onsdag den 23. oktober 2013

Yngre praktiserende læger risikerer at brænde ud

I den forgangne måned skrev en yngre, praktiserende læge et opslag på PLO-Initiativgruppen på Facebook og efterlyste hjælp til at finde en facilitator, der kunne hjælpe med en handleplan for at genvinde motivation og gejst i praksisarbejdet.

Yngre praktiserende læger er uddannet med ord som handleplaner, processer, visioner, videndeling, optimering, strategier, nøglefunktioner, ledelse mv. som naturlige ord. Yngre almen medicinere har således fået New Public Management (NPM) retorik ”ind med modermælken”.

En påstand i forlængelse af dette er, at yngre praktiserende læger er i overhængende fare for at brænde ud, netop fordi de har tilpasset både sig selv og deres lægeidentitet til det djøficerede sundhedsvæsens paradigme.

De efterspurgte parametre er effektivitet, systematiske kategoriseringer og hårde, målbare endpoints. Meningsløsheden ligger lige for, fordi den faglige integritet smuldrer sammen med fagets udtalte tilpasningsiver.

Praktiserende læger er som udgangspunkt pligtopfyldende og grundige mennesker, så hvis den almen medicinske ”sjæl” ikke er et nagelfast udgangspunkt for al anden virke, da er der overhængende fare for, at udefrakommende forventninger og krav vil tromle den praktiserende læge overende.

Så udslukkes ilden, efterladende en mat og udbrændt læge. Tidens krav til den praktiserende læge er støt voksende. Derfor er yngre praktiserende læger i så stor risiko for at støde på grund i forhold til motivation og gejst.

Men hvad er det da, som skal generere vores gejst og motivation i det daglige?

Det er ikke bare faget som helhed, der har brug for fokus på kerneværdierne. Det er også i høj grad individet, der har behov for bevidsthedsgørelse omkring kerneværdierne i vores virke.

Skal fremtidens praktiserende læger igen blive langtidsholdbare, må vi søge en større bevidsthed om essensen, eller kerneværdierne om man vil; sætte ord på fagets omdrejningspunkt og i samspil med hinanden få indkredset, hvad det hele drejer sig om.

Vi skal præcisere, hvad vi kan, som ingen andre i sundhedsvæsenet kan gøre lige så godt, nemlig at forstå og tage sig af individet. At se mennesket som et hele i lyset af dette menneskes individuelle kontekst.

Det er her vores fremmeste styrke og fineste opgave ligger. Her skal vi lægge vores energi, for således vil vi tifold få energi tilbage, der kan tjene som generator for daglig gejst og motivation.

Når vi på denne måde skal arbejde med kerneværdierne i almen medicin, er det ligeledes vigtigt, at vi ikke blindt overtager sprogbrugen fra NPM, men at vi løbende udvikler og fastholder vores eget sprogbrug. Ved sprogtilpasning til NPM-terminologien mistes væsentligt indhold i forhold til egne afgørende emner, som NPM-terminologien ganske enkelt ikke rummer ord for. Der er således tale om risiko for et fattigere ordforråd, som virker reducerende på vores fag.

Hvis vi accepterer embedsmændenes og politikernes terminologi og lader vort fag beskrive alene på denne måde, da har vi selv blåstemplet vores fags endeligt. Da vil vores arbejdsopgaver blive reduceret til noget, som mange andre faggrupper lige så vel kan udføre. Da har vi tabt slaget om vores fag.

Vi skal derimod fokusere på vores fags integritet; ”sjælen” i almen medicin. Vores viden om det hele menneske og vores forståelse for individets samlede sociale, genetiske og helbredsmæssige kontekst. Vi skal styrke fagets egen terminologi, også selvom det involverer ”bløde værdier” og svært definerbare parametre.

Med det hele menneske som fortegn, vil vi kunne fastholde energien og arbejdsglæden. Med det hele menneske som fortegn, vil vi overleve skiftende politiske vinde og forbipasserende ignorante regionsrådspolitikere, der med love og bekendtgørelser ønsker at forme almen praksis efter højestrangerende politiske hip-faktor.

1 kommentar:

  1. Hold kæft hvor er det godt - Line Soot - tak for det.

    Jeg kan ikke lade være med at "spinde lidt videre" for egen regning:

    Vi bliver nødt til at være bevidste om den værdi vi tilfører det danske samfund. Hvis vi hver gang vi bliver udfordret tænker: "Nå ja, de andre ved nok bedre - vi må hellere rette ind". Så stikker det dybt ind i vores selvforståelse og dermed arbejdsglæde.

    Det kan ikke kun være praktiserende læger der oplever at vores fag er ved at blive indsnævret af nogle mennesker, som slet ikke er en del af vores dagligdag.

    Desværre er der også en del læger der er blevet "fanget" i dilemmaet mellem lægefaget og "respekten" for dem med pengene. Dem må vi se om vi ikke kan hjælpe tilbage til faget.
    Christian Freitag - Holte

    SvarSlet