onsdag den 31. august 2011

Nej til brugerbetaling på lægebesøg

Når man kigger ud i verden og sammenligner det danske samfund med andre lande så har den fri og lige adgang til sundhedsvæsnet altid været noget af det, jeg har været allermest stolt over.

I mange år har det været sådan, at ligegyldigt om du millionær eller på SU, så kunne du helt gratis gå til lægen og få den bedst mulige behandling. Sådan er det heldigvis stadig, men Lars Løkke og hans venner har igennem de sidste 10 år sneget mere og mere brugerbetaling ind.

Det fremgik tydeligt da Lene Espersen måtte forlade sin ministerpost i forbindelse med sagen om overbetaling af privathospitalerne, hvor Lars Løkke havde været med til at sikre, at der blev pumpet millioner af skatteborgernes penge til de private hospitaler.

Antallet af private sundhedsforsikringer er eksploderet fra, at der var under 50.000 i 1998, til at over en million danskere i dag har en sådan forsikring, der sikrer dem fortrinsret i køen.

Denne underminering af den offentlige sundhedssektor er for det meste foregået i det skjulte, men nu har de konservative også forslået, at der skal indføres brugerbetaling på lægebesøg. 

Fremover skal det koste et endnu uvist antal hundrede kroner at gå til lægen.

Det vil have en kæmpe social slagside, hvis det gennemføres, fordi det netop rammer fattige mennesker meget hårdere end rige mennesker, da de i langt højere grad vil være nødt til at overveje, om de har råd til at gå til lægen. 

Jeg mener, vi har brug for en ny kurs for det danske sundhedsvæsen, en kurs hvor vi igen vender tilbage til principperne om fri og lige adgang og et sundhedssystem i verdensklasse. 

Derfor vil SF og S investere 5,1 milliarder i det danske sundhedsvæsen.

Pengene skal blandt andet findes ved at hæve afgifterne på usunde fødevarer og rygning, samtidig med at den urimelige statsstøtte til private sundhedsforsikringer skal fjernes.


tirsdag den 30. august 2011

Ny regering bør prioritere nationale kliniske retningslinjer

Alle patienter skal – uanset hvor i landet de bor, og uanset hvilket sygehus de bliver behandlet på – have den p.t. bedste behandling.

Den absolut bedste metode til at sikre det på, er at indføre nationale kliniske retningslinjer for alle specialer. Nationale kliniske retningslinjer bør derfor være en del af en kommende regerings sundhedspolitik.

De kan bringe den sidste nye internationale viden ud til lægerne hurtigt, nemt og effektivt. Retningslinjerne betyder, at lægen har den viden, som gør, at patienten bliver udredt og behandlet rigtigt og effektivt.   

Arbejdet med nationale kliniske retningslinjer er indtil nu i høj grad foregået i regi af de lægevidenskabelige selskaber. Her har ildsjæle på frivillig basis og efter en lang arbejdsdag gjort et stort arbejde med at udarbejde retningslinjerne.

Det er ikke en rimelig arbejdsform. Arbejdet med retningslinjerne skal systematiseres og have ordentlige betingelser. Ellers bliver alle områder ikke dækket. Der er også en stor risiko for, at retningslinjerne ikke bliver udbredt til alle afdelinger. 

Nationale kliniske retningslinjer skal være tilpasset det danske system. Og så er det vigtigt, at fagpersonerne på de enkelte specialer selv er med til at udarbejde de kliniske retningslinjer. På den måde sikrer man både en høj grad af faglighed, og at lægerne føler et ejerskab til retningslinjerne.   

Der er stor opbakning blandt læger til at bruge nationale kliniske retningslinjer. I en undersøgelse fra sidste år svarer tre ud af fire læger, at de gerne vil være med til at udarbejde og vedligeholde landsdækkende kliniske retningslinjer, hvis arbejdet bliver integreret i dagligdagen.

Erfaringerne med retningslinjerne viser, at de gør en forskel.

Eksempelvis på hjerteområdet, hvor de kliniske retningslinjer har været medvirkende til, at dødeligheden blandt hjertepatienter er faldet betydeligt i de seneste 10 år.

Den forskel skal udnyttes – og det kan passende ske ved at en ny regering efter valget finder ressourcerne til en løsning. Lægerne er klar. Det bør en ny regering også være.



"Flotte" æbler og "spændende" konferencer

Hver gang jeg går til grønthandleren, undrer jeg mig over teksten på skiltene. De annoncerer  ikke kun 10 æbler til 25 kroner — det er ‘flotte æbler’, man sælger. Hos nogle grønthandlere er alle varerne ‘flotte’.


Men hvis alt er ‘flot’, så mister tillægsordet sin betydning. Hvis alle varer er ‘flotte’, så behøver man jo ikke nævne det.

Den her uvane med at strø omkring sig med unødvendige tillægsord sniger sig også ind i universitetsverden.

Hver og hveranden dag får jeg mails, der indbyder til et eller andet ‘spændende’ seminar. Her til morgen kom der fx. en mailinvitation til en ‘spændende konference’ om ‘Public Health and Welfare’ arrangeret af Dansk Selskab for Folkesundhed.

Hvis jeg ikke bliver overbevist af konferencens titel, så tror jeg næppe at ordet ‘spændende’ vil gøre nogen forskel.

Tværtimod!. Det lille ord’ spændende’ gør mig faktisk skeptisk.

Jeg begynder at mistænke arrangørerne for, at de ikke rigtigt tror på, at emnet i sig selv er spændende nok, når de behøver tillægsordet ‘spændende’ for at det skal se rigtigt spændende ud.

Min reaktion er den samme som hos grønthandleren: det er sikkert bare falsk varebetegnelse for at skjule et eller andet.

(Dette indlæg er gengivet fra Medicinsk Museions blog, som kan læses her).

mandag den 29. august 2011

Som kandidat for Kristendemokraterne.....


Som kandidat for Kristendemokraterne vil jeg slå et slag for at bevare en ordentlig lægedækning i Udkantsdanmark.

Som vagtlæge oplever jeg ofte, at Vestjylland og Djursland - dvs min region - "lukker" kl 23, og så er man i vanskeligheder, hvis man får noget, der ikke kan klares med plaster eller Panodil.

Det er ikke godt nok. Der skal være højst 30 minutter til en skadestue - det er også den eneste måde, hvorpå man sikrer fremtidige praktiserende læger og speciallæger i yderområderne.

fredag den 26. august 2011

Styrk psykiatrien efter valget

Statsministeren har i dag den 26. august 2011 udskrevet Folketingsvalg, som skal afvikles 15. september.

For Lægeforeningen er det afgørende, at den kommende regering får rettet op på årtiers diskrimination af psykiatrien.

Flere politikere har på det seneste har signaleret, at psykiatrien skal prioriteres – blandt andet gennem mere permanent og tilstrækkelig finansiering i stedet for de satspuljemidler, som området ofte er blevet spist af med.

Vi forventer, at de signaler også bliver en del af grundlaget for en kommende regering.
  
Især ønsker vi i Lægeforeningen os en samlet plan for psykiatrien. Det er uholdbart, at en hel sektor i årevis slås med for få sengepladser og alt for lang ventetid.  En national handlingsplan for psykiatrien kan sikre tilstrækkelig med ressourcer og skabe den sammenhæng i behandlingen af fysisk og psykisk sygdom, som der er brug for. Patienternes fysiske og psykisk tilstand skal vurderes og behandles under ét.

Nationale kliniske retningslinjer er en anden politisk mærkesag for Lægeforeningen

De skal sikre patienterne den bedste behandling i sundhedsvæsenet uanset, hvor i landet de bor. De skaber også et stærkt fagligt fundament for at tænke nyt, og giver politikerne et bedre grundlag for at prioritere.

Derudover har vi disse ønsker til regeringsgrundlaget efter Folketingsvalget:

Drop tilfældig brugerbetaling. Der skal være fri og lige adgang til sundhedsvæsenet for alle. Det er helt afgørende for Lægeforeningen. Et menneskes indkomst skal ikke afgøre, om han eller hun kan få en nødvendig lægelig behandling. Derfor skal den brugerbetaling på fertilitetsbehandling, sterilisering, refertilisering og tolkebistand, som blev indført i løbet af 2010, afskaffes.

Giv os en behandlingsgaranti, der giver mening. Der skal indføres en ret til behandling, der er afstemt efter den enkeltes behov. Den skal erstatte den nuværende behandlingsgaranti, som ikke nødvendigvis gavner de patienter, som har det største behov for hurtig behandling.

Hold sundhedsvæsenet samlet. Det har betydning for behandlingen af mange sygdomme, at der er en tæt kontakt mellem sygehus, speciallæge og patientens praktiserende læge. Det sikres bedst ved, at de hører under samme hat. Patienternes gang mellem med sygehuse, speciallægelægepraksis og familielægerne skal hænge endnu bedre sammen. Det giver færre fejl, bedre behandling og større tryghed for patienten.
 
Og indfør forebyggelse, der virker. Danskerne dør for tidligt – især på grund af røg og alkohol. Kampagner og oplysning gør det ikke alene. En ambitiøs forebyggelsespolitik er derfor nødvendig. En kommende regering bør præsentere handlingsplaner mod rygning og alkoholmisbrug, som indeholder konkrete mål og håndfaste midler, der virker.

torsdag den 25. august 2011

Afdrage gæld eller indbetale på livrente?

Hvis du indbetaler til pension for at nedbringe din topskat, så er det ikke sikkert, at det kan betale sig. I stedet kan det måske bedre betale sig for dig, hvis du afdrager endnu mere på din gæld. 
 
Du kan maksimalt indbetale 100.000 kroner om året til ratepension efter arbejdsmarkedsbidrag og betaling for forsikringer. Så hvis du ønsker at indbetale yderligere, begrænser mulighederne sig til livsvarige livrenter, som normalt er forbundet med relativt høje omkostninger, hvis du måler i forhold til, hvor meget du kan forvente at få tilbage, før du dør. Derfor kan større afdrag på gæld være bedre for din økonomi.

Hvornår skal man så afdrage gæld frem for at indbetale til pension?
Det skal man, når afkastet ved dette er højere. I skemaet kan du se, hvad der bedst kan betale sig for dig.

Hold din nettorenteudgift op mod livrentens bruttoafkast og omkostningsniveau. Hvis livrentens bruttoafkast fx er på 5 %, og omkostningsniveauet er på 1 %, så opnår du en nettoforrentning på 3,4 %.

Sammenlign derefter dette procenttal med din nettorenteudgift. Dermed kan du kan finde ud af, hvad der bedst kan betale sig for dig. 

Det antages, at du betaler topskat på pensionstidspunktet og indbetaler 100.000 kroner om året til ratepension. Hvis du ikke indbetaler så meget, er det bedst straks at hæve indbetalingen.  

Da du både betaler topskat nu og på pensionstidspunktet, begrænser fordelen ved indbetaling til livrente frem for afdrag på gæld sig således til den lave afkastbeskatning på pensionsordninger (15 % lagerbeskatning af afkastet).

Lad os tage et eksempel: Du betaler en rente på 5,5 % inklusiv bidrag på din gæld, hvilket svarer til en renteudgift på ca. 3,69 %. Opnås et bruttoafkast på livrente på 5 % ved et omkostningsniveau på 1 %, vil nettoforrentningen være 3,4 %, eller mindre end der kunne være opnået ved at afdrage gæld.  

Afdrage gæld eller livrente?
Sammenlign din nettorenteudgift med livrentens bruttoafkast og omkostningsniveau.

Omkostningsniveau på livrente
Bruttoafkast på livrente

0,50%
0,75%
1%
1,25%
1,50%
7%
5,53%
5,31%
5,10%
4,89%
4,68%
6%
4,68%
4,46%
4,25%
4,04%
3,83%
5%
3,83%
3,61%
3,40%
3,19%
2,98%
4%
2,98%
2,76%
2,55%
2,34%
2,13%
3%
2,13%
1,91%
1,70%
1,49%
1,28%
2%
1,28%
1,06%
0,85%
0,64%
0,43%


mandag den 22. august 2011

Strukturreform igen? Eller varm luft i en valgtid?

Jeg tror mange af jer deler min forbavselse og mit mismod over den politiske aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti vedr. regionernes og sundhedsvæsenets fremtid.
 
Sundhedsvæsenet er jo en ikke ubetydelig del af vort fælles velfærdssamfund - og man måtte indtil nu formode, at dramatiske ændringer af sundhedsvæsenet skulle basere sig på grundige analyser, inddragelse af patienterne og aktørerne i sundhedsvæsenet, en offentlig debat og en grundig politisk beslutningsproces til sidst.

Men sådan skulle det så ikke være! Man træffer en politisk beslutning overnight - og så kan et par hurtigtarbejdende udvalg lave forslag til en ny struktur til erstatning for den, som man har besluttet at sprænge i stumper og stykker!
 
Helt uforståeligt - og umiddelbart virker et ord som "uklogt" i den grad som en underdrivelse...

Vi har jo for ganske nylig været igennem en stor strukturreform, og sundhedsvæsenet var nu lige ved at have fundet sine ben efter dette (og bedre gående end før!). Almen praksis var også ved at finde en god samarbejdsform med de nye regioner – og samarbejdet med kommunerne har også været under udvikling. Dette skal så splittes ad.

Set fra almen praksis' synsvinkel er det helt essentielt, at vores tætte samarbejde med sygehusene har topprioritet - og derfor bør almen praksis naturligvis organiseres sammen med sygehusene. Aftalen siger imidlertid, at almen praksis skal organiseres under de 98 kommuner - og sygehusene og de praktiserende speciallæger skal organiseres under de tre nye sygehusenheder.

Skulle dette skabe et bedre samarbejdende og sammenhængende sundhedsvæsen? Atomisering af almen praksis.
 
Naturligvis vil vi praktiserende læger under alle omstændigheder arbejde for at give vores patienter den bedste behandling og service - men det er i den grad uforståeligt, at man nu lægger snubletråde ud for det samarbejdende sundhedsvæsen - og oven i købet helt bevidst spænder ben for os!
 
Vanvid er vel det ord som passer bedst?

(Dette indlæg er en let modificeret tekst fra DSAM-bestyrelsens blog på selskabets hjemmeside. Originalen kan læses her.


fredag den 19. august 2011

Vores troværdighed er på spil – hvor billigt vil vi sælge den?

Sommeren har budt på en mediedebat om lægers forbindelser med lægemiddelindustrien. 

Meget er sagt og skrevet i debatten – og emnet har jo også været debatteret tidligere. Jeg kan ikke bidrage med nye argumenter – men har en opfordring til mine kolleger.
 
Vi kan som læger – og som patienter – ikke undvære lægemiddelindustrien. De udvikler og producerer lægemidler – og har et legitimt ønske om at sælge disse.

Forskning og udvikling kan naturligvis ikke foregå uden medvirken af dygtige læger – fair nok må alle mene – disse læger må så naturligvis deklarere helt åbent og præcist deres engagementer med forskellige lægemiddelselskaber. Evt. oplysninger og anbefalinger fra sådanne læge-eksperter kan såvel andre læger som den brede offentlighed så vurdere på oplyst vis. Der er efter min opfattelse intet odiøst i dette.

Men – lad os så se på os andre læger – det vil sige ”almindelige” praktiserende læger, ”almindelige” yngre læger og ”almindelige” speciallæger.

Forskning og udvikling lider nok ikke specielt ved, at vi ikke har tæt kontakt med dette eller hint lægemiddelselskab! 

Indrømmet: hvis vi har tæt kontakt, behøver der absolut intet odiøst at være i det – absolut intet! Men som udviklingen i samfundet har været og er, mener jeg, at vi nu har behov for helt ”rene hænder”.

Vi risikerer at sætte vores troværdighed over styr – noget af det allermest dyrebare vi har. Dette gælder både i relation til vores patienter og i relation til offentlighed og beslutningstagere.
 

Så opfordringen skal lyde:
  • vi praktiserende læger skal sige pænt ”Nej tak” til besøg af lægemiddelkonsulenter i vores klinik.
  • vi læger skal sige pænt ”Nej tak” til lægemiddelindustri sponsorerede efteruddannelse i form af møder, kurser og kongresser.
Disse ”Nej tak’er” skal kommunikeres helt klart til vores patienter, så vi klart genvinder/bevarer vores troværdighed og uafhængighed – set med patienternes øjne. Rent praktisk bør det fx indgå i en lægekliniks selvdeklaration.

Vi skal derimod gøre vores offentlige bevillingsgivere klart, at lægers efteruddannelse koster – og at det må være en samfundsopgave at medvirke til at sikre lægerne en uafhængig efteruddannelse.

Andre har udtrykt det kort og klart: There ain't no such thing as a free lunch”.


torsdag den 18. august 2011

Con amore

Frivilligt arbejde er en mærkelig størrelse.

Det gavner, det glæder – afsender såvel som modtager. Dog tenderer det til at tage overhånd: man gribes af lysten, driften til at gøre en forskel. Det er hårdt til tider men kan være givende og lærerigt i en langt overskyggende grad. Det er vel derfor, vi bliver ved!?

1.-7. august 2011 var den danske sundhedsorienterede studenterforening IMCC (International Medical CooperationCommittee), som jeg er med i, vært for 60 års jubilæumskonferencen for verdens største fagspecifikke studenterorganisation International Federation of Medical Students’ Associations (IFMSA).


IFMSA blev grundlagt i København i 1951, og jubilæet skulle naturligvis holdes ’hjemme’ i Danmark.

I over to år havde en voksende gruppe danske studerende arbejdet på at stable arrangementet på benene, og 1. august kunne vi tage imod 1050 uddannelsesmæssigt ligestillede fra hele 92 nationer verden over.

De mange delegerede gik ind til en intens uge med møder, afstemninger, generalforsamling, erfaringsudveksling, kurser og organisationsoptimering.
 

Personligt er det en stor tilfredsstillelse at deltage i sådanne konferencer. Jeg får meget ud af faglige såvel som personlige samtaler med verdens medicinstuderende, som kan være så vidt forskellige fra mig selv men stadig arbejder frivilligt mod samme mål: sundhed i verden, globalt som lokalt. Eller i hvert fald lidt mere sundhed. Man er vel realist?
 

For alle os frivillige bag konferencen var ugen mindst lige så hård – vi ankom som de første og gik som de sidste.

Ikke desto mindre opbyggede vi en teamspirit, som ugen skred frem, og jeg befandt mig i et træt men utrætteligt forum af venner. Det var en sand fornøjelse at arbejde med sådanne mennesker.

Turen hertil har været lang: medicinstuderende er ikke uddannet til at forhandle hotelkontrakter, fundraise store summer, slå igennem i pressen eller sikre folk fra hele verden visum til ikke-lettilgængelige Danmark.


Men vi vil gerne, og turen har været dejligt lang, da vi har lært af de mange udfordringer.

Det er klart, at der har været fejltrin undervejs og dobbeltarbejde, men hvis det blot lykkedes, var vi glade! Alligevel kunne man jo ønske sig, at medicinere generelt blev bedre til at samarbejde med andre faggrupper, som ligger inde med kompetencer, vi ikke selv har.
 

Der er vist ingen tvivl om, hvor jeg står: er rammerne gode, er frivilligt arbejde så givende, at det langt overgår de negative sider. Jeg tror ikke, jeg kan holde mig væk.

tirsdag den 16. august 2011

Spids ørerne!


”Hver 4. ung skifter læge, fordi de føler sig dårligt behandlet”. ”Færre klager, når lægen siger undskyld”.

Det er nogle af de overskrifter i medierne, som viser, at patienterne ikke kun vil have en fagligt dygtig læge men også en god kommunikator. Flere krav! – men det gør en forskel at være god til at kommunikere. Hvordan bliver man så lige det?


De fleste læger føler vel egentlig, at de har meget godt styr på det med at tale med patienterne – men de to eksempler viser, at patienterne ikke har helt den samme oplevelse.

Historien om, at hver 4. unge mellem 18 og 29 år har skiftet praktiserende læge, fordi de følte sig dårligt behandlet eller talt ned til, fik Danske Patienters formand Lars Engberg til at sige: 

”Lægerne har svært ved at omstille sig til, at patienterne selv søger viden på internettet og stiller krav. Men der ligger en ressource i, at patienterne er mere oplyste, når de træder ind ad døren”.

Undersøgelsen viste nemlig også, at de unge forbereder sig mere på konsultationen hos lægen end deres ældre medborgere, og at hver 4. af de unge havde oplevet at gå fra konsultationen uden de svar, de havde forventet.

Det fik også PLOs formand Henrik Dibbern til at sige: ”Vi må gøre os mere umage”. 

Hvordan gør man så lige det?

Et forslag finder man i det andet eksempel: ”Færre klager, når lægen siger undskyld”.

Det var læren fra et pilotprojekt på Frederiksberg Hospital, hvor alle hofte- og knæopererede fik en samtale med kirurgen et par uger efter operationen, uanset om den var forløbet glat, eller der havde været problemer.

Formålet var at undersøge effekten af dialogen med patienterne.  Og sikke en effekt. Antallet af klager kom ned på 17 i forhold til de 30 året før. Altså flere tilfredse patienter, også i de tilfælde hvor operationen ikke var gået helt som forventet. 

Det kan altså være så simpelt som at tale sammen og lytte til hinanden.

Jeg vil vove den påstand, at det også vil virke overfor de unge, uden at man som læge behøver at tage ord som ”nederen” eller ”herresejt” ind i sit ordforråd. Næ, man kan jo bruge min mormors gode råd: ”Du har 2 ører og kun 1 mund, så brug ørerne mest.”

Men noget af problemet har selvfølgelig også med indstilling og arbejdsform at gøre. Hvis man som speciallæge foretrækker, at patienten sidder og venter afklædt i konsultationsrummet, så lægen blot kan komme ind og se på problemet og forlade lokalet igen efter 5 minutter, så er det nok ikke så meget, at han kan imødekomme patientens behov for kommunikation  – og patienten synes nok ikke, at det er den bedste oplevelse.

Gør man derimod ligesom den reumatolog, jeg besøgte forleden, som udover at se på patientens leddegigt også så et menneske, der var meget ked af det og spurgte ind til årsagen og fik sendt besked til den praktiserende læge om, at der skulle sættes gang i psykologhjælp, ja så får patienten en god oplevelse, uden at vide, at det var kommunikationen, der gjorde forskellen. 

Det hjælper at spidse ørerne og lytte  –  også til det usagte.

torsdag den 11. august 2011

Når registreringen kommer på overarbejde

Jeg har en ret dårlig tålmodighed, det bliver jeg nok nødt til at indrømme. Især kommer den på prøve, når jeg skal vente på eller gøre ting, som ikke giver mening for mig. Som barn af den teknologiske tidsalder, hvor alt skal gå så hurtigt og smooth som muligt, har jeg ofte svært ved at tackle, når tingene ikke går helt så glat.

I Danmark har vi styr på sagerne; vi optegner, noterer og registrer. Denne praksis kan dog til tider blive mere omfattende, end både økonomi og tålmodighed bør kunne udholde.

Her et eksempel fra egen hverdag. Under mit forskningsprojekt har jeg haft flere patienter til undersøgelse, der bor langt væk. Mit forsøg kræver, at patienterne møder op fastende kl. 8.00 om morgenen.

De fleste sover hjemme i egen seng natten inden, men enkelte har brug for en overnatning i byen for at kunne møde så tidligt. De tilbydes en nat på patienthotellet i den tro, at det er den billigste løsning, de skal jo bare have en seng at sove i.

MEN hvis man skal sove der, skal man registreres som indlagt, og nu begynder det sjove. Der skal laves indlæggelsespapirer, printes labels, og sekretærer skal skrive notater om dette og hint.

Alt i alt mens patienten ser forskrækket til, for han troede blot, han skulle møde op til en ambulant undersøgelse i forskningsregi.

Forvagten undrer sig og kontakter mig spørgende, om fuld indlæggelsesjournal nu er nødvendigt, hvortil jeg svarer: at nej, det har jeg jo lavet, så alt dette kunne undgås. Alligevel kommer op mod 5 personer på arbejde fra afdelingens side, selvom patienten aldrig når at sætte fødderne hos andre end hotelpersonalet.

Så er det jeg må spørge: til hvis gavn er dette? Har vi da ikke andre områder, vi kan bruge de ressourcer på? Jeg erkender, at patienter ikke bare kan komme og gå, uden nogen ved, hvad de skal og hvor, men havde jeg været bekendt med det cirkus, jeg og afdelingen skulle igennem for en nats søvn, havde jeg nok booket et helt almindeligt hotel i byen i stedet.

Nu skal det hele ikke gå op i patienter og sygehus.

Under ferien har tålmodigheden også måtte stå en stor prøve – Indien. Et land og et folk som ikke har helt samme indstilling til tid og effektivitet som jeg. Et land hvor det kan tage 15 minutter at købe 4 frimærker, selvom man er den eneste i postbutikken, og man betaler med lige penge.

Slap af, du er på ferie, ville nogle nok sige, men det er ikke så nemt, når det samtidig er et land med en halvdårlig hygiejne standard, der denne dag havde holdt sit indtog i min stakkels mave.

Indien forsøger dog at rette på sit rygte som ustruktureret ved at lade især turister registrere snart sagt alt. Således kan man blive afkrævet sit pasnummer, blot man ønsker 20 minutters tid ved en ældgammel PC med internetforbindelse. Det er rart at vide, at der er tjek på, hvor man er, skulle der ske noget uventet, men alligevel?

Den sjoveste oplevelse i denne retning havde min søster og jeg i et supermarked (en ellers sjælden forretningstype i Indien). Vi købte 7 varer og de skulle igennem 5 (!?!) mand, før vi kunne forlade butikken.

Først en mand på 1. sal ved en kasse med en scanner til stregkoder, så en pakkemand der også slæbte posen nedenunder, dernæst en mand ved en betalingskasse, efterfølgende en ”tjek varerne kasse”, hvor vi fik et stempel på vores bon og sidst en sikkerhedsvagt, som lige skulle tjekke, at det hele var i orden, og hvor vi selvfølgelig fik endnu et stempel. Butikken var lille, og vi var de eneste kunder, så alle kunne se, hvad der skete undervejs. Jeg undres over, hvad alle disse trin i ekspeditionen skulle til for.

Indien har en høj befolkningstæthed, og måske dette er et forsøg på at holde arbejdsløsheden nede? Danmark kunne tage ideen op, og arbejdsløse kunne gå rundt i Føtex med varer fra kasse til kasse, mens kunderne ser undrende på.

Jeg er ikke sikker på, at livskvaliteten for den enkelte arbejder vil gå op med denne metode, så måske vi hellere skulle fortsætte på vanlig vis ved at sende arbejdsløse på kursus efter kursus, selvom de har en ansættelse fastlagt om kort tid.

Eller måske vi skulle prøve noget helt nyt: nedsætte en kommission, der skal se på, hvordan vi får unødvendigt registreringsarbejde ud af hverdagen. Når de om et halvt år er færdige med at registrere, hvad vi andre registrerer for meget, kan vi måske lave en lov, der forbyder den, og nedsætte et udvalg i diverse sektorer, der skal stå for den efterfølgende implementering.

Vi kan også fortsætte med at håbe på, at der med tiden kommer mere eftertænksomhed, når bureaukratiet skal indføre nyt…

tirsdag den 9. august 2011

Nyt fra Vancouver-gruppen

Så er det årlige møde i Vancouver-gruppen overstået, og det var som vanligt meget produktivt og udbytterigt.

Vancouver-gruppen var for nogle år siden initiativtager til registrering af kliniske forsøg i offentlige tilgængelige databaser. Den største af disse, www.clinicaltrials.gov, er desværre ikke den eneste database, som opfylder kriterierne, så der har været brug for et sted, som kunne samle registreringer fra samtlige databaser i verden.

Dette job har været fint varetaget af WHO, men på grund af nedskæringer ser det ud til, at WHO ikke længere kan være den samlende kraft. Vi har derfor besluttet i Vancouver-gruppen, at det skal være et krav til alle databaserne, at de gratis vil udveksle data til hinanden, og i hvert fald www.clinicaltrials.gov har lovet fremover at samle information fra hele verden til en central søgefunktion.

Tanken med registrering af kliniske forsøg var ikke at gøre situationen mere vanskelig for hverken forskere eller patienter. Men at der nu ser ud til at være over 20 registre rundt omkring i verden, hvor man kan registrere sine forsøg, synes ikke umiddelbart at være en fordel.

Vancouver-gruppens ”uniform requirements for manuscripts”, som ligger på www.icmje.org, anvendes af forskere i hele verden, men dokumentet trænger efterhånden til en grundig gennemskrivning.

Som med alle sådanne dokumenter (ligesom Ugeskriftets manuskriptvejledning…) sker der årlige små revisioner og tilføjelser, og det bliver næsten en proces med knopskydning. Det er derfor vigtigt engang imellem at tage det hele op til grundig revision, og der vil i det næste år, indtil næste møde i Vancouver-gruppen, blive arbejdet grundigt med dette.

Vancouver-gruppen indførte også en generel formular til angivelse at potentielle interessekonflikter, og denne er hurtigt blevet adopteret af mange tidsskrifter kloden rundt.

Der har imidlertid været et vigtigt problem, når forfatternes angivelser skulle omsættes til et stykke prosa, som kunne publiceres i slutningen af de videnskabelige artikler. Der er mange muligheder for fortolkninger af, hvad der er vigtigt, hvad der er ikke vigtigt o.s.v.

Vi har derfor besluttet at udarbejde en ændret registreringsformular, hvor forfatterne enten selv skulle forfatte prosaafsnittet, som direkte herefter kan kopieres over til artiklen, eller hvor prosaafsnittet automatisk genereres fra angivelserne i de forskellige felter i formularen. 

Det er ikke afgjort i skrivende stund, hvad resultatet bliver, men der arbejdes i hvert fald intenst på sagen, og vi vil indenfor det næste år have udviklet en korrigeret formular som forhåbentlig fungerer bedre.

Specielt de store tidsskrifter, som får de industrisponsorerede kliniske forsøg, har et stort ønske om, at studieprotokollerne skal sendes med til redaktionen sammen med den videnskabelige artikel.

Dette er for at verificere, at studiedesignet er overholdt, og den statistiske analyseplan har været planlagt fra starten. Eneste undtagelse fra at skulle medsende protokollen til tidsskriftet vil være, hvis man har publiceret en såkaldt ”protokolartikel” i et tidsskrift omkring forsøgets start. I så fald skal denne artikel medsendes i stedet.

Der var ikke helt enighed i gruppen, om vi skulle kræve adgang til rådata for alle studier. Dette punkt er derfor endt med, at nogle af medlemstidsskrifterne vil afprøve det i en periode til senere evaluering.
 
PubMed meldte ud, at de vil muliggøre angivelse af delt førsteforfatterskab og delt sidsteforfatterskab i databasen. Det bliver formentlig implementeret i løbet af et halvt års tid. 

Kineserne ytrede ønske om også at give mulighed for delt plads til den korresponderende forfatter. I Kina er det åbenbart ligegyldigt at være først eller sidst, og det er kun fint at være korresponderende forfatter.

I det hele taget er det noget underligt noget det med at dele førsteplads og sidsteplads. Hvis man går så meget op i sådan noget, skriver man nok for få artikler.

Jeg kan dog godt se, at det kan have relevans med en delt førsteplads, hvis en artikel f.eks. skal anvendes i to forskellige afhandlinger.

Næste møde i Vancouver-gruppen bliver i september 2012, hvor der følges op på de ovennævnte punkter. Der plejer yderligere at rejse sig en lang række løbende sager i løbet af året, så næste møde bliver spændende som vanligt.

fredag den 5. august 2011

Sådan påvirker tilbagetrækningsreformen din pension og efterløn

Der vil ske store ændringer med både efterløn og pension, hvis den nye tilbagetrækningsreform bliver vedtaget i Folketinget, og mange spørgsmål vil rejse sig: Hvornår kan jeg gå på efterløn eller folkepension, og hvad betyder det for min pensionsopsparing og økonomi? 

For alle, der ved udgangen af 2010 var yngre end 57 år, betyder dette i større eller mindre grad ændringer i forhold til velfærdsaftalen fra 2006. I den nedenstående tabel får du et overblik over, hvad reformen kommer til at betyde for din efterløn og pension, hvis den altså bliver vedtaget.

Hovedelementerne i aftalen er: 
  • Efterlønsalderen hæves gradvis fra 2014 til 2017
  • Efterlønsperioden forkortes gradvis fra 2018-2023, hvor man kan gå på efterløn som 64-årig og få efterløn i 3 år
  • Der sker samme modregning af pensionsformuer, uanset hvornår man går på efterløn, og modregningssatsen hæves.
  • Fortsat mulighed for at optjene den skattefri efterlønspræmie
  • Mulighed for i 2012 at få sine efterlønsbidrag udbetalt skattefrit, hvis man ønsker at forlade ordningen.


Skal du så fortsat indbetale til efterlønsordningen? Dette kræver i høj grad rådgivning, da det afhænger af din økonomi og de alternative opsparingsmuligheder, du har.

Dog kan man generelt sige, at jo yngre man er, og jo mere man sparer op til pension, jo mere sandsynligt er det, at det bedst kan betale sig at få udbetalt sine efterlønsbidrag skattefrit i 2012. Men hvis du er meget tæt på efterlønsalderen, så er der stor sandsynlighed for, at du med fordel kan fortsætter indbetalingerne.  




 



Velfærdsaftalen
Tilbagetrækningsreformen
fødselsår
Alder ved udgangen af 2010
Mulig efterlønsalder
Mulig folkepensionsalder
Maksimalt antal år på efterløn
Kan Modregning undgås
Mulig efterlønsalder
Mulig folkepensionsalder
Maksimalt antal år på efterløn
Kan modregning i pension undgås?
1953 1
57
60
65
5
ja
60
65
5
ja
1953 2
57
60
65
5
ja
60
65
5
ja
1954 1
56
60,5
65,5
5
ja
60,5
65,5
5
ja
1954 2
56
61
66
5
ja
61
66
5
ja
1955 1
55
61,5
66,5
5
ja
61,5
66,5
5
ja
1955 2
55
62
67
5
ja
62
67
5
nej
1956 1
54
62,5
67
5
ja
62,5
67
4,5
nej
1956 2
54
63
67
5
ja
63
67
4
nej
1957 1
53
63
67
5
ja
63
67
4
nej
1957 2
53
63
67
5
ja
63
67
4
nej
1958 1
52
63
67
5
ja
63
67
4
nej
1958 2
52
63
67
5
ja
63
67
4
nej
1959 1
51
63,5
67
5
ja
63,5
67
3,5
nej
1959 2
51
64
67
5
ja
64
67
3
nej
1960 1
50
64
67
5
ja
64
67
3
nej
1960 2
50
64
67
5
ja
64
67
3
nej
1961 1
49
64
67
5
ja
64
67
3
nej
1961 2
49
64
67
5
ja
64
67
3
nej
1962 1
48
64
67
5
ja
64
67
3
nej
1962 2
48
64
67
5
ja
64
67
3
nej
1963 1
47
65
68
5
ja
65
68
3
nej
1963 2
47
65
68
5
ja
65
68
3
nej
1964 1
46
65
68
5
ja
65
68
3
nej
1964 2
46
65
68
5
ja
65
68
3
nej
1965 1
45
65
68
5
ja
65
68
3
nej
1965 2
45
65
68
5
ja
65
68
3
nej
1966 1
44
65
68
5
ja
65
68
3
nej
1966 2
44
65
68
5
ja
65
68
3
nej
1967 1
43
66
69
5
ja
66
69
3
nej
1967 2
43
66
69
5
ja
66
69
3
nej
1968 1
42
66
69
5
ja
66
69
3
nej
1968 2
42
66
69
5
ja
66
69
3
nej
1969 1
41
66
69
5
ja
66
69
3
nej
1969 2
41
66
69
5
ja
66
69
3
nej
1970 1
40
66
69
5
ja
66
69
3
nej
1970 2
40
66
69
5
ja
66
69
3
nej
Senere

indekseres
indekseres
5
ja
indekseres
indekseres
3
nej