Har jeg helt misforstået opbygningen af vort sundhedsvæsen?? – jeg kommer nemlig nu og da lidt i tvivl, om jeg skal ændre mit syn – og vil gerne dele min tvivl med Jer og høre andres opfattelser af et muligt problem.
Jeg ser organisationen af vort sundhedsvæsen ud fra bl.a. disse to principper
- patienterne skal tages hånd om af de læger (og sundhedspersoner) som har de bedste forudsætninger for at gøre det
- i et samfund med begrænsede humane og økonomiske ressourcer må vi søge at indrette os sådan, at vi gør bedst brug af disse ressourcer
Hvor kan problemerne så ligge ude i virkeligheden?
Lad os se på almen praksis og på sekundærsektoren.
Almen praksis:
Vi praktiserende læger skal tage os af vores tilmeldte patienter – alle tilmeldte patienter med behov for lægelige ydelser!
Det vil i min optik sige, at vi i almen praksis ikke kan ”gå og hygge os med at se vores hypertensionspatienter urimeligt hyppigt” og dermed gøre adgangen til vores klinikker alt for besværlig for andre patienter.
Det vil i min optik sige, at vi i almen praksis ikke kan ”gå og hygge os med at se vores hypertensionspatienter urimeligt hyppigt” og dermed gøre adgangen til vores klinikker alt for besværlig for andre patienter.
Det kunne være ”tunge” patienter med psyko-sociale problemstillinger, patienter med akutte helbredsproblemer eller patienter med udiagnosticeret mulig alvorlig sygdom.
Vi praktiserende læger bør efter min opfattelse foretage en prioritering: vi må indrette vores praksis sådan, at de mest syge kan komme til!
Den nye overenskomst, vi netop har indgået, straffer os økonomisk, hvis vi tilbyder et for højt serviceniveau til patienterne og ”for mange” konsultationer (til de ”forkerte”).
Derfor må vi prioritere vores tid på en sundhedsfagligt forsvarlig måde og i henhold til de to anførte principper sørge for, at de syge kan komme til – og samtidig sørge for, at patienter med kroniske lidelser stratificeres på en sådan måde, at egenomsorg og egenkontrol fx vil udgøre en større del af omsorgen for de knapt så syge kronikere.
Derfor må vi prioritere vores tid på en sundhedsfagligt forsvarlig måde og i henhold til de to anførte principper sørge for, at de syge kan komme til – og samtidig sørge for, at patienter med kroniske lidelser stratificeres på en sådan måde, at egenomsorg og egenkontrol fx vil udgøre en større del af omsorgen for de knapt så syge kronikere.
På den måde har vi ressourcer til at tage os af de patienter, der har større behov for vores ydelser i almen praksis.
Sekundærsektoren:
I Danmark varetager denne sektor udredning og behandling på et specialiseret niveau – det er man bedst til her, så det er såre fornuftigt.
Det vil sige, at man således er serviceorgan for de henvisende praktiserende læger: udredningssted for nogle af de måske-syge, behandlingssted for de helt-syge – og desuden varetager det hyperakutte område (112).
Jeg opfatter det således, at man på specialafdelingen i speciale X på hospital Y har ansvaret for de patienter, der i Y’s optageområde har sygdomme inden for specialet X.
Ansvaret forstået således: hovedansvaret for de mest syge og et med-ansvar for de mindre syge og de patienter, der måske har en sygdom inden for specialets område.
Lykkeligvis har man dog en hel hær af fremskudte medarbejdere til at dele ansvaret med – nemlig de praktiserende læger i Y’s optageområde.
Det betyder i min optik, at man på afdelingen må prioritere på samme måde, som man gør i almen praksis: altså prioritere og justere ambitionsniveauet, sådan at de mest syge sikres behandling og man sikrer udredning af de måske syge.
De knapt så syge kan man så trygt overlade til de fremskudte samarbejdspartnerne i almen praksis – eller dele ansvaret for andre af disse patienter (shared care).
Omvendt betyder det, at afdelingen ud fra disse principper ikke vogter opgaven optimalt, hvis man ”hygger” sig med knapt så syge patienter eller giver en meget, meget god service til de patienter, der er så heldige at være kommet ind i folden og dette på bekostning af en hel gruppe måske syge patienter, der går uafklarede gennem måneder/år og for lud og koldt vand…
Min tese er altså: ligesom vi i almen praksis har ansvaret for at sikre alle vores tilmeldte patienter en fornuftig lægelig service (ud fra de givne ressourcer), så må afdelingerne på samme måde forvalte deres ressourcer på en sådan måde, at hele skaren af relevante patienter får en rimelig lægelig service (ud fra de givne ressourcer).
Hvorfor rejser jeg spørgsmålet? Ja, det er fordi jeg synes man både i primær- og sekundærsektor nogle gange ser, at verden så alligevel ikke er skruet sammen efter de to principper!
Har jeg en pointe? – eller er jeg på gale veje?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar