onsdag den 16. oktober 2013

”Hvor blev patienten af? Hallo?”

Solen står højt på himlen, skyerne er rullet til side. Yderst behageligt vejr til den unge lægestuderendes cykeltur mod sygehuset. Med glæde finder jeg frem til afdelingen, hvor morgenkonferencen lige straks finder sted. Et i øvrigt dejligt syn, hvor (ældre) læger og unge lægestuderende er repræsenteret. Nu venter alle spændt på præsentationen af dagens program.

Når rammerne brydes
 

Jeg må advare! Indenfor kort tid overtræder jeg de alment gældende juridiske samt etiske love. Dette udelukkende for at sikre en fælles forståelse, hvorfor jeg føler mig nødsaget til at navngive patienterne; jeg undskylder på forhånd. Allright, ingen efternavne, så slipper jeg vist med en billigere bøde.
 

Nedenstående er næppe en fremmed situation for jer… I har alle mødt disse ”typer”, muligvis op til flere gange i ugens løb. De fleste forsøger at undgå dem. De er ikke velkomne på nogen afdelinger: De er tidkrævende, de forstår ikke meget, de bliver sjældent bedre, de kræver efterhånden mere og mere omsorg. Og tænk sig, vi står ansigt til dem, ikke bare én men op til flere gange dagligt.

Lad mig sige det som det er: ingen ønsker deres eksistens på sygehusene! Det er hårde ord, jeg ved det. Men denne patientkategori er problematisk, næsten ustyrlig og vil på ingen måde lytte. I bund og grund ved kun de færreste, hvad og hvem de gavner, men behandles skal de jo? Det bliver vi i al fald bedt om, eller rettere sagt bliver det krævet af os.

Jeg ved bare ikke fra hvem. Om jeg så vidste det, ville mit næste spørgsmål være: til gavn for hvem sker denne behandling? De nominerede er: Opus, Citrix, CSC Clinical Suite, IPJ, Mirsk, you name it, ej at forglemme uniformautomaten (tjah, automat eller mangel på samme?).

Når patienten overses

 

Glæden, spændingen og lysten er ikke drevet bort fra den unge studerende men er til gengæld tildækket af skyerne fra et ubrugeligt, tungt system, der hverken kommer patienten eller mig til gavn. Hvor bliver patienten af i dette puslespil? Hallo – hvor er patienten?

Det er tydeligt at mærke, se og høre, at jeg ikke er den eneste frustrerede blandt skaren. Blikkene flakker rundt, hovederne hænger, skuldrene trækkes af tyngdekraften, med andre ord: alle har givet op overfor dette håbløse system. Skulle vi forsøge at registrere, hvor mange timer en læge bruger på administration? Jeg tror, at tallene ville skræmme alle, inklusive patienten.

Når målet synes fjernt
 

Jeg er ærgerlig over udsigten til øget og samtidig nytteløs dataregistrering. Som studerende glæder vi os til hverdagen på sygehusene, stedet hvorfra vi opbygger og optimerer vores læring. Når dagen i klinikken er omme, valfarter mange af os videre til næste projekt i form af forskning; nogle på deltid, andre på fuldtid. Vi gør det af hjertet, af interesse. Vi gør det for at udvide vore fremtidige muligheder med henblik på en hoveduddannelsesstilling i vores ønskede specialer.

Men hør engang, kære kollegaer, jeg er af mange blevet stillet spørgsmålet: ”Hvilken retning vil du gå med lægegerningen?”. Mit fremtidige svar må være: I modsat retning af bureaukratiet. Jeg skal ikke være speciallæge i håndtering af bureaukrati… langt fra.

Når fremtiden paradoksalt determineres

 

Jeg og størstedelen af mine medstuderende har valgt denne vej i livet, fordi vi ønsker at bruge tiden på patienterne og ikke på registrering. Fred være med det, ikke al registrering er skidt, men det har taget overhånd.
 

Jeg er bange for, at jeg i fremtiden får mere kontakt med den digitale verden, end berøring med patienten. Vi er ikke sundhedsteknologer, men kommende læger. Lad os gøre det, vi er bedst til: lad os være patienternes advokat. Lad os tage del i patientens forløb!

1 kommentar:

  1. http://www.b.dk/kronikker/sundhedsdanmark-boevler-med-teknikken

    SvarSlet