tirsdag den 30. august 2011

"Flotte" æbler og "spændende" konferencer

Hver gang jeg går til grønthandleren, undrer jeg mig over teksten på skiltene. De annoncerer  ikke kun 10 æbler til 25 kroner — det er ‘flotte æbler’, man sælger. Hos nogle grønthandlere er alle varerne ‘flotte’.


Men hvis alt er ‘flot’, så mister tillægsordet sin betydning. Hvis alle varer er ‘flotte’, så behøver man jo ikke nævne det.

Den her uvane med at strø omkring sig med unødvendige tillægsord sniger sig også ind i universitetsverden.

Hver og hveranden dag får jeg mails, der indbyder til et eller andet ‘spændende’ seminar. Her til morgen kom der fx. en mailinvitation til en ‘spændende konference’ om ‘Public Health and Welfare’ arrangeret af Dansk Selskab for Folkesundhed.

Hvis jeg ikke bliver overbevist af konferencens titel, så tror jeg næppe at ordet ‘spændende’ vil gøre nogen forskel.

Tværtimod!. Det lille ord’ spændende’ gør mig faktisk skeptisk.

Jeg begynder at mistænke arrangørerne for, at de ikke rigtigt tror på, at emnet i sig selv er spændende nok, når de behøver tillægsordet ‘spændende’ for at det skal se rigtigt spændende ud.

Min reaktion er den samme som hos grønthandleren: det er sikkert bare falsk varebetegnelse for at skjule et eller andet.

(Dette indlæg er gengivet fra Medicinsk Museions blog, som kan læses her).

1 kommentar:

  1. oh ja! :) Det er ord, der helst først skal i brug, når nogen har prøvet praksis af og vil fortælle om det. Ligesom i barndommens Anders And blade hvor alt ekstramaterialet omtal(t)es som "sjovt".

    SvarSlet