Hvilke faktorer, der er vigtige for at fremskynde denne
proces, er beskrevet i en ny artikel af Dubois og kolleger (When is evidence sufficient for decision-making?), som blev offentliggjort tidligere i år,
og hvor de gennemgår flere cases.
Formålet var at identificere hvornår evidens er tilstrækkeligt til, at beslutningstagere tør bruge den, og de prøver at opstille en ramme for forståelsen af det - ofte meget forskellige - tempo, hvormed ny viden bliver til en konkret politisk beslutning. Forfatterne fandt fem afgørende faktorer:
Formålet var at identificere hvornår evidens er tilstrækkeligt til, at beslutningstagere tør bruge den, og de prøver at opstille en ramme for forståelsen af det - ofte meget forskellige - tempo, hvormed ny viden bliver til en konkret politisk beslutning. Forfatterne fandt fem afgørende faktorer:
- ikke-forskeres opfattelse af det videnskabelige grundlags gyldighed og pålidelighed samt hvor ”modent” det fremtræder
- formidling af videnskaben
- økonomiske drivkræfter
- patienters og lægers evne til at anvende publicerede videnskabelige resultater til specifikke kliniske behov
- inkorporering i praksis og retningslinjer.
Desværre blev denne forskning baseret på temmelig ligefremme biomedicinske interventioner som statiner, knoglemarvsbehandling af brystkræft og hjertestents, der trods alt repræsenterer færre potentielle moralske, religiøse eller sarte politiske undertoner (som f.eks. prævention, hiv behandling eller DDT bekæmpelse af malariamyg).
Problemet i global sundhed er, at det er meningen, det skal handle om globale løsninger, men mange interventioner på globalt plan bremses eller forhindres ofte af landespecifikke og regionale beslutninger, der følger meget forskellige, usynlige og uforudsigelige stier.
For at forstå, hvordan vi kan sikre, at flere politiske beslutninger baseres på viden, skal vi fokusere en del af forskningen netop på de mangeartede globale politiske og sociale faktorer, der bremser beslutninger baseret på aktuel viden.
Selvom verden kræver evidens, så er det i virkeligheden ofte
kravet om evidens, der stopper innovation og forsinker indførelsen af nye
teorier. Evidens kan nok hjælpe os med at forstå fortiden, men kommer i vejen
når vi gerne vil forsøge nye sundhedsinterventioner eller teste det vi
allerede, måske ved fejl, har indført som rutinebehandling.
At vi forstår vigtig evidens, betyder ikke automatisk, at vi ved, hvordan man løser vigtige sundhedsproblemer.
Evidens er lige som round-up i haven: det virker kun 3-4 uger, så kommer den beskidte virkelighed tilbage og kræver ny forskning. Selvom der er 117 randomiserede dobbeltblinde studier med klare resultater, betyder det ikke, at beslutningstagerne er enige, at de forstår betydningen eller at de er motiverede til at bære evidensen ind i det rum, hvor politikere beslutter sig for eller imod et nyt sundhedstiltag.
Videnskab er en ting, evidens er noget helt andet, og beslutningstagerne hører til et tredje miljø med en fremmed tankegang. Beslutningstagere er ikke særligt ambitiøse eller godt informeret. Politikere gør, hvad de er bedst til: De kan lide idéer, der er nemme at forstå og sælge til offentligheden, og de kan lide idéer, der kan placere dem og definere dem tydeligt i det politiske miljø.
De tager gerne bekvemme småbidder fra forskningen uden hensyn til forbehold og præmisser for resultaterne. Hvis man vil dét til livs, kan et kort videnskabeligt forskningsresumé placeret i de rette hænder i det rette forum på det rigtige tidspunkt få langt mere effektiv gennemslagskraft end en artikel i Nature.
At vi forstår vigtig evidens, betyder ikke automatisk, at vi ved, hvordan man løser vigtige sundhedsproblemer.
Evidens er lige som round-up i haven: det virker kun 3-4 uger, så kommer den beskidte virkelighed tilbage og kræver ny forskning. Selvom der er 117 randomiserede dobbeltblinde studier med klare resultater, betyder det ikke, at beslutningstagerne er enige, at de forstår betydningen eller at de er motiverede til at bære evidensen ind i det rum, hvor politikere beslutter sig for eller imod et nyt sundhedstiltag.
Videnskab er en ting, evidens er noget helt andet, og beslutningstagerne hører til et tredje miljø med en fremmed tankegang. Beslutningstagere er ikke særligt ambitiøse eller godt informeret. Politikere gør, hvad de er bedst til: De kan lide idéer, der er nemme at forstå og sælge til offentligheden, og de kan lide idéer, der kan placere dem og definere dem tydeligt i det politiske miljø.
De tager gerne bekvemme småbidder fra forskningen uden hensyn til forbehold og præmisser for resultaterne. Hvis man vil dét til livs, kan et kort videnskabeligt forskningsresumé placeret i de rette hænder i det rette forum på det rigtige tidspunkt få langt mere effektiv gennemslagskraft end en artikel i Nature.
Vi har brug for forskere, der begynder at opføre sig som
forskere ved at analysere deres egen gennemslagskraft i forhold til
beslutningstagere, lidt bedre.
Vi, forskerne, sidder fast i et videnskabeligt ekkokammer, hvor forskerne let kan blive enige om, at der foreligger den nødvendige videnskabelige dokumentation, og vi er enige om, at vi føler os lammede og ignorerede af beslutningstagerne.
Men i virkeligheden er vi ikke så enige om, hvad der er evidens for, og vi selv er uenige om forudsætninger, ja nogle gange endda uenige om de grundlæggende teorier: "Det er ikke forskning ", " Det er ikke er biologisk plausibelt ", " Det var ikke en planlagt undersøgelse " er hyppige kommentarer fra reviewere på videnskabelige tidsskrifter og forskningsfonde.
Der er ingen ankeinstans for disse afgørelser, som, hvis man skal være lidt fræk, selv savner ethvert evidensgrundlag. Vi er nødt til at tage det fulde ansvar for vores evidens - det betyder enighed om teori, resultater, fortolkninger, og det betyder at bringe evidensen, og manglen på samme, ind i de rum, hvor beslutningerne træffes – også i forskningsfonde og på videnskabelige tidsskrifter.
I 1996 offentliggjorde John Brockman sin bog The Third Culture, et begreb, der beskriver det manglende led mellem naturvidenskab og humaniora. Brockman genoplivede i virkeligheden et begreb, som C.P. Snow beskrev det allerede i 1959 (C. P. Snow, The Two Cultures and the Scientific Revolution (Cambridge Univ. Press, New York, 1959).
Vi, forskerne, sidder fast i et videnskabeligt ekkokammer, hvor forskerne let kan blive enige om, at der foreligger den nødvendige videnskabelige dokumentation, og vi er enige om, at vi føler os lammede og ignorerede af beslutningstagerne.
Men i virkeligheden er vi ikke så enige om, hvad der er evidens for, og vi selv er uenige om forudsætninger, ja nogle gange endda uenige om de grundlæggende teorier: "Det er ikke forskning ", " Det er ikke er biologisk plausibelt ", " Det var ikke en planlagt undersøgelse " er hyppige kommentarer fra reviewere på videnskabelige tidsskrifter og forskningsfonde.
Der er ingen ankeinstans for disse afgørelser, som, hvis man skal være lidt fræk, selv savner ethvert evidensgrundlag. Vi er nødt til at tage det fulde ansvar for vores evidens - det betyder enighed om teori, resultater, fortolkninger, og det betyder at bringe evidensen, og manglen på samme, ind i de rum, hvor beslutningerne træffes – også i forskningsfonde og på videnskabelige tidsskrifter.
I 1996 offentliggjorde John Brockman sin bog The Third Culture, et begreb, der beskriver det manglende led mellem naturvidenskab og humaniora. Brockman genoplivede i virkeligheden et begreb, som C.P. Snow beskrev det allerede i 1959 (C. P. Snow, The Two Cultures and the Scientific Revolution (Cambridge Univ. Press, New York, 1959).
Den tredje kultur er dannet omkring den gruppe af forskere, der også er forfattere og formidlere, som kan tale til alle, og dermed omsætte viden til ord og argumenter. Den tredje kultur henvender sig til et bredere publikum. Forskere nødt til at tilegne sig den tredje kultur, hvis vi vil tages alvorligt i den offentlige debat.
Traditionelt har der været en slags kamp mellem naturvidenskab og humaniora. Af uransagelige årsager er de gensidigt udelukkende argumenter. Når vi vælger den ene side, ofrer vi automatisk den anden. Der er også tale om visse stereotyper, hvor naturvidenskabelige forskere er ude af stand til at tale på et sprog for almindelige mennesker (undertiden bliver de kaldt asociale og tilhørende en helt anden verden), mens humanister skriver bøger, romaner, til den normale verden, historier, der typisk er skrevet for, at hele verden skal forstå dem.
Kort sagt, er den generelle stereotype, at en naturvidenskabsmand kun kan kommunikere med succes med andre forskere, mens en humanist har alle i den "normale" verden som mål for sin pen.
Lægevidenskabelige forskere burde også have hele verden som mål, ellers kan vi lige så godt gå hjem og grave et hul i haven, tage en stol, og sætte os og kigge ned i hullet, før vi fylder det op igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar