"Disse Stikpiller garanteres at indeholde ÆGTE RADIUM – i nøjagtig den Mængde, som giver den mest velgørende Effekt”.

Annoncørerne bag ”Vita Radium-stikpillen” lovede ikke for lidt, da de i 1931 markedsførte det nyeste inden for den tids alternative medicin.

Man indsætter én i rectum hver aften. Fra den opløste stikpille optager tyktarmen det velgørende radium, og ”i løbet af få minutter optages det i blodstrømmen og gennemtrænger hele kroppen. Alt væv, hvert organ i kroppen bombarderes med dets helsebringende, elektriske atomer”, og kroppen reagerer som et batteri, der genoplades, lover producenten.

”Og husk: Radium, der optages i systemet, bliver der i måneder og fortsætter sin kurative, genopbyggende virkning. Derfor er virkningen IKKE bare midlertidig”.

Og så er radium-stikpillen garanteret uskadelig og helt sikker.

Kvaksalvere har altid holdt trit med videnskaben. Men den alternative forkærlighed for at pynte sig med lånte, videnskabelige fjer, nåede livsfarlige højder med opdagelsen af røntgen- og radiumstråling.

Wilhelm Röntgens og ægteparret Curies opdagelser faldt sammen med den ’vitalisme’ og dyrkelse af friluftsliv og solens livgivende stråler, som vandt frem i slutningen af 1800-tallet i kølvandet på bakteriologiens, hygiejnens og lægevidenskabens triumfer.

Videnskaben var Gud. Læger og hygiejnikere priste solens livgivende stråler. Pierre og Marie Curie havde vist, at radiumstråling kunne dræbe kræftceller. Med Röntgens X-stråler kunne læger for første gang se det indre af den levende krop. Og Niels Finsen helbredte faktisk uhyggelige og håbløse hudsygdomme med sit kulbuelys.

Ergo var stråling godt.

Videnskaben gav kvaksalverne medvind. Stråling var et populært mirakelmiddel, der fjernede urenheder og genskabte kroppens evne til at helbrede sig selv. Den gav livskraft og vitalitet.

Radium-pudder og -cremer kunne give huden en ”sund glød”, og man falbød radium-tæpper og radium-vedhæng til at bære mod gigt og vand med radium og thorium, som man kunne indtage mod alskens dårligdomme og for at styrke helbredet.

Man kunne købe en Radiendocrinator – en guldæske med 250 mikrocurie radium (en kraftig mængde). Den kunne man tage med i seng for at fyre op under sine kirtler. Og producenten betroede de mandlige købere, at de kunne anbringe radiumladningen i underbukserne ”under scrotum om natten”.

Var man heldig, havde man fået et produkt, som ikke indeholdt radioaktivt materiale. Det førte til den absurde situation, at producenterne annoncerede med, at deres kunder var garanteret den fulde stråledosis, og fupmagere, der solgte de harmløse produkter, blev straffet med lukning af myndighederne.

En martsmorgen i 1932 døde industrimagnaten Eben M. Byers på et hospital i New York. I halvandet år havde han lidt af et uforklarligt syndrom; hans skelet eroderedes, og knogler begyndte at splintre og knække. Tænderne faldt ud, og der var huller i kraniet.

Ved hans død kunne hans venner dårligt genkende den kraftigt byggede, tidligere elitesportsmand og dameven i det udtærede, vansirede lig, hvor det meste af underkæben manglede. ”Radiumvandet virkede fint – indtil han tabte kæben”, lød den kyniske overskrift i Wall Street Journal.

Byers havde i nogle år indtaget store mængder af patentmidlet ”Radithor”, som i avisannoncer lovede, at ”i denne lille flaske findes den største terapeutiske kraft, menneskeheden har kendt – radioaktivitet”. Byers indtog på relativt kort tid 1400 af de små flasker, men i stedet for den lovede helsebringende og sexstimulerende virkning påførte han sig selv en massiv radiumforgiftning.

Eben M. Byers er begravet i Pittsburgh, Pennsylvania, i en blyforet kiste.

Byers’ dødsfald er angiveligt det eneste, som har en dokumenteret sammenhæng med indtagelse af radiumholdig kvaksalvermedicin, som hurtigt gik af mode. Dødsfaldet var også med til at gøde jorden for at styrke forbundsregeringens sundhedsmyndigheder.

Indtil Byers’ uhyggelige død havde der været en lovlig handel med radium-badesalt, radium-mundskyllevand og hudcremer, chokoladebarer, sæbe, ørepropper og præventionsmidler med radium. Interessen for selvbestråling ebbede dog hurtigt ud – undtagen i Tyskland, hvor man mellem 1940 og 1945 kunne børste tænder i Doramad ”Radioaktive Zahncreme”.

Kvaksalvere var ikke de eneste, eller bare de første, der satte skub i den livsfarlige radium-dille. Der var Pierre og Marie Curie selv, som længe troede fuldt og fast på de helbedsfremmende virkninger af radium-strålingen, og læger som dr. C. Davis, der omkring 1910 i American Journal of Clinical Medicine skrev: ”Radioaktivitet forebygger vanvid, fremkalder ædle følelser, udsætter alderdommen og sikrer et dejligt, ungdommeligt og muntert liv…”

Heldigvis er videnskaben i dag langt mere tilregnelig og sikker…