Forskningsformidling via sociale webmedier forenkler ikke budskabet — tværtimod

I mine øjne er idéen om, at formidling nødvendigvis indebærer simplificering, forkert.

 

Der findes godt nok stadigvæk et simplifikationsproblem i forbindelse med forskningsformidling igennem traditionelle trykte og især elektroniske massemedier.

Men fremvæksten af sociale webmedier er ved at ændre medielandskabet radikalt. Som en af ansøgerne til en webkommunikationsstilling, vi lige har besat på Medicinsk Museion, sagde: ”der er jo ingen mellem 20 og 35, som læser aviser mere, alle er på webben og især på den sociale web”.

Det var lidt bombastisk udtrykt. Men det er ikke helt forkert. Og én af konsekvenserne af denne forskydning er, mener jeg, at forudsætningerne for hele problemstillingen om den påståede simplificering i forskningsformidling falder væk.

Fordi det ikke bare er unge oprørere i den arabiske verden, som skaber historie ved hjælp af sociale webmedier. Forskere bruger også sociale webmedier i deres daglige forskningskommunikation. Og de gør det altså i hurtigt stigende omfang.

Det er måske ikke en så stor procentdel af forskerverdenen, som bidrager til artikler på Wikipedia. Men det er alligevel så mange, der gør det, at der findes artikler inden for stort set alle slags forskningsområder, ikke mindst inden for naturvidenskabelige, medicinske og tekniske fag. Og vel at mærke, Wikipedia-artiklerne bliver hele tiden løbende opdateret.

Der findes også mange tusinder af forskerblogs, fra helt nørdede fysik- og kemiblogs til brede og populære blogs som blander videnskabelige og politiske diskussioner. Her er en af mine favoriter – kemikeren Derek Lowe, som blogger om drug-discovery, og som tit får flere hundrede kommentarer på hver post: http://pipeline.corante.com.

For ikke at tale om alle de yngre forskere, som er på Facebook. Vel at mærke ikke bare for at skrive om deres privatliv, men også for at føre intellektuelle diskussioner, give hinanden tips om litteratur, konferencer og seminarer. 

Det samme gælder Twitter, som i stigende omfang bruges som en kommentarbaggrund til videnskabelige konferencer og workshops og som, ligesom alle andre sociale webmedier, kan læses af alle og enhver.

Konsekvensen af denne her eksplosion i brugen af sociale webmedier er altså, at flere og flere forskere er ved at indse, at man ganske udmærket kan tale om sin forskning med ikke-forskere uden at skulle inddrage massemedier, journalister eller talkshow-værter. Og det medfører også, at grænsen mellem peer-to-peer-kommunikation og offentlig formidling er ved at opløses.

Min pointe er, at dette får konsekvenser for tesen om, at forskningsformidling indebærer en nødvendig simplificering. Den tese gælder altså kun den begrænsede del af det samlede medieunivers, som udgøres af traditionelle massemedier.

Med mulig undtagelse af Twitter (i hvert fald hvis man kun ser den enkelte 140 karakterer lange tweet), så danner de sociale webmedier et mangedimensionelt offentligt rum, som ikke bare tillader, men endda opmuntrer til diskussion.

Den sociale web – ikke mindst takket være hyperlinkfunktionen – åbner muligheder for en forskningskommunikation, som slet ikke er underlagt det imperativ om simplificering, som traditionelle massemedier er.

Forskningskommunikation på den sociale web fungerer altså ikke som en forsimplingstragt som i massemedier eller på traditionelle webportaler – men som en kommunikationsgenerator, hvor man godt nok kan forenkle tingene, men hvor man – fordi der er så mange aktive aktører involveret – i næste øjeblik kan komplicere diskussionen yderligere og indføre flere og flere mellemregninger.

Så tesen om forskningsformidling som forsimpling holder efter min bedste overbevisning simpelt hen ikke. Det er en forsimplet tese. 

(Dette indlæg er en redigeret version af et blogindlæg, Thomas Söderqvist har skrevet på Medicinsk Museions blog: http://www.museionblog.dk/forskningsformidling-via-sociale-webmedier-forenkler-ikke-budskabet-tv%C3%A6rtimod).