fredag den 6. september 2013

Demokratiet i PLO

Min forhistorie: praktiserende læge i 25 år. Ca. 23 år i fagpolitik: PU, PU-formand, PLO-bestyrelse, næstformand i PLO, Lægeforeningens bestyrelse, næstformand i Lægeforeningen. Ophører i praksis pr. 1. okt. 2013.

Diskussionen om demokratiets vilkår i PLO er - udløst af den aktuelle politiske situation - blevet højaktuel, og flere kolleger har påpeget et ”demokratisk underskud” i PLO og PLOs vedtægter og stiller spørgsmålet: Hvordan kan det være?

Svaret er – efter min mening – at denne diskussion ikke tidligere har været efterspurgt, kun i sporadiske pip. Der har således efter min opfattelse indtil nu ikke i PLOs organisation været mangel på demokrati, men mangel på et bredt funderet fagpolitisk engagement blandt et stort flertal af medlemmer.

Der har meget sjældent været kamp om pladserne til de beslutningsdygtige udvalg/bestyrelser mm. Tværtimod – der har ofte været brug for meget aktiv ”prikning” og i nogle tilfælde egentlig ”armvridning”.

Det er ikke befordrende for demokratiet. Det har ofte medført, at kandidater snarere er blevet kåret end valgt. Det er i et problem, som selveste Henrik Dibbern ofte har fremført - også i de valgrunder, hvor han selv var på valg.

Flere medlemmer plæderer nu for urafstemning blandt medlemmerne og efterspørger lettere mulighed for dette. Jeg ved godt, at det ikke er nok at svare, at det er der ikke tradition for. PLOs love har præcise anvisninger for vilkår for urafstemninger. En meningsfyldt urafstemning forudsætter imidlertid en fagpolitisk bevidst population, og det har manglet i PLO. En urafstemning med lav deltagelse er pinlig. Så hellere et solidt repræsentativt demokrati.

Og så kommer vi det næste problem: repræsenterer repræsentanterne medlemmernes politiske holdning? Jeg ved ikke, om det var tilfældet d. 29/6. Repræsentanter er – ideelt set – valgt på nogle holdninger, som kandidaterne fremlagde på valgtidspunktet. Repræsentanter forventes forud for afstemningen d. 29/6 at have ”stukket fingeren i jorden”, men skal i det afgørende øjeblik stemme efter egen overbevisning.

Jeg har tidligere i et enkelt pip i debatten givet udtryk for håb om, at de seneste måneders skændige ”forhandlingsforløb” har skabt en ”ny politisk bevidsthed” blandt "almindelige" (undskyld udtrykket) PLO-medlemmer. Hvis jeg har ret, vil en urafstemning være meningsfuld og give vore forhandlere et stærkt politisk mandat.

Jeg støtter fuldt ud den kritik, der har været fremført, mod at mange repræsentanter ikke – eller kun nødtvungent – har villet offentliggøre deres stemmeafgivelse d. 29/6. Det skal de selvfølgelig gøre. Eller endnu bedre: stemmeafgivelsen skal på mødet ikke være hemmelig, men skal kunne personidentificeres mhp. efterfølgende offentliggørelse og mulighed for debat.

Kravet om helt åbne møder er imidlertid problematisk, selv om jeg forstår analogien til f.eks. Folketinget. Risikoen ved åbne møder er, at debatten i (alt for) høj grad vil være tilpasset hensynet til ”ydre omstændigheder” (læs: presse og medier) og derved kommer til at mangle den spontanitet, ærlighed og intensitet, som tilhører den ægte demokratiske debat.

Til næstsidst: Der har fra visse sider været tilbøjelighed til at dæmonisere nejsigerne fra mødet d. 29/6 som forrædere og andre nedsættende skældsord, som end ikke Kaptajn Haddock ville turde tage i sin mund. Det er ikke i orden.

Vi må erkende, at afstemningen blev resultatet af forskellige politiske holdninger – ikke kun blandt gruppen af repræsentanter, men også i hver enkelt repræsentant. Repræsentantskabet var ikke opdelt i kun sorte og kun hvide.

Jeg er sikker på, at alle (både repræsentanter og alle os andre) har haft elementer af sort og hvidt i os – men altså i forskelligt forhold. Jeg er sikker på, at alle repræsentanter har gjort sig endog meget store og alvorlige overvejelser om situationen og de mulige meget alvorlige konsekvenser af både det ene og det andet afstemningsresultat.

Til sidst: Der hviler et meget stort ansvar på RLTNs forhandlere i de kommende måneder. PLO har nu valgt forhandlingsvejen, og jeg håber inderligt, at den ikke ender blindt. Hvis den hånd, som Bent Hansen har strakt frem, viser sig at være tom eller kun at indeholde pebernødder, er jeg sikker på, at ”ånden fra foråret 2013” kan genskabes.

En forsvarsposition oppe på barrikaderne vil ikke være nok – der skal satses mere offensivt, og det vil igen handle om ydernumre, som efter loven mod almen praksis er vores eneste tilbageblevne kampskridt, når alt andet er glippet. Det er derfor herligt at læse, at en stor gruppe af nyligt nedsatte, good-will-belastede unge kolleger er kampklare. Så mangler vi bare PLO – bestyrelse og repræsentantskab – er I kampklare?

Da jeg som nævnt ophører i almen praksis pr. 1. okt. i år, vil jeg stå på sidelinjen og heppe. Jeg ønsker jer alle først og fremmest gode forhandlinger – og ultimativt god kamp!

PS: Jeg er fortsat en indædt tilhænger af et solidarisk, skattefinansieret sundhedsvæsen – incl. almen praksis.

(Blogindlægget er desuden bragt i det seneste nyhedsbrev fra SPRAL - Selvstændigt Praktiserende Læger).

2 kommentarer:

  1. Kære Yves

    Du skriver, at du har et håb om, at det skændige forhandlingsforløb har skabt en ny politisk bevidsthed blandt PLOs medlemmer. Det er jeg helt sikker på, at det har.

    Intet er mere ved det gamle, og mon ikke der også vil være en ganske god tilslutning, hvis det kommende overenskomstforslag sendes til urafstemning?

    Det er godt at læse, at selv en dreven praktiserende læge og fagpolitiker som du også er, giver udtryk for, at en urafsteming er meningsfuld og kan give vore forhandlere et stærkt politisk mandat.

    Om dit sidste punkt, nemlig om ”ånden fra foråret 2013” kan genskabes, så tænker jeg, at der er noget, som stiller sig i vejen for, at dette kan ske.
    En del af PLOs medlemmer og repræsentantskab har givet udtryk for, at de primært havde deponeret deres ydernumre mhp at lægge pres på forhandlingsmodparten. De var egentlig ikke parate til at aflevere dem.
    Hvis vi ideeligt skal have denne utryghed om, hvorvidt deponerede ydernumre bare er blår for modpartens øjne, så bliver vi alle utrygge og får oplevelse af en usolidarisk skare af kolleger. Så tør vi ikke være offensive. Så taber vi slaget om almen praksis.

    Derfor: Lad os være åbne og sige, hvad vi mener. Vi må gerne være ueninge, men det er ufint at lade som om, og bagefter stikke halen mellem benene.

    Yves: tak for dit gode bidrag til debatten. Selvom du trækker dig fra hverdagsarbejdet i almen praksis, håber jeg ikke, du trækker dig fra debatten.

    Mvh Line Soot

    SvarSlet
  2. Bruno Melgaard Jensen7. september 2013 kl. 13.37

    Kære Yves

    Tak for et godt indlæg i debatten.

    Vedr afstemningen og repræsentanterne - det var som du skriver - at der var både "sort og hvidt" i de fleste repræsentanter ,men i vekslende mængder. Beslutningen var svær for alle !

    Vedr demokrati er jeg fuldstændig enig vi har haft "et dovent demokrati" med relativt få aktive og håbet er vi har fået noget positivt ud af det hele på denne front - nemlig flere aktive - dermed flere opstillede til repræsentantskabet og mon det ikke også indebærer muligheden for en høj stemmeprocent som er et vigtigt grundlag for at en urafstemning giver mening.

    Vedr demokrati - vedtægter osv - tænker jeg at dette giver anledning til at vi kan foreslå repræsentantskabet at nedsætte et udvalg med det formål at gennemgå vore demokratiske processer.

    SvarSlet