Hvorfor ender lægerne i det selskab, og hvad gør man den dag, man selv har en journalist i røret?
Jeg indrømmer det med det samme (mens jeg dukker nakken). Jeg er selv journalist. Jeg har interviewet mange læger til avisen. De fleste har været tilfredse med resultatet – men jeg har også nogle gange – samme dag som avisen var landet i postkassen – haft en læge i røret eller på mailen, fordi han eller hun syntes, at historien havde fået en helt forkert vinkling eller efter deres mening ikke var dækkende nok.
Hidtil har journalisterne oftest interviewet læger som eksperter og brugt deres udtalelser til at fremlægge ny viden på et bestemt område. Og det kan være svært nok for en læge at se sin omhyggelige forklaring af øjensygdommen AMD reduceret til en overskrift om, at flere ældre bliver blinde.
Men i den seneste tid har det været endnu sværere at være læge i medierne, for nu optræder lægerne ikke længere som eksperter til at kommentere på en bestemt sag. Nej, lægerne er blevet selve historien, som det for nylig skete, da lægerne på Herlev Hospital måtte forklare, hvorfor nogle patienter ikke skulle forsøges genoplivet.
Andre læger har oplevet på tv at blive krydsforhørt og mistænkeliggjort, fordi de har valgt en livsforlængende behandling til kræftpatienter frem for en anden, som måske var bedre.
Medierne har i et stykke tid været udskældt for, at dækningen bliver mere og mere personlig, og det er også det, lægerne oplever. Liv og død giver gode historier, og i en tid hvor patienterne får større og større indsigt i deres egen sygdom og behandling, og hvor nogle får en anden holdning, end den lægen har, opstår der konflikter – og netop konflikter er mediernes levebrød.
Journalisten skal være objektiv, og den letteste måde at være det på, er at give udtryk for to modsatrettede holdninger. Sundhedshistorier har groft sagt været skåret over den samme læst: En konflikt, f.eks. manglende kapacitet på landets sygehuse.
Patienter flyttes rundt mellem de københavnske sygehuse, fordi der ikke er plads nok. En patient fortæller, hvor hæsligt det er og giver dermed historien det personlige islæt, som kræves. En ansvarlig politiker stilles til regnskab.
Lægen på afdelingen fungerer som ekspert og fortæller om de konsekvenser, flytningerne har for patienterne i et større perspektiv.
I sagen fra Herlev (som jeg i øvrigt synes, lægerne klarede rigtig godt) var lægerne parter i sagen, der havde truffet en beslutning, som de måtte forklare. Det er en rolle, som læger i stigende grad må vænne sig til.
Men hvad stiller man så op, når man som læge har en journalist i røret?
Finder ud af:
- Hvilken journalist der ringer, og hvilken type historie han eller hun arbejder på. Der er stor forskel på, om det er en nyhedshistorie til Ekstra Bladet, eller om det er en baggrundsartikel til Berlingske Søndag.
- Hvad vedkommende vil bruge dig til – skal du være ekspert, eller er du part i sagen?
- Hvem deltager ellers i historien? Tænk over, om det er en person, der deler dine holdninger eller står i modsætning til dem?
Lad være med bare at svare. Spørg ind til historien – bed om at få lov at ringe tilbage, og forbered så de to-tre hovedbudskaber, du selv vil have frem. Journalisten er jo ikke nødvendigvis på færten af den rigtige historie.
Bed om at få artiklen eller i det mindste dine citater, og den sammenhæng de optræder i, til godkendelse.
Og husk så, at journalisten bruger dig til at få lavet sin historie, men du kan også bruge journalisten til at få dine historier frem.
Held og lykke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar