tirsdag den 8. marts 2011

Global opvarmning: En religion?

George Monbiot er forfatter og klummeskriver i The Guardian. Han havde for nylig et indlæg, hvor han forklarede, hvordan det kunne gå til, at vi oplever en usædvanligt kold vinter i store dele af Europa og USA samtidig med, at vi er midt i en global opvarmning.

Kort fortalt skyldes det, at de lavtryk, som tidligere blev opbygget omkring Island i vinterhalvåret sammen med højtrykkene ved Azorerne har ført varm luft op over Europa sydfra, hvilket har mildnet vores vintre. Som følge af den uset høje temperatur i de arktiske områder de senere år, er lavtrykkene i nord nu mindre udtalte, hvorfor der i stedet strømmer kold luft ned over Europa og USA nordfra, med kolde vintre til følge.

Jeg sendte denne klumme rundt til mine kolleger. Et par dage senere mødte jeg en af dem, som tørt men smilende konstaterede: Du er jo religiøs! Underforstået, det kunne ligeså godt være et tilfælde, at temperaturen globalt i 2010 i gennemsnit var den hidtil højest målte, og at vi har en kold vinter.

Min kollega står næppe alene med sit synspunkt, hverken blandt andre kolleger, blandt danskere i øvrigt, og slet ikke blandt amerikanere. Det triste ved historien (set fra mit synspunkt) er, at denne kollega er et begavet menneske, som tilmed er en udmærket forsker, som i sit faglige liv ret ubesværet kan skelne lødig videnskab fra junk-science. Sidstnævnte betegner underlødig, bestilt pseudo-forskning med det formål at fremme en bestemt gruppes interesser – de være sig økonomiske eller politiske.

Kontroverser i videnskab er som bekendt ikke noget nyt fænomen, og inden for medicin oplever vi daglig uenigheder mellem forskere. Alligevel er vi uddannet til at kunne manøvrere og vurdere kvaliteten af forskellige undersøgelser, og kan ofte nå konsensus om bestemte synspunkter, vi så vælger at køre efter i klinikken, indtil ny evidens måtte ændre vores hidtidige opfattelser.

Inden for klimavidenskab er der i dag en så høj grad af enighed, at man kan tale om videnskabelige kendsgerninger på samme måde, som man kan inden for lægevidenskab. Det drejer sig i hvert fald om følgende syv påstande1:

  1. CO2 er en drivhusgas.
  2. Når mængden af CO2 øges i atmosfæren, vil den globale temperatur – alt andet lige - stige.
  3. CO2 er gennem seneste 100 års industrielle udvikling steget markant fra omkring 280 ppm til i dag 385 ppm.
  4. Denne stigning skyldes væsentligt menneskers afbrænding af fossile brændstoffer.
  5. Sidste gang vi på jorden havde et tilsvarende højt CO2 niveau var for omkring 3½ million år siden. Dengang var den globale vandstand omkring 25 m over nuværende niveau, og temperaturen omkring 3 grader over nuværende niveau.
  6. Selv hvis man fastholdt det nuværende CO2 niveau, måtte vi imødese yderligere opvarmning og markante stigninger i vandstanden, efterhånden som mere is fra Arktis, Antarktis og fra gletsjerne smelter.
  7. Der er en række selvforstærkende mekanismer, som vil udløses efterhånden, som temperaturen stiger yderligere. Et eksempel er afgivelsen af frost-bunden metan i områder, som hidtil har været præget af permafrost. Når metan afgives, udløser det en selvstændig, yderligere drivhuseffekt.
Der er også en række ting, vi ikke ved med sikkerhed. Vi ved ikke præcis, hvilke vejrmæssige konsekvenser den stigende globale temperatur vil få forskellige steder i verden i form af tørke og brande, cykloner og orkaner, oversvømmelser og nedbør.

Vi ved ikke, hvor meget is der vil nå at afsmelte inden århundredeskiftet og derfor heller ikke, om vi vil opleve stigninger i vandstanden på ½m, 1m eller 1½ m i dette århundrede. Nyere undersøgelser tyder mere på sidstnævnte end førstnævnte.

Der er også usikkerhed om, præcis hvor store omkostninger, forskellige samfund i verden kommer til at bøde for den globale opvarmning i form af ødelagt infrastruktur, sult, flygtningestrømme osv. Først og fremmest dette forhold gør det vanskeligt at gennemføre troværdige beregninger over rentabiliteten ved grønne investeringer, som kunne gøre os fri af fossile brændsler.

Men desuagtet disse usikkerheder er der altså konsistent videnskabelig dokumentation for, at den menneskeskabte globale opvarmning ikke er et spørgsmål om tro, men om videnskab. Det budskab bør vi stå sammen om at viderebringe til medborgere med færre forudsætninger for at vurdere naturvidenskabelig evidens.

Dette kunne også være udgangspunktet for vores videre drøftelser af, hvor højt vi bør prioritere at få bremset den menneskeskabte opvarmning, og hvor hurtigt det skal ske. Altså et løft i debatten fra om vi skal være snilde, til hvordan vi satser vores ressourcer klogest.

1)    IPCC’s Fourth Assessment Report. The Physical Science Basis. 2007. Kan downloades gratis på


    



Ingen kommentarer:

Send en kommentar