tirsdag den 3. september 2013

Yngre Læger app er god - men med børnesygdomme


Vi vil helt sikkert anbefale Yngre Lægers nye app – specielt når de værste børnesygdomme er blevet kureret.

App’en er nem og intuitiv at bruge. Og den bliver helt sikkert rigtig fin, når den lige bliver finpudset. Det er fedt, at den synkroniserer med kalenderen på iPhonen: Når man har skrevet sin vagtplan i app’en, behøver man ikke skrive den ind i kalenderen – det sker automatisk.

Det er et godt initiativ, at man nu relativt enkelt kan tjekke sin overenskomst og på lidt længere sigt også vil kunne se, om lønnen er, som den skal være i henhold til overenskomsten. Det er nok den største fordel ved app’en.

Og så fungerer advarselsprogrammet også rigtig fint: Når arbejdstiden overskrider overenskomsten, kommer der et rødt udråbstegn, og når man trykker på det, kommer den overenskomstparagraf, der bliver overtrådt, frem – f.eks. at der er for mange nattevagter inden for en bestemt periode.

Men det virker, som om app’en ikke er helt klar til Android endnu. Det tog uforholdsmæssigt lang tid at sætte den op på grund af en masse praktiske småfejl, hvor den f.eks. slettede et tidspunkt, der lige var blevet sat ind, og der er en række andre irriterende bugs.

Hvis man for eksempel har skrevet normperioden forkert, sletter den alt, hvad man har skrevet ind, så man skal starte forfra. Det er lidt besværligt, at man ikke bare kan rette fejlen.

Men vi vil helt sikkert anbefale app’en. Og når den kommer i version 2.0 tror vi, den bliver rigtig god.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar