fredag den 25. marts 2011

Hvad laver en medicinstuderende egentlig?

På mit kollegium bor der 15 personer - alle universitetsstuderende heraf 6 medicinstuderende.

Gennem 4 års kollegieerfaring har jeg opnået den erkendelse, at medicinere arbejder meget. Selvom ikke alle angriber sagen med samme teknik og døgnrytme, er der en klar tendens. 

Ofte kæmper man med en lidende mediciner eller til nød en scient om at få det gode bad ved 7-tiden om morgenen. De øvrige beboere ses kun undtagelsesvist på denne tid af dagen. 

Hvis man selv en sjælden gang oplever køkkenet op på formiddagen, er de første man møder udsovede, kaffedrikkende og avislæsende ikke-medicinere. Konklusionen er: medicinstuderende arbejder hårdt og længe.

Men hvad er det egentlig, de laver? Når dagen er omme, kan det være svært at sætte en finger på, hvad der præcis er kommet ud af den. Jo – de fik da læst 40 sider i en bog, men hvad betyder det?

Nemt står medicinstuderende tilbage med følelsen af, at det eneste produkt, der er skabt over en lang årrække, er en hjerne fuld af viden, som udenforstående ikke kan se eller vurdere kvaliteten af, og som slet ikke kan måles, vejes eller sættes i blå ringbind på et kontor.

Mange andre universitetsstuderende producerer noget i løbet af deres studietid. I stor stil bliver opgaver og projekter printet, afleveret og bedømt. Mens det hele slutter af med det sagnomspundne Speciale.

Medicinere har ikke noget speciale, eller det vil sige: det har vi, men det er et ganske lille et af slagsen, der ikke står mål med de kraftpræstationer, vores kolleger på andre fakulteter yder. 

Hvordan kan det så alligevel være, at det altid er medicineren, der når at høre Radioavisen kl. 7?

Medicin er og har længe været et studie med prestige - både for den enkelte studerende, men også for universitetet og samfundet.

Netop derfor hører man ikke i pressen, at de medicinstuderende får for lidt undervisning, de får nemlig så rigelig: 26 timer om ugen pt. på eksempelvis 11. semester i Aarhus.

Den tid, de ikke kan fylde ud med timer, fyldes i stedet op med læsning i tunge og dyre bøger. Stadig dog uden, at det blå ringbind bliver fyldt op.

Måske er det derfor, vi engagerer os i så meget under studiet. Der findes snart sagt ikke det felt, der ikke er lavet en studenterforening om. IMCC for den rejselystne, SATS for dem med hang til drama og Holistiske Medicinere for dem, der ikke har nok i biokemi og blodprøver.

Der bliver holdt møder, kurser og spist kage i en uendelighed. Det er hyggeligt, lærerigt og frem for alt gøres der noget for andre end kun en selv.

Medicinere sprudler af liv, alle steder de kommer. De har lyst og energi og det på trods af pres fra tunge anatomibøger. Det fortsætter også langt ud i lægelivet. Ofte ses læger på politiske poster og som formænd i foreninger. Hvorfor?

Fordi de simpelthen ikke kan lade være. At networke og forene sig er noget af det medicineren er bedst til. Det er Fredagsbaren, som altid er stopfyldt, et klart eksempel på.

Skål og god weekend!





3 kommentarer:

  1. Endelig en mediciner der formår at sætte ord på hverdagens dilemmaer. Super fed klumme! Selv er jeg blandt andet både med i repræsentantskabet for FADL og aktivt medlem i fredagsbaren. Dette samtidigt med at jeg prøver at få en hverdag til at fungere med kæreste i københavn og studie (+medicinerstudiefester hø hø) i odense. Det kan som du ved godt blive vildt.

    Da jeg simpelthen ikke kan lade være, tænkte jeg her den anden dag på vej hjem fra fadl-møde, at det er nødvendigt med hvad vi kunne kalde FUCKAF (Foreningen Uden Cafékultur, Kun Anatomi og Fremtiden). Hvis du er interesseret kan du kontakte mig på min mail: luste10@student.sdu.dk

    Med Venlig Hilsen
    Lucas Steen, kommende læge

    SvarSlet
  2. Hvor er min kommentar??????

    SvarSlet
  3. Godt spørgsmål - jeg ved det ikke. Jeg husker udmærket en kommentar til dette indlæg og lagde det også på. Siden var imidlertid nede for opdatering flere dage i sidste uge - jeg gætter på, at der kan være sket koks i den forbindelse. Send den gerne igen - mange hilsener - blogbestyreren.

    SvarSlet