Evidens 4: En global epidemi

Fakta er blevet hver mands eje og er ikke længere forbeholdt de få. Fakta er det drivmiddel, vi bruger, når vi skal sælge alt fra parfume til politik, fra sæbe til sundhed. Men der er tiltagende bekymring blandt de, der producerer fakta, og de, der kontrollerer fakta, for fakta forekommer oftere og oftere i en discountkvalitet, som ikke ser ud til at bekymre den almindelige faktaforbruger.

Er der en epidemi af faktuelle løgne, og er vi blevet immune overfor den? At der i nogle globale sammenhænge har været tale om epidemier af bevidst falske ”fakta”, er der dokumentation for f.eks. i Iraq: the war card, og de fleste større TV medier har løbende opgørelser med faktacheck af informationer i de offentlige medier, som f.eks. Truth-O-Meter, der den 23. august kunne komme med følgende opgørelse af 143 gennemcheckede ”fakta”, der var blevet præsenteret for offentligheden

Resultat af fakta check	Antal (%)
Sande udsagn: Overvejende sande udsagn: Halve sandheder: Overvejende usande udsagn: Usande udsagn: Decideret falsk udsagn:	20 (13.98%) 32 (22.38%) 31 (21.68%) 32 (22.38%) 23 (16.08%) 5 (3.5%)
TOTAL:	143 (100%)

Kilde: Politifact august 2013

Der er stadig ikke nogen, der har turdet starte en faktachecker på sundhedsområdet eller indenfor lægevidenskab, men at dømme efter hvor mange falske fakta, der er i omløb inden for stort set alle andre fagområder, så kunne det måske være sundhedsfremmende at gøre det.

Ifølge Natures editor Henry Gee (læs: The Accidental Species: Misunderstandings of Human Evolution), så fanges (læge)videnskab oftere i faktuelt baghold i en kløft og må skyde sig fri end Billy The Kid, foretager flere hasarderede U-vendinger end en gennemsnitsregering og får generelt altid fat i de forkerte svar.

Det er, siger han, bare business as usual: alle videnskabelige resultater er provisoriske og kan ikke være andet. Konrad Lorenz , Nobelprismodtager, østrigsk filosof og psykolog, sagde om fakta i videnskab: ”Sandheden i videnskab kan defineres som den arbejdshypotese, der er bedst egnet til at åbne vejen til den næste sandhed”.

I morgen kommer der en anden forsker med nye metoder, nye teorier og mere nuancerede måder at se gamle problemer på, og som konkluderer, at det vi troede var fakta, nu er forsimplet, tilhugget eller ligefrem skrupforkert viden. 

Problemet for den almindelige faktaforbruger er, at forskere bilder os ind, at videnskab er en ensrettet gade med en fremadskridende proces, hvor fakta hobes op, og en tiltagende klarhed breder sig, mens uvidenheden langsomt forsvinder som morgenduggen.

I realiteten, siger Henry Gee, så sker der det stik modsatte: jo mere vi finder ud af, jo mere tydelig bliver vores uvidenhed, og jo mere vækkes en grundlæggende angst i os. Aldrig i menneskehedens historie har så mange vidst så lidt om så meget, siger han, og det i en tid hvor fakta er noget, man slår hinanden med.

Løsningen er ikke flere dobbeltblindede, randomiserede trials eller Cochrane reviews, men derimod en erkendelse af, at der er meget, vi ikke ved, at vi ikke ved, og at enhver teori er til diskussion, også de teorier vi - eller nogle af os - tror klippefast på.

Videnskabelige undersøgelser ender ikke med en hellig gral af fakta men derimod en noget mere (politisk) uhåndterlig størrelse: et estimat af en sandsynlighed. Vi kan ikke med videnskaben svare ”ja” eller ”nej” men derimod sige, hvad chancen er for, at det vi har fundet, er et ”decideret falsk fund”. Det betyder jo ikke, at vi har fundet det rigtige svar.

Videnskab kan rådgive om, hvad der er muligt, og om det er sandsynligt, men fortolkningen af muligheden og sandsynligheden er fuldstændig op til den, der læser og bruger den videnskabelige viden: journalisten, politikeren, pensionisten eller skoleeleven. Medier og politikere vil have ”ja” eller ”nej” videnskab, og når de nu ikke kan få det, så vælger de selv at tolke videnskab i sort/hvidt lys. 

 

Forventningen om, at videnskabsfolk skal komme med definitive sandheder, stammer måske fra efterkrigstidens mange definitive og ”guddommelige” samtidige mirakler: penicillin, radaren, plastik, jetmotoren, teflon, vacciner, transistorer og DNA strukturen.

Videnskabsfolkene knækkede de store gåder og atomets hemmeligheder. De var de rigtige raketvidenskabsfolk, heksekunstnere og guddommelige, og de blev aldrig udfordret eller draget i tvivl. Vi blev forført af dem!

Ikke længe efter så vi bagsiden af videnskaben, da dens røgslør havde lagt sig: forurening, miljøgifte, fødselsskader, global opvarmning og antibiotikaresistens. Måske var videnskabsfolk ikke så guddommelige, som vi troede – det var ikke alle deres ideer, der var lige gennemtænkte og entydige.

Det blev klart, at videnskabsfolk slet ikke er enige om kvaliteten af videnskaben og slet ikke om anvendelsen af den, eller om de grundlæggende teorier nu var så entydige. Og hvis de ikke kan blive enige med sig selv, hvorfor skulle almindelige faktaforbrugere så tillægge dem troværdighed?

Og nu hvor videnskabsfolk er blevet frataget deres eneret på fakta, så er vejen åben for enhver faktafreak, der har sin egen fortolkning. Bare fordi videnskabsfolk ikke var ærlige nok til at sige, at videnskab ikke handler om sandheden, men om tvivl og teorier, om argumenter og debatter og om fejlslagne forsøg.

Der udkommer aldrig en DVD med fraklip eller kommenterede bag-scenen optagelser af uenigheder, usikkerheder og krig mellem forskergrupper. Der mangler nogle videnskabelige journalister, der formår at gå i kødet på forskerne på samme måde, som politiske journalister går i kødet på politikere – en Hard Talk gennemprygling for åben skærm.

Men det kommer nok ikke til at ske – i hvert fald ikke så længe forskere får lov til at bevare en aura af guddommelig autoritet på fakta området.

For forskere er der ikke tale om kritik, når deres fund bliver draget i tvivl – nej, så er der tale om blasfemi.Videnskab er en religion, der ikke kan gøres til genstand for debat. Og så længe lægevidenskaben er bannerfører for faktuel urørlighed, lige så længe kan politikere og journalister med sindsro opfinde deres egne fakta. Og befolkningen er også ramt af epidemien: vi er kommet til at elske halve og kvarte sandheder, mere end hele sandheden.