tirsdag den 1. oktober 2013

Vi skal blive bedre til at sælge vores bedste vare



DSAM´s årsmøde havde man mulighed for at høre Lotte Hvas fortælle om emnet ”Narrativ Medicin”. 

Er man flasket op i faget med diagnosekodning og instrukser på rygraden, kan emnet umiddelbart lyde lidt langhåret. Men lokalet var fyldt til bristepunktet, og deltagerne var lydhøre og interesserede, for indholdet var vedkommende. Der blev stillet skarpt på det, som er tilbage, når man skræller faget til det inderste. 

Lotte Hvas fremførte, at almen medicinere kan noget, som ingen i det øvrige sundhedsvæsen kan gøre os efter.  Vi kender patienten og den kontekst, patienten lever sit liv i. Vi forstår at lytte til patienten og ved, at den viden, vi får, er afgørende for, hvorledes patienten opfatter sig selv og sin eventuelle sygdom. Vores kendskab til patienten spænder fra det raske liv over eksistentielle problemer og videre ind i sygdommens verden. Vi ser det samlede billede, patientens historie. Det giver en basal tryghed for patienten. Derfor er begrebet ”egen læge” en værdifuld handelsvare.

Alligevel står debatten om overenskomst og fremtid for faget almen medicin et helt andet sted, nemlig omkring de organisatoriske komponenter af vores praksisliv. Om alle de elementer, der let kan rubriceres og kvantificeres. Det er nemlig til at forstå for sundhedsministeren, embedsmændene og regionspolitikerne.

Den eneste måde, vi i øjeblikket kan argumentere for vores fags berettigelse og for afregningen af vores ydelser på, er gennem diagnoseregistrering og beskrivelse af parametre, der basalt set er ”udenomskompetencer”. Vi kan henvise til pakkeforløb, sigte efter behandlingsmål og screene raske mennesker for diverse sygdomme.. Vi kan kopiere vores syghuskollegers sygdomsterminologi og få vores vejledninger til at bugne med massiv udredning og behandling. 

Men vi er ikke gode til at tale om det, som er vores allermest dyrebare vare, nemlig den personlige relation til det hele menneske. Det må vi kunne blive bedre til. Vi må kunne argumentere for, hvorfor almen medicin er mere end en tilfældig lægetid. Vi skal kunne dokumentere, hvorfor kontekstforståelse og tid til at lytte er gavnligt for patientens samlede helbredstilstand og dermed for rigets økonomi.

Min vision for almen praksis 2025 er derfor: At fokusere mere på analysen af de almene kernekompetencer, nemlig det frie møde mellem patient og læge samt kontekstforståelsen. At blive bedre til at sælge dette som en reel og værdifuld ydelse, der resulterer i bedre folkesundhed. 

Vi skal blive bedre til at beskrive og forske i dette område, så det ikke længere er langhåret. Vi skal som fag søge at belyse og dyrke den forskning, der beskæftiger sig med det mest uhåndgribelige og dog vigtigste i vores fag: Det hele menneske.  
 
Denne vision er af afgørende betydning for vores selvforståelse som praktiserende læger. Desuden skal vi kunne forhandle overenskomster hjem, der ikke bare handler om at varetage ydelser, som i virkeligheden kan udføres af mange andre sundhedspersoner. Vi skal kunne retfærdiggøre, hvorfor der skal følge økonomi med, når vi tager vare på det hele menneske.

4 kommentarer:

  1. Flot oplæg, Line Soot. Kan virkelig godt lide at der nu kommer begreber på dette helt vildt vigtige emne. Narrativ medicin henfører velsagtens til "en fortælling om det hele menneske"? Det er lidt ejendommeligt at vi skal til at være så skarpe på ting som man (forhåbentlig) finder ganske selvfølgelige. Spørg en der har brug for lægen jævnligt. Han er ikke i tvivl. Men når folk som ikke har eller haft brug for lægen spørges bliver det mere konstruktionelt. Derfor er det ærgerligt at man ikke spørger de rigtige eksperter, patienterne.

    SvarSlet
  2. Enig, Line. Alle de små brudstykker af historier som vi får i gave fra patienterne hver gang de besøger os (selvom det bare er 5 minutter for at få kigget i et øre eller 10 minutter for at undersøge et ondt knæ), danner et net der gennem årene væves sammen til en ganske særlig kontakt og forståelse for patientens sygdoms- og livshistorie. Den unikke kontakt som vi har mulighed for at få, som hjælper os at vejlede patienterne på en mere personlig måde, risikerer at drukne i politikernes krav om effektivisering, dokumentation, registrering og kontrol.
    Lad os starte kampen for almen praksis' fremtid nu.

    SvarSlet
  3. Kære Line, flot og vigtigt indlæg og enig med dig og de to kommentarer.
    I tirsdags havde jeg siddet i den samme praksis i 25 år og der opbygget det indgående kendskab til mine patienter. Der er opbygget et gensidigt forpligtende forhold mellem patienterne og deres læge – mig. Så betydningen af det narrative er for mig helt essentiel. Men der er et lille ”men”. Jeg mener vi i almen praksis skal ”gå på to ben” – og det er ikke ”enten eller” – men ”både og”. Og her tænker jeg: der skal altid være ”en læge til stede” i rummet, så vores patienter skal også være sikre på at den medicinske kerneydelse er i orden – og derfor skal vi på kløgtig vis integrere den narrative medicin med brug af diagnosekodning, vejledninger, datafangst og anden kvalitetsudvikling. Det forventer jeg også af min praktiserende læge, som jeg får brug for i fremtiden!
    Jeg synes behovet og fokus for narrativ medicin er sagt meget præcist af Rita Charon i JAMA for godt 10 år siden:
    ”Sick people need physicians who can understand their diseases, treat their medicial problems, and accompany them through their illnesses.”

    Vh, Roar Maagaard

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Roar

      Tak for feedback.

      Naturligvis skal vi have "både og" i vores lægevirke. Som jeg ser det, er vores problem blot, at der det seneste årti har været et meget stærkt fokus på de organisatoriske forhold omkring de store kroniske sygdomsgrupper i almen praksis.

      Vi har gjort ekstremt meget for at tækkes Danske Regioners ønske om indblik, registrering, patientforløb og effektivitet. Måske så meget, at vi har glemt at sælge vores vigtigste vare, nemlig det hele menneske, summen af alle tidligere hændelser og nutidige tilskikkelser.

      Vi skal have sat ord og forskning på dette, så vi i kontraktforhandlingerne fremadrettet kan have værdien af omsorgen for det hele menneske med på lige fod med de hårde diagnoser, når der skal forhandles økonomi.

      Mvh Line

      Slet