternes konklusion om, at forskellen på lav og høj samtykkerate først og fremmest skyldes spørgemetoden (passivt fra-/tilvalg).

Med andre ord, begge metoder er ”biased”, fordi de lægger op til et bestemt resultat (lav/høj samtykkerate).

En ”rigtigere” metode kunne derfor med fordel overvejes.

For eksempel én, hvor et passivt fra-/tilvalg ikke er en mulighed [3].

Dermed bliver det ikke den, der stiller spørgsmålet, der beslutter, hvad jeg beslutter.

Det er organdonation for vigtig til, såvel for den der giver, som for den, der modtager.

Referenceliste:

1) Ariely, Dan (2009), Are we in control of our decisions?, TED: http://www.ted.com/talks/dan_ariely_asks_are_we_in_control_of_our_own_decisions.html

2) Johnson, E. J. & Goldstein, D. G. (2003). Do defaults save lives? Science, 302, 1338-1339.

3) Ariely, Dan (2008), Predictably Irrational: The Hidden Forces That Shape Our Decisions, HarperCollins, pp. 304.