Det gavner, det glæder – afsender såvel som modtager. Dog tenderer det til at tage overhånd: man gribes af lysten, driften til at gøre en forskel. Det er hårdt til tider men kan være givende og lærerigt i en langt overskyggende grad. Det er vel derfor, vi bliver ved!?
1.-7. august 2011 var den danske sundhedsorienterede studenterforening IMCC (International Medical CooperationCommittee), som jeg er med i, vært for 60 års jubilæumskonferencen for verdens største fagspecifikke studenterorganisation International Federation of Medical Students’ Associations (IFMSA).
IFMSA blev grundlagt i København i 1951, og jubilæet skulle naturligvis holdes ’hjemme’ i Danmark.
I over to år havde en voksende gruppe danske studerende arbejdet på at stable arrangementet på benene, og 1. august kunne vi tage imod 1050 uddannelsesmæssigt ligestillede fra hele 92 nationer verden over.
De mange delegerede gik ind til en intens uge med møder, afstemninger, generalforsamling, erfaringsudveksling, kurser og organisationsoptimering.
Personligt er det en stor tilfredsstillelse at deltage i sådanne konferencer. Jeg får meget ud af faglige såvel som personlige samtaler med verdens medicinstuderende, som kan være så vidt forskellige fra mig selv men stadig arbejder frivilligt mod samme mål: sundhed i verden, globalt som lokalt. Eller i hvert fald lidt mere sundhed. Man er vel realist?
For alle os frivillige bag konferencen var ugen mindst lige så hård – vi ankom som de første og gik som de sidste.
Ikke desto mindre opbyggede vi en teamspirit, som ugen skred frem, og jeg befandt mig i et træt men utrætteligt forum af venner. Det var en sand fornøjelse at arbejde med sådanne mennesker.
Turen hertil har været lang: medicinstuderende er ikke uddannet til at forhandle hotelkontrakter, fundraise store summer, slå igennem i pressen eller sikre folk fra hele verden visum til ikke-lettilgængelige Danmark.
Men vi vil gerne, og turen har været dejligt lang, da vi har lært af de mange udfordringer.
Det er klart, at der har været fejltrin undervejs og dobbeltarbejde, men hvis det blot lykkedes, var vi glade! Alligevel kunne man jo ønske sig, at medicinere generelt blev bedre til at samarbejde med andre faggrupper, som ligger inde med kompetencer, vi ikke selv har.
Der er vist ingen tvivl om, hvor jeg står: er rammerne gode, er frivilligt arbejde så givende, at det langt overgår de negative sider. Jeg tror ikke, jeg kan holde mig væk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar