Vækkeuret på mobilen spiller en blid og alt for velkendt melodi i det fjerne. Med sit snigende crescendo spiser den sig hensynsløst ind i min drøm og kaster mig tilbage i den seng, hvor jeg seks en halv time tidligere havde indgået en djævelsk aftale med min mobil.
Med lemmerne sømmet fast til madrassen og med en dyne af bly må jeg sande min skæbne. Klokken er kvart i syv og jeg skal i klinik.
En 40 minutter lang cykeltur langs med motorvejen, som byder på forhindringer i form af sure deltagere fra Tour De France, sure gæs og en stigende surhedsgrad i blodet, ender dog vellykket foran Herlev Hospital.
Traditionen tro når jeg med nød og næppe at få en kittel på, før morgenkonferencen begynder, og jeg lister mig strategisk hen til stolen nærmest kaffekanden.
Det er efterhånden min fjerde uge på neurologisk afdeling her på 10. semester, og ligesom de andre dage slutter morgenkonferencen af med, at alle os seks studerende får at vide, hvilken læge vi skal gå rundt med.
I dag står den for mit vedkommende på klinikjournal, som betyder, at jeg optager journal på en patient og derefter fremlægger den til undervisningen senere på dagen.
Før jeg begynder på journalen, sikrer jeg mig, at kitlen er sufficient udrustet med: reflekshammer, stemmegaffel, pencillygte, vatpinde, træspatler, stetoskop, 6 forskellige login koder, neurologisk journal koncept, medicinsk lommekompendium, notesblok, id- kort og sidst men ikke mindst den højt elskede logbog.
Bogen, eller skal vi kalde den evangeliet, der beskriver alt det væsentlige en studerende skal have udført i løbet af klinikperioden, for hvis IKKE... Sker der absolut ingenting.
Med den noget tunge kittel smutter jeg først ned til ambulatoriet, hvor der går rygter om at dagen byder på op til flere lumbalpunkturer, hvilket jeg afgjort må prøve.
Efter at have observeret lægen en enkel gang lykkes det mig at tage en lumbalpunktur på den efterfølgende patient uden nævneværdige problemer. En erfaring rigere, men hvad der vigtigere er, en underskrift i logbogen rigere.
Jeg skynder mig videre for at nå at optage journalen oppe på sengeafdelingen, hvilket leder mig forbi hukommelsesklinikken. Denne klinik er på Herlev Hospital ironisk nok placeret et meget underligt sted, mellem pavillonerne og hovedbygningen, hvor jeg altid farer vild og dermed bliver yderligere 15 min forsinket.
Det lykkes mig til sidst at få optaget journalen på min patient og når også at skrive den ind på computeren, før det er tid til frokostpausen.
Her har Herlev Hospital en personalekantine af rimelig høj standard sammenlignet med de andre hospitaler i Region Hovedstaden. Dog bliver ens moral ofte sat på en prøve, da der foran buffeten står et skilt med det max antal stykker kød eller fisk, man må tage.
Alle ved, at det er nemt at gemme et ekstra stykke under salaten eller kartoflerne, og at det er forholdsvis sjældent, man bliver opdaget af kassedamerne. Jeg kan lige indskyde her, at én af kassedamerne, ca. 1,57 mørkebrunt pagehår, har decideret røntgensyn, hvilket man lige bør være opmærksom på, når man vælger, hvilken af de to kasser, man vil betale i!
Tør man ikke tage chancen (hvilket er fuldt forståeligt), eller har man moralske skrupler, kan man også vælge en af de færdigpakkede salater til samme pris, men regn ikke med at blive mæt.
Det ender med at jeg tager ét stykke lakselasagne efter reglerne, da jeg rent mentalt ikke er i stødet til at spille cool efter denne lidt stressede formiddag.
Klinikdagen ender på fin vis med, at jeg fremlægger journalen og får lidt feedback fra vores underviser. Endnu en underskrift i evangeliet.
Til sidst får vi lidt undervisning i diverse typer af hjerneblødninger, hvilket man passende kan tygge lidt på, mens man cykler hjem uden hjelm efter en spændende og lærerig dag i klinik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar