onsdag den 9. oktober 2013

Hvem behandler vi egentlig: regeringen eller patienten?

Det synes tragikomisk at blive sat uden for indflydelse – dette er universelt gældende. Det synes pinsomt at blive overhørt og forbigået. Det synes glædesløst at få en kold skulder efterfulgt af – i denne sammenhæng – en aldeles malplaceret sætning: ”større produktivitet og mere kvalitet”.

Det synes ikke at være den enkeltes habitus, der diskuteres, ikke desto mindre er det tilfældet. Ak, du grusomme og forjættede verden, som var det akkordarbejde og mælkekartoner vi skulle producere… effektivitet og kvalitet.. flest mulige stykker gennem produktionen på kortest tid.

Skidt og pyt være med de fejlproducerede, statistikken vil ikke afsløre dem grundet den store mængde.

Snart taber vi pusten


Hvor mange af os skal tømme lungerne, til vi bliver blå i hovedet for at blive hørt, kære Astrid Krag? Hvor mange unge lægestuderende, hvor mange unge læger og hvor mange overlæger skal der til for at blive hørt? Hvad er politikernes og regionernes formål?

Det er af regeringen samt af Danske Regioner (efter 2007) utallige gange fremhævet, at man vil have mindre bureaukrati og mere arbejde med kerneproblemenerne: patienternes tilstand. Tilbage står jeg ganske uforstående med spørgsmålet: ”… og hvilke tiltag har politikerne taget for at sikre patienterne mere tid?”.

Tid er ikke relativ


Tid er en vigtig faktor. Dette gør sig særligt gældende i sygehusregi. Her kan tiden direkte oversættes til død og elendighed (mortalitet og morbiditet). Dét, der er passeret, kommer ikke tilbage.


Der bliver ikke mere af tiden, og det synes at lamslå nogen. Jeg undrer mig over fænomenet negligering; politikerne tror, at de ved at ignorere problemet kan tie det ihjel. Til dels benægter de problemets eksistens, til dels ønsker formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astmann, at nedsætte arbejdsgrupper for at løse problemet.

Tilbage står jeg med spørgsmålet:”… har vi et problem eller ej? Og i så fald: hvilke mulige løsninger har vi?”

Ikke se, ikke høre, ikke tale

Det er et tiltagende problem af flere årsager, når lægerne (og angiveligt overlægerne) bruger mere tid på bureaukrati end vurdering af patienterne. Hele essensen af lægevidenskaben går tabt.


Kernens centrum ekspanderes i en sådan grad, at det centrale i vore kredse bliver fjernt for os. For mange administrative opgaver bliver så vigtige, at vi glemmer patienten. Data først, mere dataregistrering og endelig patienten – i nævnte rækkefølge. Politikerne stirrer blindt på de eksisterende og spirende problemer: 
  1. En del patienter føler sig mis- eller fejlinformeret 
  2. De yngre læger får mindre supervision 
  3. Vi får en ny generation af læger, der er bedre til at se på en skærm end at vurdere patienter.
Det er mit håb, at politikerne en dag vil tage del i mine tanker og ikke blot tænke i døgnflue-løsninger. Åbn øjnene, lad os høre og lytte til hverandre , lad os diskutere de reelle problemstillinger.

Fokus på den levende patient

Måske mangler vi en ny funktion på sygehusene, en helt ny uddannelse. Nogle, der uddannes til at tilfredsstille regeringen og de danske regioner. Nogle der bestrider evnen til flux at udfylde skemaerne, så vi kan komme til vores arbejde.

Lad os, som er i den hvide kittel, komme til sagens kerne og gøre, hvad vi er bedst til. Vi skal behandle den rigtige patient, ikke den virtuelle patient. Vi skal behandle patientens problem, ikke regeringens skemaer. Lad os have et samarbejde, der gavner patienten.

1 kommentar:

  1. Tak. Det er så flot formuleret, Ayhan!

    New public management og Djøf'iseringen af sundhedsvæsenet er gået alt, alt for vidt. Vi kan ikke kontrollere os til bedre kvalitet, det kan man kun til en vis grænse.

    En kollega beskrev det så godt; "I medens patienten sulter fordi han ikke selv kan spise, bruger personalet tid på at udfylde ernæringsskema"

    SvarSlet