mandag den 30. januar 2012

Red farmor

En hel del ældre har en kær og usund vane: de elsker at ryge. Rygningen udløser hjernens belønningssystem dopamin og giver dem en følelse af tryghed og velvære.

Mange ældre bor alene - 52 pct. af de 70+årige og 72 pct. af de 80+årige - og er derfor langt mere udsatte for at komme til skade eller omkomme i en dødsbrand.

25.000 80+årige skønnes at være moderat til svært demente. Sygdommen gør dem glemsomme og uopmærksomme. Er de rygere, kan de let tabe en glød, som ligger og ulmer, uden at de opdager det.


Ældres muligheder for at overleve brandskader er langt mindre end yngres. Det kan Brandsårsafdelingen på Rigshospitalet bekræfte.

Rygning i plejehjem

I 2007 trådte lov om røgfri miljøer i kraft – den som populært kaldes rygeloven. Loven tillader plejehjemsbeboere at ryge i deres egen bolig, men ikke på fællesarealerne.

Siden rygeloven blev gennemført i 2007, er antallet af brande, der skyldes gløder fra cigaretter eller piber, steget. Hvert år mister ældre beboere i plejehjem livet i dødsbrande. Det drejer sig om 11 mennesker i gennemsnit hvert år. Langt de fleste brande skyldes rygning. Typisk ved, at der går ild i de ældres seng eller tøj.

Der er gode initiativer rundt omkring i plejehjemmene:

  • Brandalarmer med kald direkte til beredskabstjenesten
  • Selvslukkende cigaretter
  • Rygeforklæder
  • Mobile sprinklere
  • Vandforstøvere over seng og yndlingsstol, som går i gang, når der er røg i rummet

Der er alt sammen fine initiativer, som skal udbredes meget mere!

Som en ny ting foreslår vi rygerum med udsugning og en glasvæg foran, så personalet hurtigt kan gribe ind, når en beboer falder hen med en tændt cigaret eller pibe.

Summa summarum, så skal både farmor og farfar reddes fra at omkomme i dødsbrande. Hvad enten de bor i plejehjem eller derhjemme: Sæt effektive brandalarmer op hos ældre mennesker – især dem, der bor alene. Tjek dem regelmæssigt . Lav rygerum i plejehjemmene.

fredag den 27. januar 2012

Når værdier udskiftes ved hjælp af sproglig forførelse!

At værdier gennem tiderne er blevet vægtet forskelligt eller direkte blevet udskiftet, er en kendsgerning, som let lader sig verificere ved at kaste blikket tilbage på generationerne, der gik forud for os.

Et af de klareste eksempler er vel samfundets ændrede holdning til abort. Fra at være en kriminel handling er provokeret abort nu med visse begrænsninger blevet et tilbud til alle kvinder. En udvikling, der klart demonstrerer, at mange af vore værdier er udskiftelige. 

Det er der i og for sig ikke noget overraskende i. Men det slår mig alligevel med lidt undren, når  samfundet via en lovtekst forsøger at gennemføre en hurtig værdiudskiftning. Med den seneste ændring af sundhedsloven løbes der således storm mod tavshedspligten.    
 
I mange år var tavshedspligten en af de bærende værdier i sundhedsvæsenet, og den blev værnet med ind imellem voldsom ildhu. Beskyttelsen af patientens integritet betød fx, at sygehuse ikke uden patientens skriftlige samtykke måtte videregive medicinske oplysninger. 

I dag opleves dette voldsomt rigidt, ligesom det forekommer urimeligt, at  beskyttelsen af aids-patienter fx medførte, at plejepersonalet ikke måtte kende deres patienters diagnose.
Det betød, at personalet måtte behandle alle patienter som ekstremt smittefarlige.

Men den gennemgribende beskyttelse af netop aids-patienter havde dog sin fornuftige begrundelse i et ønske om at beskytte patienterne mod den stigmatisering, der var en alvorlig trussel på det tidspunkt.

I dag blæser der ganske andre vinde. Nu går udfordringen på at nyttiggøre it-teknologiens muligheder for vidensdeling maksimalt, og det kræver, at informationer kan flyde ganske frit.
Det førte til en lovændring i 2007, der sikrede den behandlingsansvarlige læge og afdelingens plejepersonale adgang til både aktuelle og historiske journaloplysninger – en rimelig og velbegrundet tilpasning til de teknologiske muligheder. 

Men denne regelændring medførte desværre en fagpolitisk betonet kamp for at få udvidet kredsen af personer med journaladgang. Resultatet blev, at sundhedsloven blev ændret, så alt sundhedspersonale - også tandlæger og ambulancefolk kan kigge dybt i både historiske og nye journalerne og få indsigt i mere eller mindre stigmatiserende oplysninger om såvel sygdoms- som liv- og misbrugsproblemer.

Og ikke nok med det. Adgangen til  at indhente personfølsomme journaloplysninger blev også udvidet til at gælde visse ikke sundhedsfaglige ansatte i regioner og kommuner.

Stort set hele Folketinget bakkede op om lovændringen. For mig at se er det et ret skræmmende eksempel  på, hvor hurtigt et værdiskifte kan indtræde, når det hjælpes på vej af forførende sprogbrug. 

En fremgangsmåde, der vel også kan betegnes som en form for spin. For de ændrede regler omkring beskyttelse af tavshedspligten blev overraskende præsenteret under den   positivt ladede overskrift vidensdeling. 

Lovændringen får formentlig den konsekvens, at en del patienter (de, der kender de nye bestemmelser) vil være meget varsomme med at afgive personlige oplysninger, da disse risikerer at blive spredt til en rigtig stor personkreds- ikke bare aktuelt, men i alle kommende år.

Det fremgår af loven, at adgangen kun må benyttes i fornødent omfang. Vi har nu til gode  både at se kontrollens omfang og de sanktioner, overtrædelser vil medføre. 

fredag den 20. januar 2012

Fri adgang til alle originale forskningsdata?

På sidste møde i Vancouver-gruppen diskuterede vi, om gruppen som helhed skulle gå ind for fri adgang til alle originale forskningsdata, dvs. om vi i vores respektive tidsskrifter skulle kræve af forfatterne, at de skulle tillade andre forskere at foretage sekundære analyser på de originale forskningsdata.

Der var i gruppen ikke enighed om dette, men vi blev enige om, at enkelte af tidsskrifterne som forsøgsordning ville indføre en opfordring til forfatterne om at give andre forskere adgang til deres originale data.

Vi har i første omgang fra Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal ikke tilsluttet os denne gruppe af tidsskrifter, som opfordrer eller kræver fri adgang til originale data fra forskerne.
  
Argumenterne for fri adgang er sådan set helt legitime, og man kan ikke være uenig heri.

Der er flere eksempler på, at dataanalyse med en måske mere kommercielt præget vinkel har undervurderet bivirkningsfrekvensen af f.eks. Cox-II hæmmere og antidepressiva, hvilket har medført et urimeligt antal bivirkninger og endog dødsfald. Dette er først kommet frem ved senere dataanalyser, hvor man har inddraget data, som kun har været indberettet til myndighederne, men ikke har været publiceret videnskabeligt. Dette var bl.a. medvirkende til at Vancouver-gruppen initierede kravet om forsøgsregistrering. 
  
Man kan også argumentere for, at det enorme arbejde, som lægges i gennemførelse af store kliniske projekter, bør udnyttes så meget som muligt f.eks. ved at tillade andre forskere at foretage sekundære dataanalyser på de originale data.

Som udgangspunkt er jeg derfor enig i, at data fra f.eks. større randomiserede lægemiddelforsøg bør kunne tilbydes andre forskergrupper med henblik på sekundære analyser. 

Før dette kan implementeres, er der dog en række praktiske problemer, som skal løses:
  • patienternes anonymitet skal sikres, og
  • man må indføre en standardiseret måde at lagre data på, så de umiddelbart kan anvendes til sekundære analyser.
Jeg mener derfor, at det er for tidligt at indføre en sådan ubetinget adgang til originaldata fra andre forskere, idet vi først skal have løst de nævnte problemer.

Vi har således i Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal valgt ikke at gå ind i dette område endnu. Emnet vil formentlig blive diskuteret igen ved vores næste møde i Vancouver-gruppen i september 2012.

tirsdag den 17. januar 2012

Myten om normalsystemet – og forslag til en løsning

Hjerteforeningens rapport fra 2010 viser, at visse befolkningsgrupper har en højere end forventet dødelighed af hjerte-kar sygdom f.eks. på grund af en sammenhæng med lav skolegang.

Men det, som rapporten ikke fanger, er, at 15 % af hospitalsindlagte er funktionelle analfabeter (dvs. læser og skriver dansk sprog på et niveau under 6. klasse), og at de ikke forstår, hvad der bliver sagt på sygehuset eller hos lægen. De forstår heller ikke det standardmateriale, der udleveres fra sundhedsvæsenet. 

Det tyder en engelsk hospitalsundersøgelse (Poor health literacy hampers health) på, og der er meget, der tyder på, at det samme gør sig gældende i Danmark, hvor næsten ½ million etniske danskere ikke kan læse og forstå en simpel hverdags tekst (420.000 danskere svært ved at læse), og hvor 50-60 % af unge af anden etnisk herkomst efter 9 år i skole stadig læser på et niveau under 6.klasse (Dansk uddannelsespolitik og migrationsudfordringen). 

Der er talrige undersøgelser, der viser, hvordan lægers beslutningsstrategi involverer helt uvedkommende faktorer, som imidlertid direkte påvirker behandlingsvalg, kvalitet og type. 

F.eks. hjælper lægens spørgsmål patienten bedre, hvis lægen og patienten er jævnaldrende; lægen opfører sig forskelligt afhængigt af, om patienten har samme køn som lægen eller ej; og lægen er påvirkelig af kulturelle og sproglige barrierer/fordomme i sit valg af undersøgelser og behandling.

Det gælder valg af antibiotikabehandling, behov for KAG, behandling af nyresten, diagnose af bihulebetændelse eller morfindosering, og det gælder information under indlæggelse (Læge bias i klinikken).

Vi har, presset af udtalte behov, udviklet særlige sundhedstilbud og specialiserede klinikker/afdelinger til alle de patientgrupper, der ikke kan varetages godt nok indenfor normalsystemets rammer: kvinder med underlivssygdomme, gravide, kræftoverlevere med hormonsygdomme, døende med behov for specialiseret palliation og omsorg, kvinder der er voldtaget, spiseforstyrrede, krigstraumatiserede, kroniske smertepatienter, teenagere med uforklarede symptomer, patienter mistænkt for kræft, ældre, alkoholikere, narkomaner, hjemløse, selvmordstruede, personlighedsforstyrrede, Cystisk fibrose patienter, KOL patienter, hjertesvigtpatienter, handicappede, respirationssvækkede og muskelsvindpatienter. 

Mens de sundhedsprofessionelle (og patienterne) tror, de arbejder i et stærkt subspecialiseret system tilpasset virkelighedens brogede patientbillede, så er normalsystemet ganske simpelt en politisk skabt myte. Men fordi der fra politisk hold er interesse i at fastholde myten om et normalsystem, så tvinges de sundhedsprofessionelle til at opfinde en underskov af højtspecialiserede subspecialer, som reelt ingen sammenhæng har med normalsystemet – de er supertilpassede special tilbud.

F.eks. har kardiologerne måttet opfinde ikke mindre end 23 subspecialer, fordi en gennemsnitskardiolog ikke længere er i stand til  at levere kvalitet på alle hylder. 

I samme årti som vi afskaffede internmedicin som speciale, bliver det nu formentlig genopfundet - nu som ”komplekslæger” - fordi patienterne jo ikke kender specialeplanen, og de ved heller ikke, at de kun må fejle én ting ad gangen, hvis de skal passe ind i normalsystemet (Læger dårlige til komplekse problemer og Kompleksmediciner).

Hvorfor er det, at enhver problemstilling, uanset hvor speciel eller sammensat den er, med djævelens vold og magt skal håndteres indenfor det, der kaldes normalsystemet? Der er behov for at nytænke tilgangen til patienter, hvis vi virkelig mener sundhedslovens tilbud om let og lige adgang alvorligt.

Myten om normalsystemets evner er stærkt overdrevne og er med til at fastholde en unødvendig ulighed i sundhed.

Der er behov for en bedre analyse af hvad målet er med sundhedsvæsenet, og hvor problemerne i ulighed opstår. Praksis har vist, at der altid vil være behov for særlige tilbud til de særlige sundhedsproblemer, der ikke kan håndteres indenfor et normalsystem.

Faktum er, at normalsystemet i virkeligheden består af en jungle af skræddersyede specialtilbud. Problemet er, at tilbuddene kun kommer indenfor de specialer og sygdomskategorier, som i forvejen er veldefinerede, og hvor der er prominente specialeselskaber og økonomisk stærke patientforeninger.

Svage borgere og patienter med multisygdom eller uafklaret sygdom, compliance problemer, sprogbarrierer, lav health literacy eller misbrugsproblematik har ingen specialer eller patientforeninger, der taler deres sag – uanset hvor god sagen end måtte være. 

Da netop de patienter, der har mest behov for skræddersyede tilbud, også er de svageste patienter, er der stor fare for, at deres behov overses eller slet ikke honoreres i normalsystemet, så længe det politisk er defineret som et normalsystem, der kan rumme alle typer patienter.

Der mangler med andre ord et professionelt talerør for de problempatienter, som normalsystemet selv producerer – hvis vi ikke tager denne udfordring op, vil vi aldrig kunne udjævne den ulighed i sundhed, vi alle ved eksisterer. 

Det har man i USA specifikt imødegået i årevis gennem etableringen af evidensbaserede hospitalscentre, der har som formål at udjævne uligheder i adgang til sundhedstilbud (se f.eks. Johns Hopkins Health Disparity Solution Center, Massachusetts General Hospital Disparities Solution Center og Stockholms Läns Transkulturellt Centrum).

Hvis man udover at udligne ulighed i adgang til sundhed også ønsker at sikre, at alle patienter får støtte til at gennemføre undersøgelses- og behandlingsprogrammer samt efterkontroller, er det, der er brug for i Danmark, måske i virkeligheden et Sygehusbaseret Videnscenter for Lighed og Compliance i undersøgelse, behandling og kontrol såvel som egenomsorg.

Ud over generel støtte til compliance vil en af opgaverne i et sådant center være medicingennemgang med fokus på særlige patientgrupper (se f.eks. Medicingennemgang Vollsmose), og de danske erfaringer kan indgå i etableringen af et samlet tilbud, som der er flere udenlandske eksempler på (om end de er finansieret af medicinalindustrien): The Center for Improving Medication Management og The Center for Managing Chronic Disease

Og skal vi virkelig svinge os op, kan det være, vi skal overveje en ombudsmand for lighed i sundhed eller særlige incitamenter til læger eller afdelinger, der yder en særlig indsats for at sikre lighed.

fredag den 13. januar 2012

Hvorfor gå i stangvarer?

Sundhedsminister Astrid Krag vil bekæmpe uligheden i sundhed og det vil hun blandt andet på baggrund af tal fra hjerteforeningen, som viser, at kort skolegang øger dødeligheden af hjerte-karsygdom  (Dansk Hjertestatistik 2010). 

”Vi har indrettet sundhedsvæsnet efter gennemsnitspatienter, men patienter er jo netop ikke gennemsnitlige”, siger sundhedsminister Astrid Kragh til Ritzau d. 19.12.11 (Ulighed skal bekæmpes) og det ligger jo i smuk forlængelse af en forgænger i stillingen, Lars Løkke Rasmussen, der havde følgende skarpe, men lidt Matadoragtige-, holdning til gennemsnitstøj i sundhedsvæsenets manufakturhandel: ”Jeg kan godt lide ideen om, at det ikke kun er patienterne, der er afhængige af sygehusene, men at sygehusene også er afhængige af patienterne. Hvorfor gå i stangvarer, hvis man kan få skræddersyet” (MetroXpress: Frihed er Løkke).

Men hvorfor er det så, at mens der hersker stram og strikt lighed for loven i almindelighed, så er vi meget mere fleksible og forhandlingsvillige, når det gælder håndhævelsen af ”let og lige adgang til sundhed”, som det så ubekymret forsikres i Sundhedsloven?

Forklaringen er måske, at sundhed er for alvorligt til, vi tør overlade det til dommere og embedsmænd: her kan vi alle bidrage med en livsfarlig cocktail af bl.a. moral, liberal etik, dødsangst og personlige erfaringer.

Loven er vag på lighedsområdet: godt nok taler loven om lige adgang men ikke til hvad. Loven er, behændigt, skrevet og formuleret som en dans rundt om kerneproblemet: Den siger ikke, at der er sikret lige adgang til forebyggelse, behandling eller kontrol, og den siger specielt ikke noget om, hvad adgang egentlig dækker over. 

Er det adgang til at gå til den praktiserende læge? Adgang til at kunne læse pjecer med et lavt lixtal? Til overhovedet at nå hen til lægens bord? Til at blive forstået af lægen? Til at få den bedste undersøgelse?  Eller dækker loven kun adgang til brunkager og saftevand i venteværelset på sygehuset?

Den dyre tolkning af loven ville være, at den giver lige adgang til effekten af at gå til læge, få behandling på sygehuset eller at blive fulgt for sin sukkersyge. 

Dét er det pebrede spørgsmål, som loven ikke hjælper med at afklare.  Loven sikrer med andre ord ikke den enkeltes retsgrundlag til let og lige adgang til sundhed. Loven lover med andre ord intet. 

Sagens kerne er jo, at der er lysår til forskel på at love lige adgang til sundhedsvæsenet i forhold til at love lige effekt af sundhedsvæsenet. Det første (lige adgang) beskriver netop den danske sundhedsmodel: vi har et døgnåbent sundhedsvæsen, der leverer samme stangvarer til alle gennem samme tilgang, sprog, samme værktøjer og samme information.

Det medfører en vis national ro at kunne referere til et frit, lige og altid åbent sundhedsvæsen, men en bivirkning, som måske også er kerne problemet, er at netop opfattelsen af, at der faktisk eksisterer et velfungerende normalsystem for alle patienter, medfører en tiltagende professionel og politisk dovenskab.

Systemet tager sig ganske vist af alle (i denne sammenhæng udtryk for ”de fleste”). Imidlertid er virkeligheden, at ”alle” og ”de fleste” kun tæller dem, der faktisk når hen til lægens bord, ind på sygehuset, bliver relevant undersøgt og behandlet med forventet kvalitet. 

”Alle” er også kun dem, der kan forstå, dem der kan læse, holder avis, hører radio, har computer og internet.

Det er imidlertid underforstået, at det er dem, der ikke bruger normalsystemet, der er dovne: systemet er der, og I kan jo bare bruge det, men I må  selv gå derhen, for sundhedsvæsenet kommer ikke til jer. 

At man er lykkedes med at fastholde denne opfattelse, skyldes alene at sundhedsloven ikke giver den enkelte ret til lige effekt af sundhedsvæsenet, men alene lige og let adgang til den stangvare, som vi er så stolte af.

Og samtidig er vi måske slet ikke så stolte i praksis, som vi giver udtryk for: sundhedsforsikringer, hvormed man betaler sig til let og lige adgang, er blevet enormt populære. Tilbage står, at stangvaren i virkeligheden ikke passer til nogen som helst: de rige veluddannede køber sig til et bedre og skræddersyet produkt andetsteds (Sundhedsforsikring til højtlønnede), imens de fattige, de lavt uddannede og flygtninge/indvandrere har en lovfældet adgang til en stangvare, de hverken kan finde eller bruge, og som, hvis de endelig fandt den, er uden kvalitetsgaranti.

Hvis der derimod var tale om en sundhedslov, der gav garanti for samme effekt af de offentlige sundhedstilbud, så ville sundhedsvæsenet være tvunget til at skræddersy deres tilbud til særlige patientgrupper, så alle fik tilbudt den samme behandlingskvalitet uanset hvor man bor, hvor længe man har gået i skole, hvor rig man er, eller hvor godt man læser og forstår dansk.

torsdag den 12. januar 2012

Brug bare Facebook i arbejdstiden

Stor var opstanden og forargelsen, da en undersøgelse fra Hvidovre Hospital viste, at medarbejderne brugte 4.000 timer om måneden på at surfe på internettet og være på Facebook, mens de var på arbejde.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke bifalder, at man bruger Facebook til privat kommunikation og underholdning i arbejdstiden. Samtidig må jeg dog sige, at når de 4.000 timer – hvor af de 1.100 blev brugt på Facebook – blev delt ud på alle medarbejderne og dermed gav et resultat på sølle 53 sekunder pr. medarbejder pr. dag, så synes jeg ikke rigtig det fortjente en hel forside og et opslag i Ekstra Bladet. Den forside betød i øvrigt, at forbruget af Facebook blev halveret i løbet af ganske få dage.

Facebook er, som jeg tidligere har skrevet om, Danmarks største medie – større end Ekstra Bladet og B.T. til sammen. Sundhed fylder mere og mere – også på Facebook og andre sociale medier. Patienterne blogger som aldrig før og deler viden, råd og holdninger med hinanden. Derfor vil jeg hævde, at det er nødvendigt for medarbejdere i sundhedssektoren at følge med på Facebook og på andre sociale medier fuldstændig ligesom det forventes, at de følger med i de traditionelle medier.

Nu ved jeg ikke, hvornår i løbet af en arbejdsdag medarbejderne på Hvidovre og andre hospitaler placerer deres avislæsning. Men jeg tror ikke, der var nogen, der ville få ballade for at have brugt lidt af arbejdstiden på at læse læge Ole Asbjørns kronik om sin mildest talt dramatiske og livsfarlige hospitalsbehandling i Berlingske Tidende den 5. januar og den megen debat den affødte. http://www.b.dk/kronikker/naar-laegen-selv-bliver-syg.

Tværtimod ville jeg som hospitalsdirektør forvente, at medarbejderne læste og diskuterede indholdet af den.

11.000 følger kræftramt kvindes blog
I Sverige oplevede Lotta Gray også kendt som Vimmelmamman, at hendes blog gik fra 30 daglige læsere til flere end 11.000 daglige besøg, da hun fik konstateret tyktarmskræft og åbent og ærligt skrev om sine oplevelser med sygdom og behandling.  http://www.alltforforaldrar.se/vimmelmamman/.

Hendes og andre patienters blog bliver også læst af sundhedspersonalet. Selvfølgelig. De mest læste blogs bliver en magtfaktor på linje med de traditionelle medier. Således oplevede en af de svenske kræftpatienter, at de undersøgelsesresultater, som hun skulle vente en uge på, pludselig var tilgængelige efter to dage. En sygeplejerske ringede hende op og fortalte at prøverne var klar de dage tidligere, dagen efter hun havde skrevet om det på sin blog, som blev fulgt af ti-tusindvis af svenskere. Særbehandling? Ja mon ikk’?

De stærke patienter, der kan råbe op og tale for deres sag både overfor lægen men så sandelig også i offentligheden, er et emne helt for sig selv. Men deres brug af de sociale medier betyder, at Hvidovre Hospital og andre danske hospitaler snart skal tage stilling til, hvem der skal overvåge de sociale medier, og hvordan den viden skal formidles videre til de relevante personalegrupper, fuldstændig på samme måde som de overvåger de traditionelle medier. 

Og snart vil det være lige så naturligt for personalet at sige: ”Jeg læste på Facebook…” som ”jeg læste i avisen…” om sundhedsfaglige emner – som det allerede er om alle mulige andre emner.

Derfor vil det også snart være et (usagt) krav, at man har opdateret sig på Facebook og relevante blogs på de diskussioner, der er indenfor ens arbejdsområde, fuldstændig som det forventes at man følger med i avis og tv. 

Personligt håber jeg, at den professionelle anvendelse af Facebook og blogs vil stige – det kan give os mere viden om hullerne i sundhedsvæsnet og bedre indsigt i, hvordan personalet kan give patienterne en bedre behandling. 

Ps. I øvrigt interessant, at personalet på Hvidovre brugte flere timer på Børsens hjemmeside end på Ekstra Bladets, som var topscorerne tidsmæssigt på listen over de websteder, medarbejderne besøger. Hvorfor mon det? http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1667383.ece.


onsdag den 11. januar 2012

Skal vi have en barselsfond for ph.d.-studerende?

Jeg er heldig, at min forskergruppe omfatter både kvinder og mænd, idet det giver en god dynamik i det lokale forskningsmiljø.

Vi har i gruppen, som i de fleste andre grupper, oplevet glæden ved, at flere af de kvindelige forskere er blevet gravide. Men - så snart glæden ved de naturlige biologiske mekanismer har lagt sig, kommer problemstillingen omkring finansiering af barselsperioden.

Når man får tildelt forskningsmidler til et ph.d-forløb, dvs. lønmidler, indgår der ikke penge til en evt. barselsperiode. Eksterne forskningsmidler administreres af forskningsinstitutionen, i mit tilfælde af hospitalets regnskabsafdeling, og når en forsker skal på barsel forlænges ph.d.-studiet tilsvarende. 

Forlængelsen er dog ufinansieret, og der vil derfor i barselsperioden blive trukket løn fra forskningskontoen, hvor der imidlertid ikke er dækning. Der er dog mulighed for en beskeden kommunal refusion, men dette dækker på ingen måde omkostningerne.

Der er derfor et meget alvorligt problem i forbindelse med barsel for ph.d. studerende finansieret af eksterne lønmidler, og det virker ikke som om, nogen tager sig af dette hverken administrativt eller politisk.

I hospitalssektoren kan vi undertiden være heldige at overflytte de ph.d.-studerende fra forskningsansættelse til klinisk ansættelse i barselsperioden, hvorved udgiften afholdes af den kliniske afdeling. Dette er dog ikke tilfældet alle steder og oftest slet ikke muligt for forskere tilknyttet de prækliniske institutter.

Vi har derfor et meget alvorligt problem, som kræver en hurtig løsning.

Der tales meget i disse år om lige vilkår i forskning for kvinder og mænd, dette for at rekruttere flere kvinder ind i en forskerkarriere. Selvfølgelig bør der være lige vilkår for kvinder og mænd, men hvis der ikke findes en løsning på finansiering af barsel for PhD-studerende, vil det måske betyde en forringelse for kvinderne. 

Man kan ikke afvise, at en forskningsleder ved to helt ens kvalificerede kandidater til et ph.d.-forløb, hvor den ene er en kvinde og den anden en mand, måske vil hælde mere til at ansætte manden, da man så ikke løber ind i et barselsproblem af nævneværdigt omfang. Dette er helt urimeligt, og problemet behøver derfor en snarlig løsning!

En løsning kunne være oprettelse af en speciel barselsfond til ph.d.-studerende, men dette er jeg ikke stødt på i den offentlige debat endnu. Og hvem skulle i givet fald betale?

Meld gerne ind med debatindlæg i tillæg til dette blog-indlæg. Måske kan det skabe nogle løsningsmuligheder, som vi andre ikke lige har tænkt på.


tirsdag den 10. januar 2012

En for alle eller alle for en?

Det er ikke ulighed i sundhed, at man er mere syg, når man er firs år, end når man er fyrre år. Men det er ulighed i sundhed, hvis man lever et kortere liv, fordi man har gået i skole mindre end 8 år i Danmark. 

Det er ikke udtryk for ulighed, at kvinder lettere får urinvejsinfektion end mænd. Men det er udtryk for ulighed, at patienter fra de laveste sociale klasser har en højere dødelighed af kræft og hjertesygdomme, selvom de har modtaget behandling i Danmark. 

Det er ikke ulighed i sundhed, at der er længere mellem de praktiserende læger i Vestjylland, end der er på Nørrebro. Men det er ulighed i sundhed, at halvdelen af landets privatpraktiserende speciallæger befinder sig i Nordsjælland, mens der er 15.000 borgere i Vollsmose i Odense, der ikke har lige og let adgang til en praktiserende læge – der er simpelthen ingen i området.

Blandt indvandrere er der ulighed i adgang til internettet: kun 35 % af somaliske og tyrkiske indvandrere har adgang til nettet mod 74 % af etniske danske (Indvandreres adgang til internettet). 

Under H1N1 epidemien blev det f.eks. klart, at mange indvandrere forgæves søger efter information i danske medier, men giver op og derefter søger information via mindre pålidelige udenlandske medier (Indvandrere ved for lidt om H1N1). 

Men selv med adgang til nettet, så er der en snigende ulighed i adgang til og brug af webbaseret sundhedsinformation (Etniske minoriteters sundhed og Etniske minoriteters brug af medier). 

I forlængelse af denne tendens opstår der helt nye uligheder, der rammer hårdt blandt dem, der hverken i virkeligheden eller virtuelt har et passende, moderne socialt netværk, der kan hjælpe én på rette vej(Facebook netværks diagnoser). 

Alt imens vi euforisk kaster nye teknologier ind i sundhedsfremme og bedre behandling, så forstærkes den vidensmæssige isolation yderligere af de 15 % af den danske befolkning, der enten er fattige, lavt uddannede, bor i et belastet område (Aalborg Øst) eller bare ikke har et socialt netværk (Ensomme indvandrere og Den Danske Sundhedsprofil).

Ulighed i sundhed er ikke naturgivent eller en bivirkning ved livet – det er udtryk for, at forskelle i viden om og adgang til forebyggelse, behandling, egenomsorg og efterbehandling holdes i live gennem lovgivning, manglende rettidig omhu og folkevid, hvis det da ikke er en direkte bevidst politisk tilstræbt ulighed (Folketinget: drøftelse af tolkeloven).

fredag den 6. januar 2012

Katmandu eller Korsør kan vel komme ud på et?

Almen praksis er velbemandet og velfungerende i Hele Danmark. Det sidste er rigtigt, det første ikke. Det kræver sin indsats at holde praksis velbemandet med læger. Kun alternativ tænkning bærer igennem, så almen praksis leverer varen også i ”rekrutteringssvage” områder.

  • Vi vedkender os princippet om et solidarisk sundhedsvæsen med lige adgang for alle og med variable og relevante sundhedstilbud til alle borgere.
  • Vi vånder os når vi hører om ulighed i sundhed – der skrives endda rapporter om det.
  • Vi omdøber rask væk forældede udtryk som Sygesikring til ”Nære Sundhedstilbud” og holder endda konferencer om det.

Et er smukke ord, et andet daglig praksis. Nærhed kunne meget vel blive en spøgelsesby i Rusland

”Vi” er alle politikere, meningsdannerne, selskaberne, fagpolitikerne, og ”vi” bliver let enige. ”Man” er de menige, der skal agere i det sundhedsvæsen ”vi” har bygget op.

”Man”, som er den enkelte læge med familie og ægtefælle har andre prioriteringer, forståeligt nok. Tilværelsen med børn og samlever og familie skal hænge sammen med to faste arbejder. Og tænk, det kan det faktisk i hele Danmark. Vilkårene blot forskellige. Spændende at livet kan leves så forskelligt. Hvordan skal ”vi” komme i kontakt med ”man”? Noget skal ske på det strukturelle og politiske område.

Det drejer sig i al simpelhed om, at ”vi” har smukke intentioner om at krumtappen i det danske sundhedsvæsen skal være velbemandet og dermed velkørende i HELE Danmark. Det er IKKE tilfældet. Visse egne og visse bydele slås i den grad med rekruttering til almen praksis. Vi må sige, at de flotte ord er bragt til skamme. Og det i en tid, hvor supersygehuse kræver oprustning af almen praksis.

Hvor er det spildte kræfter. Man går vel i praksis for et det såkaldt ”gode praksisliv” med udfordringen at løse den almenmedicinske opgave: Det nære sundhedstilbud til almindelige borgere, høj og lav, lette eller bøvlede. Tro mig, man kommer til at elske dem, man arbejder for og med.

På Vestsjælland, Lolland Falster, og vise dele af Nord -, Vest - og Syd - Jylland, samt i de såkaldte belastede bydele centralt i landet er det ikke ”mageligt” at nedsætte sig. Eller er det?? Solidaritet i et land eller i en fagkreds kommer ikke af sig selv. Solidaritet opbygges og understøttes af modige politikere, der danner strukturer og incitamenter, som faciliterer solidaritet.

DSAM har for nylig i Prakticus kundgjort en hel række gode og for det meste velkendte incitamenter for at få en passende dækning med praktiserende læger i hele landet. De skruer, vi kan skrue på er efter min mening i korthed:

  • Udannelseskapaciteten
  • Udbuddet af praktiserende læger contra ledige praksis/ delepraksis
  • Fagets egen stolthed – visionen om at løse HELE opgaven
  • Kvaliteten af arbejdet i almen praksis, så det giver mening
  • Glæden ved patientarbejdet og rammerne herfor.
  • Økonomien, hvor goodwill regulerer sig selv, mens f.eks. differentieret basishonorar er en politisk beslutning.
Jeg er ikke blind for at familie- og arbejdsmæssige forhold for ægtefæller og netværket i.ø. spiller en stor rolle! Men hvor er trangen til at prøve sig selv af i nye og spændende omgivelser? Katmandu eller Korsør kan vel komme ud på et?? Hanstholm eller Hørsholm? Jeg ved godt, hvor jeg helst ville købe fisk.

Som enkeltstående læge kan man lægge sig i læ i en geografi med mange kolleger, mulighed for frihed, og stor mulighed for aflastning og vagtfrihed. Som organisation og som regions- og folketingspolitiker må man op i helikopteren. Almen praksis kan ikke på sigt sælge sit samlede produkt til ”folket”, hvis ikke det fungerer for ”hele folket”. Vi skulle nødigt ende med ansatte læger i visse egne og selvstændige i andre. Eller skal vi??

Alle egne af Danmark har sit at byde på: Natur, Nærhed, Mennesker, Kultur. Forskelligt. Dejligt forskelligt. Man kan spørge sig, om vi som faggruppe har en samlet, ærlig vare at byde det danske folk? Forskellige udgaver af den samme gode vare, tilpasset de lokale forhold: Almen praksis for fuld skrue, men med forskellige vilkår i HELE Danmark. Er det for naivt?

Det spørgsmål blæser for alvor i Vestenvinden. Og der er snakket rigtig meget korrekt snak. Skal vi snakke eller handle?? Kan vi sammen debattere muligheder??








onsdag den 4. januar 2012

Etik er noget helt særligt - men hvad?

Etik står for mange mennesker i direkte forbindelse med vores følelser. Af samme grund kan etik både vække arrige reaktioner og starte lange diskussioner. Ædruelighed er derfor ikke af vejen. Og det vil jeg så forsøge at være, for emnet for denne blog er netop filosofiske og etiske problemstillinger, som de kommer til udtryk i medicinske sammenhænge.

For at sikre en frugtbar debat, vil jeg så vidt det er muligt lægge baggrunden for mine synspunkter frem så klart, som pladsen nu tillader det. Det kan I jo så hænge mig op på senere …

Men nu til sagen.

Som jeg indledte med, taler etiske prioriteringer ofte til folks følelser. Mange mennesker mener af samme grund, at etik er subjektivt. Et spørgsmål om personlig samvittighed eller smag, kunne man sige. Den holdning vil jeg gerne udfordre.

Giver man folk tid til at tænke efter, kan de fleste blive enige om, at etik handler om ansvar. Prikker man lidt mere, vil mange også sige, at det handler om retfærdighed. Men er jeg retfærdiggjort i at gøre noget, fordi jeg mener, at det er rigtigt at gøre? Fordi JEG mener det? Ved første øjekast virker det faktisk sådan.

Etik er noget særligt

Vi tager dagligt stilling til en masse spørgsmål. Nogle er etiske, andre er ikke. Forskellen kommer jeg tilbage til. Det er os selv, der tager stilling til, om vi vil gøre det ene eller det andet, så i en vis forstand kan man sige, at etik er noget, der op til en selv.

At forholde sig til etiske problemstillinger er dog ikke gjort med det. Slet ikke. For etik handler om at tage ansvar. Vi har forventninger til hinanden om, hvordan vi bør opføre os i forskellige situationer. Hvordan vi bør handle for at opføre os etisk. Ansvar, med andre ord.

Alle domme er selvfølgelig ikke etiske. Min beslutning om at drikke kaffe i stedet for te, rummer ikke i sig selv en etisk dom. Hvis andre foretrækker te, kan begge beslutninger være sande samtidigt uden at modsige hinanden. Vi kan formentlig endda være i stue sammen. Der ligger ikke nogle etiske forventninger til os.

Der er andre spillerregler forbundet med etik end med præferencer for te eller kaffe. Etik handler nemlig om at forsvare bestemte måder at leve på. Det handler om vores villighed til at retfærdiggøre nogle handlinger frem for andre.

Min præference for kaffe er ikke noget, som lever op til dette krav. Jeg behøver jo ikke at ligefrem at retfærdiggøre det. Jeg kan endda have præferencer for en bestemt smag uden vide noget, hvad jeg lige har drukket.

Sådan forholder det sig ikke med etiske problemstillinger. 

Holdninger skal retfærdiggøres 
Alle måder at begrunde en holdning på er ikke lige gode. Vi har forskellige præferencer og interesser, og det skaber nogle gange uenighed. Hvis jeg for eksempel mener, at jeg som den eneste ikke skal betale skat, synes vi formentlig, at der er noget galt med den etiske begrundelse. 

Etik er nemlig ikke blot et forsvar for en bestemt måde at leve på (en trækprocent på nul ville da være dejligt), men det er samtidig en aktivitet i samspil med andre mennesker. Etik er noget, der vejleder vores handlinger i forhold til andre.

Det drejer sig med andre ord ikke kun om MIG og mine præferencer, interesser og intuitioner. Etiske begrundelser skal gælde for alle. Etik er simpelthen noget universelt, hvor jeg ikke uden videre kan tage parti for en bestemt person.


Forskellige perspektiver på etik 
Der har traditionelt været anlagt fire perspektiver på diskussionen af etiske spørgsmål. 

Det første har udgangspunkt i buddet om næstekærlighed, og at du bør behandle andre, som du ønsker, andre mennesker skal være mod dig. Denne tilgang kendes også som Den Gyldne Regel. Mange fortalere for dette etiske perspektiv udvikler på denne baggrund et syn på menneskets integritet og ukrænkelighed. 

En anden vinkel, som lægger sig en anelse op ad den første er, hvad det vil sige at være et godt menneske. Eller det aspekt der er særligt interessant i en medicinsk sammenhæng, hvad det vil sige at være en god læge eller sygeplejerske. 

Det tredje væsentlige perspektiv er en nytteetisk overvejelse om, at formålet med vores handlinger bør være at bibringe flest mulige mennesker den størst mulige lykke eller tilfredsstille de flestes interesser. 

Et fjerde perspektiv er vores samfundsmoral om, hvad der er ret og rimeligt, herunder den gældende lovgivning på området. Man kan ikke afgøre, hvorvidt en handling er etisk rimelig eller urimelig ved at se på, om den er lovlig. Men selvom etik er uafhængig af lovgivningen, kan love godt diskuteres etisk. 

Disse forskellige syn på moralske problemstillinger kolliderer ofte. For eksempel er tanken om, at man ikke må slå ihjel, ikke forenelig med utilitarismens forestilling om, at man kan prioritere menneskelig lidelse, og afveje hvad der bedst kan betale sig. Alle fire tilgange har ikke desto mindre noget rigtigt over sig.

Sundhedsområdet er netop et af de steder, hvor de fire tilgange praktisk udfolder sig, og hvor sundhedspersonalet konstant må afveje forskellige alternativer. Det er eksempler herfra, jeg vil se nærmere på i denne blog.

tirsdag den 3. januar 2012

Hvad er gevinsten ved studenterforskning?

Undertegnede er i skrivende stund ved at afslutte mit forskningsår på Kardiologisk afd. B, Aarhus Universitetshospital Skejby.  

Hvad får vi studerende ud af det? Spørgsmålet går på, om det har været en investering eller en direkte udgift.

Private gevinster af motiverende karakter skal ikke negligeres. Året har været anderledes udfordrende end studiet og en øjenåbner for forskningsverdenen. Plus til forskningsår.

Jeg har forlænget min studietid med et år – til politikeres irritation. Måske det også vil irritere mig, når et øget optag på lægeuddannelsen øger konkurrencen om stillingerne de kommende år. Minus til forskningsår.

Forhåbentligt ender min forskning ud i en publikation, hvilket pynter meget på et medicinsk CV. Publikationen er beviset på, at man kan forske af tilstrækkeligt høj kvalitet og kan være adgangsgivende for en senere ph.d.-uddannelse – det nærmest direkte krav til en lægestilling i en af landets større byer. Plus til forskningsår.


Men det hiver karriereovervejelserne helt ned på studiet – før man er færdig basislæge (med streg under basis). Er det gavnligt uhyre tidligt at skulle stræbe efter en bestemt speciallægeuddannelse, før man overhovedet kender dens indhold?

Lægger det ikke et unødvendigt pres på de studerende, hvor nogle vælger, at ”det forskningsår og den ph.d. bare skal overstås, for jeg kan få mit drømmespeciale”? Trods forskningsinteresse er et relevant krav at stille til lægerne på et universitetshospital, kommer der et minus til forskningsår.

Et særdeles relevant spørgsmål – for forskningsår såvel som ph.d.-uddannelsen – er, hvorvidt man bliver en bedre læge af at forske. Forskning ligger vel i lægeløftets ” jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede” og er ikke irrelevant i de syv lægeroller, fx ’medicinsk ekspert’, ’akademiker’ og afhængigt af forskningsprojektet også ’sundhedsfremmer’. 


Ligeledes er forskningstræning beskrevet i specialernes målbeskrivelse. Plus til forskningsår. 

Men ville jeg ikke blive en bedre læge (kliniker?) af tre år i forvagt frem for at nørde i 3 år om et lille hjørne af et stort speciale – blot for at opnå en ph.d.-grad? Minus til forskning.

Der er uddelt plusser og minusser bevidst uden størrelsesangivelse. Det er tydeligt for mig, at plusserne er størst. I et moderne velfærdssamfund med råd til topbehandlinger må vi selv være fremme med nyeste forskning. Det krav kan man godt stille til lægevidenskaben.