På grænsen til en helt ny verden

August måned, den tid på året hvor hundredvis af unge danskere med hjertet i halsen har åbnet de tykke konvolutter, som bestemmer deres fremtid. I hvert fald for den næste håndfuld år.

Om man sidder hjemme og kigger på brevsprækken eller holder sig fra postkassen indtil sidst på dagen, er det uanset mange timer med sommerfugle i maven, man skal igennem, før det hårdt pressede Post Danmark parkerer cyklen med de tungt lastede tasker og afleverer dagens besked.

For mig var det en rent ud sagt frygtelig dag med en næsten endeløs venten indtil godt ud på eftermiddagen, da postbuddet endelig bankede på døren for personligt at overrække et væld af brochurer og breve fra Aalborg Universitet.

En sådan kuvert med svar om optagelse på medicinstudiet, som jeg synes efterhånden kræver et uudholdeligt højt gennemsnit, kan som intet andet gøre en regnkold sommerdag til årets begivenhed.

Men på trods af den euforiske glæde så står man pludselig på kanten af en voldsom afgrund. For selv om det er en gave at få muligheden for at blive læge og populært sagt ”gøre en forskel”, er der pludselig et væld af udfordringer og problemer, der stimler sammen og tigger om at blive løst.

Først og fremmest: Hvor skal jeg nu bo?

Det var det suverænt største og mest uoverkommelige spørgsmål, jeg og sikkert også størstedelen af de andre brev-modtagere skulle tage stilling til. For som ærkekøbenhavner med knaldrødt hår og alt i cykel-afstand var det noget af et spring at flytte op til den nordligste universitetsby, landet kan præstere.

Man giver afkald på en tryghed og måske også en grad af magelighed, når alt det vante skal udskiftes med fremmede vidder.

Og er det ikke sådan for alle, der optages?

Medmindre du er født og opvokset i den universitetsby, der nu sender dig farverige reklamer og meddelelser, skal du til at pakke livet omkring dig sammen og rykke teltpælene til et andet sted.

Måske er det ligefrem første gang, du skal flytte hele dit inventar til et lille kollegieværelse? Eller måske er det bare en vant sag at folde flyttekasser?

Jeg må nok indrømme, at for mig var det hele helt nyt.

Godt nok har jeg haft min mere eller mindre obligatoriske dannelsesrejse, men pludselig at stå med alt, man har samlet sig gennem livet, pakket ned i brune papkasser var for mig en ny og ukendt oplevelse.

For første gang at se sig selv uden en fast base hos mor og far giver en kompliceret følelse af eventyrlyst blandet godt op med en solid skræk for den farlige fremtid.

Ikke at jeg skal brokke mig, for til mit held er Aalborg hovedsæde for en god portion af min familie, så jeg havde både flyttehjælp og selskab at hente i min nye hjemby.

Ved studiestart kunne jeg dog høre, at mange ikke var så heldige at have et netværk til hjælp, i den by de var flyttet til.

Hvor jeg hurtigt fik en lejlighed med familiens assistance, var der mange, der på første dag stod uden en fast holdeplads. Alenlange ventelister til studieboliger og manglende kendskab til byens udlejere nødvendiggjorde studiestart bosiddende på et vandrehjem for flere af mine medstuderende.

I år melder medierne om de samme problemer. Presset på kollegieværelserne skaber boligmangel for flere tilflyttere, og udsigten til at få et sted til flyttekasserne er lange.

Det er ikke den optimale start på et nyt studieliv, som i forvejen nok skal give dig noget at rykke sig i håret over. Og jeg undrer mig oprigtigt over, hvorfor scenariet gentager sig årligt.

Et eller andet sted må der da sidde én med den logistiske løsning, som bare venter på at komme ud?

Uanset hvad håber jeg for alle de søgende landet over, at de er kommet ind på deres drømmestudie, om det indebærer et ufrivilligt ophold på vandrehjem eller ej.

Desværre må jeg nok erkende, at det helt sikkert ikke er alle, der modtager det ønskede brev. Allerede få timer efter, at Post Danmarks travleste dag er til ende, kører der VUC reklamer i loop i fjernsynet med lovning på supplering af manglende fag, hvis du denne gang har fået afslag.

Mit håb er, at der snart står et væld af nye kollegieværelser klar til alle dem, der fik den store kuvert i år, og til alle dem der lige skal læse lidt op på det hele først.

For der er rigeligt med andet at tænke på, når sommerfuglene i maven har lagt sig, og du står på grænsen til en helt ny og ukendt verden.