Donorglæde: Ka’ det genbruges, så ska’ det!

Kropslugt. Til hverdag en tabubelagt naturlighed. I den halvårlige dissektionsuge på studiet – et gennemsprittet, tankevækkende vidne om opofrelse og donation af det aller dyrebareste, vores kroppe. Og hvem havde troet, at så mange medicinstuderende allerede har testamenteret deres legeme til videnskaben?

Under fredagens mave-tarmdemonstration kunne den forsamlede kødrand af medicinstuderende, krumbøjet over de fascinerende rødorange og gråblege nuancer af vores komplekse anatomi, passende atter skænke en tanke til universiteternes donationsordninger.

Ordninger, der for tiden får cirka 800 nye tilmeldinger årligt og som her i Odense sørger for uvurderlig indsigt og hands-on for de studerende på otte menneskekroppe per semester.

Det er ingen hemmelighed, at medicinstuderende altid har bifaldet donation af blod, organer og kroppe. Og historisk nærmest stået på spring for at blive stukket, mediccineret eller mobiliseret på mærkværdige måder for en skilling og i forskningens navn.

Sundhedsvæsenet og -uddannelserne bugner forståeligt nok af fortalere for at lade vores levende væv og senere jordiske rester gøre maksimal gavn for andre – så mangt en familiefest er endt i insisterende hvervning og gruppeblodtapninger. 

”Men hvor mange af mine medstuderende er faktisk donorer?”, tænkte jeg med min gummihandskebetrukne hånd plantet dybt i bursa omentalis.

Nogle dage senere fik jeg 108 medicinere på 3. semester til at udfylde et sirligt spørgeskema om emnet. Gennemsnitsalderen er 21,6 år og kvinderne er i flertal. Med alle tænkelige forbehold – her er resultaterne:

39 pct. af de medicinstuderende er bloddonorer (til sammenligning lader 4 pct. af hele befolkningen sig tappe). 12 pct. er tilmeldt knoglemarvsregisteret (under to promille er det på landsplan) og 51 pct. af fremtidens læger har tilkendegivet organdonation (mod 11 pct. på landsplan). 

61 pct. har tilsluttet sig mindst én donorordning eller har allerede doneret noget af sig selv. Fem af de 108 deltagere har doneret væv til forskning. Ingen er sæd- eller ægdonorer (der er vist også kun 400 på landsplan).

Blandt de studerende, der ikke er bloddonorer, har mindst 34 pct. en medicinsk begrundelse, mens 16 pct. indrømmer at lide af nåleskræk – hvilket svarer til, at mindst hver tiende af alle medicinstuderende er angst for selve tapningen. 60 pct. af dem, der ikke donerer blod, vil dog gerne gøre det.

Og nu til svaret på det indledende retoriske spørgsmål: Det mest overraskende må være, at hver femte af mine medstuderende (18,5 pct.) har tilmeldt sig en legemedonationsordning. 20 studerende er altså helt klar og 16 yderligere vil gerne, men har endnu ikke tilmeldt sig. Mens 31 afviser at ville donere deres krop.

Lad tallene stå til inspiration for lægestanden. Måske I kan bekræfte, om dette fremstår uændret siden jeres studietid eller om medicinstuderende i dag går et skridt længere i løftet om at være til ”medmenneskers gavn”. Behovet er som bekendt ikke til debat.

Der skal årligt hverves 25.000 nye bloddonorer. 1400 nye medicinstuderende hvert år bør blot én gang have mulighed for at arbejde med et rigtigt præparat. I 2009 mistede 63 danskere livet, mens de forgæves ventede på et donororgan. Riget fattes donorer. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der har gjort udslaget for de studerende i forhold til beslutningen om donation. Er motivationen allerede grundlagt hos dem, der kommer ind på medicinstudiet, eller fører indsigten i lægevidenskab og sundhedsvæsen til stor donationslyst? 

Det er min overbevisning, at det i al beskedenhed handler om viden og oplysning – ”gør det ondt?,” spurgte for eksempel en af mine medstuderende, der overvejer at blive bloddonor.

Er det tilfældet, at simpel indsigt i kroppen og mødet med de mange syge mennesker, der har brug for livreddende poser med blod, knoglemarv eller erstatningsorganer får flere til at beslutte at donere – ja, så skriger det da på mere folkeoplysning! Hvis de medicinstuderende ligger inde med nøglen til at skaffe flere donorer, så bør den viden ikke stå uudnyttet hen. Det har vi ikke råd til.

Om end oplyst, føler jeg mig selv endnu ikke helt tryg ved legemedonation. Og min sæd, fik de altså kun fornøjelsen af dengang på Riget efter sessionen. Men jeg er bloddonor på tapning nr. 20 og knoglemarvs- og organregistreret. Ville jeg være et dårligt forbillede for mine fremtidige patienter, hvis ikke?

Jeg tilslutter mig altså de medicinstuderendes store tilfredsstillelse ved at donere sig til medmennesker og forskning i nød. Eller som en meddonor udtrykte det på sit spørgeskema:

Ka’ det genbruges – så ska’ det!