Tuberkulosen har sandsynligvis været med os altid.
Men det var i løbet af 1700-tallet, at tuberkulosen for alvor slog kopper og pestepidemier som en af de almindeligste dødsårsager.
Storbyerne voksede, og de tilrejsende menneskemasser trængtes sammen i snavsede og fugtige boliger. Her havde smitten gode betingelser, og modstandskraften var lav.
Sygdommen havde mange navne: Brystsyge, bryst- eller lungesot, ftisis, hvis det skulle være fint. Eller slet og ret: tæring, fordi den syge praktisk talt blev tæret op. Op mod halvdelen af befolkningen bar på sygdommen i forskellige stadier.
Tuberkulose skyldes en mikroorganisme. Men det vidste man ikke, før Robert Koch i 1882 udpegede tuberkelbacillen, Mycobacterium tuberculosis.
Den overføres med de mikroskopiske dråber, der hænger i luften, efter at smittebæreren har hostet, nyst eller måske bare talt. Smitten kan også overføres ved, at man spiser med samme ske, søber af samme skål eller drikker af samme krus som den syge.
Ved den første smitte kan symptomerne være som ved en let forkølelse, og de kan forsvinde igen, så man aldrig opdager, at man har været smittet. Har man først været igennem dette stadium, er man immun.
Den kroniske lungetuberkulose giver kraftigere symptomer med hoste og opspyt, der kan være blodigt, og nattesved, let feber og vægttab er ikke ualmindeligt.
I slutningen af 1700-tallet skildrede den svenske visedigter Carl Michael Bellman i Epistel 30 ”Till Fader Movitz under dess sjukdom, lungsoten” den syge så overbevisende, som man kun kan gøre det, når man har førstehåndskendskab:
”Gul er din hud, mat blomstrende små kinder,
Indfaldent bryst og fladt dit skulderblad.
Vis mig din hånd – så langsomt blodet rinder,
Opsvulmet blå, så fugtig som i bad;
Hånden er svedig, årerne stive…”
Da en forhadt stockholmsk betjent med øgenavnet ”Træhånd” døde, spurgte Bellman i sin ironiske gravskrift, om det var forkølelse, eller måske lungebetændelse, der kaldte ham herfra?
”Nej, det var lungsot, som skynda på den sista färden,
Plågsammer hosta och gammalt fylleri”, svarer digteren selv.
Bellman nævner flere steder ”Lungesoten” som sygdoms- og dødsårsag. Tidens medicinske viden gjorde det svært at stille en præcis diagnose. Men hans beskrivelse af tilstanden findes ikke mere præcis hos nogen af 1700-tallets klinikere.
”Drik ud dit glas, se Døden på dig venter”. Bellman kendte en lungesyg i slutstadiet, når han mødte én.
Og det gjorde man stadigt oftere i sidste halvdel af 1700-årene, hvor tuberkulose for alvor begyndte at markere sig.
I takt med at koppepodningen trængte kopperne tilbage, blev tuberkulosen den sygdom, der kostede flest mennesker livet.
I århundreder havde pest, kopper og ”grasserende febre” decimeret befolkningen med korte intervaller. Det skete under stor dramatik, der tvang myndighederne til at gribe ind med mere eller mindre effektive foranstaltninger.
Tuberkulosen, derimod, var en langsom og stille dræber, som lige så stille blev et livsvilkår.
Den var nem at diagnosticere, når den var fremskreden, som Bellmans dystre vise om Movitz’ lungesot viser.
Men der var ikke nogen behandling at stille op imod den, og man forstod heller ikke at beskytte sig mod sygdommen, som man mente var arvelig.
Tuberkulosen blev de romantiske kunstneres modesygdom. Blandt dens mere kendte ofre findes de tre Brontë-søstre, Honoré de Balzac, Frederic Chopin, Carl Maria von Weber,John Keats, Jean-Jacques Rousseau, Sir Walter Scott, Friedrich Schiller og Eugene Delacroix, for at nævne nogle få.
Hvor pest og kopper indgød rædsel, fik tuberkulosen et ry som en slags spirituelt adelsmærke. Dens ofre blev skildret som æteriske og melankolske.
Den engelske romantiske digter, Lord Byron længtes selv efter at opnå tæringens æteriske og melankolske fremtoning, eller måske var han ironisk, da han foran spejlet angiveligt udbrød:
”Jeg ser bleg ud. Jeg ville gerne dø af tæring – så ville kvinderne sige: Hvor ser han interessant ud i døden”.
Links:
Berømte tuberkulose-patienter:
Romantikens tb-forherligelse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar