Ydmyghed i lægekitlen

Eksamenstiden, hvor nye læger udklækkes, er ovre. Livet i den hvide kittel skal starte.

I kliniske forløb har studerende dog været i kittel men ikke med samme ansvar og krav, som hviler på en færdig læge. Ansvaret og beslutningerne i det kliniske arbejde er nye opgaver, som også skal løftes.

Selv er jeg stud.med. men har i kliniske forløb bemærket forskellen i at passere gennem et venteværelse i civil og i kittel. Forskellen er enorm.  Kitlen giver unægtelig en position. Heldigvis? Desværre? 

Selv mener jeg, opgaven skal løses med en vis ydmyghed. Man er ikke et supermenneske fra dag ét. Fra dag ét er man ikke engang basislæge.

I DRs ”Nye hvide verden” fortalte en af lægerne, at vedkommende følte sig bedre og følte at kunne mere med kitlen på. Det er godt, at kitlen kan give ro, bare den ikke gør lægen nonchalant i sin beslutningsproces.

I de medicinstuderendes tidsskrift i Aarhus kunne vi i et læserbrev for nylig læse om  ”vores stærkeste trumf – den hvide smukke kittel”. Personligt ser jeg ikke kitlen som en trumf; hverken et bevis på en uddannelse af en vis varighed, en trumf i en diskussion med andre faggrupper eller en ordensstjerne på skulderen som autoritet overfor patienterne. 

Jeg synes, kitlen er en arbejdsuddelt beklædningsgenstand, som unægtelig giver en position, og dén tillid fra patienten skal man varetage med ydmyghed.

En basislæge med rygrad som supermenneske fra dag ét i kitlen kan risikere at træffe nonchalante eller bare forkerte beslutninger af frygt for at fremstå inkompetent. Man skal derimod have rygrad til at kende sine begrænsninger, kunne spørge bagvagten om hjælp (også kl. 04),  kunne sige ”det ved jeg ikke” foran patienter såvel som andre faggrupper. 

Som studerende, der er meget modtagelig overfor indtryk og holdninger, er jeg meget interesseret i at høre andres mening om, hvordan man bærer kitlen, og alt hvad der dertil hører. Også fra dag ét.

God restsommer og tillykke til alle de nye i kitlen!